Webpastor.dk

Jeg er med til at smugle

2012-01-14T09:12:00.000+01:00

Ude i min gang har jeg nu en masse kasser – deres indhold er dyrebart og meget eftertragtet. Kasserne er kun på et kort stop her i præstegården, så sendes de videre. Jeg kan heller ikke bruge indholdet til noget som helst – men jeg er faktisk stolt over at have dem stående her… mærkeligt egentlig.

Indholdet af kasserne skal smugles ind i et andet land – og fordeles ganske gratis. Smuglerne er frivillige, der endda selv betaler for rejsen. Modtagerne længes efter indholdet af disse kasser – indholdet er en sjældenhed i deres land. Modtagerne kan faktisk godt siges at være mine åndelige brødre og søstre – for vi har samme far, og samme storebror.

Indholdet af kasserne er Bibelen oversat til et fremmed sprog, jeg ikke kender. Jeg har lovet at opbevare kasserne her indtil de skal videre. Det er missionsselskabet Åbne Døre, der har spurgt mig – og jeg gør ikke en hujende fis, men føler alligevel, at jeg er med til et stort stykke arbejde. En lille del – et lille hjul, men alligevel, en vigtig ting.

Jeg er stolt over mit lille bitte biddrag til at hjælpe den forfulgte del af kirken – mine kristne brødre og søstre. De har det svært – de mangler det, vi tager for givet og bare kan tage ned fra vores boghylde: Bibelen. Den ligger herude – snart vil de ikke bare stå på hylden i et andet hjem og samle støv. Nej, den vil blive brugt.

Vi kan lære af de forfulgte
De forfulgte kristne er en del af den globale kirke, som vi også er en del af. Og hvor kan vi lære meget af dem – alene deres forhold til Bibelen. Det er ikke bare en tilfældig bog – det er virkelig en bog, der rykker og forandre og er eftertragtet. De læser rent faktisk i Bibelen – hvor meget gør du det?

En eller anden dansk debattør sagde en gang, at han havde læst Bibelen en gang, det var rigeligt. Han har ikke læst den – den bør læses en gang hvert år, og ikke som en engangspræstation. Vi skal læse den, fordi den er værd at læse, fordi den indeholder Guds ord til dig og mig – ja, at den er Guds ord.

Jeg må med skam erkende, at jeg har aldrig læst Bibelen sådan fra ende til anden – det er sådan et projekt, som jeg egentlig har foran mig. Men det burde det ikke være – ikke et projekt, som skal overstås, men en måde at leve livet på. I læsning af Bibelen for at blive fortrolig med Bibelen og dens budskab. Man bliver aldrig færdig med Bibelen – jeg synes altid at jeg kan finde nye dybder, nye vinkler, ny praktisk hjælp til livet her og nu. Til mit humør her og nu.

Jeg burde give mig selv den gave, at læse mere i Bibelen – ja, at læse Bibelen fra start til slut. Der er nogle mennesker, der længes efter Bibelen – der er mennesker, for hvem det er en forbrydelse at have en bibel. Derfor er den eftertragtet. Den er ikke forbudt i Danmark. Den er ikke eftertragtet – og derfor står den på min hylde og samler støv. Er det ikke forkert?

Slip det gamle - grib efter Jesus

2011-12-31T01:06:00.000+01:00

Det er årets sidste dag – 2012 ligger foran os, og 2011 ligger bag os. Hvordan var det år for dig? Fik du det ud af året, som du havde sat dig for? Er du det sted i livet, som du troede du ville være – eller synes du at du står samme sted, at du har stået i stampe hele året?

Tankerne vælder op i en på sådan en dag – det plejer altid at være en lidt vemodig dag for mig i de få stunder i løbet af denne dag, hvor jeg har tid til at tænke og reflektere. Og i år er ikke nogen undtagelse – og det er vel egentlig ikke fordi jeg har haft et dårligt år, men sådan har jeg det bare med 31. december.

2011 blev det år, hvor jeg fik mig et nyt og igen slidstærkt livsmotto: ”Gud gør mig nyttig”. Det vil jeg virkelig gerne have skal præge 2012 – at jeg uanset hvor jeg måtte befinde mig den 31. december 2012, at uanset hvad jeg måtte lave at jeg må vide, at Gud bruger mig og Guds folk har nytte af mig og de evner, Gud har givet mig.

Mit fokus skal dog ikke være hvad jeg kan gøre, men hvad han har gjort… det er faktisk vigtigt at holde fast i. Det er ikke mig, men ham. Det er ikke min gerning, men hans gerning.

I Hebræerbrevet kapitel 12 bruges billedet med vædeløberen. Han er fokuseret på målet og han slipper alt det, der hindre ham i løbet.

Jeg ønsker at slippe alt det gamle og trælse fra 2011. De grimme oplevelser, der ligger dér, de dårlige tanker, nederlagene. Og så vil jeg tage det positive jeg har lært, de dejlige smil, tilliden fra folk, skuldreklappene med mig.

Jeg ønsker at være fokuseret i det nye år – og fokus skal være på Kristus. Skal være mere på Kristus end det har været i det forgangne år.

Lad os ”frigøre os fra enhver byrde og fra synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender” (Hebr 12,1,2).

Er du med på den også? Det vil i hvert fald være mit nytårsfortsæt: Lad det trælse ligge bag mig og gribe ud efter Jesus!
Uanset hvad: Rigtig godt nytår og må Herren velsigne dig og dine i det nye år!

Gud, gør mig nyttig

2011-12-06T22:43:00.001+01:00

På intro-turen i teologi på Århus Universitet i 1994 sad der en meget idealistisk ung mand, 19 år. Idealistisk, for det her var det nærmeste han kom et livskald - og nu var det ved at tage form. Tingene havde hele hans liv frem til da faldet i hak og de kulminerede, da han sammen med sine forældre åbnede brevet fra Århus: Du er optaget på teologi. Han fløj rundt på sin knallert for at fortælle alle venner og familiemedlemmer om denne store begivenhed.
Og nu sad han på Østbirk Højskole på introtur... Han bævede for den store opgave, der lå foran ham som teologi-studerende. De mange svære sprogfag - ja, alene det at begynde på universitetet. Kunne han klare det? Havde han hvad der skulle til?

Intro-turen var en lang skuffelse - der var ikke meget introduktion til studiet, men mest pjank og pjat og ... ja, også en del våde varer. Men en ting tog han til sig - og det var, da forstanderen gav et råd til os. Et råd om at vælge et ord, der skulle være hovedordet over studietiden. Et ord, som man kunne vende tilbage til, når tingene blev lidt trængte og man ikke levede op til sine egne forventninger - et opkvikkende ord. Jeg husker, at jeg ikke lige fattede hvad godt der var i det ord, han havde brugt i sin studietid.... men satte mig til at tænke: Hvad skal være dit ord?

Som jeg husker det, var jeg ikke længe om at finde frem til mit ord - det skulle være: Gud i vold. På Jesusnet.dk står følgende beskrivelse af ordet:
"Gud i vold" så rummer det altså den erfaring, at vi mennesker ikke har magt over fremtiden, men det har Gud. Han holder vor lykke og fremtid i sin hånd og det livsvilkår må vi give os ind under. "Vold" er et gammelt ord for "Varetægt", så i dette ønske for fremtiden er der også et håb. Når vi er i Guds varetægt, så tror vi og håber for hinanden, at vor fremtid bliver god, fordi Gud er god og værner os mod det onde"

Når jeg satte "Gud i vold" som ordet over mine studier, så betød det, at jeg lagde alle mine studier og deres udfald over i Guds magt og lod ham bestemme og lod ham give mig de, der skulle til, for at jeg kunne komme helskindet igennem.

En ny situation - et nyt ord
Og dette ord har fulgt mig lige siden, Gud i vold. Hvad jeg end har kastet mig ud i, så har det været ledsaget af ordet "Gud i vold". Det er et kært gammelt klenodie fra min pureste ungdom - og som har fulgt mig og den ro, jeg har følt ved at lægge mit liv over til Gud, er blevet gentaget rigtig mange gange siden.
Men her i aften sad jeg og så en lille videofilm om Bibelen - "Den farligste bog", en video fra missionsselskabet "Åbne Døre", der har som sit kald at smugle bibler ind til undertrykte kristne rundt om i verden. Stifteren af dette selskab hedder Broder Andrew og han fortalte om den bøn han bad: "Gud, gør mig nyttig".
Pludselig slog det mig - "du er nødt til at ændre dit livsmotto, Kim. Ja, læg nutiden og fremtiden i Herrens hænder med et Gud i vold, men få den dimension understreget, at det ikke bare er noget du skal "komme helskindet igennem", men at du også skal være til velsignelse midt i det. At du skal være til nytte.

Når jeg sidder og opdaterer kirkens hjemmeside, når jeg laver kirkeblad, når jeg er pedel over i Menighedshuset, når jeg ser tilbage på et hold konfirmander, "lærte de overhovedet noget?" eller generelt: Når jeg ser tilbage over 9½ års virke som præst, så melder spørgsmålet sig: Har jeg været til nytte? Ikke bare: Har jeg løst en opgave eller har jeg passet mit arbejde, men har jeg været til nytte? Ikke bare som et nyttigt fjols, men som en præst, der stadigvæk brænder for evangeliets udbredelse sådan som den idealistiske stud. theol. gjorde det i 1994.
Er folk blevet fastholdt bare en smule i deres tro? Er der nogle, der har mødt nye sider af dem selv og Gud ved at komme til de gudstjenester, hvor jeg fik lov til at være præst? Ja, ... har jeg været nyttig?

Det er min store bøn, at jeg ikke bare må være kommet helskindet igennem, men at jeg også må være nyttig.
Det er naturligvis stadigvæk mit håb, at tingene må ligge i Herrens hænder, fortid, nutid og fremtid - og at jeg også må være dér. At jeg må få styrke og visdom til de opgaver og udfordringer, der ligger og venter på mig både i min egenskab som præst, far, ægtefælle, ven... men dybest set, at jeg må være nyttig.

Bed med mig
I det hele taget, så tror jeg, at der virkelig sker noget med os og med de sammenhænge vi står i, hvis vi tør bede den bøn hver eneste morgen, når vi står op: "Gud, gør mig nyttig". Skulle vi ikke prøve det - bare resten af året? Bede denne bøn: Gud, gør mig nyttig.
Jeg har i hvert fald fundet mig et nyt slogan, en livsoverskrift til afløsning for mit studietids-ord:: Gud, gør mig nyttig.

Jeg mener det er en dansk præst i New York, Kristian Østergaard, der har denne salme i salmebogen - som jeg citerer efter hukommelsen:

Herre, jeg vil gerne tjene
tjene dig, og dig alene.
Tag og brug mig som du vil.
Hvad jeg ejer har du givet
hver en evne, selve livet,
dig det hele hører til.

Led mig frelser, ved din nåde
også når jeg selv vil råde
og vil gå min egen vej.
Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne
oh, men lad mig aldrig savne,
vished at jeg tjener dig.

2. søndag i advent

2011-12-03T14:20:00.001+01:00

I morgen er det anden søndag i advent - og teksten er Lignelsen om de ti brudepiger - I kan finde den her.
En brudgom, der kommer efter sin brud og brudepigerne venter på ham for at gå ham i møde - men falder i søvn. De vågner lige inden brudgommen kommer og fem af dem finder ud af, at de ikke har købt olie nok, så de skynder sig hen og køber ny olie. Da de kommer tilbage er det for sent - feste er i gang og døren er lukket. De fem kommer ikke med til festen.
Jeg har altid set lignelsen som om at de ti brudepiger er kirken og de kristne, men holder man sig til den bibelske brug af ordene som brudgom og brud, så er det jo bruden, der er kirken. Hvem er så de ti brudepiger?
Det er nogle, der skal sørge for at gå Jesus i møde, gøre Jesu ankomst til jorden så festlig som mulig med fakkeloptog, gøre hans komme kendt (altså i overført betydning).

Jeg aner ikke hvem det skulle være... hvis ikke mennesker netop med en speciel placering og speciel opgave i menigheden. Jeg lufter nok ikke tanken i morgen, men kunne det f.eks. være præste og andre forkyndere. At de ikke var parate, da Jesus så endelig kom - at der er præster, som løber tør og ikke kan gå ham i møde som de skal?

Løbe tør for tro? Løbe tør for vidnesbyrd? Løbe tør for gode gerninger... ja, løber tør for hvad?

De bliver kaldt for tåbelige - de fem brudepiger uden olie. Hvem bliver ellers kaldt for en tåbe i Bibelen? Det gør dem, der siger: Gud er ikke til - og som ikke gør godt (Sal 14,1). Mangler de fem tåbelige troen på at der en Gud? At der er en brudgom, der skulle komme?

Nu er der jo naturligvis f.eks. ingen præster, der ikke tror på Gud - på Jesu komme... da i hvert fald ikke i Den danske Folkeknirke, så den udlægning er naturligvis helt hen i skoven. Og så alligevel?!

Jesu lignelser er svære at arbejde med, for hvor langt ned i dem skal man gå, inden det bliver for fortænkt? Hvor langt ud tør vi presse fortolkningen, hvis vi pludselig selv bliver ramt af dens budskab, fordi skribenten her "tilfældigvis" er en af dem, der med de her tanker kunne være i farezonen for at løbe tør - og komme under den samme dom som de fem brudepiger.

Glædelig 2. søndag i advent!

Tænk at der er nogle, der elsker mig

2011-09-21T23:39:00.003+02:00

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.

… ikke bare nogle, der kan holde mig ud,

… ikke bare nogle, der accepterer mig

… ikke bare nogle, der er glade for mig

… ikke bare nogle, der ser op til mig (utopisk… men hvem ved?)

men nogle, der elsker mig. Det er få – men det er kvalitet frem for kvantitet, der er i højsædet. Nogle, der elsker mig.

Hvor ville jeg ønsker for alle, at de kunne sige: ”Jeg er elsket”. For i det ligger der en ro, at jeg netop kan være som jeg er, fordi jeg ved, at jeg netop er elsket som jeg er. Jeg behøver ikke stylte mig op og være bedre end mit gennemsnitlige jeg – for det fører bare til stress og udbrændthed… sådan kan det være på arbejdsmarkedet – ikke overfor dem, der siger ”jeg elsker dig”. Der skal jeg ikke præstere noget – men bare være.

Ikke at det så bare er at ligge på den lade side – for ordet ”jeg elsker dig” forpligter – ikke i juridisk forstand, men højere... stærkere... jeg selv forpligter mig, når jeg tager imod udtalelsen. At kæmpe for den kærlighed. At kæmpe for den, der siger det. At gengælde kærligheden. At…

Men det mærkelige ved disse forpligtelser er, at de vokser ud af kærligheden – at kærligheden giver den næring og den styrke, der skal til for at holde kærligheden i live. Kærligheden lever og ånder og er i kærlighed. Men den kan ikke stå alene: Kærlighed lever og ånder og er i tilgivelse. Kærlighed og tilgivelse er to sider af samme sag – og kan ikke eksistere uden hinanden. Tilgivelse er kærlighedens forsikring.... livsforsikring. Ulykkesforsikring. Håbet om en kærlighed på den anden side af ens fejl og mangler.

Og derfor igen: Tænk, at der er nogle, der elsker mig. Der kan tilgive at jeg er som jeg er – også når jeg træder ved siden af og lader min egoisme og kortsigtethed få overhånd, så den anden skubbes til side.

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.

Du er ejet af din familie - de bestemmer dit eftermæle

2011-09-18T16:17:00.004+02:00

Det er måske lidt overdrevet, men lad mig lige forklare….

Som præst har jeg den ære, at blive inviteret ind i mange menneskers liv både i den højeste glæde og i den dybeste sorg. Familien er samlet efter et dødsfald blandt deres kære, og jeg bliver som præst kaldt til, for at vi sammen kan planlægge begravelsen eller bisættelsen. Til det hører også prædikenen, der naturligvis også skal relateres til den afdødes liv. Og det er en ære på den måde at få indblik i et andet menneskes liv og få til opgave … ja, at rejse en bautasten over den døde. Og familien er rigtig dygtige og samvittighedsfulde, når de fortæller om den døde…

Men lad os prøve se på os selv: Er vi på nøjagtig den samme måde, når vi er sammen med familien, som når vi er sammen med vennerne? Ser vennerne på os, på samme måde som vores familie gør? Nej – vil jeg i hvert fald svare. Men hvorfor er det så alene familien, der er inviteret med til samtalen, der skal danne baggrund for præstens begravelsesprædiken? Hvorfor sidder der ikke en eller flere venner, der kan biddrage med vennernes synsvinkel, vennernes indtryk og vennernes historier med den døde? Det vil da virkelig kunne give et mere helstøbt billede af afdøde – ikke bare med henblik på begravelsens prædiken. Prædikenen er på sin vis blot et biprodukt fra samtalen med familien – samtalen er også en meget væsentlig del af sorgprocessen. Og lukker man en ven til afdøde ind i den proces, går man garanteret også selv beriget ud, fordi man enten bliver bekræftet i det syn, man har på den døde, eller man bliver måske endda beriget med nye vinkler, ”var hun også sådan?”

Ja, jeg ved godt, at man kan indvende, at det vil være mærkeligt at invitere en person ind i familiens private rum på den måde – og at deres sorg er privat. Men på den anden side set, så kunne man lige så godt indvende, at man med den nuværende procedure nærmest gør familien til den, der ejer den afdøde og dem, der alene kender afdøde og derfor skal forme afdødes eftermæle.

Jeg ved godt, at jeg er præst et sted, hvor den nærmeste familie betyder rigtig meget – men hvad om vennerne faktisk er dem, der kender os bedst? Dem vi har betroet os mest til? Dem, der er med i vores livs op og nedture? Men de bliver ikke inviteret med til samtale med præsten – det er et familieanliggende.

Jeg ved godt, at ”vi plejer” at gøre det på den måde… men hvor er det dog en skam…

Protest-udmeldelseblanket?

2011-09-13T23:41:00.002+02:00

Første gang troede jeg lidt det var ment som en provokation, da jeg stod med en udmeldelse-blanket, der var hentet fra Dansk Ateistsamfund (eller hvad de nu kalder sig). For jeg regnede ikke med, at de var ateister – hvem er i grunden det, sådan af ”tro”?!

Men da jeg så her den anden dag stod med den anden blanket – også fra ateistisk samfunds hjemmeside… så var det at femøren faldt! Det er naturligvis fordi der ikke er nogen egentlig blanket for udmeldelse af Folkekirken - jeg har en gang meldt en person ud, der havde skrevet sit ønske ned på en afrevet side fra en kalender. Alle informationerne stod dér - men på en lille uanselig lap blev kontakten til Folkekirken altså kappet.

Det slog mig så – jamen skyldes det ikke, at der netop ikke findes nogen blanket fra folkekirken? Og folk vil jo gerne have et eller andet at forholde sig til – et eller andet at skrive deres navn på for at det virker seriøst deres ønske. Og så går man ind og googler ”udmeldelse af folkekirken” og første linje – ganske rigtigt: ateist.dk

Det er da derfor, at jeg nu har modtaget to sedler hentet fra den side - ikke fordi det (nødvendigvis) er ateister, men det er her man kan finde en blanket.

Så lad os dog lave en blanket fra Folkekirken, så vi kommer op på i hvert fald nummer to mulighed på Google, så ateist.dk ikke får den fjer i hatten at være udmeldings-lystne danskers foretrukne hjemmeside.

Internettet og tidskapsler

2011-08-15T09:50:00.003+02:00

Det slog mig lige den anden dag, alt det skriverier, der er på internettet, f.eks. Facebook og på blogs rundt omkring - med mindre, at det aktivt bliver slettet (og selv dér kan man jo ikke være sikker på at det så også er væk og ikke ligger som en kopi et eller andet sted)... men med mindre det blibver slettet, så vil det jo nærmest være et evighedsdokument, der ligger som i en tidskapsel til fri læsning og studie. Naturligvis bliver Internettet også afløst af noget andet på et tidspunkt... men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at tiden her virkelig må være den mest dokumenterede tidsalder nogensinde. Alle har mulighed for at sætte en eller anden form for varigt minde om dem selv og deres liv på Internettet. Det er naturligvis også det, der vel gør det ubrugeligt rent videnskabeligt set, for der er så meget, at man helt drukner i det...
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det da kunne være sjovt at dykke ned i ens fars facebook-profil fra hans ungdom (hvis der havde været Facebook på det tidspunkt). Det kunne da have været rigtig sjovt at læse om hvad tanker han gjorde sig på en ganske almindelig dag i 1952. Eller læse et blogindlæg fra min mors første arbejdsdag som pædagog i Frit Danmarks Børnehave - skrevet ikke sådan set reflekterende flere år efter, men skrevet samme aften, hvor det skete.

Men sådan vil Josva og Jonathan jo have det - de kan gå ind og læse om hvad deres far gik og tumlede med... hvilke mærkelige ting, han skrev på Facebook og hvilke tanker han gjorde sig ... blandt andet om Internettet som et historisk evigheds-dokument. Og det kan være, at børnebørnene også læser med :-) Så hej med jer - glæder mig til at træffe jer!

HB Køge og Indre Mission

2011-08-10T09:15:00.000+02:00

Jeg hørte lige afslutningen på Godmorgen P1 (tror jeg nok programmet hed). De havde religionssociolog Østergaard i studiet for at tale om Indre Mission. Han blev citeret for at have sagt - da mikrofonerne var slukket - at IM har det som HB Købe for tiden... lilleput, der kæmper mod overmagten.

Og så kom journalisten med sin egen lille bemærkning til det: "Der er bare den helt store forskel, at HB Køges chef kommer fra Litauen og Indre Missions chef vistnok kommer fra (kunstpause, hvor den anden journalist lød lidt beklemt ved hvad den anden ville sige) Bethlehem".

... sød lille bemærkning!

Hvad siger folk om dig?

2011-08-03T15:30:00.001+02:00

Ligger og læser i Johannes Åbenbaringen – i kapt. 3 vers 1 står der om menigheden i Sardes: ”Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død”. Gud kender os hele vejen igennem – kender os bedre end vores aller nærmeste. Vi kan få ros fra alle og enhver og have et stort navn i samfundet og i kirken, men det eneste, der virkelig betyder noget er hvad vi er i Guds øjne.
Menigheden i Sardes gik for at være levende – men set med Guds øjne var menigheden død… det kan være, at vi ser ud til at være levende, sjove, fyldt af humør og være ovenpå… og det værste af det hele: Vi kan selv have det selvbillede, men Gud ser måske noget andet: Et dødt menneske – et menneske med et dødt hjerte, en død tro på vej væk fra ham og livet, lyset og sandheden.

Det vigtigste er hvad Gud siger om os… hvad Gud sig om mig… for pludselig en dag vil jeg stå for hans trone og høre det fra hans egen mund. Jeg håber og beder til at det må være noget andet end det, menigheden i Sardes hørte.

Henri Nouven: The wounded healer

2011-07-26T19:37:00.002+02:00

Ud fra 2. Korintherbrev kap 1 siger præsten Henri Nouven:
"Nobody escapes being wounded. We all are wounded people, whether physically, emotionally, mentally, or spiritually. The main question is not "How can we hide our wounds?" so we don't have to be embarrassed, but "How can we put our woundedness in the service of others?" When our wounds cease to be a source of shame, and become a source of healing, we have become wounded healers.

Jesus is God's wounded healer: through his wounds we are healed. Jesus' suffering and death brought joy and life. His humiliation brought glory; his rejection brought a community of love. As followers of Jesus we can also allow our wounds to bring healing to others."

Bibeltime: Forsoning ved Kristi blod

2011-07-20T16:04:00.002+02:00

I formiddags handlede det så her på bibelcamping i Mørkholt om Kolossenserbrevets første kapitel – om forsoningen i Kristus Jesus. Det er en missionær fra … Vejle?... Brian Madsen, der stod for oplægget.
Det var nok ikke de store nye tanker, det bragte med sig – men bibeltimen havde karakter af ”Fortæl det gamle budskab”. Det vores liv skal bygge på, nemlig det, som Gud allerede har gjort for os. Hvordan forsoningen er datid – tak til ”vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige” (Kol 1,12-13). Skønne vers – og læg mærke til datidsformen, det er sket – og det ikke mig, men ham, der har gjort det.

Jeg skrev en kættersk tanke på mit papir som indledende tanke til emnet: Forsoning – ”går vel begge veje?”. Jeg ved godt, at overfor Gud er vi altid dem, der er skyldige og dem, der har brug for Guds nåde. Men kunne man forestille sig situationer, hvor man alligevel er gal på Gud? Det kan jeg godt sige et stort ja til – har selv oplevet det… og tænker jeg situationen igennem f.eks. fra julen 2007, så kan jeg da stadigvæk blive lidt gal på Gud. Vel har han skabt os, og vi skal være glade for livet… men det er ikke altid, at det, at vi er i live føles som godt. Situationer, hvor eneste sted at sende sin klage hen, hvis den skal ramme den ”rigtige” synes at vær Gud (en vældig blød formulering, ikke?)

Derfor synes jeg også, at mennesket i Kristi offer bliver forsonet med Gud på den måde, at vi ser, hvor meget han har gjort for os. Det, som vi igennem syndefaldet og verden og vores egen ondskab er underlagt af fysiske og psykiske lidelser og pine, Gud har gjort det ypperligste og største for at sætte en stopper for det. Den vrede vi kan mærke, når vi står foran et totalt ”meningsløst” dødfald eller sygdom, hvor det ikke engang ville være blevet betragtet som et under, hvis Gud havde grebet ind for at skænke en hel anderledes slutning… den vrede rammer ind i korset og ser ”Thi således elskede Gud verden at han gav sin søn”, at han hengav, prisgav, bortgav sin eneste søn. Han har ikke bare gjort noget på anden hånd for at sætte en stopper for det kaos af synd, pine og ødelæggelse, der hedder menneskeheden – han har selv gjort det. Han har endda ofret det dyrebareste en far kan ofre, nemlig sit eneste barn.

Måske er det bare på grund af mine specielle oplevelser, at jeg ser det som et forsonende træk/handling, at Gud gav sin søn. Tænk, Gud har mistet sit barn. Og han har ikke bare stået passiv ved siden af, han kunne have grebet ind, men hans kærlighed til menneskeheden tvang ham til at ofre sin anden kærrlighed, sin søn. Der var ingen andre veje til forsoningen end korset.

Forsoningen kom i stand ved ”hans blod på korset” (Kol. 1,20).
Brian var inde på hvorfor det var nødvendigt med blod – det lyder jo lidt primitivt i vore moderne øre. Der var desværre ikke tid til at gå mere ned i det andet end at han gav os et par bibelsteder (3 Mos 17,11, Hebr 9,22 og 1 Johs 2,2). Men det var mere end konstatering af at det er sådan, ikke en forklaring af hvorfor det er sådan.

Jeg digtede lidt videre selv – nemlig det at det siger noget om hvor stor og ond synd egentlig er i Guds øjne, at det er totalt ødelæggende. Synd er forspildt liv – synd uanset hvor ”stor” eller ”lille” den er, skaber afstand til Gud, og der skal blod, spildt liv, til for at genskabe denne forbindelse.
Men igen - jeg synes ikke det forklare det helt igennem, men kun på et vist plan. Jeg tænker lidt, at det næsten igen ”bare” er at forklare at det er sådan, ikke at begrunde hvorfor det er sådan. Vi har jo ikke med en eller anden at gøre, der er underlagt nogle regler, som han ikke selv har sat og har bestemt. Så at det er sådan skyldes Gud – at Gud er som han er, skyldes Gud selv. Han er ikke underlagt bestemte måder en Gud skal være på, fordi han netop er den eneste Gud – der er ikke en overenskomst, han er underlagt og skal følge.
At sige, at det er primitivt at blod skal ofres for at forson ingen kan finde sted, kan jeg et eller andet sted slet ikke få mig til at skrive… for sent, er allerede skrevet… men tanken er da lidt nærliggende. For hvordan kalde Gud for primitiv – det er da en både majestætsfornærmende og strider mod hele tanken om en alvis og alkærlig Gud. Men den er ikke desto mindre nærliggende.
Jeg har som skrevet ikke fået en begrundelse for hvorfor det er sådan – men måske er vi inde ved nogle af de få kernesteder, hvor vi bare er nødt til at sige: Sådan er det bare!

Nå… lidt tanker fra en bibeltime på Mørkholt Bibelcamping, sommeren 2011.

Jeg - en campist

2011-06-20T23:13:00.002+02:00

Jeg ejer en campingvogn… ja, jeg har den godt nok ikke stående ude på gårdspladsen endnu og rent faktisk har jeg ikke betalt for den endnu… men den står hos forhandleren og er ved at blive gjort i stand, for jeg har sat min autograf på en slutseddel. Så rent juridisk er jeg vel en campist nu. Og ja… jeg føler faktisk allerede nu, at der sker noget med mig. Jeg ved godt det er vildt pjattet… men enhver, der har købt en campingvogn kan nok tale med om det. Nu tror jeg ikke på evolution – og arternes oprindelse og hvad man ellers kan finde på af skøre ting for at undgå at sige ”Gud”… men her er der måske en snert af forandring/evolution– spørgsmålet er bare om det er en udvikling eller en degenerering.

Egentlig er det jo dybt god nat alt sådan noget med camping – vi er nået det foreløbige højeste trin i udviklingen af den menneskelige race og kultur – vi har super-fede huse med indført vand og varme. Og hvad gør vi så? Vi giver afkald på det og sætter et lille hus på et par hjul og kører af sted! Egentlig er campingpladsen én stor hån af det moderne samfund – uanset hvor meget elektronisk, der puttes ind i sådan en kasse på hjul!!

Det smarte tøj (som mange) går i normalt derhjemme… det bliver skiftet ud med en såkaldt ”campinghabit” – dvs. joggingtøj. Man står i kø for at komme i bad og giver 5 kroner for tre minutters varmt bad, alt imens man har en lille balje under campingvognen til opsamling af spildevand fra håndvasken og går på toilet i noget, der kunne være fremstillet ud fra ”Den lille kemiker”.
Men det er hyggeligt! Det er for mig at se indbegrebet af dansk hygge – på linje med kolonihaverne med de små hytter og Dannebrog vajende over bøgehækkene. ”Campister er et hjælpsomt folkefærd” sagde en af sælgerne, da jeg spurgte om det var svært at få forteltet op. Man kommer hinanden ved på en helt speciel måde, når man står der i kø i sit joggingtøj for at komme på toilet. Eller man inviterer ”gaden” over på kaffe i forteltet – besøger gamle venner. Sidder og småsnakker i forteltet med en varmeblæser kørende og et glas rødvin, imens man hører sang og små-snakken fra de andre telte og vogne. Eller man hører godnat-sange for små børn, og der bedes et fadervor som et dejligt led i natritualet…. Og jeg kunne rent faktisk blive ved. Og alle de ting rimer på ordet ”hyggeligt”.

… og alle de ting er ved at vokse frem i mig, jeg er ved at udvikle mig lige så langsomt til at være ”campisten Kim”. Det sker lige så langsomt – så når jeg om ganske få dage kigger i det nye bagspejl på bilen – speciel-designet til brug for campingvognen… og derinde ser mig selv, så er det et nyt ”mig selv”. Fra da af, begynder jeg den lange og drøje, men enormt hyggelige vandring i retningen af at blive anerkendt som fuldblods-campist. Og hvad skidt, at det betyder en degenerering – når det er en degenerering til det bedre.

Præsten på baresls

2011-06-10T01:26:00.002+02:00

Jeg er på barselsorlov ... jeg er mand, så derfor har 99% af alle ønsker i forbindelse med orloven været: "Så må du have en god ferie". Sådan har jeg nu ikke betragtet det indtil nu - den store stak bøger, som jeg har lagt frem "de skulle læses"... er stadigvæk uberørt - og sjovt nok, så er stakken fuldstændig identisk med den stak jeg havde ved sidste barselsorlov. Hmmm....

Men nu gælder det orloven med Jonathan - han er 9 mdr. og bare lækker. Jeg kan ikke lade være med at lade tankerne løbe frem i tiden, når jeg går med ham i barnevognen for at få ham til at falde i søvn. Hvad venter der forude - og med risiko for at lyde for from, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med alt det ydre i hans liv, hvad han får af arbejde, hvad han får af uddannelse, hvad han kommer til at stemme til folketingsvalget eller hvad han bruger sin fritid på. Det, jeg sætter højest i mit ønske for lille Jonathan er, at han må blive en kristen. Alle de andre ting er vigtige, men i forhold til dette ene, så er det biting tenderende til det ligegyldige.

Må han dog bare blive en kristen. Må han dog bare finde frem til Jesus som sin personlige frelser - og finde Guds retfærdighed... og så vil alt det andet blive givet ham i tilgift.

Det er det, jeg er mest bævende overfor i min "rolle" som far: Hvordan lige bane vejen fra barnet til frelseren? Eller sådan, som jeg ofte føler det: Hvordan undgå at stå i vejen?

Det bedste måde er naturligvis eksemplets kraft... men jeg havde nu håbet på en lettere metode og også en mere realistisk metode, for så godt et eksempel er jeg heller ikke, at jeg håber, at han/de vil kopiere mig.

Men jeg tænker også videre: Hvor skal de få sig et kristent fællesskab allerede nu, som de både direkte og indirekte kan bygge videre på senere i livet? Hvordan gør kirken til deres andet hjem, sådan som jeg altid har betragtet kirken?

Man må vel bare tage en dag ad gangen, en opgave af gangen... en dag af gangen, og så håbe og bede til, at Gud må bruge mit ringe eksempel. Bede til, at der også her på vort sted må byde sig et fællesskab, som kan tilbyde ham medvandre-skab i kristenlivet.

Kaffe (del 2)

2011-05-30T21:52:00.000+02:00

Det største mirakel
Der er noget over det øjeblik, hvor det første vand rammer kaffen. Der kommer en eksplosion af dufte og synsindtryk … blandet med en frygt!! ”Er det denne gang, at kaffetragten vælter og efterlader et rent oprydningshelvede ikke bare på bordpladen, men også ned af skabslågerne. En forurening med kaffegrums og sort sort kaffe!!”

Men altså ikke denne gang.

Vandet kommer over anden gang
Nu er køkkenet fyldt med kaffeduften. Kaffengrumset… kaffen sidder nu i et tykt lag langs kanten af kaffefiltret – det skal rammes med en nænsomhed, så man ikke tipper kaffetragten...

Duften fylder nu hele rummet – og blander sig med duften af håndværkerne i ovnen og den største af drengenes sang fra soveværelset, hvor han leger med baby-lillebror. ”Åh abe, åh abe, gid jeg dog var lig´som dig”.

Nu er der gået hovmod i kaffebrygningen – det KAN ikke gå galt – så jeg forsøger mig med at lave noget andet end bare kaffe: Jeg finder tallerkener frem. Man er nødt til at forblive i køkkenet – for at hælde vand over, så tallerknerne bliver i køkkenet.

Judith råber: ”Hvad laver du, siden det tager så lang tid med maden”
Mit svar ”jeg er ved at skrive en tekst om kaffe-brygning” faldt vist ikke i god jord.

Men nu er kaffen færdig – jeg stiller kaffetragten i vasken. Det bløder at se på det… og den bløder. Kaffegrumset har stadigvæk mere at give og en tynd stribe kaffe baner sig vej hen mod afløbet. Selv her efter at det er slut, bliver kaffen ved med at give – smukt!!

Resten af det kogte kaffevand hældes i en gryde og et par æg følger trop – det varme vand skal ikke gå til spilde, men hjælpe til med at levere et par kogte æg til morgenmaden.

Håndværkerne skubbes hurtigt ud og ned i brødkurven – sådan – uden at brænde fingrene!!

Morgenmadens ukronede dronning
Der er dækket bord – det sidste, der bliver sat på bordet er kaffen. Morgenmadens ukronede dronning, der skal regere hele formiddagen og sende sine velsignelser et godt stykke op af eftermiddagen.

… en sådan dag kan kun blive god… og konen synes også at være blive påvirket af den gode stemning, så selv produktionen af en tekst om kaffebrygning på et malplaceret tidspunkt er glemt.

Kaffen er parat!

Kaffe (del 1)

2011-05-23T21:32:00.000+02:00

Jeg drag min første kop kaffe til min storebrors 30 års fødselsdag. Jeg var selv 19 år og stod på springet til at skulle begynde på universitetet et par måneder efter… så det var altså på høje tide, at jeg fik smag for de livgivende dråber.

Jeg forbandt kaffe med den mørke og bitre smag, der kommer fra Ali Kaffe. Det var den… eller er den… min mor og far stadigvæk bruger, og i hvert fald som barn, kunne selv mængder af sukker og mælk ikke gøre den drikbar – i dag er jeg mere hærdet, så frem med Ali-kaffen ;-)
Men jeg holdt mig altså fra det stads, kaffe. Lige til altså min storebrors 30 års fødselsdag i Højby Forsamlingshus. Jublen ville ingen ende tage: ”Nu har jeg lært at drikke kaffe”.
Egentlig et underligt udtryk: Lært at drikke kaffe… som om det var noget, man skulle lære som at cykle eller som at lære den franske bøjning af uregelmæssige verber. Stor var derfor også min forbløffelse, da jeg i år mødte den første konfirmand, der drikker kaffe!! ”Kan jeg ikke få en kop kaffe i stedet for the?” – og præsten tabte underkæben! Troede det var noget man drak meget senere i ens liv J

Kaffen som tyk og tynd
Kaffen har fulgt mig som tyk og som tynd lige siden – men mest som en eller anden form for Nescafe… eller instans coffe – eller som det hedder så kækt på dansk: Pulverkaffe. Jeg kan stadigvæk huske de rækker af tomme x-large kaffe-glas, der skulle smides ud, efter at jeg havde afleveret mit speciale. Wau – alt det billige pulverkaffe fra ALDI, der er blevet slugt dér i læsesalens tørre verden!!
Det er så dejligt nemt lige at varme vand op til en enkelt kop – og kort tid efter kan jeg vende tilbage til kontoret og få arbejdet videre. Og hvor mange halv-fyldte kaffekander har jeg ikke måtte hælde ud dagen efter, fordi jeg så alligevel ikke kunne drikke en hel kande… !!! Selv om jeg jo ret beset kommer fra en familie, der ikke har problemer med varmekaffe (dvs. kaffe fra dagen før, der bliver varmet op i en gryde). Det er derfor både nemmere og mere økonomisk med sådan en omgang pulverkaffe. Men så sker det jo alligevel, at jeg tyer til det gode gamle: At brygge kaffe.

Brygge kaffe
Ikke brygge kaffe med en kaffemaskine – men det at hoppe et par skridt tilbage i den elektroniske udvikling og skubbe kaffemaskinen væk. Hiv kaffetragten ud af maskinen, stil den i kaffekanden og bryg så kaffe på den gammeldags måde.
Der er en tidsmæssig ødselhed over at brygge kaffe på den rigtig gode gammeldags måde. Man skal have god tid – man skal være over kaffen under hele brygningen og kan ikke bare komme til og fra, for så ender det galt.

Tiden står stille – tankerne stormer tilbage.

Og står jeg dér og hælder det kogendende vand over kaffen, så ryger mine tanker tilbage. Tilbage til min gamle faster Mary fra Haarby på Fyn – eller egentlig: Hun var min fars faster… en ældre fin dame, der (så vidt jeg husker) faktisk havde en kaffemaskine stående i køkkenet, men jeg har aldrig set hende bruge den. Nej, hun kogte noget vand på sit gaskomfur, og når den lille fløjte på kedlen satte i med et hyl, så blev de varme stråler hældt ud over kaffen. Selv om jeg ikke brød mig om smagen af kaffe, så var der alligevel en dejlig duft i køkkenet. Det er denne faster og hendes køkken og hendes kaffe, der popper op i mit hoved hver gang, at jeg giver mig i kast med kunsten at brygge kaffe..

God tid
Man skal have god tid, når man brygger kaffe på den måde… det går ikke, at man laver en masse andre ting, for så kan man f.eks. ikke holde øje med at tragten bliver på sin plads – eller om kaffefiltret pludselig bøjer rundt og lader en masse kaffegrums ryge ned til den færdige kaffe.
Nå… men i gang med herlighederne: Først bøjer man siden af kaffefiltret rundt… ved ikke hvorfor, men de skal gøres. Buk den rundt og åben så posen kaffe – tager elastikken af og snus… ahhh… det allerbedste med kaffen, er kaffeduften før og under brygningen. Sikke dog en duft!!
Man skal ikke vide nøjagtig, hvor meget der skal i, men sådan nogenlunde. Og når man har fået det i, som man har beregnet sig frem til, så skal man lige give en the-skefuld mere. Ja, jeg er en ”plus-en-kaffebrygger”!!
Så lukker man kaffen af igen – den skal være i posen og lukkes af sirligt med en elestik. Vandet skal nu gøres klar – det skal ikke være kogende og heller ikke for koldt… igen: Præcision. Og det lærer man kun efter at have dummet sig tilstrækkelig mange gange.

(Fortsættelse om en uge)

Vi, der overlevede "Dommedag"

2011-05-22T17:37:00.001+02:00

Dagen i dag skulle slet ikke have eksisteret – altså iflg. radioprædikanten Harold Camping. I går skulle Jesus være kommet tilbage – det hele skulle have været begyndt kl. 18.00 i New Zealand med et kæmpe jordskælv, der så ville brede sig til resten af verden. Eneste overlevende: De troende kristne. Men der var intet jordskælv – eneste registrerede naturfænomen var vel en vulkan på Island – men intet verdensomspændende jordskælv og ingen synlig Jesus på himmelens skyer.
Det har fyldt en del for mig – og har givet grobund for nogle forskellige tanker, som jeg gerne vil dele med jer her på min blog:

God PR forkert budskab
Man må indrømme, radiostationen (eller kirken bag den) har gjort deres PR godt! Jeg tror, at alle nyheds-stationer har bragt budskabet fra den lille kirke/sekt (?) og egentlig forbløffende nok, så har jeg ikke hørt det videregivet på en hånende måde. De sidste mange måneder har en forbløffende lille gruppe mennesker altså formået at slå igennem i alverdens (i hvert fald vestlige) medier. Et fantastisk stykke pr-arbejde.

Om budskabet så var forkert, upræcist og skørt er en helt anden sag. De har rent faktisk fået deres budskab solgt langt bedre end den katolske kirke, de amerikanske mega-kirker og medie-søgende kirker…. Ja, faktisk endda bedre end vores egen folkekirke (surprise, surprise). Helt i Nyhavn gik der unge missionærer rundt, der havde solgt alle deres ejendele for at advare folk om den kommende katastrofe. Og i USA skulle de virkelig havde gået voldsommere til værks med enormt dyre spots og reklamer i nogle af de største aviser. De gik omkring og fortalte budskabet fra en radioprædikant, som vel ingen har hørt noget om før for et halvt års tid siden. De eneste, der sådan er kommet i medierne og overgår dem, er vel den katolske kirke – med deres mange sager om sexødelagte og sexødelæggende præster. Og her gælder sloganet ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale” altså bare ikke!!
Den eneste måde at skabe overskrifter på er åbenbart ved at være kriminel, ved at lave en eller anden skandale eller ved at lade en konflikt optrappe til det vanvittige, så kærlighedens repræsentanter smækker med dørene i Guds hus. Det er der PR i… men altså på mediernes præmisser.

Harold Campings PR
Og så kommer der sådan en radioprædikant og rydder overskrifterne worldwide. Hvorfor? Fordi det altid er sjovt at udstille skøre og fanatiske mennesker? Tjo – det er nok også en del af det … men det ville slet ikke være kommet så langt, havde de ikke haft en mediestrategi og en plan for deres PR.
Jeg tror dybest set, så lykkes den opmærksomhed kun fordi disse mennesker troede på deres budskab. Nu ved jeg ikke med Harold Camping selv – onde tunger vil vide, at han virkelig har scoret kassen ved det her og har gjort det på grund af penge. Jeg aner intet om Campings egne bevæggrunde, men dem, der fulgte ham, de troede fuldt og fast på det. Også selv om deres budskab var forkert!
Og at deres budskab var forkert blev bevist i går – og derfor vil deres budskab og deres leder synke ned som en komisk fodnote, når næste sekt pudser dommedagstrompeterne ude i fremtiden. Spørgsmålet lyder lidt: Hvorfor får de forkerte altid mest PR?

Aalborg Stift – det må kunne gøres bedre
Folkekirken i Nordjylland har faktisk satset en del på tv-mediet – sat penge af til det og endda ansat i hvert fald to personer (ved ikke om de er fuldtidsansatte begge to). Men selv om det helt sikkert er folk, der gør deres bedste, så er alene det, at ikke alle kan se det, et problem. De er henvist til en kanal, jeg kun kan tage ned i sommerhuset, og til at lave genudsendelser lørdag sent aften (hvem andet end interesserede præster, der keder sig, sidder sent en lørdag aften og hører om sidste søndags bibeltekst?).
Er det fordi man ikke har råd til andet? Det er faktisk en forkølet omgang, det jeg har set, men man kan jo heller ikke få mere end man betaler for. Intet ondt eller sarkastisk ord om de ansatte, for de gør hvad de kan indenfor de rammer, der er blevet givet til dem. Men det må vi kunne gøre bedre – og det kan vi også, men det koster mere. Men ros til at Aalborg Stift dog har taget fat!

De troede på det
Hvorfor slog sekten igennem med deres budskab? Som omtalt: Sekten troede på deres budskab og når det sker, så er man ikke bange for at bruge sine penge, sin kreativitet, sin lidenskab og sin energi for at sikre, at budskabet påvirker andre menneskers liv. Det er bare en skam at det var det forkerte budskab , der kom frem… men det er endnu mere en skam at vi gør det så dårligt med at få det rigtige budskab ud.
Men sekten troede på det – de havde en indre motivation til at trodse blufærdighed og løftede øjenbryn, fordi de trådte udenfor ”normalen” og ”mainstream” kristendom. Jeg må desværre sige, at meget af det kristne (folkekirkeligt) fjernsyn jeg har set, drejer sig mere om at vise, at vi som kristne jo er lige som alle andre, at vi er indenfor normalen. Eller også handler det om kultur eller om alt det i vores budskab, der er ud over det guddommelige. Opstandelsen, sidste tider etc. er skubbet i baggrunden, så det kristne budskab bliver reduceret til etik og næstekærlighed. Jeg husker med gru gudstjenesten nytårsaften her ind til 2011 – en omgang gamle eventyr!!
Vi har verdens største og bedste nyhed, men vi tør ikke rigtig fortælle det. Eller også har vi ikke blik for hvad det vigtige er.

Vigtigt budskab
Har vi mistet blikke for hvor vigtigt vores budskab egentlig er? Man kan klantre sekten her for meget, men ikke for at have tabt blikket for hvor presserende det kristne budskab egentlig er. Nu kender jeg intet til deres arbejdsmetoder eller om der var et pres på for at gå ud og evangelisere… men skete det frivilligt, så viser det, at dens medlemmer også brød sig om deres medmennesker. Ellers kunne de jo bare have været ligeglad med ”alle de andre”. Men det var de åbenbart ikke… derfor to de af sted… endda helt til Nyhavn!

Hvad der er kernen i gårdagens begivenhed er jo, at Jesus faktisk kunne være kommet tilbage i går kl. 18.00 – det kunne også være i aften eller i overmorgen eller om 20 år. Men Jesu komme eller ej, så er det et faktum, at også i går var der mennesker, der døde uden nogensinde at have hørt om Jesus – eller i hvert fald uden at have taget imod ham som frelseren. Og det betyder at der også i går og i dag døde mennesker, der aldrig nåede at blive forligt med Gud gennem Jesus Kristus, før det pludselig var deres egen ”private” dommedag. Og der er én måde at klare sig igennem denne dommedag på uden at få sig en evig dødsdom på nakken!!
DET er et da et vanvittigt vigtigt budskab, som vi virkelig burde sætte ALLE sejl til for at få ud – ikke bare en halvforkølet omgang eventyrfortælling nytårsaften!

Vi har brug for at finde følelsen frem om at det faktisk haster at få vores budskab ud. Det er naturligvis noget nemmere at holde dampen oppe, når man har en konkret dato foran sig (her den 21. maj 2011) end hvis man ”bare” har et eller andet ”jeg kommer snart” eller døden, som i de fleste (vestliges) hoveder ligger et godt stykke ude i fremtiden. Men ikke desto mindre er det ufatteligt vigtigt, at vi holder dampen oppe alligevel. Budskabet bliver ikke mindre vigtigt af at vi ikke har en dato og et klokkeslæt enten for dommedag eller vores død… på en eller anden måde er det jo nærmest tværtimod. Det bliver meget vigtigere, for så kan en afgørelse ikke udskydes til dagen før…

Dommedag – en frygtens dag?
En anden ting, der ramte mig i går var, at ja – egentlig var jeg lidt glad for at det ikke skete i går. Ikke bare fordi ”den fjer i hatten skulle radioprædikanten ikke have” – det er jo barnligt – men ja.. for ville jeg dybest set være klar, hvis det var sket i går? Det gav mig endnu en grund til selvransagelse, for det skulle jo gerne være en glædelig dag, når Jesus kommer igen.
Ja, dommedag skulle jo gerne være en glædelig dag for den kristne, en dag, hvor vi skal løfte vores hoveder, for vor forløsning nærmer sig (som Jesus siger). Men for nogle er dommedag og tanken om den en kilde til skræk (en mor har været ved at dræbe sig selv og sine børn - klik her).
Kaj Munk fortæller, at han en sommerdag pludselig hørte et ordentligt brag ude fra havet, da han gik i sin have. Og straks troede Munk, at det måtte da være Jesus, der kom igen. Det viste sig så at det var redningsbåden, der afprøvede noget dynamit eller et eller andet… men i stedet for at grine af sig selv og være flov over det, så var han glad. For han lærte noget om sig selv – for der gik et sus af glæde igennem ham: Tænk det kunne være ham!! Hvilken skøn måde at krone en sommerdag på – Jesu genkomst.

Var Jesus kommet igen i går, så havde det været slut med alt ondt. Slut med ondskab. Slut med sult. Slut med undertrykkelse. Slut med forfølgelse. Slut med mord. Slut med mobning. Slut med tyveri… slut med det hele. ”Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til”.
I stedet for vågnede vi op til søndag den 22. maj 2011… en dag som alle andre, hvor der stadigvæk er ondskab, sult, undertrykkelse, forfølgelse, mobning og tyveri. ”Det gamle er her stadigvæk – se det nye udeblev”.

… men det nye kommer.
I stedet for at bruge en masse krudt på at lægge afstand til ”Camping-kirken”, så lad os holde fast i det, som de faktisk havde ret i, nemlig at Jesu kommer igen…. Ikke på en dato, som vi regner ud, fordi vi som de eneste har forstået Bibelens skjulte budskab, for der er ikke noget skjult budskab – det er åbent frit og tilgængeligt for alle. 1) Jesus kommer igen en dag og stopper alt ondt. 2) Du kan blive frelst – også på den ”private dommedag”, som kommer efter vores død. Og hvorfor kan vi det… jo, ”For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv” (Johs 3,16).

IKEA

2011-05-18T13:22:00.000+02:00

En kvinde køber et skab i Ikea. For at spare penge, vil hun selv samle det. Da hun har fået det samlet, ser det helt godt ud, men pludselig kommer toget, som går gennem en tunnel lige neden under, hvor kvinden bor. Toget forårsager en del rystelser, og skabet falder derved sammen. Ærgeligt forsøger hun sig igen, og senere står skabet påny samlet og flot, lige til det næste tog kører under hende, og skabet falder igen fra
hinanden...
Hysterisk (som kun kvinder kan være) ringer hun til Ikea, og de beslutter at sende en faglært ud til hende. Han får samlet skabet uden problemer, men da toget kører under dem, begynder skabet lige så stille at falde fra hinanden. Han beslutter at samle det igen, men vil samle det indefra, for så at se, hvad der går galt når toget kører forbi...

Netop som skabet står klart, og ikeamedarbejderen er inde i, kommer manden hjem og ser skabet:
"Sikke et lækkert skab" siger han og åbner skabsdørene.
Til hans forargelse ser han den fremmede mand inde i skabet og spørger "hvad laver du i
mit skab"
"Jeg er din kones elsker .... for du tror vel ikke på mig, hvis jeg siger, at jeg står og venter på toget"

Klæder skaber folk

2011-05-16T23:50:00.002+02:00

For to uger siden købte jeg to kortærmede skorter i genbrugsbutikken i Sindal - Inge (det stod der i hvert fald på hans navneskilt) skulle kun have 40 kroner for disse flotte og noble skjorter.

Jeg valgte åbenbart en dårlig dag at have den ene af disse på - en lyseblå. Jeg skulle i A-Z (det er det samme som Bilka, dog her kan man ikke købe mad- og drikkevarer) - køtilbud: Et barnesædde til bilen.
Der er sådan en speciel atmosfære, når A-Z åbner, folk står i en pæn kø og venter på at glasdøren ind til butikken bliver åbnet på slaget 9.30.
Uanset at jeg altid tænker: "Lad dig ikke rive med, lad dig ikke rive med", så sker der et eller andet i det øjeblik, hvor dørene åbnes. Et primitivt skrig lyder i hver eneste muskel i ens krop - "nu skal der bare handles, og alle de andre VIL have det samme som dig, og hvis du ikke kæmper for det, overhaler og virkelig sætter turbo på, så får du aldrig det barnesæde. Og lad dig ikke nare af at de andre ikke ser ud til at have børn, for enten er de sendt i byen for deres egne voksne børn, eller også skal de have et barnesæde til når de skal køre med deres børnebørn. De er potentielle fjender hele bundtet".
Denne gang holdt jeg dog krigsskriget tilbage - og beherskede mig... jeg overhalte kun en eneste på vej ind af slusen ind til selve butikken. Resten fik jeg "kastet" af mig ved at tage andre veje end hovedfærdselsåren ned igennem butikken. Men mærkeligt nok, så var der en ældre dame, der pludselig kastede sig over mig: "undskyld ved du hvor den termo-dims er til "og så sagde hun et eller andet, der ikke sagde mig noget.
Jeg sagtede farten, hun havde hæktet sig på mig... "Arh... er hun i virkeligheden bare ude på at få et barnesæde, og skal holde mig hen, imens hendes mand render i forvejen".
Hun fortsatte med at følge med mig, og nu synes jeg, at jeg burde stoppe op - jeg havde faktisk ikke tid til at snakke med hende, og jeg anede ikke hvad hun talte om. Jeg fik manet gentlemanden op i mig: "Desværre... det ved jeg faktisk ikke hvor ligger.... for jeg er ikke ansat her".
Og så kiggede hun mærkeligt på mig og undskyldte... og jeg fortsatte... nåede frem, fandt et sæde... der var rigtig mange tilbage, og jeg var den eneste, der var i miles omkreds. Lige bortset fra en af de ansatte - der gik rundt i den nobelste blå kortærmet skjorte.

BING - der faldt 10-øren!! Det var derfor den kvinde var så vedholdende: Hun så min blå skjorte og regnede derfor med, at jeg var en af de ansatte!!! Og ganske rigtig - senere ved samme indkøb oplevede jeg det samme, da jeg stod og snakkede med en af de "rigtige" ansatte, at en kom hen og afbrød. Han regnede med at vi bare stod og snakkede sammenm sådan kolleger imellem!

Så dårlig timing - jeg vil aldrig mere tage min noble blå kortærmet skjorte på i A-Z!!!

Påske - Jesus lever

2011-04-24T05:00:00.000+02:00

Jesus lever, graven brast,
han stod op med guddomsvælde,
trøsten står som klippen fast:
at hans død og blod skal gælde.
Lynet blinker, jorden bæver,
graven brast, og Jesus lever!

Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer,1
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!

Horne Præstegård på QXL

2011-04-19T14:27:00.000+02:00

Så har jeg lige vundet en aktion på QXL.dk, nemlig et postkort med Horne Præstegård. Sjovt nok var der ingen andre, der bød på postkortet end mig, så jeg fik det for en slik... Men rigtig sjovt - da billedet er taget i 1930-erne, så er det nok præsten, der var her før pastor Bitsch. Kan ikke lige huske hans navn - men ser hyggeligt ud. Faktisk langt hyggeligere end i dag...

Gummitarzan og de royale tvillinger (en dåbstale)

2011-04-17T17:10:00.003+02:00

Da jeg gik på Vestre Skole i Odense meldte jeg mig til fritidsundervisning i skuespil. Vi var ambitiøse, for vi ville spille Gummitarzan, og jeg var måske også en kende for ambitiøs, for jeg kom til at spille hovedrollen som Ivan Olsen, Gummitarzan. Efterhånden gik det op for min lærer, at det skuespil aldrig ville blive opført, så som et plaster på såret, spillede vi nogle sketchs for hinanden i stedet for den store premiere med Gummi-Tarzan. I en af dem skulle jeg spille præst ved en dåb – og min lærer vidste vist mere om skuespil end om hvordan en dåb skal foregå, for da jeg sagde: ”Hvad er barnets navn” – for det havde jeg hørt så mange gange henne i kirken, så blev det rettet af læreren: ”Det hedder ´hvad skal barnet hedde´, for barnet hedder det jo ikke endnu”.

Men dåben er ikke en navnefest eller en navngivningsfest: For hun hedder allerede nu Anna Det kan godt være, at det først er i morgen, at Leif nede på kirkekontoret trykker på knappen, så der bliver lavet et sygesikringskort med hendes navn på, men et er at det sker officielt i morgen, men hun hedder det jo allerede nu i, Anna, og når I nu kigger på hende, så kan hun ikke hedde andet end Anna.

Det er ikke en navnefest, dåben. Det har aviserne og fjernsynet vist ikke rigtig forstået endnu, som vi så ved den royale begivenhed her i torsdags. For der var det først og fremmest navnet, der var interessant – hvornår blev det afsløret, hvad de to børn skulle hedde? Det var det, der var i centrum, og overhovedet ikke hvad barnedåb er og hvad de to royale fik i dåbsgave af den himmelske Gud. Det var man ligeglad med – det eneste man ventede på var: Hvad er barnets navn? Hvad hedder de to børn – nu afsløres det snart…. Nå ja… der var også en anden ting, der var interessant: Man var spændt på om Kronprins Frederik fælder en lille tårer… der har faktisk været væddemål på nettet om han ville græde eller ej…

Alle herinde ved godt, at Anna hedder Anna… det er ikke nogen overraskelse, så det er ikke dér, der er centrum for dagens dåb. Og jeg tror heller ikke, at folk herinde går så meget op i om du fælder en tårer, eller ej, Jesper. Så på den måde er vi meget heldigere stillet end ved tvillingedåben, for det, der er i centrum i dag er faktisk det, der er aller størst og allervigtigst i dåben, nemlig det væsentlige i dåben: At Anna fra i dag af bliver Guds barn – og alt hvad det betyder. Hun er ikke længere bare jeres barn, Lene og Jesper, men hun får nu Gud som sin far. Tænk, at der er en, der elsker Anna lige så meget som I gør det! Kaj Munk skriver i et digt om barnedåben:

Som aldrig før, jeg tror i dag:
Det underfulde sære,
at der er en i verden her
, der har mit barn så hjertenskær
som kun dets egen moder.

Hvor I på et tidspunkt må give slip på hende og lade hende gå sine egne veje, når hun bliver voksen, så vil Gud aldrig nogensinde slippe Anna… heller ikke når lille Anna bliver store og voksne Anne, der måske endda selv har børn. For Gud holder fast og holder ved – som vi skal høre om lidt: Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Ja, faktisk ud over verdens ende, for i dåben får vi del i tilgivelsen, nåden og det evige liv – som Jesus siger et sted: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Johs 3,5).

Det er den første gave vi mennesker får her i livet, og det er den største gave vi nogensinde kan få. Normalt er det sådan at jeg får en gave af dig, og du får en gave af mig - og på et eller andet plan så står vi lige – i vores familie er det sådan, at vi giver gaver for 150 kroner. Egentlig har jeg været ved at foreslå, at vi kunne laminere 150 kroner og sende den på omgang i familien som en vandrerpokal…. Men der er ofte et ligeværdigt forhold mellem giver af en gave og modtageren af en gave.

Det er sjældent at vi får en gave, hvor modtageren på en måde virkelig kommer til at stå med hatten i hånden. Men i forholdet til Gud er vi altid den modtagende. Dåbens gave er så umenneskelig stor, at vi aldrig på nogen som helst måde kan give noget, som tilnærmelsesvist er på højde med den. Også fordi at resten af vores liv, alle vores bestræbelser på at gøre noget igen, bygger på dåben og har dåbens gave som den inderste drivkraft. Fra at være syndens børn bliver vi nu Guds børn. Vi får Gud den almægtige som far, Jesus Kristus, Guds Søn, som broder og Helligånden som talsmand og vejleder indtil Jesus kommer igen. Og vi får det kvit og frit – vi får det, før vi overhovedet KAN gøre noget, vi får det som spædbørn… der kun kan en ting: Nemlig tage imod. Og det er derfor, at der ikke findes et specielt dåbsritual for voksne i vores kirke, for overfor Gud er det lige meget om vi er lidt over et halvt år eller om vi er 100 år--- det er liget meget om vi hedder Rex til efternavn eller Larsen – eller Frederiksen eller Pedersen eller Nielsen. Det eneste vi kan gøre er at tage imod.

Så træd frem – og lad os give lille Anna hendes livs største gave.

Antivirus og påsken?!

2011-04-16T23:18:00.002+02:00

Judith har fået et godt tilbud - med den (synes vi) sjoveste formulering. Tilbudsgiveren er antivirus-programmet BullGuard. De skriver:

"Påsken står for døren. Lige gyldigt om du glæder dig mest til chokolade-påskeæggene eller til at fejre påsken sammen med din familie, så har BullGuard en særlig gave til dig: Påsken står for døren. Lige gyldigt om du glæder dig mest til chokolade-påskeæggene eller til at fejre påsken sammen med din familie, så har BullGuard en særlig gave til dig"

"Hvad har Internet Security nu at gøre med påsken", spørger du måske. Og du har selvfølgelig ret – ikke særlig meget. Men et godt tilbud er et godt tilbud - med vores kan du:

- Dekorere farvestrålende påskeæg sammen med din familie alt imens vores Inspector lydløst opdaterer dine programmer eller... - Tage på en dejlig skovtur med ro i sindet, fordi vores Firewall sørger for at ingen udefra kan få adgang til din computer eller... - Planlægge en lille weekendtur, og være sikker på at der er taget back-up af alle dine dyrebare filer på BullGuards Online Drive."

... det var da noget af et tilbud!!! Jeg downloader allerede :-)

Påskedags prædiken skrevet

2011-04-06T01:07:00.002+02:00

Jeg er lige blevet færdig med prædiken til påskedag - hold da op hvilket budskab jeg må få lov til at give videre, nemlig det trøstende og styrkende budskab fra den tomme grav.

Jesus opstod og lever i dag, og går i forbøn for os.

Der er et liv efter døden.

Jesu offer for din og min synd er godtaget af Gud.

Vi skal opstå som han opstod.

Du behøver ikke at frygte døden

Bare lige et enkelt citat:

"Korset er den eneste dør ind i himmelen, ind i evigheden – der er andre veje, andre døre, der bliver tilbudt dig - de ender blindt alle sammen.... men ud over det, så over hver eneste af dem, der står der krav på krav på krav, som du skal opfylde… og som du ikke kan opfylde. De er fyldt med instrukser til hvad du skal gøre for at fortjene at komme ind. Over korsets står der bare det ene ord: Nåde. Det er kun nåde og hans ufattelige kærlighed."

Jeg glæder mig til at stå på prædikestolene påskedag... men lige nu er klokken snart 1:15 og jeg skal op i morgen tidlig, smøre madpakke til Josva (jeg har ikke fået købt rugbrød til madpakken... glemte det, da jeg var i Aldi), aflevere ham i børnehaven, komme til Sindal til provstisamråd med præsterne i provstiet, hvor vi får besøg af biskoppen og så tilbage til barnedåbssamtale.

Så en lang dag... men sikkert også god dag - især, hvis jeg meget hurtigt hopper i seng. God nat.

Lidt smuler fra præstens bord

2011-04-05T14:36:00.002+02:00

Jeg sidder og arbejder med min prædiken til påskedag - og er kommet over dette billede på sorg, der knuser liv: "The home of Paul Laurence Dunbar, noted poet, is open to the public in Dayton, Ohio. When Dunbar died, his mother left his room exactly as it was on the day of his death. At the desk of this brilliant man was his final poem, handwritten on a pad. After his mother died, her friends discovered that Paul Laurence Dunbar's last poem had been lost forever. Because his mother had made his room into a shrine and not moved anything, the sun had bleached the ink in which the poem was written until it was invisible. The poem was gone. If we stay in mourning, we lose so much of life".

Jeg glæder mig til påsken

2011-03-11T23:59:00.002+01:00

For første gang... ja, i mange år... glæder jeg mig til påsken!! Og hvorfor gør jeg det?

Er det fordi, vi har planlagt en masse nye tiltag og eksperimenterende måder at fortælle påskens budskab på? Næh!
Er det fordi, vi har engageret en gruppe musikere til at lave en koncert-gudstjeneste med læsningere og refleksioner langfredag? Næh!
Er det fordi jeg som præst har læst et eller andet eller fundet et eller andet i påskedags evangelium, der virkelig får teksterne til at blive relevante? Næh!

... jamen dog... hvorfor glæder jeg mig så, er det fordi jeg får besøg af min familie? Næh!

Måske glæder jeg mig, fordi vi netop ikke har planlag en masse nye tiltag og eksperimenterende ting - fordi vi ikke har engageret en gruppe musikere - fordi jeg ikke har fundet eller læst et eller andet nyt - fordi jeg ikke får familen på besøg (det er i hvert fald ikke planlagt)... måske vi i år skulle prøve bare at lade teksterne stå som de nu engang står. For i modsætning til f.eks. Jesu lignelser og stridssamtaler, så er der altså ikke rigtig noget, der skal tolkes på i påsken - det er simpelthen så råt og så voldsomt og så storslået, at jeg faktisk synes, at enhver prædiken om den så ellers er så genial som den være kan... jamen, så skygger den bare for det store og stiller sig i vejen.

Skærtorsdag - vi kan alligevel ikke forstå hvordan nadveren "virker", men vi har Jesu ord: Tag og spis, tag og drik for det her er mig. Tag og tro! ... ikke tag og forstå.
Langfredag - Jesus blev pint, Jesus blev hånet, Jesus blev pint til døde - sikkert ved at blive kvalt stille og roligt, fordi hans arme ikke længere kunne ham oppe. Og han gjorde det for mig!! Det er ikke meget at tolke på - men en del at skamme sig over. Her er Guds søn, og vi slog ham ihjel!
Påskedag - det, der ikke kunne ske, skete. Jesus blev levende. Her er Guds søn, og han er levende igen. Og du skal leve.

Måske skulle jeg i år simpelthen bare lade teksterne tale! Måske skal jeg ikke forsøge at være genial. Måske skal jeg træde til side og lade Jesus komme til i ord og handling - både de handlinger, som han fortog den gang, og de handlinger, som han ønsker at gøre i os alle.

Teksterne... de er jo lige her... læs dem og lad dem leve deres eget liv. Måske er det derfor jeg glæder mig til påsken, for i år skal teksterne leve!!

Prædikenforberedelse

2011-03-10T22:48:00.002+01:00

Hvem siger, at det er kedeligt at forberede sin prædiken... jeg vil gerne dele denne historie med jer:

How I want to go An old preacher was dying. He sent a message for his Doctor and his Lawyer, both church members, to come to his home. When they arrived, they were ushered up to his bedroom. As they entered the room, the preacher held out his hands and motioned for them to sit on each side of the bed. The preacher grasped their hands, sighed contentedly, smiled and stared at the ceiling. For a time, no one said anything. Both the doctor and lawyer were touched and flattered that the old preacher would ask them to be with him during his final moment. They were also puzzled; the preacher had never given them any indication that he particularly liked either of them. They both remembered his many long, uncomfortable sermons about greed, covetousness and their avaricious behavior that made them squirm in their seats. Finally the doctor said, ‘Preacher, why did you ask the two of us to come?’ The old preacher mustered up some strength, then said weakly, ‘Jesus died between two thieves and that’s how I want to go too’.

Mit barn er væk!!

2011-03-05T14:18:00.002+01:00

Ubehageligt!!!! Sådan kan jeg vist bedst beskrive min sindtilstand, da jeg havde købt et rugbrød og en hindbærstang hos Bavinci-bageren i Hirtshals.
Jeg havde parkeret bilen med Josva i - sat musiken til at spille hans favorit-sange og "jeg skynder mig, kommer lige om lidt". Jeg smuttede ind i butikken og købte hvad jeg nu skulle ... og kom så ud og gik over til bilen, åbnede døren, kiggede hen til Josva... der ikke var dér. "Mit barn er væk! Josva er væk!". Er han blevet kidnappet?

Et kæmpe-chok bredte sig i en brøkdel af et sekund ud i min krop... indtil jeg opdagede, at Josva ikke var den eneste, der var væk. Det var hans barnestol også - og Jonathans barnesæde var også væk! Men til gengæld var der blevet støvsuget og lagt nyt betræk på sædderne. Kort sagt: Jeg stod lænet halvt ind i en fremmed bil.

Kiggede en bil længere ned ad parkeringspladsen og dér var vores bil og i den sad Josva og sang med på "Til julebal i nisseland" i en bil, der stort set lignede den, jeg stod ved siden af her. En lille rød Nissan Micra, denne dog kun 3-dørs, ellers var farven fuldstændig ens.

Egentlig kunne jeg nok have tænkt mig at snakke med ejeren af denne bil - om ikke andet, så lige for grinets skyld, men jeg havde faktisk lidt småtravlt, så jeg smækkede døren i og gik over til min egen røde Nissan Micra.

Men puha... sikke en ubehagelig oplevelse! Hvor var jeg glad for at se Josva igen... og han fattede ikke hvad der var sket :-)

Hvem kender sidste vers af "Fastelavn er mit..."

2011-03-04T19:55:00.002+01:00

Vi kender alle sammen sangen om fastelavn:
"Fastelavn er mit navn
boller vil jeg have.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Boller op, boller ned
boller i min mave.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Men i min barndoms børnehave lærte børnehavelederen (som også er min mor) os et ekstra vers:

Du har slå´t min kruk i stykker
den skal du betale.
Hvis du ikke betaler den,
så får du ris i halen.

Ingen, som jeg har sunget verset for, kender dette ekstra vers!! Kender I til verset, så skriv lige et par linier - og hvis I har et vers ekstra, som I ikke lige finder på, men som rent faktisk er blevet brugt.

Faste fra Facebook

2011-03-02T23:51:00.004+01:00

Nu nærmer vi os snart fasten - vi skal lige have et brag af en fest på søndag, fastelavn, og så kommer forberedelsestiden frem til påsken. De fleste af os nøjes nok med at tage fastelavnsfesten alene med fest og hygge, og dropper så fasten i stedet.

Faste er vel ikke rigtig mig
Fasten er først og fremmest i mit hovede mad. I min famøse tid som tysk-lærer på en efterskole, gik lærerene i en frivillig fasteperiode for at bede og få nogle nye ting til at spire frem i eleverne. Det skete, men det er så en anden historie som indebar op til flere udpumpninger af hovedpinepiller!! Men da fandt jeg ud af, at jeg ikke er så god til at faste ... jeg var også i en hel ny situation som lærer, der krævede en masse energi, så jeg føler mig undskyldt, for jeg listede ind i køkkenet og stjal mig til noget kødpølse, når jeg kunne komme afsted med det.
Men i år... skulle jeg forsøge? Et eller andet tiltaler mig ved det - selv om det er svært, for hvorfor skulle man faste? Er det ikke for at bruge tiden på noget andet, f.eks. bibellæsning og bøn eller er der noget i det, at man tilbageholder noget for kroppen og underkuer kroppens behov i forhold til de åndelige behov? Jeg tænker bare: Hvem tænker mest på mad - den, der er sulten eller den, der er mæt? Og hvis det drejer sig om at bruge tiden på noget andet end at forberede og spise maden... så giver det vel ikke den store bonus, når man har små børn, der bare skal have mad og man også bruger tiden ved middagsbordet på at få den side af familielivet på plads, der hedder det sociale fællesskab. Så er der noget at hente rent tidsmæssigt: Maden skal laves og tiden, hvor Josva spiser skal også bruges. Tid vundet ved at spare: 5 minutter om dagen.

Faste er mere end mad-fravalg
Der er så også den mulighed, at man kunne finde noget andet at afholde sig fra. Et eller andet, der fylder meget i ens hverdag og hvor man virkelig kunne få noget tid rykket væk til noget mere væsentligt her i livet. Facebook! Det er i hvert fald den enkelt-ting, hvor jeg bruger en del tid. Kunne man skære Facebook væk i perioden fra fastelavn til påske? Måske holde fast på den del af det, der striks har noget at gøre med mit arbejde, men ellers ikke fortælle, at "Nu spiser jeg frokost".
Ærligt talt, jeg synes ikke om idéen.
1. Dels fordi det jo også er en del af det at være i kontakt med mine venner på - og også med mine sognebørn (altså at være åben og vise, at præsten også er et slags menneske... et mærkeligt et af slagsen, men dog et menneske). Og virker det ikke lidt mærkeligt at holde faste fra sine venner? Jo! Man holder vel heller ikke faste fra at skrive mails, breve, tage telefonen eller åbne sin dør? "Desværre, jeg taler ikke lige med mine venner, for jeg faster".
2. Er det ikke også at udstille at man faster - og vil det ikke kunne få folk til at tro, at man er en værre en (på en positiv måde)? Jesus sagde jo noget med, at den venstre hånd ikke skulle vide hvad den højre gør.
3. Spørgsmålet er også: Hvor meget tid vil jeg få ind på den konto? Nok ikke mere end 10... måske 15 minutter om dagen. Javel, jeg er meget aktiv (forholdsvis, der er nok nogle, der er mere aktiv end jeg er) - men så lang tid tager det jo heller ikke af min dag. Hvad tager det at lave en statusopdatering? 30-40 sekunder fra man trykker ordet www.facebook.com og til man er ude igen? Og så tager det måske 20 sekunder lige at scanne folks opdateringer igennem siden sidst og lige kommen med et par fjollede kommentarer til det. Og når de er spredt ud over dagens timer, så er det pludselig ingen ting sparet og ingen tid, man så har vundet ved at droppe facebook.

Og så alligevel...
Det irriterer man alligevel den tanke, som så melder sig: "De tre punkter er kun et forsøg på at undgå det nederlag, som det vil være, at du slet ikke kan gennemføre en fasteperiode fra facebook!" Og det irriterer mig, for så bundet af Facebook er jeg helle ikke... så jeg tror faktisk, at jeg vil tage fasteperioden fra Facebook alligevel - der er ikke vundet noget rent åndeligt (tror jeg ikke), men om ikke andet, så for at vise for mig selv, at Facebook ikke betyder mere for mig, end at jeg når som helst kan lægge det til side.
Så venner - når den sidst fastelavnsbolle er spist på søndag, så logger jeg mig på Facebook for at sige på gensyn til påskedag. Jeg går ind og opdaterer kirkens facebook-side, men det private er det slut med i den periode. Det bliver sikkert hårdt - ikke mindst for jer :-) - men jeg er nødt til at gøre det, også for at vise for mig selv, at jeg godt kan. Og hvem ved - måske de få minutter, der spares om dagen, alligevel kan give tid til et eller andet bedre - så det måske alligevel bringer en eller anden åndelig gevinst med sig.

Drengen med to øjne

2011-02-28T00:21:00.000+01:00

Som barn havde jeg en lille børnebog, der hed (hvis jeg husker rigtig) ”Drengen med to øjne”. Mærkelig titel? Ja…. men hvis man nu forestiller sig at historien foregår på en planet, hvor alle mennesker kun har et øje. Et forældrepar får så et barn med to øjne!! Virkelig en katastrofe – ”hvor er det synd for forældrene” – ”hvor er det synd for barnet”. Ikke bare skiller barnet sig ud udseendemæssigt, men med det ene øje ekstra forsvandt åbenbart også en evne, som alle andre havde: De kunne se langt ud i rummet uden en kikkert. De kunne bare kigge op og så kunne de se langt væk – drengen med to øjne skulle have en kikkert!

Der var mange rynkede bryn på de enøjede ansigter – hvor er det synd. Hvor er det et handikap med to øjne!!
Men så vender historien – for man finder ud af, at han kan noget, som ingen andre kan: Han kan se farver. Alle andre ser verden i sort/hvid – så pludselig vender hans handikap sig til noget fantastisk. Han begynder at fortælle om sit syn på verden – forklare hvad han så (i dag vil jeg sætte spørgsmålstegn ved hvordan man kan forklarer farver… men det tænkte jeg ikke på den gang). Flere og flere kom hen for at høre ham – han holder foredrag i denne sort/hvide verden. Høre ham fortælle om sommerfugles og blomsters farve – himmelens og regnbuens eksplosion i farver. Han skrev bøger , der blev nærlæst af alle!!
Ja, han så mærkelig ud - men han kunne noget, som de andre ikke kunne.

Forskellighed er en dyd og rigdom
At lave sådan en historie er vel lidt af en genistreg. Den tager noget, som for os er unormalt – kun et øje placeret midt i panden- og gøre det til det normale. Den tager det for os normale og gøre det unormalt… og så smider os i ansigtet, at selv i det ”unormale” er der en stor værdi og skønhed, som vi ”normale” kan hente glæde og inspiration i.
Jeg tror måske nok jeg fattede det den gang, da jeg som barn læste historien. Men i dag står det klarere for mig, for jeg ved det er sådan. Jeg ved at vi alle kan et eller andet som andre har brug for. Jeg ved, at selv i det grimmeste, dummeste og mærkeligste, der gemmer der sig et værdifuldt menneske, som er sat her på jorden med en opgave og med en tanke fra Guds side. Det er i hvert fald det, der holder mig selv oppe.

"Genindfør cølibatet" - eller "At tjene to herrer"

2011-02-18T17:10:00.002+01:00

Nej, jeg mener naturligvis heller ikke, at cølibatet skal genindføres, for jeg elsker mit liv som ægtemand og far!!! Men hold da op, hvor er præstelivet og familielivet to størrelser, der kan rive i en fra hver sin side og kræve sit.

Her et eksempel:

I torsdags havde vi gudstjeneste på plejehjemmet - da gudstjenesten var slut, kørte jeg en af de dejlige ældre damer over i dagligstuen, hvor jeg havde hentet hende. På vej tilbage stødte jeg ind i en af dem, der vist nok er senil. Et elskeligt menneske - smilende og positiv.

-"Nå, hvornår skal der så være gudstjenste?" - sagde hun, da hun så mig i præstekjolen.
- "Vi har lige haft det"....

Det blev hun meget ked af...

- "for det er så hyggeligt og så dejligt at synge vores dejlige salmer. Det elsker jeg. Men hvornår er der så gudstjeneste igen?"

- "Om 14 dage" svarede vi så (organisten og jeg).

- "Om 14 dage.... det var da godt nok lang tid".

Hun har sikkert fået det at vide, at der var gudstjeneste, men da der er blevet sparet så meget på personalet, så er der ikke tid til at der er en, der lige minder hende om det... og så glemmer hun det i løbet af kort tid. Og der er ikke tid til at følge dem hen til salen, hvor vi har gudstjeneste. "Det er ikke vort bord. Der må komme nogle frivillige".

Nå, men det er en anden sag... da jeg stod dér tænkte jeg: "Tag hende med ind og syng et par salmer ved klaveret". Men jeg gjorde det ikke... for klokken var allerede mange og lille Josva skulle hentes i børnehaven, og Judith kunne ikke hente ham, for jeg havde bilen. Så det blev lige et par ord, der blev vekslet og afsluttet med et "farvel - og ha det godt".

Men hendes skuffede ansigt står stadigvæk for mig: "Er gudstjensten slut?!" Hvor ville jeg gerne - men en anden forpligtelse stod og skulle opfyldes - havde jeg ikke haft børn og kone, så ville jeg været blevet der - bare lige 15 minutters tid. Men nu har jeg børn og kone... og tak for det!! Men meget arbejdsmæssigt ville da være lettere, hvis man ikke skulle tænke på andre end sig selv og sit skønne dejlige kald som sognepræst.... som desværre også indeholder prioriteringens plage. Og hvad er prioritering andet end at forsømme i rigtig rækkefølge... også i forhold til sit kald som ægtemand og far.

Hvem har den største skyld?

2011-02-16T13:07:00.002+01:00

Skulle jeg flytte et eller andet sted hen - udenfor Danmarks grænser - så banker mit hjerte for den lille ø-stat, Malta! Det har det gjort lige siden jeg skrev en opgave om den i geografi i gymnasiet :-)

Siden bragte først vores bryllupsrejse og siden to andre ferie-ture mig et større kendskab - og større kærlighed til dette land.

Johanitterne
Man kan ikke sige Malta unden at sige Johanitter-ordenen. Jeg har altid haft lyst til at læse noget mere om denne specielle order, men ja... tiden har ikke været til det. Da jeg var i Malta i januar, købte jeg en bog om dem... og sikke dog en historie. Også en blodig en af slagsen. Det startede med korstogene - det første af slagsen blev totalt smadret, den bestod af en masse fattige almindelige mennesker, der blev grebet af stemningen om at komme til Jerusalem... måske endda at opleve det himmelske Jerusalem dér nede. Men de kunne jo slet ikke klare sig overfor den muslimske krigsmaskine, der totalt smadrede dem og solgte resten som slaver.

Da det første korstog så kom på banen - var det så de kristnes tur til at smadre og dræbe... højdepunktet... eller lavpunktet... var, da korstoget i 1099 indtog Jerusalem.

"The capture of Jerusalem... was marked by scenes of such blood-lust and cruelty
that it is hard to believe these feudal lords and their followers had the
sligtest conception of that faith in whose name they had undertaken their
expedition. The cross of the Prince of Peace was on their surcoats but
in their hands was the hammer of Thor" (s. 19 i Ernle Bradford: The shield
and the sword").

Byens indbyggere blev slagtet ned - selv dem, der havde betalt penge for at blive skånet. Sikke en sejr!! Den sendte ekko flere hundrede år frem, og hver eneste gang, at en vestlig/kristen konge forsøgte at række ud og tilbyde fred, så rejste mindet om denne dag sig, og forhindrede det.

Det skulle hævnes

... og det blev hævnet - som der så rigtigt står i min bog:

"One good deed may sometimes lead to another, but it is certain that an evil one
will almost inevitably breed its fellow" (s. 25).

Og sådan bølgede det frem og tilbage - den ene mere voldsom end den næste, og til sidst tabte... ja, hvad skal jeg kalde dem, "de kristne", "vesten", "kirken". Nok mest, fordi de også indbyrdes lå i krig med hinanden, f.eks. blev det kristne Konstantinobel lige plyndret på vejen til Jerusalem, på grund af politiske og religiøse uenigheder.

Men hvem har så den største skyld?

Men "get to the point, pastor!!".... ja, nu skal jeg nok svare på spørgsmålet. For hvem har så den største skyld? Det er altid svært at sige - for vi er jo alle skyldnere - men tager jeg helt fejl, hvis jeg siger, at det er den, der hævner, der har den største skyld? Ud fra disse to tanker:

Man skal altid gøre lidt mere skade end det, der blev gjort en selv. Det er meget svært at gøre en lige så stor skade, som den man selv blev påført
... og det er det vigtigste: Man havde her muligheden for at stoppe den onde spiral, men man valgte at holde ondskaben kørende.

Så kort sagt: Den, der hævner, har den største skyld. Tager jeg fejl?

TIlgivelse

2011-02-14T14:09:00.004+01:00

Sidder og arbejder med prædiken - tror prædikenen kommer til at handle om Guds ufattelige nåde. En nåde, der også provokere - jo mere nåde jo større provokation.
Men også en nåde, der gerne skal sætte vores liv i en nåderig vibration i retningen af vores næste.

Prøv læs denne historie, som jeg overvejer at bruge:

"The man I ate dinner with tonight killed my brother." The words, spoken by a stylish woman at a PF banquet in Seattle, amazed me. She told how John H. had murdered her brother during a robbery, served 18 years at Walla Walla, then settled into life on a dairy farm, where she had met him in 1983, 20 years after his crime. Compelled by Christ's command to forgive, Ruth Youngsman had gone to her enemy and pronounced forgiveness. Then she had taken him to her father's deathbed, prompting reconciliation.
Some wouldn't call this a success story: John didn't dedicate his life to Christ. But at that PF banquet last fall, his voice cracked as he said, "Christians are the only people I know that you can kill their son, and they'll make you a part of their family. I don't know the Man Upstairs, but He sure is hounding me."
John's story is unfinished; he hasn't yet accepted Christ. But just as Christ died for us regardless of our actions or acceptance, so Ruth forgave him without qualification. Even more so, she became his friend."

Hvad Vita-Vrap´-en fortæller

2011-02-13T01:26:00.003+01:00

Ja, det lyder måske underligt, den titel, men den er faktisk god nok… I vores køkkenskuffe har vi en rulle med Vita-vrap, der skiller sig ud fra alle de andre husting i skuffen, den er nemlig købt i Prag. ”Og?” tænker du… og så begynder historien.

I sommeren 2005 skulle vi på ferietur ned i Europa. Vi havde købt telt og en masse konserves - det skulle blive en spændende ferie med telt og hygge. Vores første stop var i det østlige Tyskland, hvor vi skulle besøg nogle spændende mennesker, som vi havde mødt ved et bryllup for nogle af mine Internet-venner. Vi kørte videre til Prag, hvor vi ville være fra torsdag til lørdag.

Prag
Det er en meget hyggelig by med en masse gamle og smukke bygninger. Vi ville gerne se byen og droppede derfor camping-formen forløbig… vi fandt et ret dyrt hotel, men hvad skidt, nå det så var lige midt i Prag, så vi kunne komme hurtigt ind og se på sagerne. Man kunne godt have betalt sig til en plads i hotellets p-anlæg, men der satte vi grænsen, for det kostede ret meget. I det hele taget synes vi, at det er mærkeligt, at noget sådant ikke bare som en naturlighed og naturligvis gratis eller i det mindste meget billigt bliver stillet til rådighed… og vi fandt en parkeringsplads ikke ret langt fra hotellet, så vi faktisk kunne se ned på bilen fra vores værelse.

Vi havde et par dejlige dage, og sidste aften flottede vi os og gik på en rigtig fin restaurant – nede i en kælder, og der var live-musik… der endda spillede ”Jeg er sigøjner” for os, da de hørte, at vi kom fra Danmark… øh? Nå, men orkesteret råbte et eller andet på tjekkisk efter os, da vi forlod restauranten uden at give dem drikkepenge!!

Vi luntede igennem byen – vores sidste aften – gik forbi vores kære bil, som skulle transportere os videre ud på eventyr næste dag. Men men men… da vi kom ned til bilen om morgenen, lørdagn så fandt vi bilen med knust bagrude!! Vi ville så hurtigt som muligt have fat i et værksted for at få aftalt hvornår vi skulle komme, men kvinden i resceptionen sagde, at vi skulle vente til vi havde snakket med politiet og det gjorde vi så. Det tog altså sin tid – inden politiet kom, og så skulle vi hen og få skrevet rapport. Hmmm… vi kunne jo ikke lade bilen være dér med åben ind til alle de andre ting der ikke var blevet stjålet (det der var blevet stjålet var vores telte og al vores mad) – så Judith blev ved bilen og jeg gik sammen med betjenten (den historie skal I have en anden gang – billedet her er taget, da jeg ventede på betjenten i en ventesal/gang: http://www.webpastor.dk/billeder/Kim/Kim.jpg). Da jeg kom tilbage var klokken 12.30 og det viste sig så at alle værksteder var lukket og først åbnede mandag igen.

Ud af byen - men hvordan?
Hvad skulle vi så gøre? Skulle vi blive i Prag - som vi ikke gad mere og som vi havde set. For et er at vi ventede til mandag, men hvem siger, at de kunne hjælpe os om mandage? Deres serviceniveau synes ikke at være så højt. Og vi gad ikke bruge vores ferie på at vente og slet ikke i en by, vi ikke gad være i mere. Nå… vi bestemte os for at forlade byen! Men vi kunne jo ikke bare køre med en åben bagsmæk… så jeg blev sendt ud i byen for at finde et eller andet plastik, der kunne bruges til at lukke hullet med.
Det var noget af en opgave – for det første skulle jeg holde mig ajour, hvor jeg gik, så jeg kunne finde tilbage til hotellet… og for det andet, så var alle butikker lukket, så hvor lige finde hårdt plastik i en klukket storby? Jeg fandt en butik, der var åben: En kiosk. Nå, jeg gik ind… og fandt som det eneste derinde: Noget køkkenfilm/Vita-Vrap. Jeg købte to ruller og gik tilbage ad den rute, jeg var kommet. Det blev så spændt over de sølle rester af vores bagrude og så kørte vi til Østrig. Det føltes som om det var lidt mere hjemmeligt at komme til et vestligt land med en vis vestlig standard - så vi følte, at det næsten var at komme hjem.

Berg Hahn
Vi havde på forhånd udvalgt os en lille by, der var på kortet Falkenstein – hvorfor ved jeg ikke. Vi ville gerne ud på landet og bo på en Gasthof - sådan ren idyl. Vi kendte intet til hvad der skulle være dér, men der var faktisk god mulighed for at finde et værelse, havde det ikke været fordi der var en fest i byen med overnattende gæster, så alt var fyldt op. Så vi blev sendt videre til en nabolandsby (vi kørte forkert!!), men dér hvor vi kom hen, Stützenhofen, fandt vi en vinbonde, der udlejede værelse og havde en masse værelser fri (www.berghahn.at ). Rudi og Gretchen skulle have 23 Euro pr. person pr. overnatning med morgenmad så det var ret billigt.
Prøv se en flot solsikkemark - landsbyen var nærmest omringet af disse flotte marker... gult så langt øjet rakte.

Han var jo vinbonde, så vi fik smagt en masse af hans vin - han viste os sine mange vinkældre og vi smagte af vin direkte fra egetræstønderne. Der var nogle tyskere, der også boede dér og vi fik en tur rundt i vin-markerne i en trækvogn bagefter hans traktor. Hyggeligt. Ud fra hans gård tog vi nogle ture - dels gik vi og dels tog vi bilen til Wien, Bratislava, Ungarn, så vi var en del rundt omkring.

Bonden kendte mekanikeren i den nærmeste "store" by og ringede og fik aftalt alt omkring vores rude, så tirsdag var der kommet en rude hjem fra Wien, så kl. 13.30 afleverede vi bilen og kl. 16.00 hentede vi den igen. Dejligt at få ordnet det!

Og enormt spændende at snakke med de tyske gæster… sikke dog en historie de kunne fortælle. Om hvordan deres familie sammen med en masse andre tyskere var blevet fordrevet fra Tjekkoslovakiet lige i kølvandet på 2. verdenskrig. Hvordan de måtte leve som flygtninge i Tyskland… wau… sikke dog en historie.

Så alt det kommer jeg i tanke om hver eneste gang, jeg åbner skuffen for at finde noget køkkenfilm… så meget bruger vi åbenbart ikke, for vi har stadigvæk en rest (det er heller ikke særligt godt, så jeg bruger det helst ikke).

Stof til en prædiken
Som enhver godt præst, så kunne jeg også få stof i denne begivenhed til en prædiken:

Vi har været ude og snakket med en masse spændende mennesker og vi har bagagen fyldt med en masse oplevelser. Der er dog en oplevelse, som vi gerne ville have været foruden - og det var da vi den sidste morgen i Prag kom hen til vores bil og opdagede, at vores bagrude var smadret. Der var stjålet nogle småting, men det værste var den her smadrede rude langt hjemmefra - og hvor føler man sig så ensom. I et ledigt øjeblik fik jeg lige fundet min mobiltelefon frem og skrev en besked, der fortalte bl.a. mine forældre om den trælse situation. Det varede ikke længe før jeg fik en besked tilbage "Vi beder for jer og venter at høre nyt". Forbønnen bar - vi blev hjulpet ud af den virkelig trælse situation, også selv om vi naturligvis mange gange måtte spørge "hvorfor Gud?" den dag… men vores uheld ledte os hen til en masse hjælpsomme mennesker, der hjalp os og viste os omsorg. Vi blev ledt hen til en masse
spændende mennesker, som vi ellers aldrig have mødt og som gav os langt flere oplevelser end vi ellers havde fået, så jeg nu kan sige "nå derfor Gud".

... så sådan kan Gud pludselig gribe ind - i første omgang træls og smertefuldt, men hvem ved, hvor den oplevelse bringer os hen?

Evangelisk Alliance - dag 6

2011-01-14T07:00:00.001+01:00

Tekst: Nehemias 2,19 – 20: ”… [de] spottede og hånede os …”

Endnu en mærkelig tekst at placere som hovedteksten for dagens bedemøder. Overskriften over bedeteksten er ”Enhedens udfordring”. Hvis der er noget, der kan få os til at miste modet i forhold til de opgaver og udfordringer, vi som kirke står overfor eller midt i, så er det, når folk taler ondt om os, og måske endda håner os. Det kan virkelig sætte vores arbejdskraft ned i styrke og måske endda også bremse os helt op… og hvis f.eks. pressen kommer ind i det, der kun går efter struben og katastrofehistorien, så kan man nok lægge sit andet arbejde ned i den periode, indtil stormen har lagt sig. Og så håbe og bede, at Gud må holde modet oppe og enheden tæt!I årets pjece står om dette stykke, står der: ”Vores modstandskraft i disse situationer ligger gemt i evnen til at kunne høre Guds løfter til os – og skelne dem fra alle andre røster”.

Og Guds løfte til sin kirke og til det kristne menneske er det, det altid har været – det var indgangsløftet ved døbefonten: ”Mig er givet alt magt i himmelen og på jorden…. Se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”.

Evangelisk Alliance - dag 5

2011-01-13T07:00:00.002+01:00

Tekst: Nehemias 4,6: ”… Men vi byggede muren, og hele muren blev bygget i halv højde, og folket arbejdede med god vilje.”

Hmmmm… endnu en lidt speciel tekst. Ser man i hæftet, der hører til bedeuge, der blandt andet henviser til Første Korinterbrev 3, 6-7, der handler om hvordan man skal lade forskellige gøre det, de er bedst til/kaldet til… så er fokus her på ”vi byggede muren” – ”folket arbejdede”.

Egentlig har jeg det ikke godt med alle de mange børnetegnefilm, som f.eks. Disney skyder ud hvert eneste år – gider ikke bruge tid på dem, for tegnefilm er for børn!! Og det mener jeg egentlig stadigvæk, men da min lille dreng, Josva, fik sig en julegave sidste år: En DVD med tegnefilmen ”Cars” (eller som den hedder på dansk: Biler), så skulle jeg jo se med.Og ærligt talt: Den er faktisk rigtig god – godt gennemført (en verden fyldt med biler, der er levende og snakker --- hvordan det lige er blevet lavet er så en anden snak – det er måske noget med … ja,nej… det skal jeg ikke prøve på at skrive noget om her). Men der møder vi den selvsikre og egocentriske racerbil Lynet McQueen. Han kan nok klare sig uden andre – han har ikke brug for at få råd, han har ikke brug for at få støtte, han har ikke brug for andre end sig selv – og alene vil han vinde det store væddeløb! Men så lærer han på den hårde måde, at han faktisk ikke kan stå alene, han oplever at der faktisk kan hentes hjælp, støtte og kærlighed fra dem, der før så ud til at være under hans værdighed. Men at sammen kan man faktisk nå længere… godt nok vandt han ikke racerløbet i første forsøg, men han fik en sidegevinst, der var bedre end noget andet: Han fik en masse venner og kærlighed.

Ingen leder, medlem af kirken eller præsten må kører sololøb – det er både usundt for os selv, men også for arbejdet. Vi skal turde lægge vores stolthed til side og tage imod hjælp – bede om hjælp. Og vi skal også turde lægge vores eget arbejde til side, for at hjælpe andre… trods alt arbejder vi på samme sag. Som der står på Evangelisk Alliances hjemmeside:

” Vi virker ikke for vores egen sag. Målet er Guds virke. Guds ære … for vores folk og for vores Guds byer. At være medarbejdere og bygge på hans kirke er dybest set ikke vores værk. Alt det, vi gør, gør vi i tro og tillid til Guds planer”.

Evangelisk Alliance - dag 4

2011-01-12T07:00:00.001+01:00

Tekst: Nehemias 2,12: ”… hvad min Gud havde lagt mig på sinde at gøre for Jerusalem …”

En lidt speciel tekst i dag… Det har noget at gøre med en vision – at få en vision fra Gud om et eller andet, og så som menighed og som kirke at gå ind og arbejde for at den vision bliver til virkelighed. Der er ikke noget, der skaber enhed, som at arbejde sammen om et eller andet – men det får så en ekstra dimension, når det er i kirken. For så (burde) det ikke være præsten, menighedsrådet eller et ledende medlem af kirken, der var visionær og kommer med tanker, som det har gennemtænkt… så er det Guds tanker, Guds vilje med os. Og så er det ham, der kalder os ind i et arbejdsfællesskab med ham, så enheden ikke bare er mellem os mennesker, men så den også er mellem os og vores skaber.

Jeg tror stadigvæk ikke, at Gud har brug for os – forstået på den måde, at han er afhængig af vores hjælp og vores dygtighed. Jeg tror simpelthen ikke på Lars Busk Sørensens digt: ”Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig, han sender”. Han har ikke brug for os – han kan godt klare sig uden os, men vi har brug for ham.

Når min lille dreng, Josva, hjælper mig med at støvsuge i køkkenet, så er det jo ikke fordi jeg har brug for hans hjælp – for ærligt talt, hvis jeg havde travlt, så ville jeg nok selv bare gøre det. Men jeg inddrager Josva i arbejdet, fordi jeg godt vil have det fællesskab med ham, og fordi jeg tror det er sundt for ham også at lære at tage del i arbejdet. På samme måde med Guds ønske om at inddrage os i sit arbejde – han ønsker det fællesskab det giver, som den store og kærlige far han er. Og han ved, at vi har godt af at være engageret i hans vision, for den bringer frelse ikke bare til os, men også til andre… ja, den bringer enhed i kirken.

Svenskeren Magnus Malm siger det på denne måde: ”Overfor en sådan Gud kan troens pionerer umuligt have været mennesker, der har gjort store ting for Gud. Det må have været mennesker, der har indset, at det er Gud, der handler – og så har indrettet deres liv derefter” (Side 44 i ”Vejviser”).

Evangelisk Alliance - dag 3

2011-01-11T07:00:00.000+01:00

Tekst: Apostlenes Gerninger 12,5: ”… i menigheden blev der utrætteligt bedt til Gud”.

Træthed i bønslivet... hvem kender ikke til det? Jeg gør i hvert fald. Selv om jeg med hovedet og vel også med hjertet ved hvilken fantastisk glæde og hvilket privilegium det er, at vi kan bede til den almægtige Gud, så kan det pludselig blive svært at folde hænderne. Der er så meget, der tager fokus fra det at bede… man har travlt på arbejdet, man har travlt i menigheden, man har travlt i familien… og der skal jo også det og det og det. Og selv om vi måske kun brugte 3-4 minutter på bøn hver morgen eller aften, så bliver det pludselig reduceret og forsvinder i en periode af kortere eller længere varighed.

Jeg havde på et tidspunkt sammen med nogle gode venner – et projekt, der kort og godt hed B-20 (prøv google det… ) som gik ud på at vi overfor hinanden lovede at vi ville bede 20 minutter hver dag – og hjemmesiden (der opstod og nu ligger som en meget svag skygge af sig selv) skulle være et inspirationssted til bøn og for at holde os fast på det. Vi skulle ikke mødes 20 minutter om dagen, men vi skulle bare bede derhjemme… men vi vidste, at de andre også bad. Det gav fællesskab!

Jeg ved ikke om projektet kørte et par måneder… men af en eller anden grund blev musketer-eden brudt (men ærgerligt, for det var nogle fantastiske måneder, hvor vi havde overskud… også fysisk overskud og åndeligt overskud… det var rigtig fedt – og vi havde et dejligt fællesskab med de andre).Tænk om man kunne flytte sådan et projekt over i kirken – så man er flere, der står sammen om at holde hinanden fast i visionen om 20 minutters bøn om dagen… jo flere vi er, jo flere er vi for at holde os i gang. Det lyder måske af meget 20 minutter… hvad skal man sige i den tid? Ja, man kunne måske også bare sidde i stilhed og lade Gud tale til en. Bøn er ikke bare ord fra os til Gud - men er dybest set fællesskab med den evige Gud og han behøver man ikke overdynge med ord… måske vil han sige noget til dig?

Evangelisk Alliance - dag 2

2011-01-10T07:00:00.000+01:00

Tekst: Apostlenes Gerninger 2,1: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet”

Den enhed, der udtrykkes ved at vi kan samles til en fælles gudstjeneste er simpelthen fantastisk. Jeg er fyldt af benovelse de steder, hvor man kan holde en gudstjeneste, dér kan samle både børn, unge, børnefamilier, modne (eller hvad man skal kalde dem mellem børnefamilier) og ældre. Det er forholdsvist nemt at lave en masse forskellige slags gudstjenester, der taler til specielle slags mennesker, det kræver blot nok frivillige eller nok ansatte, så kører det bare… Men så er enheden pludselig flyttet ud, så der er mange forskellige enheder… ”de var alle forsamlet”.

Der er naturligvis nogle fysiske begrænsninger – f.eks. et rum, hvor der kan være pasning for de mindste og børnekirke for de lidt større – og måske også folk, der musikalsk kan give den et ekstra pift ved klaver, guitar og trommer… men dybest set handler det også om at ville fællesskabet. At ville gudstjenesten. At ønske at være sammen med ”hele flokken” for at lovprise Gud og modtage styrke til kristenlivet fra ham. Det starter dér.

Det er jo vanvittigt svært at holde et stykke arbejde i gang, for nogle, der ikke kommer endnu. F.eks. børnekirke under gudstjenesten er svært at holde kørende, når der ikke er nogen børn. Men kom der nok børn, tror jeg også, at tilbuddene skyder op. Ikke sagt som en undskyldning for forholdene i Horne og Asdal, men som et eksempel. Jeg er da også ved at overveje hvad der skal ske med vores bette Josva i forhold til børneklub og gudstjeneste… men det er en anden snak!

Det hele begynder ved at man vil. Vil fællesskabet og vil gudstjenesten. Må Gud send os Helligånden, så vi til sidst vil.

Evangelisk Alliance – dag 1

2011-01-09T06:51:00.000+01:00

Tekst: Johannes 17,21-22: ”… at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dag, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at skal være ét, ligesom vi er ét”.

Sikke nogle ord – jeg bliver i hvert faldt ramt på den ikke-fede-måde. Jo, fedt at Jesus sammenligner os, hans kirke og menighed, med noget guddommeligt og ophøjet, at vi skal være ét med hinanden på samme måde som Jesus er ét med sin far.Men der stopper det fede måske i første omgang… for er vi så det? Er vi så ét?

Ja, der er en masse forskellige kirkeretninger, der hver på sin måde tror, at de har fundet sandheden – folkekirken er bare en lille brik i det store forvirrede kirke-puslespil! Men også indenfor denne lille brik kan vi ikke etablere en enhed – jeg har tit sammenlignet enheden i folkekirken med to katte der er bundet sammen i halerne og så kastet over en tørresnor… ja, de er en enhed, men de er bestemt ikke ét!Den kommende tid og dens problematikker må vise, om de to katte bliver ved med at være bundet sammen… jeg havde faktisk troet, at vi kunne blive sammen, men der er nogen, der bliver ved med at puste til forskelligheden… som ønsker den forskellighed!

Og det er katastrofalt! For et er at det svækker os indadtil, men det svækker også vidnesbyrdet udadtil… Jesus siger, at verden skal komme til at tro på at Jesus er udsendt af Gud og er hans søn, ved at se på den enhed, der er i kirken! Ikke bare den enhed, der er i det lille sogn (selv om jeg mere og mere har lyst til at gemme mig i et syn på kirken som den enkelte sognekirke), men en enhed i Kirken (med stort K).Der er derfor rigeligt at bede om… vi har brug for enheden, og verden har brug for enheden.

Må Gud hjælpe os... ja, må Gud hjælpe mig!!

Godt nytår

2011-01-01T06:00:00.000+01:00

Jeg håber for jer alle, at I må få et velsignet nyt år...
Sådan lige i første omgang aner jeg ikke om der er noget specielt, jeg glæder mig til her i 2011... der er ingen store forventninger, store omvæltninger, der ligger og lurer - men hvem ved om 2011 alligevel ikke bliver et godt og spændende år... netop fordi, jeg ikke forventer det store af året?!
Jeg er i hvert fald åben - og tager imod de ting, der måtte komme... og gør det i Jesu navn!

Skal vi følges ind i året --- håber på jeres selskab her på nettet og ude i "den virkelige verden".

kærlig hilsen
Kim

Glædelig jul

2010-12-24T16:34:00.000+01:00

For FB-brugere - tryk her.

Anemone

2010-12-23T06:20:00.000+01:00

En stille sang: Hvad var det dog, der skete?

(Til FB-brugere: tryk her)

I dag er det Jonathans dåbsdag!!

2010-12-19T06:00:00.000+01:00

Mel: Hvad kan os komme til for nød

Jeg bringer dig, min frelsermand,

mit hjertets lov og ære,

at på dit eget ord jeg kan

mit barn i kirke bære.

De små Guds rige hører til,

og dem i favn du tage vil

og aldrig mere slippe.

Og fødte jeg mit lille nor

alt under angst og smerte,

med fryd jeg nu i kirkekor

det lægger til dit hjerte,

der banker for det stærkt og blidt,

så fast jeg mærker det i mit

og mine knæ vil bøjes.

Min tro var ofte træt og svag,

og livets ting var svære.

Som aldrig før jeg tror i dag:

Det underfulde sære,

at der er en i verden her,

der har mit barn så hjertenskær

som kun dets egen moder.

Dig er det, hvem vi sådan tror

og takker i stor glæde,

at skønt du over stjerner bor,

du er hos os til stede.

Mit kød og blod – modtag det her

og dan det til og med det vær

hver dag til verdens ende.

Tekst: Kaj Munk

Hvem er jeg?

2010-12-07T21:38:00.003+01:00

Dietrich Bonhoeffer - tysk teolog... skrevet rigtig meget fantastisk godt. Blandt andet bogen "Efterfølgelse"... wau!
Han fulgte efter - "kæmp for alt hvad du har kært" - også selv om det førte ham imod Hitlers ønsker - som en anden Kaj Munk (levede samtidig med ham). Hans sidste tid foregik i en KZ-lejr og ganske kort tid inden Hitler bukkede under, så ville Hitler lige rydde op, og det blev Bonhoeffers død.
I juli 1944 skrev han disse linier i fængselet:

Hvem er jeg?
Ofte siger de til mig,
jeg træder ud af min celle
rolig, munter og fast
som en herremand ud fra sit slot.

Hvem er jeg?
Ofte siger de til,
jeg taler med fangevogterne
frit, venligt og klart
som havde jeg at befale!

Hvem er jeg?
De siger også,
at jeg bærer ulykkesdagene
ligevægtigt, smilende og stolt
som en, der er vant til at sejre.

Er jeg virkelig det, andre siger om mig?
Eller er jeg bare det, som jeg ved om mig selv?
Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur,
kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben,
hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer,
tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed,
rystende af vrede over vilkårlighed og smålig krænkelse,
drevet hid og did af forventning om store ting,
afmægtigt ængstelig for venner i uendelig fjernhed,
træt og tom til bøn og tænken og skaben,
mat og rede til at tage afsked med alt?

Hvem er jeg? Denne eller hin?
Er jeg i dag den ene, i morgen den anden?
er jeg begge dele på én gang?
For mennesker en hykler - for mig selv
en foragtelig, ømskindet svækling.
Eller ligner det, der er tilbage i mig, den slagne hær,
som går i opløsning lige før den vundne sejr?

Hvem er jeg? Ensomhedens spørgen holder mig for nar.
Hvem jeg så end er - Du Gud kender mig, Du er min far!

Boghandlerens hund

2010-11-26T21:10:00.002+01:00

Boghandleren i Hirtshals er en hygelig mand... og de er hyggeligt at være i hans butik - der er sådan en hjemmelig atmosfære i butikken. Og det hjælper deres hund med til. Den vandrer rundt i butikken... og hilser på kunderne. Det er en dejlig hund - en boxer.

I dag blev juletræet tændt i Hirtshals - og Slagter Winther havde to gode tilbud: Billig ribensteg og billige hotdogs. Vi købte to ribenstege, men et hav af hotdogs selv om det var koldt. Rigtig koldt!

Storebror, Josva, var ikke vild med brød og ristede løg - men ville nøjes med selve pølsen, så anden gang vi skulle have hotdogs nøjedes jeg med at købe en pølse. Men der var Josva allerede mæt, så hvad skulle jeg gøre med resten, for det var hundekoldt, så jeg havde ikke ret meget lyst til at gå og flagre med den og få forfrosne fingre, så pølsen røg ind i inderlommen på jakken.

Vi skulle også lige ind til boghandleren - der er momsfrit salg denne weekend.

Og så var det, at jeg blev fristet over evne, da jeg så denne dejlige hund og vidste, at jeg jo havde en rød pølse liggende i inderlommen. Så hvorfor ikke give pølsen til hunden - ikke at jeg vidste om jeg måtte, og jeg havde ikke mod på spørge den ellers flinke boghandler. Men hunden var dejlig og gik også rundt og snusede omkring mig, så den havde nok lugtet pølsen.

Jeg fik den lokket om bag en bogreol og brækkede et stykke pølse af til den... mums... den fik den i munden og gnaskede på den. MEEEN den ville ikke spise den - lå bare og gnaskede og jeg så for mit indre blik, hvordan gulvet snart ville flyde med pølsesnask, så jeg snuppede pølsen og fik den ned i inderlommen igen. MEEEN det var hunden altså ikke tilfreds med... så den rendte efter mig og duftede efter mig. Nu kom boghandleren hen og snakkede... han havde godt set, at hunden rendte efter mig mere interesseret i mig end i andre kunder.

"Ja, den må tro, at du har en bold" sagde han, og skubbede til den, da den pludselig stod oppe af mig med hovede presset ind i min brystkasse, hvor min inderlommen er. "Ja, jeg kan faktisk styre den med en bold - så gør den alt hvad jeg siger". "Men jeg har ikke nogen bold" jeg fiskede den et lille pilleglas frem, hvor vi har småpenge i "den må tro, at det var en bold" forsøgte jeg. Vi smågrinede lidt - og bodhandleren så ud til at tro på min forklaring.

Vi gik hen til kassen - hunden hoppede op igen. Jeg skubbede den kærligt ned igen - men kunne også godt se, at nu begyndte det at gå den kære boghandler lidt på. "Ja, den er jo kun et år gammel... så den skal første lige til at lære det" - han fandt en hundekiks frem, men det var den ikke ret interesseret i, for den kunne jo få pølse hos mig. "Kom herover"... til sidst kom den, "ja, jeg maser lige kiksen lidt, så er den lidt længere om at spise den".

Han tastede beløbet ind - og da det sædvanlige "på beløbet, tak" havde lydt, stod hunden så igen og masede sin snude ind i mig. "Ja, du er den dejlig hund"

Det var sidste gang jeg så hunden - altså ved det besøg. Den røg nok ud i baglokalet... men som en af mine facebook-venner, der var med på turen, skrev: "Spændende om boghandlerens hund husker dig næste gang du kommer derind :-)". Og pølsen... vores egen hund var ikke længe om at guffe de tre stykker i sig.

Fællespisning

2010-11-16T12:39:00.003+01:00

Selv et lille tegn eller et lille bogstav har stor magt! F.eks. er der stor forskel på de to sætninger:

"Frikendes ikke, hænges"
og så
"Frikendes, ikke hænges" - ja, der er vel en verden til forskel.

Måske er jeg lidt dvask i dag, men jeg gik lige en tur på google og skrev ordet "fællespisning". Sådan hurtigt læst, ser det jo meget hyggeligt ud, men kigger man lidt nærmere på ordet, så får man nogle ret klamme billeder på nethinden. Det gør jeg i hvert fald.

Jeg tror det var i de glade 70-ere, hvor en gruppe havde søgt om at holde "fællespisning" ud foran rådhuset i København (var det dem, der hed Kulørte Klat?). Og det fik de politiets tilldelse til det ... så de stillede sig op på det aftalte tidspunkt og havde sikkert blæreren fuld, for nu var der tid ikke til fællesspisning, men til fællespisning.

Nå, jeg søgte på ordet og fandt nogle spændende, sjove og egentlig ret klamme udsagn:

- Under overskriften "Fællespisning" står der her: "Som tideligere nævnt, bliver der fællespisning i stedet for jubilærumsfest. Til dem der har meldt sig til vil der blive lavet en 3 retters menu af kok amok Rene Hjort... så medbring lidt godt humør og en god portion stemning, så lover vi en hyggelig aften".
Hmmm... mon ikke det bliver en våd aften i byen?
- Eller i sogneparken i Stadil (se her) kan man læse følgende: "Når skol ernes sommerferie går på hæld, er der tradition for at holde fællespisning omkring grillen i Sogneparken i Stadil. I år var det perfekt høstvejr, men cirka 70 benyttede alligevel det gode vejr til en hyggelig aften, der sluttede med snobrødsbagning over de sidste gløder".
Hmmm... gad vide hvor mange gløder, der er tilbage, når selve fællespisningen er overstået? Der er desværre ikke billeder på hjemmesiden af selve fællespisningen - men en enkelt familie er her i gang - ser ganske hyggeligt ud.
- Eller en ejendomsmægler forsøger også at sælge et hus på denne måde:
”I Enghøj er der mulighed for et godt socialt fællesskab for både børn og voksne. Her er bl.a. mulighed for at deltage i fællespisning, som arrangeres en gang om ugen. Alt i alt en suveræn familiebolig, hvor både store og små kan trives!”
... ser ud til at huset er solgt, men der blev heller ikke lagt fingre imellem i annoncen!
- Og der foregår mange fællespisninger rundt omkring i sognegårde.

Nå, men når det så er sagt... så er det alligevel min holdning, som kommer til udtryk i denne fyndige sætning: Fri mig for sprogdiktatorerne! Jeg gider ikke skrive, som man gør i "De røde heste".

Årets værste gudstjeneste

2010-10-01T07:34:00.002+02:00

ja, jeg ved nok, at overskriften mest er for at påkalde jeres opmærksomhed, for det er ikke hele sandheden. Nej,for det er årets værste gudstjeneste at forberede - den, jeg har på søndag den 3. oktober: Høstgudstjenesten!

Og hvorfor er den det? Fejlen ligger helt klart hos mig, jeg er bybo helt ind i marv og ben! Jeg elsker at synge de gode høstsalmer - hvor den bedste uden nogen tvivl er "Du gav mig, O herre", jeg elsker stemningen ved en høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet op med blomster og korn. Også fordi det vækker kære minder om de mange gange vi var ude på køretur i det fynske landskab for at finde en bestemt kornsort til pyntning af Ansgars Kirke i Odense, som er min barndomskirke og min fars gamle arbejdsplads.

Men jeg er bybo - mit forhold til høsten oghøstgudstjeneste er præget af ALT for meget land-romantik! Det fik jeg at vide allerede efter den første høstgudstjeneste, hvor der var sat til for alle segl - og min omgang med landmænd heroppe har ikke ændret mit syn på mit høstsyn. "Ja, kornet ude på marken er kun noget vi taber penge på. Grunden til at vi har kornet og markerne er for at kunne komme af med vores gylle og have så mange svin, som vi har". Javel ja...og her gik jeg og troede noget helt andet.

Så når jeg nu sidder og skal lave en prædiken til en høstgudstjenste, så aner jeg ikke hvad jeg skal sige. Jeg aner ikke hvilken vinkel jeg skal lægge på den. Jeg aner ikke hvor meget landromantik, jeg skal bruge. Ja, jeg synes dybest set, at det er den værste gudstjeneste at forberede. Og nu har koret endda forberedt sig, så de kommer og synger en salme efter prædikenen - og graveren har pyntet kirken op og sat skålen til indsamlingen frem på alteret - og organisten har øvet sig på et flot præ- og postludium og lagt fingrene i folder til at spille "Du gav mig, O Herre".... tingene er lige som sidste år for den gruppe af ansatte - men undtagen hos præsten, for han kan ikke bruge prædikenen fra sidste års høstgudstjeneste (det er jo også en anden tekst). Det eneste, der er det samme i år igen er, at han sidder her fredag morgen med morgenhår, render under øjnene og uglet hår... og laver en overspringshandling: Skriver dette indlæg.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide at forberede mig - men som sagt - lige netop denne her er simpelthen for langt væk fra min måde at være menneske på. Så når jeg en gang på mine gamle dage får et byembede, så bliver det måske lettere, når jeg skal prædike høst for nogen, der har samme romantiske syn på landbruget og høst som jeg... men indtil da, så sidder jeg altså her i Horne med uglet hår og skrive-blokering.

Måske skulle man lade alt det romantisk pjat ligger og netop taler realistisk. Give folk en ordentlig opsang, at de skal tage at se på kornet på den rigtige måde, nemlig med taknemmelighed, for andre steder i verden er man ikke træt af kornet og ser det som en økonomisk ulempe... for dér har de slet ikke noget korn.

Måske skulle jeg fortælle om at selv midt i vores high-tech-landbrug, hvor alt er planlagt via en computer og økonomiske regnark, at der er vi stadigvæk afhængige af Guds almagt og skaberhånd.... ja, vi er som grenene på et vintræ, afhængige af træet, stammen (søndagens prædikentekst). Vi er afhængige af Gud - med eler uden romantik!

Måske var det det, der skulle siges på søndage.

Måske er det min redning her denne fredag morgen - min fridag.

Måske.... ja, måske skulle jeg køre til Sæby og spiste stegte ål her til middag i stedet (de er nemlig både gode og billige i Sæby) - og så se om jeg kan komme på bedre tanker i aften, når der alligvel kun er Vild med dans og Talent 2010 i tossekassen.

Sermons We See - digt af Edgar Guest

2010-09-25T13:17:00.004+02:00

"I'd rather see a sermon
than hear one any day;

I'd rather one should walk with me

than merely tell the way.

The eye's a better pupil

and more willing than the ear,

Fine counsel is confusing,

but example's always clear;

And the best of all preachers

are the men who live their creeds,

For to see good put in action

is what everybody needs.

I soon can learn to do it

if you'll let me see it done;

I can watch your hands in action,

but your tongue too fast may run.

And the lecture you deliver

may be very wise and true,

But I'd rather get my lessons

by observing what you do;

For I might misunderstand you

and the high advice you give,

But there's no misunderstanding

how you act and how you live.

af Edgar Guest

Jesus sukker

2010-09-22T12:00:00.001+02:00

Det gode en orlov væk fra arbejdet er at der er tid til eftertanke. Selv om det står på bleskift og en intens koncentration også om Josva, så han ikke føler, at lillebror stjæler alt opmærksomheden, så er der også tid til at tænke tingene igennem, som man ellers bare ”skøjter” hen over i en travl hverdag.

På trods af orlov, så går jeg i tanker om hvilken slags bibel konfirmanderne skal have i år. Skal det være den autoriserede eller skaldet være en af de mange nye mere mundrette og lettere forståelige oversættelser? Så jeg har også læst i forskellige udgaver… og kom så til en beretning om Jesus, der helbreder en døv og stum (Markus 7, 31-37). En fantastisk beretning!! Men har du tænkt på det lille ord ”sukkede” lige før helbredelsen? ”Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde…” (Mark 7, 33-34).Jeg har altid bidt mest mærke i Jesu spytteri… men den er jo egentlig ret lige til, for hvordan kommunikerer man med en døv? Med fagter og ved at gøre noget – ikke ved at sige noget. Men så har jeg egentlig altid sprunget over sukket.Men lige før helbredelsen sukker Jesus… jeg havde måske forventet en lovprisning eller en bøn eller noget andet end et suk. Men Jesus sukker. Jesus sukker… Gud sukker. Hvorfor? Det er der faktisk et stykke evangelium i. Paulus taler også om at sukke. Vi kristne vil sukke, så længe vi er på jorden – sukke af længsel efter himmelen. Skabningen sukker under de forhold, som synden giver den at leve under. Selv ånden sukker (Romerbrevet 8,22-27).

Disse suk kommer fra den samme angst. Et suk fra en smerte, der ikke var tiltænkt. Et håb på noget, der ligger ude i fremtiden.Mennesket er ikke skabt til at leve bort fra vores skaber – derfor sukker vi, længes vi hjem, længes vi efter at det bliver sådan som det var tiltænkt: Et liv i fred, uden sygdom, uden fare, uden lidelse og frygt. Ondskab var aldrig en del af planen.

Samtalen med Gud skulle heller ikke være igennem en talsmand – derfor sukker Helligånden og længes efter den tid, hvor vi kan tale ansigt til ansigt med vores Gud. Og når Jesus ser ind i øjnene på endnu et af Satans ofre – så er det eneste rigtige at gøre: At sukke! ”Det her var ikke meningen. Dine øre skulle ikke være døve – din tunge skulle ikke være stum”. Det viser, at Jesus ser lidelsen og lider over den.

Derfor er Jesu suk et trøstens suk for os – for indirekte er Guds smerte vores trøst. I Jesu kval er vort håb. Havde Jesus ikke sukket, havde han ikke følt smerten over at se det, der ikke var meningen, så havde vi været i en meget ynkelig situation. Havde han nu været ligeglad – havde han vasket sine hænder: De er selv ude om det… hvordan ville vores situation så have været?Men det gjorde han ikke!!

Dette hellige suk forsikre os, at Gud stadigvæk stønner og sukker over sit folks forhold. Han længes efter den dag, hvor alle sukke høre op. Hvor det, som var tiltænkt at være vil være og udfolde sig.

Stor glæde i præstegården

2010-09-16T10:31:00.003+02:00

Jeg må nok indrømme, at jeg har været rigtig dårlig til at skrive her i min dagbog på nettet... der er andre mere private medier, der har ovetaget her... så den her er trængt lidt i baggrunden.

Men jeg vil da ikke undlade at fortælle, at vi her i præstegården i Horne er blevet begavet med den dejligste lille dreng. Navnet på purken holder vi forløbigt for os selv (træls ikke), men det skal nok komme frem.... men jeg kan fortælle at han

- er født mandag den 6. september klokken 14.27

- ved fødslen var 3700 gr og 54 cm. lang

- er elsket vildt og inderligt af sine forældre og ikke mindst af den stolte storebror.

Billedet til højre er taget fra den 6. september, hvor junior er 5 timer gammel og Josva kun har set ham et par minutter... men straks skulle lillebror have det bedste stykke legetøj!

Forfærdeligt

2010-07-03T22:22:00.002+02:00

En uopmærksom overhaling... nej, en tåbelig overhaling, som man ser så tit ude på landevejen, hvor man tænker "hold da op, det kunne være gået helt galt" - en sådan overhaling gik helt galt i dag ved Esbjerg.
To biler snittede hinanden ved en overhaling - få sekunder efter var 5 mennesker døde. Tre voksne og to børn.

Jeg har bare brug for at skrive det her - for det smerter virkelig! Jeg bliver så ked af at læse sådan noget. Liv er værdifuldt og skrøbeligt... det ene øjeblik latter og sjov i bilen, børn, der skændes som søskende kan gøre... og næste øjeblik død og lemlæstelse. Som ved et fingerknips.

Vi aner ikke om vi overlever dagen her - eller om vores allerkæreste overlever dagen her. Jeg aner ikke om jeg igen får lov til at holde min dreng i armene eller om jeg igen får et knus af min dejlige kone... Vi skal værdsætte hver eneste gang det sker - hver eneste morgen - hver eneste knus - hver eneste gang et barn viser os kærlighed og tillid.
Og så skal vi leve sådan med vores Gud, at vi kan åbne vore øjne hjemme i himmelen, hvis det pludselig en dag er os, der sidder i den bil.
Læs artiklen, der satte disse tanker i gang.

”…nummer 345 i den gamle salmebog.”

2010-05-15T21:47:00.003+02:00

For otte år siden gik jeg ind i kirkerne i Hanning og Finderup med en pakke under armen – som en slags happening ville vi vise, at vores kirke fik en gave: En ny salmebog. Da mit årsvikariat dér var færdig, begyndte jeg som sognepræst i Horne og Asdal. Dér havde man ikke den nye salmebog – man ville vente til div. stavefejl var blevet rettet (desværre fik man så en sending af den første udgave alligevel med alle fejlene intakte… øv). Men jeg fik altså lov til at introducere den nye salmebog i to kirker igen.

Så nu sidder jeg i min bil mellem de to kirker med den nye salmebog liggende på bilsædet ved siden af mig på vej fra den ene kirke til den næste mellem to gudstjenester om søndagen. Og så er det, at jeg hører sætningen ”… nummer 345 i den gamle salmebog”. Det er kordegnen i den pågældende søndags kirke, hvorfra højmessen transmitteres. Det er en service fra Danmarks Radio, så også dem, der ikke har købt sig en ny salmebog, kan følge med i den gamle udgave. Jeg aner ikke om de er nødvendigt at sige de to tal – men det må de kære mediefolk vel have undersøgt og fundet ud af, at det er.

Så den danske radio-gudstjenestefejrende menighed er altså delt i to: En med den gamle salmebog og en med den nye salmebog. Det er anden gang, at den danske menighed er delt op på den måde. Da man i 1800-tallet afskaffede den pietistiske salmebog fra Kingo og indførte en mere rationalistisk salmebog mere i pagt med tiden, så blev det til en decideret salmekrig blandt de stærke jyder i Horsens-området. De opvakte kristne kom til kirke med deres gamle salmebog og sang efter den, og de andre kirkegængere sang efter den nye salmebog. Så det har jo været noget at et virvar at styre for præsten, der så sikkert også har måtte vente, da salmerne i Kingos salmebog også var noget længere end i den nye salmebog. De andre skulle jo vente på at de vakte blev færdige med deres salme. Men det undgår man altså i Danmarks Radio ved at nævne de to numre.. selv om de jo nok er ligeglad med om man synger en anden salme hjemme i stuen – så interaktiv er højmessen i radioen endnu ikke.

Hvorfor?

Men spøg til side! Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor køber man ikke en ny salmebog? Hvad er det der gør, at det er nødvendigt otte år efter udgivelsen stadigvæk at henvise til den gamle salmebog? Er folk blevet fattigere siden den gang den gamle salmebog var den nye salmebog – eller burde man også fortælle nummeret i den endnu ældre salmebog, sådan, at man faktisk skulle sige tre salmenumre: Et for den ny, et for den gamle og et for den ældre? At vi er for nærrige – og hvorfor bruge penge på en ny, når vi får numrene i den gamle foræret af Danmarks Radio?

Er det fordi vi endnu ikke har taget salmebogen til os?

Den vi nu engang har

Det er ikke fordi jeg er særlig begejstret for den nye salmebog – den er for lidt ny og nytænkende, men har dog enkelte perler af salmer. Enkelte salmer var bedre i den gamle også selv om der var ændret i dem – hvorfor skal vi synge om at ”fra himlen drypper fedme” … det er jo et negativt ord! Og hvorfor skal alle vers af Den store Mester kommer være med – når de mange mellemregninger, der før var skåret væk, gør salmen for ufokuseret?

Så jeg er faktisk ikke fortaler for den nye salmebog --- ikke længere i hvert fald. Men det er nu engang vores nye salmebog – den, vi bruger i Den danske Folkekirke. Og jeg synes, at man bør gå ud og anskaffe sig en – eller købe en til sin fattige bedstemor – om ikke andet, så for at vise samhørighed, at vi hører sammen og synger med en røst. Der er snart ikke meget andet, vi har tilfælles i Folkekirken, så lad dog ikke denne lille ting også skille os.

En måde at skubbe folk hen i boghandleren kunne jo være, at man lod være med at sige det ekstra nummer til gudstjenesterne. Så det ønske eller råd er hermed givet videre.

jeg tror på... børneattesten

2010-04-26T13:40:00.002+02:00

Nu ved jeg ikke hvor mange pædofile, der er, og hvor stor risikoen er… men er ens barn blevet udsat for noget, så er det en pædofil for meget.

Hvordan passe på vores børn?

Men hvordan skal vi så passe på vores børn? – for vi kan ikke gå og passe på dem 24 timer i døgnet – og det vil de nok heller ikke have godt af. Vi er derfor nødt til at have tillid til de mennesker, som vi betror vores børn til om det så er i fritidsklubben, til spejder, musikskolen, ridning… eller kirken. Ja, det sidste skulle jo ikke være noget problem, men det har de sidste år jo desværre vist med al ønskelig tydelighed: Det er er problem.

Man kan jo så bare som folkekirkepræst læne sig tilbage og tænde præstepiben veltilfreds med et “nå ja, det er jo også den katolske kirke”… men det er jo heller ikke holdbart, for hvorfor skulle der ikke også være pædofile her hos os, måske endda iblandt os præster? Og er der, og udøver de deres trang på stakkels børn, så bør de have langt højere straf end andre, da de virkelig har misbrugt deres position og den tillid og også beskyttelse det giver (”for præsten gør da ikke sådan noget”).

Rutinecheck af præster

Der har derfor været fremsat det synspunkt, at vi præster rutinemæssigt skulle aflevere sådan en børneattest (altså en attest, der fortæller om man har været dømt for sexmisbrug af mindreårige). Egentlig har jeg intet imod at skulle aflevere sådan en attest, selv om der jo altid ligger lidt en mistænkliggørelse i at kræve det, men kan man få luet ud i præstestanden, så vi kan sige: Her er pædofilfrit-område, så skriver jeg da gerne under.

MEEN om så alle i Folkekirken underskriver sådan en anmodning om en børneattest, så viser den jo ikke, at der ikke er pædofile i kirken, men at der ikke er pædofile, der er blevet fanget og straffet. Vi lever jo heldigvis i et samfund, hvor man skal være skyldig, før man bliver dømt, men det betyder jo så også, at der kan være ustraffede pædofile i kirken. Som måske har gjort overgreb, der bare ikke er kommet frem… blevet bevist.

Falsk sikkerhedsfølelse

Hvad jeg vil med dette lille input er egentlig bare at råbe op: Pas på med at tro for meget på de børneattester. Det kan give en falsk sikkerhedsfornemmelse – tingene er ikke bare i orden, fordi ens attest er ren. Det ved vi naturligvis også godt, men på den anden side set, så lyder det næste i medierne som om det var en beskyttelse overfor børnene i sig selv.

Vi skal stadigvæk være vågne, være opmærksomme og så også lytte til de signaler, som vores børn udsender. Vi kunne jo også gå ind i det arbejde, som de har glæde af… det kunne give en tryghed, men også et engagement, som vores børn har godt af. De har fortjent det bedste her i livet – også at vi passer så godt på dem, og lever med i deres liv så meget som overhovedet muligt.

Ordvenderi - eller er der noget om snakken?

2010-04-08T11:18:00.004+02:00

Synes det er interessant, at følge regeringen for tiden. Nu her i forbindelse med Dansk Folkepartis kritik af Lene Espersens familieferie på Mallorca, da siger undenrigsministeren:
»Jeg håber på, at Dansk Folkeparti vil nå til den erkendelse, at hvis vi skal bevare det borgerlige flertal i Danmark, så handler det om at overbevise danskerne om, at vi er de bedste til at levere politiske resultater«.

Det kan godt være, at jeg vender hendes ord... men gælder det mere om at overbevise danskerne om at regeringen kan levere politiske resultater end det drejer sig om at lade de politiske resultater overbevise i sig selv?

Venstre eller Danmarks ve og vel?
... når jeg nu er i gang, så var blev Per Stig Møller ved ministerrokaden spurgt om det ikke var dumt at skifte en erfaren rotte ud på undenrigsministerposten med et så forholdsvist ubeskrevet blad? Hvortil Stig Møller svarede (kort sagt, for jeg husker ikke den præcise formulering), at man fra partiet mente, at det var godt at have formanden på den post, for at stå bedre rustet til næste valg. Det kan godt være, at jeg vender ordene i en retning, de ikke var ment... men skal det ikke være Danmarks ve og vel, der først skal prioriteres i forhold til Venstres ve og vel?

"Han er rød!!!"
Kan I jo så kalde mig - og så afvise mine tanker her. Men nej, jeg er ikke rød. Lige nu er jeg faktisk lige glad med hvem, der sidder og tegner regeringen om det er rød eller blå og sådan har det været i mange år. Det er mig inderligt ligegyldigt, for på de områder, hvor jeg har mine hjertesager, der er der ikke forskel på hverken den ene lejr eller den anden. MEN jeg forventer at de mennesker, som har et mandat bag sig, gør deres arbejde samvittighedsfuldt både overfor dem selv og deres familie, men også overfor deres land. Det kan godt være, at Lene Espersen skulle have ferie sammen med sin familie for at lade op til sit arbejde og for at være mor og hustru... men hun skulle så også være klar til at ofre det, for sit mandat, hvis det virkelig var nødvendigt.
Når det et stykke hen ad vejen bliver forventet af sådan en bette præst og tjenestemand som mig, hvor meget så ikke i forhold til en minister? Ingen tvivl, nu er der jo gået politik i det ... men lad os for landets ve og vel håbe, at det var en god prioritering.

HAN ER OPSTANDEN!!!

2010-04-04T07:00:00.000+02:00

Jesus er opstanden - ja, han er sandelig opstanden!!

Hvem skal have præsten?

2010-03-14T14:42:00.000+01:00

I fredags (fredag den 12. marts) var der en artikel i Jyllands Posten om konfirmationen… eller mere nøjagtigt: Konfirmationsundervisningen. For skoler rundt omkring i landet ville gerne have fingrene i ”de gode morgentimer” og hvis man nu gerne ville arbejde tværfagligt, så kom konfirmationsundervisningen jo også i vejen… Der var mange gode argumenter både frem og tilbage – men vi her i præstegården manglede et argument... og det kommer her i form af spørgsmålet: Hvem skal have præsten?

Heroppe mod nord, hvor jeg er præst, er spørgsmålet også kommet fra skolen: Kan vi ikke få morgentimerne? Og det blev et nej ud fra følgende beregning: Lad os nu sige, at vi har to hold eftermiddagskonfirmander fra klokken 13.00.. for lethedens skyld siger vi mandag og tirsdag… så har vi to hold minikonfirmander (i sidste halvdel af året) onsdag og torsdag. Fredag er min fridag – det vil så sige, at alle begravelser skal ligge om formiddagen – eller om lørdagen (som man fagforeningensmæssigt er på vej væk fra, for de andre ansatte vil jo også gerne have et familieliv i weekenden). Præsten kan jo ikke være to steder på en gang – så spørgsmålet er: Vil man gerne have begravelser om formiddagen – hvor mange er på arbejde og ikke bare lige kan smutte et par timer tidligere? Og det hele bliver jo ikke lettere, når vi præster om nogle få år også får os en 5-dages arbejdsuge, for så er der en dag mindre i regnskabet.

Men på den anden side, så er vi måske på vej væk fra kirkelig betjening ved begravelser – så problemet løser sig måske af sig selv…

Min pilgrimsvandring til/med Gud - indledning

2010-02-27T21:28:00.004+01:00

Første kapitel i min pilgrimsvandring
"Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en"- sådan lyder den jødiske trosbekendelse, "Herren er en". Og sådan er også min tro, Gud er én... og det på flere måder. Gud er én gud, ikke mange guder... Gud er den treenige Gud. Gud er én Gud - dvs. der er en eller anden fast "størrelse", som man kan sige - det er Gud, sådan er Gud, sådan handler han, sådan tænker han, sådan er Gud... det kan godt være, at jeg ikke kan fatte det store omfang af Gud... for jeg er jo kun et menneske, der har svært nok ved at fatte omfanget af noget som helst, så hvordan så fatte Gud? MEN det betyder for mig så ikke, at der ikke er denne faste "størrelse" et eller andet sted - som er. For "Herren ER en", Herren er... og når han er, så må han jo også være på en bestemt måde, synes min logik i hvert fald at sige. Og da Gud ikke er en tavs Gud, men en talende Gud, der endda skabte ved at sige et ord, så er vi ikke på "Herrens mark", når det gælder om at finde ud af hvem denne Gud er. Også fordi han netop har talt og har åbenbaret sig. Sådan lige på siddende balle har jeg regnet mig frem til, at Gud i hvert fald har åbenbaret sig på fire måder:

Han har åbenbaret sig i skaberværket
Han har åbenbaret sig i samvittigheden
Han har åbenbaret sig i Bibelen
Han har åbenbaret sig i Jesus

Så derfor: Vi må kunne finde ud af noget om Gud, vi må kunne sætte en masse puslespilsbrikker sammen, så vi kan finde ud af hvordan Gud er, for vi lever jo i Guds åbenbaring, ja er selv endda skabt i hans billede... og liggende foran os på bordet har vi hans ord i form af Bibelens åbenbaringer. Det er da ikke en dårlig start.

Sådan er min holdning altså - kort ridset op: Der er et rigtigt gudsbillede, som måske er frakmenteret, men som alligevel især i Bibelen kan verificeres og rettes til. Der en Gud... og vi er alle som kristne på søgen efter hvem denne Gud er.

Provokationen

Og så ramte provokationen mig for nogle år siden, endda fra min gamle menighedsrådsformand: "Ja, det er svært at arbejde med gudsbilleder, for det er så utrolig personligt hvad gudsbillede vi har". Underforstået: Ikke personligt, som sådan noget, man holder for sig selv, ligesom man holder ens årsindkomst for sig selv, for det er personligt. Men personligt, fordi vi på en eller anden måde kommer frem til vores personlige gudsbillede. Slam - sagde det. Jeg modsagde ikke tanken og tog ikke handsken op, for dels var det ikke lige tid eller sted for sådan noget, og dels ville jeg ikke lige have mine øre i maskinen, så den ikke kørte så glat med de næste ting, jeg gerne ville have igennem som præst.

Den næste gang provokationen ramte mig, var her for et par måneder siden i et kursus om sjælesorg overfor dødende. Faktisk har jeg ikke været på sådan et kursus, som har sat så meget igang i mig som dette. Fantastisk og frygteligt - og det især ud fra den provokation, der ramte mig. For også her kom vi jo ind på gudsbilledet - det er jo klart, når man ligger dødende, så påvirker det ens gudsbillede og i sjælesorgen med den dødende kan man så få sig et indblik i dennes gudsbillede.

Læreren mente helt klart, at ens gudsbillede var meget påvirket af ens faderbillede - Gud er jo også vores himmelske far, så det er vel ikke så mærkeligt, at ens jordiske far og sådan som han er/var også påvirker den måde, hvorpå vi ser Gud. Det er vel ikke så provokerende, at ikke-bibelkyndige på den måde kan være slået ind på et forkert gudsbillede... for det viste læreren ofte var tilfældet, når man tog skavankter fra ens far og klistrede dem over på Gud. MEN provokationen lød så: I som præster har også et privat gudsbillede, og før I har gjort jer det klart og hvorfra I har det, så kan I ikke hjælpe andre. Sådan sagde han det ikke direkte, men sådan blev det modtaget på forreste række, hvor jeg for en gangs skyld havde placeret mig.

Min pilgrimsvandring til/med Gud

Okay - da jeg så kom tilbage fra kurset lovede jeg mig, at finde ud af, hvordan mit Guds billede er, og hvordan det er blevet formet. Jeg vil læse en masse for at få mine tanker hjulpet på plads - jeg vil provokere mine vanetænkning og jeg vil have rystet mig så meget, at kun Gud kan holde mig oppe (havde jeg nær sagt). For dybest set, så tror jeg jo, at jeg er godt på vej i den rigtige retning - at grundlaget for mit gudsbillede er det sande Gudsbillede - så tæt på faste "størrelse", som jeg kan komme lige nu. Men hvad om jeg tager fejl? Hvad om jeg læser Bibelen forkert - eller ubevist/bevidst springer sider af Gud over, som jeg ikke bryder mig om eller som jeg ikke kan få til passe ind andre steder.

Det er det jeg vil finde ud af - og jeg vil invitere jeg med ud på det, jeg vil kalde min pilgrimsvandring til/med Gud. Jeg ved ikke, hvornår næste del kommer - hvornår jeg tager næste etappe... men det kommer før eller siden. For det er ikke noget, der skal forceres igennem, men noget, der skal arbejdes systematisk igennem... eller så systematisk, som et rodhoved som jeg nu kan gøre det.

Inden jeg smuttede på ferie, var jeg lige forbi Hirtshals Bibliotek, hvor jeg lånte Jonas Gardells "Om Gud" ... aner ikke hvem manden er ... men et par sider inden i bogen læser jeg

"I 1200-tallet udtrykte den muslimske mystiker Ibn Arabi den tanke at Gud i hvert enkelt menneske har indprentet et af sine uendelige mange gudsnavne. I hver af os findes et unikt aftryk af Gud - og tilsammen udgør vi et partitur som kun Gud kan synge" (s. 9).

Hmrf... lyder besnærende og flot... men et eller andet i mig kan alligevel ikke med den tanke. Han fortsætter:

"Det som hver enkelt af os kan gøre, er at søge det gudsnavn som Gud har indprentet i os, at søge konturerne af Guds aftryk i os selv - og nære respekt for at vor næstes søgen nødvendigvis må se anderledes ud da vedkommendes guddommelige navn har en anden tone, en anden farve, en anden nuance end vores..." (s. 10).

Som sagt - en smuk og besnærende tanke - men et eller andet siger alligevel nej til den. Om ikke andet, så også fordi det kommer fra en muslimsk mystiker, og er det ikke et andet sted end i mine fire åbenbaringskilder?

Jeg vil holde fast i min fire åbenbaringskilder - med mindre nogle får mig overbevist om at jeg har overset en anden åbenbaringskilde... og hvad er målet? Ja - det er jo ikke så håndgribeligt som Santiago de Compostella... men et foreløbigt mål kunne være: "Få stadfæstet eller revideret min gudsbillede" eller i hvert fald: "At lære Gud bedre at kende"... den sidste er nok den fromme udgave af den første.

Jeg vil håbe, at I vil give mig inputs undervejs - også til at komme videre på andre veje, som jeg ikke lige ellers ville tage af mig selv. Og så vil jeg ellers sige mit livsmotto: Gud i vold!

Bestikkelse?

2010-02-10T15:02:00.003+01:00

Hmmm.... jeg fik et brev fra Danmarks Søndagsskoler, der har indsamlingsdag på søndag (hvor vi samler ind til dem). Brevet var en opfordring til at sige nogle pæne ting om dem... og så var der samtidig en flødekaramel, Toffee Big Ben, som straks røg ned i svælget på pastoren.

MEN jeg fik hurtig en dårlig smag i munden - ikke pga. slikket, for det smagte godt - men har jeg mon ikke gjort mig skyldig i som embedsmand at modtage bestikkelse??? UPS!!! Håber, at jeg hermed ved at stille mig op på en offentlig skriftestol, at jeg så dermed kan undgå en eventuel tjenestelig irettesættelse eller evt. endda også en tjenestemands sag :-(

Jeg lærte det hele i børnehaven

2010-02-04T14:59:00.002+01:00

"Del alt.
Vær fair.
Lad være med at slå folk.
Læg ting tilbage hvor du fandt dem.
Ryd op efter dig.
Lad være med at tage ting der ikke tilhører dig.
Sig undskyld når du har såret nogen.
Vask hænder før du spiser.
Husk at trække i snoren.
Varme småkager og kold mælk er sundt.
Lev afbalanceret - lær lidt og tænk lidt og tegn og mal og syng og dans og leg og arbejd en smule hver dag.

Tag en eftermiddagslur.
Når I går ud i Verden, så pas på trafikken, hold hinanden i hænderne og hold sammen.
Vær opmærksom på mirakler. Husk det lille karsefrø i æggebakken; rødderne går nedad, og planten går opad,og ingen aner hvordan eller hvorfor, men sådan er vi alle sammen.
Guldfisk og hamestere og hvide mus, ja selv det lille karsefrø i æggebakken - de dør alle sammen. Og det gør vi også.
Og husk dine billedbøger og det første ord, du lærte - det største af dem alle - SE."

(Robert Fulghum i bogen "Jeg lærte det hele i børnehaven)

Dronningens nytårstale og fois grois

2010-01-01T23:36:00.004+01:00

Jeg er nødt til først at slå fast, at jeg hverken er antiroyalist/republikaner eller andet af den slags, men at jeg så heller ikke er royalist. Jeg synes tingene fungere godt med et kongehus lige for tiden. Jeg synes det er praktisk, at have folk ansat til at klippe snorer over og rejse rundt og vinke på arbejdspladser og plejehjem (det her lyder måske nedladende... men sådan er det ikke ment)., for så kan politikerne varetage ledelsen af landet. Jeg ser ikke noget specielt i kongefamilien og dronningen - for de er for mig at se kun noget særligt, fordi vi tillader dem at være noget særligt. Og derfor ser jeg også dronningen som altfavnende og samlende person, der kan være landsmoder for os, hvis hun på en eller anden måde også gør sig fortjent til den status. Så er det vist cementeret.

Nytårstalen
Og jeg må faktisk sige, at jeg blev en smule skuffet over hendes nytårstale i 2009, for vel er der afstand mellem os og hende, men den virkede på en måde rigtig stor i hendes tale. Som om hun levede lidt i et andet Danmark end det, jeg lever i. Hun sagde blandt andet:

krisen "bliver vi næppe af med lige med det samme; men krisen kan være en spore til at overveje, hvordan vi lever vort liv. Måske er det slet ikke så usundt at sætte tempoet lidt ned, at give sig tid til at nyde øjeblikket, finde tid til at være sammen med sine nærmeste, mærke efter hvordan de har det, og hvordan det går også for andre, som ikke står os så nær."

Hmmm... ja, man kan nyde øjeblikket, når man er blevet arbejdsløs. Man kan nyde øjeblikket, når man så er nødt til at sælge sit hus og flytte et andet sted hen, og ens børn er nødt til at skifte skole. Man kan faktisk se finanskrisen som noget positivt! Det er naturligvis positivt at kunne se noget positivt selv i en krise, men det kunne også af onde sjæle drejes derhen, hvor man siger, at hun ikke har forstået tidens alvor og de personlige kriser flere og flere er kastet ud i - man har indtrykket, at finanskrisen er gået fuldstændig udenom kongehuset (hvilket den nok også har). For går de ned i tempo som følge af finanskrisen? En, der kalder sig selv for Mads i debatten om nytårstalen på DRs hjemmeside, skriver: "Det grænser til arrogance, at sige til folk der har fået deres økonomiske grundlag revet væk, p.g.a. bonus hungrende bankdirektører og dårlige politikkere. at de skal nyde øjeblikket". Det er måske lidt voldsomt sagt - men viser, at overfortolker jeg, så er jeg i hvert fald ikke ene om det.
Og går man ned i tempo fordi man bliver arbejdsløs? Ikke som jeg ser det i min arbejdsløse kone, så render man da fra det ene til det andet for at opfylde kravene for understøttelse. Vi jokede med det på et tidspunkt: Ja, det bliver da godt at få et job, så du kan sætte tempoet lidt ned.

Men finanskrisen lærer os at sætte tempoet ned og det er positivt. Så derfor ser det pludselig ud som noget godt, at vi er nødt til at vænne os til mådehold.... jeg synes virkelig ikke, at den rige dronning er den rette til at tale om mådehold og om at sætte tempoet ned, fordi man er blevet arbejdsløs.

Og at vores samfund skulle dyrke ungdommen.... måske er det bare mig, der er ung, og ikke kan se det... men er det sådan mere? Jeg synes nu ikke det er så slemt, som hun gør det til. Har det ikke været sådan en gang - men har nu udjævnet sig? Ja, jeg fik faktisk ikke en stilling på et tidspunkt, fordi jeg var for ung . mente de :-)

Fois Grois

Og når vi nu snakker mådehold, så er det interessant at se menuen ved den nytårskur, som Dronningen inviterede til 1. januar. Den bestod blandt andet af fois grois. Hvis du ikke lige ved hvad det er, så er det i hvert fald ikke mådehold :-) Men rent dyreetisk er det heller ikke ligefremmen det bedste at spise. På hjemmesiden for Dyrenes Beskyttelse fortæller man, at man får fois grois ved at tvangsfodre gæs og ænder, så deres lever bliver 6-10 gange så stor som den ellers ville være. Det er rent faktisk forbudt at lave fois grois herhjemme - men det er ikke forbudt at købe og spise denne luksus-ret. Dyrenes beskyttelse skriver:

"Vi opfordrer til, at man hverken køber eller bestiller foie gras på restauranten, da produktionen af foie gras på alle måder er fuldstændig uacceptabel. Foie gras produktionen er så belastende for fuglene, der udsættes for stress, smerte og lidelse i forbindelse med tvangsfodringen, og
produktionen burde stoppe øjeblikkelig."

Tjah - men det er det, som vores Dronning serverer for landets spidser, dagen efter hun har talt om at nyde øjeblikket og om mådehold. En luksus-ret, der vil være forbudt at lave herhjemme, fordi man mener at dyret lider.

Afrunding
Ja, jeg får nok ingen medalje fra hoffet efter denne fatwa, men jeg må da hellere sige, at man først bliver skuffet, når man med rette kunne have ventet noget andet - måske fordi man ved, at den person, der leverer en skuffende præstation kunne gøre det bedre. For det er virkelig stadigvæk mit indtryk, at vi har en klog dronning og at hun klarer sin opgave godt - så derfor synes jeg, at denne ordning med kongehuset skal bestå stadigvæk. Men jeg er altså bange for, at alt for mange af disse taler bare vil bærer brænde til deres bål, der ønsker kongehuset afskaffet.

Nå... men når det så er sagt... så: Godt nytår

Maldiverne og sharialovgivning

2009-12-19T23:51:00.005+01:00

Jeg så lige et klip fra det store klimatopmøde, hvor ellers mange har skældt ud på Lars Løkke Rasmussen. Der var dog en, der ikke skældte ud, men tværtimod roste statsministeren, og det var præsidenten fra Maldivierne. Det er ellers et af de lande, der vil mærke klimaforandringerne voldsomt, da øriget simpelthen vil blive opslugt at havet. Præsidenten, der på mødet blev udråbt som en helt, fortalte, at landet iflg. eksperterne vil nå et kritisk stadie om 7-8 år.
Men hvad er det egentlig for et land, Maldiverne? Tjah ... det er et islamisk land med sharia-lovgivning. Et land, hvor det ikke er tilladt at praktisere sin kristentro og slet ikke forkynde om Jesus.
Missionsorganistationen, Åbne Døre, der hjælper forfulgte kristne, laver hvert år en liste over hvor det er hårdest at være en kristen... jeg prøver lige at gengive nogle af dem på toppen af deres liste:
1) Nordkorea
2) Saudi-Arabien
3) Iran
4) Afghanistan
5) Somalia
.... og kun på en 6. plads finder vi... Maldiverne.

En sjette plads!!! Det er da helt vildt så højt oppe dette land er. Selv kristne i det kommunistiske Kina har det bedre, for de er på 12. plads. I kan selv se listen her (tryk her). Her er hvad der står om Maldiverne:

I øgruppen Maldiverne, er islam den officielle stats-religion, og alle borgere
skal være muslimer. Sharia-loven følges, hvilket forbyder omvendelse fra islam
til en anden religion. En konvertit kunne miste sit statsborgerskab. At forbyde
praksis af nogen anden religion end islam anses for at være et vigtigt redskab
til at stimulere national enhed og bibeholdelse af regeringens magt. Således er
det umuligt at åbne nogen form for kirke, selvom udlændinge har tilladelse til
privat at praktisere deres religion som enkelt-individer. Samlinger m.h.p.
kristen tilbedelse blandt udlændinge er også forbudt, og man har ikke lov til at
opmuntre beboerne til at deltage i gudstjenester. Bibelen og andet kristent
materiale kan ikke importeres udover et eksemplar til personlig brug. I landet -
som er et af de mindst evangeliserede lande i verden - er der kun en håndfuld
oprindeligt troende, og de udlever deres tro i absolut hemmelighed pga. den
allestedsnærværende sociale kontrol fra andre maldivere. Der var stort set ingen
fremskridt for religiøs frihed i 2008 på trods af, at en ny konstitution blev
vedtaget og landet valgte en ny præsident, hr. Nasheed. Der var i år ingen
rapporter om oprindeligt troende, som er blevet arresteret, eller om kristne,
som pga. landsforvisning er blevet deporteret fra landet.

Hvad vil jeg så sige med det?
Tjah - det spørger jeg mig også selv om. Selvfølgelig skal man hjælpe dette land så godt man nu kan - og også stille krav tilbage om at behandle borgerne anstændigt og give frihed til at tro, tale og handle som man nu vil.
Hvilke krav om menneskerettigheder har man stillet i forhold til at yde hjælp/klima-erstatning (eller hvad man nu kalder det)? Det kan godt være, at man ikke skal sammenblande sådanne ting, fordi her er det noget højere, der er på tale, nemlig vores alles liv og velfærd... det kan vi tale om, når alting (forhåbentlig) kommer tilbage til sin vante gang. Men er det ikke bare os, der ønsker at de "normale omstændigheder" bare fortsætter, hvad med den kristne f.eks. på Maldiverne?
Spørgsmålet er, om det ikke netop er nu, at vi skal se på sådanne ting. Nu, hvor vi pludselig står overfor en fælles fjende: Menneskets grådighed og egoisme. Nu skal der til at laves ting om - for det, der skal laves om er jo ikke bare på politisk plan, hvor ledere skal skrive under på et dokument, men det er hele vejen ned i samfundene - ned i den måde vi lever på. Så når vi nu alligvel er i gang, så kan vi jo lige så godt tage alting med - og ikke "bare" se på det fysiske og så sige, at det åndelige og det religiøse må underligge sig det fysiske. Det er måske endda det, der i første omgang har bragt os herhen, hvor vi er i dag.

Jeg stoler på Gud
I en prædiken (som jeg ikke har fået lagt ud på nettet endnu, men den kommer), som jeg holdt dagen før det store topmøde begyndte, sagde jeg blandt andet:

"Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv: Hvornår har menneskeheden virkelig sat sig et positivt mål med positivet midler, og så opnået det? Ja, jeg er ikke kommet i tanke om noget tilfælde. Vi kan godt sætte os høje mål ved store konferencer og store militære oprustninger for engang for alle at slå fjenden tilbage, så vi får ”peace in our time”, som den engelske premiereminister Neville Chamberlain sagde, da han havde forhandlet med Adolf Hitler: Fred i vores tid. Men den fred varede ikke længe, men så kom 2. verdenskrig, krigen som skulle afslutte alle krige… men også det kom ikke til at passe. Vi kan sætte os høje mål, og vi mennesker kan se så positivt på os selv, at vi måske endda tror det kan lade sig gøre, men historien taler sit klare sprog – det lykkes ikke. Og vel kan historien ændre sig, men det kan mennesket ikke. Bibelen taler rigtig mange steder om fred og om at passe på skaberværket, men den giver os ikke meget håb om at det er noget, der skal bygge på vores bestræbelser. Den bygger ikke sine forhåbninger på en amerikansk præsident – for Bibelens fred bygger ikke på nogen isme, om det så er kapitalisme, nazisme, socialisme, kommunisme, humanisme eller amerikanisme eller hvad vi ellers kan finde på af ismer. Bibelen bygger ikke sine prognoser på alverdens kloge biologer og eksperter i gletschere og på alverdens delegerede, der strømmer til
Danmark for at frelse verden for os mennesker, men den bygger sin fremtid på
Kristus".

... Jeg stoler på Gud - uanset hvad, så tror jeg på at Gud nok skal klare det. Når vi mennesker har kæmpet det bedste vi har lært og kæmpet det værste vi har lært - og bagefter os har en stribe af nederlag og ødelæggelse, og planeten Jorden måske har lidt en krank skæbne undervejs, så tror jeg stadigvæk på Gud. Tror, at han vil stå frem - ham, som lederne i Maldiverne nægter folket frihed til at tilbede. Selv de lederes knæ vil bøje deres knæ for ham - og kalde ham Herre.

København - et flop?

2009-11-15T12:13:00.003+01:00

Nå, nu er København-miljø-topmødet endelige blevet lagt i kisten, i hvert fald rent forventningsmæssigt. APEC -som består af nogle af de førende økonomier som USA, Kina og Australien har i hvert fald droppet det centrale klimapunkt om at halvere CO2-udledningen inden 2050. De kan simpeltehen ikke nå at nå til en aftale, siges dér.

Ond mistanke
Ikke nå det... der har jo simpelthen været forhandlinger og møder på alle niveauer i hele verden. Ikke nå? Jeg tror simpelthen, at de ikke har en vilje til det - selv Barack Obama har det kun i sin mund, så på det punkt ligner han lidt "den store djævel" (sådan er han i hver fald fremstillet i medierne, forgængeren George W. Bush. Men denne sagde dog tingene ligeud. For det er jo dyrt, det gør det dyrere at være f.eks. amerikaner. Det kan simpelthen ikke økonomisk betale sig - men rent menneskeligt kan det ikke betale sig at lade være.
Jeg ved godt, at det er en ond mistanke dér her - og især følgende: Hvad lavede Anders Fogh Rasmussen så, da han rejste verden omkring og talte klimaets sag? Ja, han endte jo som NATO-generalsekretær, var det hans rigtige mål for hans rejser - og så var klimatopmødet bare et middel? Tjah... det kan man jo have lov til at gætte om, men han har i hvert fald ikke gjort sit til at bane vejen for en aftale her i år.

Menneskeskabt eller naturlig udvikling?
Ja, ganske ganske få forskere mener jo, at klimaforandringerne ikke er menneskeskabte, men ganske naturlige og noget, som vi mennesker ikke kan gøre noget ved. Tjah... jeg håber faktisk de har ret, for vi mennesker kan åbenbart ikke tage os sammen til at gøre noget seriøst ved det.

Bare en lille bøvs her før middag-. God søndag - og nyd det gode vejr. Der kommer vist åbenbart mere af slagsen i de kommende år. (Se her)

World Trade Center genopstået

2009-11-02T22:43:00.003+01:00

7,5 ton stål fra de to tvillingetårne, der udgjorde World Trade Center, er nu så at sige genopstået, ikke som et nyt højshus, men som et skib... krigsskibet USS New York. (I kan læse om det her på Politikens hjemmeside).

Er det bare mig, der sidder med en lidt mærkelig smag i munden. Alle tiders, at man bruger stålet til et eller andet håndgribeligt, men at det skal være et krigsskib, synes jeg er meget symbolsk... og det på en negativ måde. Vel er skibet ikke bygget til i sig selv at sende bomber og des lige af sted mod fjenden, men det skal bruge i krigens tjeneste. Bruges mod USAs fjender. Bruges mod dem, der gjorde 11. september imod os.

Det er virkelig symbolsk det skib - det er lavet af et smerteligt tab i USAs historie, men det bliver vendt til en jerknytnæve lige i hovedet på "the bad guys". I gjorde noget ondt imod os, det bruger vi imod jer.

Tænk nu, hvis man havde brugt stålet til at lave et hospitalsskib, der skulle sendes ud for at hjælpe til ved humanitære katastrofer i stedet for. Hvilket andet signal ville det ikke have sendt! I gjorde noget ondt imod os, det bruger vi til noget godt.

Ikke at den slags mennesker, der kan finde på at smadre passager-fly mod højhuse vil være i stand til at kunne aflæse sådant et budskab, men det ville virkelig sende et signal til resten af verden. Men i stedet er verden blevet endnu et krigsskib rigere... eller fattigere?

Allehelgens-tanker

2009-11-01T09:00:00.000+01:00

Det er i dag Allehelgensdag - eller sådan, som vi vel rent kirkeligt behandler dagen nu: Alle Sjælesdag. Hvor Allehelgensdag handler om "Den store hvide flok" - martyrene, som Brorson skriver om:

"Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt" (Salmebogen, 571).

Men nu er det mest alle de døde, der er i centrum - alle sjæle. Om man så går fuldstændig amerikaner-amok, og gør det til halloween med græskar, drabelig udklædning og "chick or treat" eller man tager et starinlys og en blomst og går i ro og mag op på kirkegården. Det er det sidste, jeg vil satse på i dag. I dag - lige som sidste år - får vi ledsagelse af mine svigerforældre... dejligt at de kommer og er med til at markere denne dag med os.

Den første salme, vi skal synge ved gudstjenesten her om en helvandentimes tid, er "Stat op min sjæl", som indeholder de flotte, stærke og smertefulde linier

"Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde" (Salmebogen 224,5).

Jeg synes virkelig, at det vers går lige i hjertekulen på mig - ja, vi har bragt noget kært til graven, men det er stadigvæk i vort hjerte.

Dig, der har mistet en, du holder af, kender du ikke det? At vi har dem stadigvæk som minde, savn og knuste drømme i vores hjerter? Og netop dem, som vi har dér, kan vi få lov til at bringe til Jesus. Ham, der døde - ligesom vore kære døde, men som er levende... ligesom vore kære en gang skal blive levende. Jesu død på korset tilintetgjorde mine og mine kæres synder - Jesu opstandelse viser, hvad det betyder for mig og mine kære. Han lever og I skal leve!... de skal leve.

Jeg aner ikke hvad der sker på den anden side af døden - har aldrig været dér. Men min bedste ven og frelser har været dér - og er der stadigvæk... og han vil tage imod os, som han har taget imod vore kære. Det er derfor ikke ukendt land, for vi har Jesus som vores guide.

Jeg håber, at du må få en rigtig god allehelgensdag...

Skønt at være far...

2009-10-11T23:24:00.002+02:00

Det bliver bedre og bedre... havde nogle sagt til mig, for 2 år siden, at det ville være så skønt at være far, så ville jeg have sagt:"Det er dejligt at høre", men dybest set havde jeg ikke troet det. Josva er simpelthen bedre, smukkere og sødere end jeg overhovedet har kunne forestille mig.

Tænk - sådan et dejligt lille barn, der er blevet os betroet... som er blevet mig betroet. Et lille væsen, der er ved at opdage verden og sig selv. Som skridt for skridt finder ud af hvad livet er - og som møder det hele med smil og forventning om, at alt da naturligvis vil ham det godt.
Når han sidder i indkøbsvognen og vi kommer hen til kassen: "Hej hej"... lyder det med et kæmpe smil. Eller da han kom mig i møde i morges imellem gudstjenesterne og holdt op med at græde (han måtte ikke smide øllebrød ned i saftevandet... dumme mor) - og kom storsmilende og ville have et knus af sin far. Eller da han i går aede mig over kinden med sin små fingre.

Jeg bliver simpelthen så lille, når jeg tænker på min dreng. Alt det han oplever nu, er starten opå hans liv og er det, som vil fremstå som det eventyriske fortidland, der hedder "barndommen". Præstegården her i Horne vil være hans første barndomshjem - det sted, hvor alting på en eller anden måde bare var rosenrødt.Og vi er ansvarelige for at det skal blive så rosenrødt og godt...

Jeg havde aldrig troet, at det ville være så godt at være far. Der er meget arbejde i det - det er mange bekymringer... men glæden er så meget større. Uanset hvor mange mennesker, der havde stillet sig op og svoret for mig, at det var godt at være far... ja, jeg tror, da at jeg ville tro, at det var godt for dem.... men de er jo også "dem", jeg er "mig" og vil sikkert opleve det på anden måde. Og lige som man tror, at nu bliver det ikke bedre med ham, så giver han lige en tand til... smiler lige lidt ekstra. Griner og ryster hovedet, som kun den lille bette prut kan gøre det - og han har igen overgået sig selv.

Bare en glad stemningsrapport her fra Horne. Håber I har haft en god weekend - og dem af jer, der skal have efterårsferie, til jer, vil jeg håbe, at I må slappe godt af og nyde tiden med jeres nærmeste.

Devaluering af fredsprisen II

2009-10-09T14:03:00.002+02:00

Dette er anden gang, jeg skriver om devaluering af fredsprisen - sidste gang jeg gjorde det var for 2 år siden, da Al Gore fik prisen - I ved "the former-next president of the United States" som han siger, når han skal være sjov (se mit indlæg her).
Denne gang er det den amerikanske præsident Barack Obama, der skal have fredsprisen. Og igen - jeg synes det er at devaluerer den pris. Jeg er fuldstændig ligeglad med hvem, der får prisen... men jeg synes der er så mange andre, der vil være mere oplagte.
Han får prisen, fordi han igen giver verden håb - men han har jo faktisk ikke lavet noget. Sådan reelt - i denne video (fra Saturday night, hvis den skule være forsvundet fra nettet) gør på en sjov måde opmærksom på at Obama faktisk ikke har lavet noget - han har lovet noget, men ikke lavet noget. Han har næsten være i gang i et år, men har ikke noget at vise... ja, han var tre måneder om at vælge sin hund. I klippet siger "Obama" hvad han har lovet, og hvad han har gjort:
Lukket Cuba-basen - nej
Ude af Irak - nej (ikke i hvert fald ikke sidste gang han checkede)
Gjort forbedringer i Afghanistan - nej (det er faktisk blevet værre)
Reformer af sundhedsvæsenet - nej
... se den - den er faktisk sjov!

Men ærligt talt - jeg kan godt lide Obama - han skal nok få lavet noget stort... men lige nu har han altså kun holdt gode talere - og hvor mange af dem har han selv skrevet, og hvor mange af dem har hans taleskriver lave?
Jeg synes virkelig, at der er andre, der burde stå først i rækken - og være mere oplagt til den præmie.
- Hvad med Morgan Tsvangirai fra Zimbabwe? Vel har han heller ikke lavet noget, men har har dog kæmpet og ofret for demokrati og fred.
- Hvad med (symbolsk) oprørene for fred og demokrati i Iran?
- Hvad med det afghanske folk, der trods lidelser gik hen og stemte, da der var valg - flere blev straffet for det af Taleban?
... bryder man sig ikke om at give store grupper prisen (det har man dog gjort før), jamen så kan man da sikkert nok finde en person der på en særlig måde repræsenterer dem.

Som sagt, så er der en masse mennesker, der for mig at se, burde stå foran Obama... også fordi han sådan set ikke har lavet noget endnu. Og nej - jeg er ikke antiamerikansk. Nej, jeg er ikke racist. Nej, jeg er ikke republikaner. Nej jeg.... er ikke andet end en, der egentlig er lige glad med Nobels fredspris, for den er virkelig igen blevet devalueret... når der nu er noget, der hedder Nobels Fredspris så kan man jo lige så godt bruge den rigtigt og støtte de rigtige - og hædre de rigtige. Det mener jeg ikke man gør her.
Så det vil virkelig stå Obama godt, hvis han sagde tak for tilbudet, men bad dem vente nogle år endnu, og så give den til nogle andre. Det gør han nok ikke... så tillykke med den, Obama. Gid du må vise dig værdig til at modtage den.

Undskyld Seidenfaden

2009-10-08T16:13:00.002+02:00

Tjah - hvor er det dejligt, når man er nødt til at sige undskyld, fordi man bliver positivt overrasket!! Jeg skrev den 30. september et indlæg om det debatmøde, der var som alternativ til gudstjenesten, der markerer starten på Folketingets åbning (se her).

Men til dette møde, der skulle hovere over kristendom og kirke og være en slags alternativ gudstjeneste med to selviscenesættende politikere som kordegn og organist, da "vender" Thøger Seidenfaden for mig at se på en talerken. Han slog da fast - som vel er i overensstemmelse med sandheden - at han ikke er religiøs på nogen måde, og gik derefter i gang med at lyne mod sekularismen som alternativ religion.

"Efter min mening kommer den største trussel mod sammenhængskraften i samfundet ikke fra religiøs side, ikke fra kristen side, ikke fra luthersk folkekirkelig
side, men derimod fra den lurende og ind imellem meget voldsomt artikulerede
sekularisme. Den sekularisme, som kan være meget intolerant over for religionerne og som har klangbund i den største del af den danske befolkning".

Hovas... hvor fedt sagt - og hvor rigtigt sagt! Ja, jeg kan kun sige undskyld for mit fordumsfulde indlæg mod ham og tage hatten af for det mod, det har krævet at sige sådan noget i det forum og på den dag. Men den anden paneldeltager, journalist Martin Krasnik, føler jeg ikke nogen grund til at undskylde overfor. Han havde åbenbart svært ved at skjule sin ærgelse over at mødet fik denne uventede drejning. Og han havde i det hele taget svært ved at se hvor den aggressive intolerance skulle findes blandt sekularister. Tjoh - man kunne f.eks. bare se på det møde, han var paneldeltager i :-)

Der var 30 deltagere ved mødet - og et par andre folketingsmedlemmer, blandt andet en fra Færøerene... mon ikke vedkommende får lidt svært ved at blive genvalgt i det mere religiøst/kristent bevidste Færøerene?

Anden pointe bekræftet
Nå - men der ser faktisk ud til, at debatmødet også fik en anden uventet virkning: Der kom faktisk flere til gudstjeneste end ellers!! Blandt andet Naser Khader kom til gudstjeneste - i protest. Jamen - tænk en muslim, der er protestant. Men så ser man min anden pointe i mit indlæg blive bekræftet, nemlig at kirken blev spundet foran politikkens vogn og altså taget til gidsel i et politisk ærinde.

DDR - 60 år

2009-10-07T07:24:00.000+02:00

I dag er det 60 år siden, at DDR blev grundlagt. For 20 år siden var der stor festivitas i anledningen af DDRs 40 års jubilæum. Gobbe var på besøg i Berlin - han havde sagt nej til at sætte den russiske hær ind mod den mere og mere voksende utilfredshed i Østtyskland.

Men man ville alligevel holde en mægtig fest, hvor daværende øverste, Erich Honecker, var indbyder. Fra Danmark var nu SF-er Ole Sohn, der var formand for Danmarks kommunistiske Parti.

Et ikke heldigt billede, synes jeg. Synes i det hele taget ikke så godt om Ole Sohn - virker lidt "vende-kåbe-agtig", som man ikke rigtig ved hvor man har. Lidt uhyggeligt, at han sikkert bliver minister i en måske kommende S-SF-regering.

Nå, men 11 dage senere blev Honecker tvunget til at gå af - og 3 uger senere faldt Berlinermuren. Og verden blev lige så langsomt et diktatur fattigere!! Storartet.

Så er det jo på tide med en af de vittigheder, som ikke længere er sjove:

Gobbe var på besøg i Østberlin, men han frøs, så han tog vest på.

he he... morsom!!

Obama i København

2009-10-02T09:57:00.003+02:00

Synes det er sjovt, at pressen hele ugen har sagt, at Obama først kommer fredag... men de har ikke lige med i overvejelserne, at Michelle egentlig også er Obama. Lidt ligesom at ringe her til præstegården og spørge efter "pastor Legarth"... tjo - hvem af dem, der er to lige for øjeblikket!

Nå - men Greenpeace har lige som irakiske flygtninge besat en kirke (sådan vil det danske parti nok vælge at tolke det), og hængt et banner op: "Obama - right city - wrong date". Men det skal nok blive fjernet inden Obama nærmer sig - det ville jo lige som ødelægge det glansbillede, som vi gerne vil hædre vores gæst med.

Egentlig: Jeg er ligeglad hvor det OL skal afholdes henne - interesserer mig ikke for den slags politik - men mon ikke det bliver i USA. Jeg tror virkelig ikke, at Obama vil have sit navn kædet sammen med en sag, der bliver tabt. Mon ikke, at hans stab har forhørt sig om mulighederne for at det blev USA? Tror det... men vi får se!

MEN der er jo noget over det slogan, at det er den rigtige by, men det forkerte tidspunkt. Jeg synes, at det, at han møder op til dette møde, at det forpligter ham til at møde op til klimamødet i senere på året. Eller også viser han en noget speciel form for prioritering.
Jeg tror dog, at han kommer... jeg er faktisk fast overbevist om det. Med mindre, at han ikke vil have sit navn forbundet til en sag, der er tabt på forhånd. Der er jo også noget PR i det... tror ikke nødvendigvis, at det er sådan, at dér, hvor præsidenten gør noget, at der bliver det en succes. Men jeg tror ofte, at det er sådan, at dér, hvor der er mulighed for succes, der gør præsidenten noget.

Men det er vel også tid til at se lidt resultater af hans flotte taler. For det må man give ham - han er en god taler, men nu skal der snart ske resultater. Læste i går, at nu er den første republikanske politiker begyndt at gøre sig officielt klar til at blive kørt i stilling som hans udfordrer til præsidentembedet ved næste valg. Valgkampen er skudt i gang!

Gudstjeneste og Folketing

2009-09-30T10:16:00.003+02:00

Fælles fjende gør fælles ven... jeg har egentlig altid synes, at det virkede rigtig hyklerisk, at Folketinget begyndte deres arbejdsår med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke - man kan jo ikke vide det, men hvor mange mon egentlig mener noget kristent med at gå til den gudstjeneste? Det er sikkert bare en gammel tradition uden indhold for mange af dem, men så længe ham ved roret i partiet går foran ind, så er man jo en skidt dreng (Jens Rhode), hvis man bliver væk.
Og er det ikke også på en eller anden måde en gidseltagning, hvor kirken på den måde bliver sat som garant for alt det, der bliver bestemt i folketingssalen, og som ikke har noget med kristendommens etiske normer at gøre? Eller i hvert fald mindre og mindre.
Men alligevel - Danmark er en gammel kristen nation, så derfor har jeg alligevel slugt disse kameler, for det smukke i, at Folketinget alligevel begynder i min kirke. For at markere, at al uenighed til trods, og al hykleri til trods, så er Danmark det man vil kalde et kristent land.

Klaustrofobisk
Så derfor virker det faktisk rigtig arrogant, når SF-eren Kamal Quereshi og løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll... nå nej, han er jo et parti... kan ikke lige huske hvad det hedder... at de inviterer til et møde på nøjagtig samme tidspunkt. Et debatmøde med vantroens forkæmpere - netop om det rigtige eller forkerte i at knytte Folketinget til Folkekirken. En chefredaktør som Tøger Seidenfaden - der... nå ja... og så er en, som jeg ellers sætter rigtig højt, nemlig Weekendavisens Martin Krasnik der får en lidt klaustrofobisk fornemmelse ved et arrangement som åbningsgudstjenesten – fordi man tager det for givet, at politikerne har lyst til at sidde og bede til Gud på deres første arbejdsdag.

Egentlig en ganske komisk bemærkning - som på mig virker utrolig elitær, at når noget, jeg ikke går ind for, alligevel har vundet indpas, så er det forkert. Og jeg føler ikke, at der er plads til mig.
Så har jeg meget større respekt for sådan en som Mogens Lykketoft, der rent ud siger, at han ikke er medlem af Folkekirken og heller ikke deltager i gudstjenesten.
Det er sådan lidt - "Uhhh... jeg gider ikke være med, så derfor laver vi bare noget andet, så kan I bare passe jer selv". De kan jo tage i fitnesscenter... Jens Rhode kender et godt sted.

Venstre: En festlig begyndelse
Britta Schall Holberg er inde på det, som kirken netop kan gøre:

"Give en festlig begyndelse på det nye arbejdsår, en ting, som man ellers
ikke kan gøre andre steder uden det virker plat. "Når vi holder gudstjenesten,
er det jo dels for at give Folketinget et løft op til åbningen, dels for at
vise, at vi bakker folkekirkeordningen op. Jeg synes, arrangørerne af mødet
skulle bukke for folkestyret og holde det en anden dag".

... Mogens Lykketoft siger:

"Det er nok først og fremmest, fordi det har man altid haft, og så fordi en stor
del af folketingsmedlemmerne også er medlemmer af den danske folkekirke, som er
grundlovsfæstet. Man skal gøre lige præcis, som man selv synes er rigtigt"

Friheden
... og netop friheden er vel et hovedord for vantroens forkæmpere, men sjovt nok, skal det ofte være frihed uden alternativ, når kristendommen kommer ind i billedet.
Jeg giver ikke meget for deres upolitske debat og argumenter og frihedskærlighed - det virker hult, for på mig virker det mere som mindretals diktatur. Kan de ikke bare kan lade deres fravær være en røst i debatten den dag. Selvfølgelig er de i deres gode ret til at debatere - det er det, politikere er gode til - men så længe der ikke er tale om tvang, at man skal med. Så længe at der er folketingsmedlemmer, der ønsker at deltage i gudstjenesten, så længe skal det da være et tilbud.
(Du kan læse om dette i Kristeligt Dagblad og Politiken.

Rygerum...

2009-09-24T08:42:00.002+02:00

Jeg var ved at falde ned fra stolen og lande på det sted, man er højest, når man plukker jordbær!! Jeg læste, at lærer og pædagoger i daginstitutioner, folkeskoler og gymnasier må blive ved med at ryge cigaretter i indendørs rygerum, efter rygeloven fra 2007 bliver revideret inden længe i Folketinget. Jeg troede virkelig ikke, at der fandtes sådanne rygerum...
Jeg synes, at man naturligvis skal have frihed - også til at ryge, hvis det er det man vil. Men jeg vil også have min frihed til at undgå røg. Jeg vil også have frihed til at kunne vælge en daginstitution og skole, hvor jeg ved, at mit barn ikke bliver et offer for andres frihed til at ryge.
Dansk Folkeparti - et parti som jeg kunne tale meget om, men det vil jeg ikke - de sår endda tvivl om det er farligt at blive udsat for passiv rygning: "Fordi man kan lugte cigaretten, er det ikke ensbetydende med, at det er farligt. Vi er også udsat for bilos og alt muligt andet. Der skal være plads til rygere, selvom vi ved, at det er usundt at ryge."
Ja, vi er også udsat for bilos... jamen okay, så er det i orden, at vi også udsættes for røg. Hvor meget mere kan man godkende med den argumentation? Det er garanteret ikke småting. Bare fordi man ikke kan gøre meget et sted, så skal man da ikke lade være med at gøre noget det sted, hvor man kan.

Folk kan ryge og rejse... men det skal simpelthen ikke være på bekostning af mit barns helbred. Væk med de rygerum - tænk, at det er tilladt at have et rygerum i en vuggestue!!! Jeg gentager: I en vuggestue?!

Og hvem gør rent i det rygerum. Er det rygerne selv, eller udsættes en rengøringsassistent for passiv rygning i hans/hendes arbejde? Jeg må ikke en gang ryge på mit eget kontor (hvis jeg ville)... jo, men så skulle jeg selv gøre rent.

Vi skal jo være gode ved rygerne - de er jo dog mennesker.... endnu!

Mig som politiker?

2009-09-12T14:58:00.002+02:00

Nogle gange har jeg lyst til at melde mig ind i et parti – nu skal det ske.. jeg har endda også kig på et enkelt parti, som ikke rammer fuldstændig min kristne grundholdning, men som dog på en eller anden måde tiltrækker mig. Og så vil jeg lægge en masse kræfter i det parti…

Men så rammes jeg igen af spørgsmålet: Kan jeg som præst gå ind i politik? Ja, grundlovsmæssigt har jeg som alle andre (bortset fra kongehuset) lov til at gå ind og udøve mine demokratiske rettigheder… og mange af f.eks. grundlovens fædre var præster. Og mange præster har øvet en stor og positiv indflydelse på vores land.

Så det er tilladt… men som Paulus skriver et sted: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt”, for spørgsmålet er, om det nu også er klogt. Man kan sige meget om politik, men politik er langt fra samlende – og det skal kirken gerne være. Kirken skal gerne være samlende for alle mulige politiske retninger og holdninger. Politik gælder om at få så mange muligt overbevist om, at man har ret, og at man har den rette metode til at styre landet mod fremgang og gode tider. Og de andre, der ikke er ”os”… de tager fejl. Jeg hørte radioprogrammet Mennesker og Medier, hvor der blev debatteret om medierne var blevet mere kyniske, men det blev afvist med, at medierne egentlig bare gengav hvad de så. Så når medierne virkede kyniske, så var det fordi politik var blevet mere kynisk og mere magtglubsk, når den enkelte politiker gjorde hvad de kunne for at profilere sit eget parti og styrke sin egen magtposition indenfor partiet. --- og ærligt talt: Rimer det ret godt med ”vend den anden kind til”, ”sæt den anden før dig”, ”hvad du vil, at andre skal gøre for dig, det samme skal du gøre overfor dem”? Og vil man som menighed kunne skelne mellem det, jeg siger og gør som politiker – og det jeg siger og gør som præst? Og hvad med dem, der er helt uenige med mig politisk – vil de så føle sig hjemme i deres egen kirke, når en politikker fra den anden lejrer tilfældigvis også er sognepræsten på prædikestolen?

Jørgen Poulsen
Lad os prøve se på et advarende eksempel på hvordan det at gå ind i politik deler: Jørgen Poulsen. Før han gik ind i politik, hvor han var generalsekretær for Dansk Røde Kors, var han en af de mest troværdige leder. Men som vi alle ved, så gik den ikke – at slæbe det renomme over i den politiske verden. Pludselig fra at være en leder i en politisk neutral organisation, så var han pludselig midt inde det politiske mudderkast og jagt efter magt/indflydelse. Pludselig så vi en side af Jørgen Poulsen, som vi ikke brød os om (tryk her)… og så i dag, så tager han så skridtet ud af politik (tryk her) – og min profeti er så: Videre ud i glemslen. Noget af det mest tåbelige den mand har gjort, var at gå ind i politik – fra at være en anerkendt og samlende person, så skulle han nu leve af at splitte (groft sagt).

”Vores biskop”
Ser vi videre over i præstestanden, så synes jeg virkelig ikke, at jeg kan se eksempler på at man kan bevare sin neutralitet som sognepræst (en helt anden diskussion er, hvorvidt man skal være neutral på som præst… men her er det altså det grundlæggende postulat). Men for dem, der er enige i deres politik, så kan man naturligvis kun være glad over, at ens præst kæmper for ens mærkesager. Og for dem, vil man vel også blive styrket i forhold til at det er ”vores præst”… eller ”vores biskop”.

Da jeg som nyuddannet teolog var på mit første visit hos et menighedsråd – det var i nærheden af Middelfart – så sagde den socialdemokratiske menighedsrådsformand om biskop Kresten Drejergaard, at de var glade for ”vores biskop”, for det var jo socialdemokraterne, der havde sørget for at han blev biskop. Ja, det er vel ikke en hemmelighed, at man har lettere ved at blive biskop, hvis man er ”en god socialdemokrat”.

.. så skal jeg melde mig ind i det parti?
Nej! Det skal jeg ikke… I Folkekirken er der i forvejen så mange partier og splittelse, at jeg slet ikke orker at have endnu en front at ”kæmpe på”. Og noget andet: Jeg har en større opgave lige nu end at skulle kæmpe for en jordisk partileder.

Fantastisk aften...

2009-09-09T15:15:00.003+02:00

Som jeg fortalte i mit sidste indlæg på min blog her, så var der i går et møde med sygehuspræst Preben Kok. Og det var en god aften - en rigtig god aften. Og heldigvis var der mange, der var mødt op... ikke så mange, som der "burde", men en fantastisk nærværende flok.

Det er skønt, at der er folk, der kommer trofast til møderne - og tak for jeres trofasthed! Men i går aftes var det ikke bare disse trofaste, der kom - ja, der var faktisk mange af de trofaste, der viste sig fra en knap så trofast side og udeblev. Men "hvor de gamle forsvandt, er der nyt overalt", som den gamle frihedssang siger. Der kom mennesker, som jeg aldrig har set før. Venner havde sat hinanden stævne denne aften her, nu skulle der suges til sig.

Og der blev suget... og der kom guldkorn. Det er ikke i et og alt, jeg er enig med Preben Kok udi teologiske spørgsmål, men der er så meget at hente hos ham. Og på det punkt skuffede han ikke. Vi fik virkelig sat fokus på "Spørgsmål på livets kant", som var aftenens tema.

Han kom blandt andet med det postulat - der sikkert bygger på erfaring, nemlig, at når livet går godt, så er der mange måder at forholde sig til tro på. Så er der mange former for tro, men i det øjeblik, at livet ikke er let, så er der kun en måde at tro på!

Om at der ikke er nogen mening i at man skal være syg - der er ikke nogen mening i at et lille barn bliver kørt ned af en bil og dør. Og - som Preben Kok sagde det - hvis der var en mening med det, så ville han ikke have noget med Gud at gøre. Han erkendte samtidig, at der var andre, der havde en anden opfattelse - og dem ville han gerne arbejde sammen med, for han vidste også godt, at han ikke havde den fulde og hele sandhed på det område.

Det er meningsløst, men ikke forstået på den måde, at der ikke kan gro noget meningsfyldt ud af det svære og grimme. I overført betydning, så skal der død til for at der kan komme en opstandelse. Der skal nederlag til, før man kan vokse og modnes til sejr. Så selv ud fra det grimmeste grimme, kan der opstå og gro liv.

Men man skal også igennem placering af skyld! Og hvem er skyld i sygdom og død... tja... vi kender i hvert fald en, der har skabt verden og som har magten til at styre tingenes gang: Gud.

Vi hørte i går om hvordan Gud er den, der nok kan tåle, at man skælder ham ud, når der er noget man ikke bryder sig om. Skælder ham ud, når livet ikke er som det var på tegnebrættet i Edens Have. Vi skal bruge vores barneret, som vi fik i dåben - og hvordan reagerer Gud, når vi stiller os op og ikke længere er pæne? Man finder ud af, at det kan han også godt klare - man finder ud af, at Gud er den, der holder af os og holder om os.

Tja - det var lidt af de tanker, der har fællet sig ned på mit papir. På søndag kl. 17.00 kan man på SkagaFM høre Kirkeligt Forum, hvor talen her genudsendes. Det bliver aldrig det samme som selv at være til stede, men det er da bedre end ingenting.

Spørgsmål på livets kant

2009-09-07T08:37:00.000+02:00

I morgen, tirsdag den 8. september, får vi besøg af sygehus- og sognepræst Preben Kok, der vil fortælle om hvilke spørgsmål han oftest møder hos syge og dødende mennesker.

Preben Kok er en fantastisk fortæller og så har h an noget på hjertet og han tør stille de spørgsmål, som de fleste af os tumler med, men som kun få tør stille højt. Spørgsmål om lidelsen, meningsløsheden og Gud. Hvad er det for tanker, der melder sig, når mennesker står ansigt til ansigt med alvorlig sygdom? Hvilken rolle spiller tanker om synd og skyld?... Hvad sker der mellem Jesu råb på korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig" og "far i dine hænder betror jeg min ånd"?

Han kender spørgsmålene ikke bare fra sit arbejde som sygehuspræst, men også fra sit eget liv. Så det bliver en aften med et varmt og livsklogt menneske.

Han har for kort tid siden skrevet bogen " Skæld ud på Gud", om sjælesorg i det moderne samfund - en bog, der udsprang af hans medvirken i DR2-udsendelsen "Skriftestolen". En udsendelse, hvor vi fik et blik ind i skriftestolen og fulgte med i en fortrolig samtale mellem præst og et menneske i nød.
Du kan høre ham i denne DR-udsendelse i et interview med Bjarke Stender. Tryk her.

Mødet foregår tirsdag den 8. september klokken 19.30 i menighedshuset i Horne (Tornbyvej 14, 9850 Hirtshals).

Tak til BT!!!

2009-09-04T14:31:00.003+02:00

Det er vist tid til at udslynge en fatwa her fra Horne Præstegård igen!! Møgbladet BT har lokket præsten Per Ramsdal - der er engageret i de irakiske flygtninges skæbne - ud i en fælde. Under dække af at være en privatperson, der ønskede at hjælpe illegale flygtninge til et sted at gemme sig, så ringede de til præsten. Og optog samtalen, hvoraf det fremgår, at præsten er engageret i at gemme flygtninge (læs mere her). Præsten har nu været til samtale hos den nye biskop, der har sendt ham på tre ugers ferie.

Angreb på præsters tillid

Det er jo ikke første gang, at præster er blevet narret af journalister, der udgiver sig for et eller andet, for at lokke en historie frem. Der var en sag for nogen tid siden om djæveluddrivelser, hvor en journalist gav sig ud for at være dæmonbesat for at se, hvad der skete dér. Og resultatet er, at man som præst bliver mistænkelig, når der er nogle, der så ringer og præsenterer en eller anden voldsom historie - for er det her et ægte menneske i nød, eller en storrygende journalist, der bare vil lokke en ud på glatis? I lang tid derefter mødte jeg virkelig fok i telefonen med en lille potion skepsis. Per Ramsdal bliver citeret for at have sagt: "Som udgangspunkt stoler jeg på folk, men det ved jeg ikke om jeg gør mere".

Jeg ved godt, at uanset hvem, der måtte ringe, så skal jeg være klar til at vedgå mig mine ord også selv om de måtte ende på forsiden af BT. Men der er altså forskel på at prøve at hjælpe en person og så tale med en journalist. Der er forskel på om man tør løbe chancer også for måske at provokere en eller anden naturlig og sund reaktion hos en person, for at hjælpe denne frem i en proces - og så sige det til en journalist, der lever af at sælge historier og som kan klippe og forvalte i mine ord.

Har jeg bagtanken, at det her måske er en journalist, så vil jeg virkelig blive hæmmet i mit arbejde. Jeg vil blive hæmmet i min hjælp til andre - og i sidste ende, vil det gå ud over det menneske, som virkelig har brug for hjælp.

Men kan du ikke høre forskel? Det ved jeg jo ikke, for jeg har (tror jeg) kun talt med mennesker, som jeg stolede på. Men på den anden side, har jeg mødt historier, der er så forfærdeligt, at de næsten lød opdigtede - men jeg stolede på dem. Og det vil jeg sikkert også fra i dag af. Men hvad vil jeg gøre, hvis nu der var en, der ringede til mig for at høre om jeg kunne skjule en irakisk flygtning? Nu skal man jo holde landets love - men hvordan vil jeg lige svare? Vil jeg tro på personen eller vil jeg svare som om landets BT-læsere lyttede med?

Jeg stoler ikke på journalister
Dybest set stoler jeg ikke på journalister - heller ikke, når de kommer uden forklædning. BT citerede en gang fra en prædiken - selve citatet var forkert og i det hele taget ville jeg aldrig sige, sådan noget. Jeg frygtede virkelig, at jeg ville få en masse præstekolleger på halsen.... det skete heldigvis ikke.Jeg er meget påpasselig med journalister - de er bestemt ikke sandhedsvidner - har faktisk afvist at snakke med en journalist i forbindelse med rømningen af Brorson Kirke. Det er heldigvis ikke noget, jeg er forpligtet på i mit præsteløfte.

Men tak til BT - nu er vi igen bombet tilbage til mistillidsperioden, hvor man tænker "er det nu en journalist jeg taler med!!".

Rosenkål? Nej tak... jeg tror jeg springer over!

2009-09-03T12:01:00.003+02:00

Nu har forskerne fundet ud af, hvorfor mange mennesker ikke kan lide rosenkål (jeg er en af disse). Det skyldes faktisk, at vi har et gen i os, der advarer os mod giftstoffer og bitre ting - og som gør, at vi faktisk er mere kampklædte til at overleve næste trin af evulutionen!
I Kristeligt Dagblad kan man læse (her):

"I en bunke 48.000 år gamle knogler, der engang har tilhørt en af menneskets nære slægtninge, neandertalerne, har forskerne fundet spor af et ganske særligt gen, kaldet TAS2R38. Dette gen skulle angiveligt føre til en modvilje mod fødevarer med en særlig bitter smag udløst af kemikaliet fenylthiocarbamid, hvilket ud fra et evolutionært synspunkt kan ses som en beskyttelse mod blandt andet flere giftige planter."

Så vi er faktisk undskyldt - alle os, der sender skålen med rosenkål videre... ja, faktisk er er det jer, der godt kan lide denne mærkelige spise - det er jer, der skal frem med undskyldningerne. Hvorfor kan I virkelig lide det?

Come in his house

2009-09-02T19:00:00.001+02:00

Når du læser disse linier er vi på vej ind i Ålborg Domkirke til Judiths ordination... eller også er det overstået :-)

I aften sker det

2009-09-02T09:55:00.001+02:00

... Judith bliver ordineret i Ålborg Domkirke kl. 19.00. Du er stadigvæk velkommen til at være med til en festlig gudstjeneste.
Her er der en bette film fra Århus Domkirke ved udgangen fra en ordination. MEEEN præster kan ikke gå i procession!! Det bliver altid alt for hurtigt og ligner en sæk kartofler, der falder ned ad en trappe - vi burde lærer sådan noget, når vi nu er så glade for at gå i samlet flok :-) Lidt mere militær præcision, tak!

Septembers himmel er så blå

2009-09-01T07:20:00.002+02:00

Jeg elsker september... det er min favoritmåned!!

Hustrurabat

2009-08-21T10:24:00.004+02:00

.... egentlig er rigtig uhyggeligt ord, når det bliver sat ind i sammenhæng med et drab.
I Nordjydske kan man i dag læse om at en mand, der dræbte sin hustru fik en dom på 12 års fængsel. Nu ankes dommen med henblik på at få nedsat straffen. Og man læser så:

"Forsvarsadvokat Mogens Pahl Christensen var ikke overrasket over, at hans klient blev dømt for drab, men han mente, at retten skulle have brugt den rabat på straf, der normalt er blevet givet, når der er tale om samlevende. Derfor vil de anke" (læs mere her)

... hvor er det egentlig sygt, at man skal have rabat, hvis man slår sin kone/mand ihjel, som om, at det var en formildende omstændighed. At man om ikke har ret til at slå sin (sikkert forhenværende) elskede ihjel, så dog lidt hen ad vejen har man et fortrin, at hvis der er nogle, der skal gøre det... så er det da ægtemanden. For man ejer jo lidt vedkommende - ritualet siger jo, at man bliver et kød, så man skal have lidt mindre straf, fordi det jo også gør ondt på en selv at slå sin kone ihjel....

... eller hvad er tanken lige? Mener også at hustruvold (om det så er hustruen der er voldelig eller om det er vold mod hustruen)... at det også takseres mildere, end hvis man går ud på gaden og pander en tilfældig ned.

Undskyld - et eller andet sted tænker jeg, at det her er sådan lidt middelalderligt, men skriv en forklaring til mig, der kan sætte den slags rabat i et forklarende lys for mig. Jeg lader mig gerne retlede.

Flaget i præstegården er på halv...

2009-08-13T12:48:00.003+02:00

Og hvorfor er det på halvt? Jo, for at vise sorg over, at kirken i nat har fået frataget sig sin selvstændighed og ret til at tage sig af de forfulgte.

Jeg skammer mig over kirken, hvis vi ikke giver et kraftigt svar tilbage på det, der skete i Brorsons Kirken i nat. Jeg er flintrendes ligeglad med politik og ret og rimelighed efter lovens paragrafer... for her trænger staten ind på kirkens område - DET er et problem. Vi har længe hørt mantraet "religion ud af det offentlige rum" - nu er næste skridt nået "religion ud af det religiøse rum". Vi er ikke længere herre i eget hus - eller hvis vi kan bruge det ord om et hus, hvor herren, er Herren (dvs. ham med stort H).

Jeg glæder mig til at biskopperne vågner op - de sidder forhåbentlig i forhandlinger lige nu om en passende protest.

Uden sammeligning i øvrigt, så støver jeg lige disse gamle linier af fr Martin Niemüller, der var præst og sad som Hitlers personlige fange i en KZ-lejr:

Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke kommunist
Så kom de for at tage fagforeningsmedlemmerne, men jeg protesteder ikke, for jeg var ikke fagforeningsmedlem.
Så kom de for at tage jøderne og sigøjnerne, men jeg protestede ikke, for jeg var hverken jøde eller sigøjner.
Så kom de for at tage de homofile, men jeg protesterede ikke, for jeg var ikke homofil.
Da de kom for at tage mig, var der ingen tilbage for at protestere.

Uwe Holmer

2009-08-10T11:53:00.003+02:00

Det spændende ved at være præst i et ferie-paradis som vores er, at der kommer spændende personligheder på ferie i området. Jeg tænker ikke på kendisser fra fladpandet fredagsunderholdning i fjernsynet, men mennesker med noget på hjertet, mennesker med en god historie.

En af disse kom forbi igen i år – en tysk teolog og hans kone. Men det er nu ikke dem, jeg vil fortælle om, selv om det også er spændende. Nej, jeg vil fortælle om deres gamle præst, Uwe Holmer. Vi skal skrue tiden tilbage til den gang det hed Øst- og Vesttyskland. Uwe Holmer boede sammen med sin kone og deres otte børn i Østtyskland. Alle deres otte børn søgte ind på universitetet, men alle fik afslag… og det fra allerhøjeste sted, undervisningsministeriet. Dér sad Margot Honnecker – som var gift med DDR-chefen Erich Honnecker – og styrede ministeriet. Og det var ikke svært at gætte sig til hvorfor de blev afvist: Som præst skulle hans børn ikke have nogen chance i et kommunistisk og ateistisk land.

Østtysklands kollaps i 1989 var også et personligt kollaps for familien Honnecker. Fra at være højt på strå var de pludselig uden luksus embedsbolig, uden arbejde, uden penge og uden venner. Folk stod i kø for at lægge afstand til den synkende skude Honnecker. Undtagen Uwe Holmer, der sendte en invitation til de to om at de kunne komme og bo i præstegården. Familien Honnecker havde intet alternativ, så de takkede ja til invitationen.

Det var ikke naturligt at gøre sådan noget, som pastor Holmer gjorde – de fleste, der havde lidt og blev forfulgt af DDR-systemet ville hellere have set ægteparret leve på gaden end at hjælpe dem på nogen måde. Holmer modtog hade-breve fra hele landet for sin handling – endda folk fra hans egen kirke truede med at melde sig ud og stoppe med at betale til kirken.

For mig at se viste Uwe Holmer en så radikal kærlighed og omsorg, at det ikke kan beskrives med andre ord end med ordene ”Kristendom i praksis”. Det er at følge Jesus, der sagde: ”Jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matthæusevangeliet 5,44-45).

----------------------------------

Sådan kunne man læse i kirkebladet for Horne og Asdal oktober-november-december sidste år. De feriegæster, som jeg omtaler i andagten, har netop sendt mig en bog om Uwe Holmer - hans biografi. Den glæder jeg mig til at læse - jeg tror virkelig, at man kan lære noget af ham.

Ud af venskabet...

2009-08-03T07:15:00.000+02:00

Prøv læs med på dette blogindlæg - om venskab:

"Det er ikke meget, jeg ikke ville gøre for mine venner, og selvom jeg godt kan give en verbal røvfuld fra tid til anden, er der langt til min grænse. Til gengæld jeg forventer også noget af dem. Jeg forventer, at de fortæller mig, når de har det skidt, så jeg kan få lov at hjælpe. Jeg forventer, at de blotter sig og lægger paraderne, så det ikke kun er mig, der sidder med skodderne slået fra og frit udsyn til fejl og mangler. Jeg forventer, at de prioriterer mig, og jævnligt sørger for at finde den tid, det kræver at vedligeholde vores venskab. Om det er over msn, over telefon eller over kaffe er underordnet. Til gengæld forsøger jeg selv at gøre det samme. Jeg er ikke for stor til at give en undskyldning, når jeg fucker op, og jeg forventer det samme af dem. Og når det er nødvendigt, regner jeg så også med, at vi helhjertet forsøger at tage imod den, og komme videre, og ikke maler lågerne med nag eller skyld."

- du kan læse hele indlæget i sin helhed på bloggen Ordet rundt

Kirkeasyl

2009-08-01T00:34:00.002+02:00

På DRs hjemmeside kan man se, at Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard forlanger, at de iranske flygtninge, der har søgt kirkeasyl, at de anholdes af politiet. Der står blandt andet:

"Dansk Folkeparti har fået nok af irakerne, der på tredje måned har taget ophold i Brorsons Kirke eller er på flugt rundt i landet, og rejser derfor nu et konkret krav over for regeringen. Foruden anholdelserne af de 60-70 irakere i kirken skal regeringen beordre politiet..." (læs mere her).

Jeg håber virkelig aldrig, at det kommer til, at dansk politi går ind og anholder folk, der har søgt tilflugt i en kirke. Jeg aner intet om deres sager og om de bare er snydere, der forsøger at udnytte os som danskere, men det er også underordnet. Det skal man ikke tage stilling til, nu er de i kirken og har brug for dens hjælp - læs mere her.

Jeg håber aldrig, at det kommer dertil, at politiet går ind i Brorsons Kirken - og sker det, så håber jeg virkelig, at det er under massiv pressedækning, og at Folkekirken, menigheder, præster og ja... kirker ude i verden protesterer. Det må bare ikke ske... og det sker ikke.

Stakkels Iran!!

2009-07-31T14:44:00.000+02:00

Hvor håber jeg dog, at det forfærdelige præstestyre i Iran snart må falde - det er et frygteligt sted. Der har været forsøg på det før, men det virkede som om der ikke var nok opbakning om det. Men nu... desværre ser det ud til, at præstestyret vil gøre hvad de kan for at holde sig ved magten - om det så koster blod og død. Som lederen af Teherans Revolotionsgarde sagde i går: "Vi laver ikke sjov. Vi vil konfrontere de, som ønsker at kæmpe mod det gejstlige system".

Min bøn er virkelig, at Iran må blive frit - både for enhver iraners skyld, men også for mine kristne brødre og søstre, der lever under forfølgelse og kummerlige forhold. Læs om Iran på Åbne Døres hjemmeside.

Fremtidens præster?

2009-07-30T10:05:00.002+02:00

Her er en tom prædikestol... vil den også være tom om 10 år, selv om søndagen, hvor der skulle have været gudstjeneste? Eller skal der allerede nu skæres ned på antallet af gange om året, hvor prædikestolen bliver benyttet...

"Tillykke med optaget"
I dag får de unge poder at vide på hvilket universitets-studie de er blevet optaget og på hvilke de ikke er. Jeg er nu mest interesseret i de to teologiske fakulteter, som igen i år har en meget lav tilgang af studerende - 147 studerende er blevet optaget, dvs. at alle er blevet optaget og der står ledige pladser tilbage.

Hvis vi prøver at være kyniske og kigger på de tal, så viser erfaringen, at 67% af disse aldrig gennemfører deres studie, dvs. vi er nede på at ud af de 147 studerende bliver kun 49 uddannet teologer om 6-7 år. Menighedsfakuletet i Århus har optaget omkring 30 studerende på deres teologi-uddannelse, og de fleste af disse gemmefører nok.

Men hvor mange af disse vælger så at fortsætte ud for at blive præster? Rigtig mange fra min årgang, som gennemførte, har valgt at lave noget andet end at være præster - der er vel flere penge og bedre arbejdsforhold.

Men det korte af det lange er: Der skal bruges omkring 100-120 færdige teologer om året for at få maskineriet til at køre rundt.

Hvor ligger fejlen?

Ja, hvem er det lige, der skal bebrejdes for dette? Hvem er det, der skal lave noget om? Ja, biskopperne peger deres skyts på universiteterne: " Den er at der er for meget fortid og for lidt nutid" - siger Keld Holm fra Århus. Biskoppen i Roskilde, Peter Fischer-Møller peger også skytset lidt i kirkens egen retning, for kirken skal være bedre til at vise hvor god en uddannelse teologi-uddannelsen er. Biskoppen i Helsingør, Liselotte Rebel mener desuden, at vi som præster skal være bedre til at omsætte vores teoretiske viden ude i sognene.

Hmmm... ja, tag den! Jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg hørte en præstedatter (dobbelt præstedatter: papmor er præst og hendes rigtige mor er også præst) - hun blev spurgt om hun gerne ville læse teologi. Nej, det ville hun ikke. Jo... selve studiet er rigtig spændende, man lærer en masse spændende ting, men man bruger det bare ikke bagefter i sit arbejde.

Det er da rigtig godt ramt, synes jeg. Vi ved en masse spændende ting, og har virkelig arbejdet nede i nogle af de store ting, men hvad bruger vi det til? Forbløffende lidt! Uhyggeligt lidt!

Hvad har min tid været brugt med her i denne uge: Kirkebogsføring, navneændringer, kontakt til kirkekontor og anden administrativt kontakt. I går havde jeg en god bryllups-samtale og var i Sæby for at holde et oplæg om at søge stilheden. I dag er det så gudstjeneste på plejehjemmet og prædikenskrivning til søndag. Det, der arbejdsmæssigt har fyldt mest er derfor noget, der ikke har noget med at være teolog at gøre.

Skoen trykker mange steder

Ja, jeg tror nok man vil kunne finde et par steder, hvor skoen trykker indenfor præstefaget - og skal der laves ændringer, så vil det gå ud over menighederne vel især først og fremmest i ydrekantsområderne. Spørgsmålet er: Er det det værd? Er det en for stor regning at give til sognene for at de kan sikres en teolog-uddannet præst? Eller skal vi genetablere den gamle ordning med særuddannede præster? De har da klaret det meget godt - dem, der er aktive særuddannede præster i dag... men kan man så ikke tage skridtet fuld ud og lade det være præsteuddannelsen og ikke en lang teologiuddannelse, som er langt fra præstens hverdag?

Ja, spørgsmål er der nok af - og det er ikke mig, der skal besvare dem... tak for det! Men besvares skal de jo nok - og iværksættes hurtigt, hvis fraværet af præster ikke skal tage fat.

Nå, jeg vil ringe ind til kordegnen i Hjørring nu - en ændring af fødselsregistreringstedet på en person i Sønderjylland - det står forkert i den elektroniske kirkebog og det er kun dem, der kan ændre det.

Søndagstanker - 2

2009-07-26T14:31:00.002+02:00

I dag har vi i kirken hørt om Zakæus - tolderen, der fik lov til at starte på en frisk, da Jesus inviterede sig selv til middag i hans hus.

Hvis jeg skulle holde prædiken i dag - det skulle jeg ikke, da jeg har ferie... men skulle jeg, så ville mit tema være: Gud giver mulighed for en ny start. Historien om Zakæus er nok min favorit-historie i Bibelen - dels fordi hvem har ikke sunget om ham i den kristne børneklub som barn, men dybest set, fordi den handler om mig. Jeg er den fortabte, som Jesus er kommet for at opsøge og frelse - jeg er grunden til at Jesus kom til jorden. Som vi hører i Mozarts Requiem: "Kom ihu, fromme Jesus, at for min skyld gik du smertens vej" (eller som det hedder på latin: "recodare, Jesu pie, quod sum causa tuæ viæ"). Jeg er grunden til at Jesus kom til jorden - for at give mig en ny start på trods af mine fejl og min synd.

Egentlig kan vi nok forstå kødranden af mennesker, at de bliver forarget over Jesus - for hvorfor kunne han gå ind til Zakæus og spise med ham, en synder?! Fejl og nederlag er noget af det værste at rode sig ud af - det klæber ved en.

Klæber ved ens omdømme - "sådan er han nu en gang". Selv når vi så forsøger at gøre noget anderledes, så hænger der stadigvæk en flig af tvivl hos folk, om det nu også kan passe. "For vi kender ham jo".

Klæber ved ens handlinger - og "tvinger" os til at gøre en anden fejl - eller leder i retningen af flere fejl. F.eks. man lyver, men for at dække over en løgn, så er man nødt til at finde på en anden løgn... og pludselig er man fanget i et net af løgne. Løgnen lever sit eget liv.

Det er derfor svært at komme ud af fejl og synder, fordi det klæber sig til en. Vi kan ikke som en anden Münchausen hive os selv op i hårene - og det var heller ikke det, der skete med Zakæus. Jesus kom og tilbød ham en ny start - en ny start, hvor du ikke længere er bestemt af dine handlinger og fejl i fortiden. Han skal ikke længere lade sin fortid bestemme sin nutid og fremtid. Han skal ikke længere være begrænset af folks opfattelse af ham, og heller ikke længere være bundet af sine gamle fejl.

"Vi slår en streg i sandet - og når du krydser den, så glemmer vi alt det, der er bag dig. Ikke fordi det bare er glemt, men fordi det er tilgivet, fordi du er frelst".

----
Åh Jesus, kom og sig det til mig også!!

- god søndag!

koreansk børnekor, der jodler...

2009-07-25T21:58:00.001+02:00

Tja... hvad skal jeg sige? :-)

Søndagstanker

2009-07-19T07:42:00.000+02:00

Hvis jeg skulle prædike i dag - hvilket jeg ikke skal, da jeg har ferie - men skulle jeg, så ville jeg prædike om nåden! Et af de stærkeste ord i kristendommen, og samtidig et af de ord, der er sværest helt at forstå: Nåden.

Vi er jo vant til at se farisæerne og de skriftkloge som "the bad guys", så i første omgang kan man nok ånde lettet op, når Jesus siger, at vores retfærdighed skal overgå den, de kan præstere. Vi vil nok ikke sige, at vi er perfekte og lever op til alt det Jesus siger, men dem kan vi da godt overgå! Men nej - sådan er det jo slet ikke. Disse mennesker var de meste fromme og mest lovopfyldende man kunne forestille sig - de havde endda lavet ekstra love og regler for at være sikre på at overholde Guds lov. Vores retfærdighed skal overgå de menneskeligt set mest retfærdige menneskers liv. Jesus siger altså ikke, at vores retfærdighed skal være større end den man finder hos de dårligste og foragteligste - "når I bare er bedre end de værste, så kan I komme ind i himmeriget".

Det er ikke det Jesus siger: Hvis I vil med derind, så må I være bedre end de bedste. I må være retfærdigere end de retfærdigste. Hvis I ikke er det, jamen så kender I alternativet til himmelen og I vil lære det endnu bedre at kende, for det er dér I vil tilbringe jeres liv efter døden".

Vi sidder altså i fælden - for det er ikke til at have en retfærdighed, der overgår deres - for grunden til at deres retfærdighed ikke slår til er, at de er syndere. Selv med deres bedste evner, deres største anstrengelser kunne de ikke bekæmpe deres identitet som syndere. At være synder kan sammenlignes med en livstruende sygdom, hvor vi måske kan bekæmpe symptomerne, men vi kan ikke stille noget op mod selve sygdommen - som er den livstruende sygdom.

Farisæerne kan godt lade være med at slå sin bror ihjel - men kan han lade være med at blive gal på sin bror, når broderen har gjort ondt mod ham?

Egentlig er Jesus ligeglad med handlingen - han peger ind til det inderste i mennesket, det vi kalder hjertet. Det er dér handlingen fødes - det er dér i vreden hos mig selv at krigen, drabet, løgnen, utroskaben og al verdens ulykker begynder.

Hvem kan så blive frelst? Ja, der skal et under til. Der skal en genfødsel til (Romerbrevsteksten). Det er et under - og det er et under, som vi alle kan få del i kvit og frit fra vores side. Vi skal bare tage imod - vi skal tage Jesus på ordet og tro - vi skal leve vores liv sammen med Jesus - tættere og tættere på ham og han vil forvandle os. Vi er ikke længere slaver under synden, men vi er børn af den almægtige, der vil lave os om, så vi mere og mere ligner ham. Og i den forvandling vil han støtte os - og han vil ikke slippe os, for vi er fuldkommen lige som han. I et par vers længere fremme i bjergprædikenen siger Jesus - "så vær da fuldkommen, som jeres himmelske far er fuldkommen".

... GOD SØNDAG!

Det kan simpelthen ikke passe...

2009-07-16T12:03:00.002+02:00

Prøv forestil jer det her:
1) En ældre dame forsvinder fra sin bopæl lørdag - en etageejendom i Hirtshals med elevator.
2) Damen er svagelig og kan ikke klare sig uden den rollator, som man finder nær/på bopælen.

Spørgsmål 1: Hvor kigger man først?
Ja, hvis jeg ledte efter hende, så ville jeg begynde min eftersøgning ud fra bopælen og langsomt udvide søgningen. Checke opgangen, hvor hun bor og så derefter kælder og nabobygninger og så derefter - hvis jeg endnu ikke har fundet hende, så ville jeg begynde at kigge steder, hvor det er sandsynligt, at hun var taget hen. Alt med udgangspunkt i at hun var dårligt gående.

I går - onsdag - så vi en hellikopter flyve over Horne, og lande et eller andet sted i Hirtshals. Vi undrede os over hvad den skulle dér, og fik svaret, da vi læste om den 54 årige kvinde, der var forsvundet fra sin bopæl - hjemmehjælperen opdagede, at hun var væk. For det var hende, at poitiet ledte efter - og der var samtidig sat en hundepatrulje på opgaven og to almindelige politipatruljer.
... det er desværre set før, at en person forsvinder fra sit hjem, og ikke altid bliver de fundet i live. Denne her sag endte heldigvis heldigt... hun blev fundet i live. Afkræftet, men i live!

Men var det så helikopteren, der fandt hende? Nej!
Men var det så hundepatruljen, der fandt hende? Nej!
Men var det så en af de to almindelige patruljer, der fandt hende? Nej!
... men hvem var det så? Jo, hun blev fundet af rengøringspersonalet få meter væk fra hendes bopæl. Om lørdagen havde hun taget elevatoren op til sin bopæl stueetagen, men ved en fejl kom hun til at trykke sig op på førstesalen, hvor der ikke bor nogen. Da hun opdagede fejlen havde hun ikke kræfter til at trykke på knappen til elevatoren igen. Kvinden har derfor siddet på repoesen og ventet på hjælp siden i lørdags... så at hun var svækket er vel ganske forståeligt, når hun hverken har haft vådt eller tørt. Og det en af de varme sommerweekender.

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis rengøringspersonalet havde ferie, og ikke var kommet? Hvad nu, hvis de ikke gjorde rent på den etage, når der nu alligevel ikke boede nogen dér?

... og så kan jeg heller ikke lade være med at tænke: Klodsmajorer!! Hvorfor har de ikke ledt efter hende i nærheden af, hvor hun bor, når hun nu ikke kan klare sig uden rolatoren? Jeg ved ikke hvem ,der har stået for eftersøgningen, men mon ikke, at de sidder med en dårlig smag i munden, for det kunne lige så godt have gået helt galt... Hun kunne være blevet fundet ganske få minutter efter hendes forsvinden, i stedet skulle der gå 4 dage.

I kan læse om hele historien her på DRs hjemmeside:
Hellikopter leder efter forsvunden kvinde
Eftersøgt kvinde fundet afkræftet

... vel! God sommer!

Uagtsomt manddrab?

2009-07-09T10:49:00.003+02:00

Endnu en gang er vi vidne til vanvidskørsel - denne gang dog ikke med alkohol, så vidt vi kan se i nyhederne. En 23 årig mand, der har mistet kørekortet pga.... ja, vanvidskørsel, mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i et busskur, hvor der var en gravid kvinde. Hun slipper med bækkenbrud, imens hendes 5 uger gamle barn desværre blev aborteret ved ulykken. Man overvejer om sigtelsen imod ham også skal indbefatte uagtsomt manddrab (se mere - tryk her)

Jeg bliver simpelthen så frustreret over at sådan noget sker! Et er at knægt har gjort... ja, for han er jo ikke meget mere end en ung knægt... et er at han har gjort det en gang før, men at han så gør det igen viser, at den første straf ikke duede. Hvad gør man lige overfor sådan en mangel på respekt for andres liv? De dræber - der var for nogle år siden en engelsk udsendelse om trafikdrab, der hed "Licens to kill" - som vel også oversat kan betyde "med ret til at dræbe"... eller er det "kørekort til at dræbe"? Men det er som om, at det er mere ok, når det har med bilen at gøre - danskernes nationalhelligdom.

Jeg er meget spændt på, om han vil blive sigtet for uagtsomt manddrab - og om han vil blive dømt for det. For det vil også fortælle lidt om hvilken retsstatus det ufødte barn i virkeligheden har i Danmark.
Så jeg tror ikke at han bliver dømt for det... men det er jo det gode med pessimister - der er større risiko for at de bliver skuffede!

Michael Jackson (1958-2009)

2009-07-07T22:17:00.004+02:00

Jeg sidder netop og ser mindehøjtideligheden for Michael Jackson, dette er skrevet under højtideligheden og er mine umiddelbare reaktion og tanker.

Og hvis du siger: Jeg så det ikke… ja, så er det ikke fordi du ikke ville, fordi du ikke var interesseret eller fordi du ikke ville lade dig styre af dette Hollywood-medie-show! Nej, så er det fordi du bare ikke kunne eller fordi du i eftertiden vil kunne sige ”jeg så det ikke”. Så på den måde definerer du dig også selv ud fra denne begivenhed. Så du kunne lige så godt have set det… beklager!

Og ja – det var også et medie-cirkus. Især nyhedsværterne på TV2-NEWS har været pinlige!! ”Jeg sidder her og får gåsehud”. ”Fortæl os, hvad andre medier fortæller”. Men okay, det er jo de samme, der gejler en stemning op ved begivenhederne, ”det er så smukt, så smukt, så smukt”.

Show eller sorg?

Men hvad er det så, at jeg er vidne til? Det er virkelig Hollywood i højeste gear – man har lidt indtrykket af, at det her slet ikke er en mindehøjtideligehed, men endnu et show. Jeg sagde til Judith, at det kunne da lige passe, at han slet ikke er død, men det bare er et velsmurt propaganda-nummer for hans comeback-show”. Det ville virkelig have været et comeback, der ville noget… men nok også efterlade Jackson som den mest hadede mand i hele USA!! Men nej – indtil videre har Hollywood ladet ham blive i sin kiste, for selv om de kan meget på film, så i virkeligheden er en stjerne død, når hjertet holder op med at slå. I virkeligheden bliver den døde i sin kiste, om den så er lavet af billig træ eller i Jacksons tilfælde lavet af ægte guld. Det virker virkelig surrealistisk at tænke på, at i guldkisten ligger en død mand!

Men er det bare et show?

- Der var noget virkelig ægte over Stewie Wonders ”Det er det øjeblik, som jeg har håbet ikke at skulle leve og være en del af”. Der var noget smerteligt over hans sang! Men er det show eller sorg?

- En kvindelig skuespiller (Brooke Shields), jeg ikke kender, men som åbenbart var god ven af Jackson, står nu og forsøger at tale om hvordan de havde det sammen. Hun har åbenbart også været en barnestjerne, der var tvunget til at blive voksen alt for hurtigt. Grædende står hun og taler… er det show eller sorg?

- Lige nu står en bror og synger Charlie Chaplins

Smile
tho' your heart is aching
smile
even tho' it's breaking
when there are clauds in the sky
you'll get by
if you
smile through your fear and sorrow
smile and maybe tomorrow
you'll see the sun come shining thru for you.
Light up your face with gladness
hide ev'ry trace of sadness
altho' a tear maybe ever so near
that's the time you must keep on trying
smile
what's the use of crying
you'll find that life is stillworth while
if you'll just smile.

Selv om han kunne klare at synge sangen uden at stemmen knækkede (utroligt, når han står foran sin brors kiste) – så måtte han stoppe op til sidst. Igen: Er det show eller sorg?

- ”En tydeligt bevæget Usher sang Gone to soon”… er det show eller sorg?

Jeg føler mig faktisk lidt hårdhjertet, når jeg sidder og skriver dette… men det er jo skuespillere og sangere, der er vant til at arbejde med følelser og fabrikere sorg og følelser på scenen og på film. Så når de så står og viser følelser… så sidder jeg i hvert fald og tænker: Er det show eller sorg?

Kan I huske en af de sidste scener i ”Mrs. Doubtfire”, hvor dommeren afviser faderens grædende bøn om at få mere tid sammen med børnene med, at han ikke tror på at det han har set var ægte følelser… og ikke bare et shownummer.

Kan man sørge foran… ja… hele verden uden at det på en eller anden måde bliver show? Sikkert ikke – men midt i det hele, så er det vel også ægte… ja, det må være ægte… det bør være ægte… det skal være ægte! Især for hans egen egen familie, der tårevældet siger farvel.

Eneste sted, hvor det unægtelig var ægte var, da hans 12-årige datter Paris gik frem og sagde, at hun havde haft verdens bedste far. De tårer kan ikke være show. Det var ægte (der er sikker nogen, der vil kalde det for usmageligt at være vidner til det, men ja... jeg er ikke blandt dem). Til sidst var der gruppekram på scenen Det var en afsked med en mand og et menneske med en familie, der savner ham!

Og det – og alt det andet – bliver modtaget som ægte og sender følelser ud til en verden, der nu pludselig har endnu et samlingspunkt, som man ikke var bevidst om før. Det virkede bestemt ikke forlorent, jeg tror faktisk det var ægte... eller også rigtig godt show!

Folk gik ind til afskeden grinende og smilende - tog billeder af hinanden, for det her var en folkefest. Folk gik ud af hallen stille - som journalisten sagde: "Der havde været mere følelser og spiritualitet end de havde regnet med. Det havde været noget andet".

Gud på scenen

Til tonerne af gospelsangen, ”We are going to se the king” blev en guldkiste med Michael Jackson båret ind foran scenen. Hmmm… når nu Michael kaldes the king, så kunne det godt tolkes blasfemisk, at man bruger en sang, der handler om Jesus, om et menneske. Og så igen… denne religiøse tone holdt hele vejen igennem. Så set i det lys var det stort, at synge ”no more dying there, we are going to see the king”… det kan man ikke sige om ”King of the Pop”, men om King of the world, Jesus.

Man kan som kristen naturligvis kun glæde sig over, at mange af de sange, som der synges og mange af de ord der siges, relaterer til Gud. Stevie Wonder: ”I know God is good”.

Det er kun Guds kærlighed i Kristus, der kan løfte os til højere ”to higher grounds”, siger en datter af Martin Luther King.

En soulsanger (Smokey Robertson) har vist lige sluttet mindehøjtideligheden af med ordene: ”Jeg tror så meget på Gud. Jeg tror så meget på, at det her ikke er alt. Min bror er et sted, hvor han helt sikkert vil leve for evigt. Så han vil leve for evigt to steder… for verden vil aldrig nogensinde glemme Michael Jackson. Gud velsigne dig… jeg ved at han gør det”.

Hvor er det dog skønt! Men hvor var Gud og Jesus henne i Michael Jacksons sange? Jo, der var strejf af det – der var ting, der kunne tolkes i den retning, og der var også stærke tekster som ”Ill be there”. Men prøv forestil dig hvor meget, der kunne være blevet udrettet, hvis Michael Jackson havde brugt sit talent fuldt ud i Guds tjeneste? Hvis han havde sunget lige ud om Jesus i stedet for noget, der skulle tolkes frem? Ja, det er ikke til at sige!

Og så truer det hele spirituelle med at ryge en tur på gulvet under sangen ”We are the world”, hvor de forskellige symboler for kristendommen, jødedom, islam, jing og jang, buddhisme… flyver rundt og smelter sammen. ”We are all part of Gods great family”…

Hvad er det så for en gud, der er blevet snakket om? Det sidste brød jeg mig altså ikke om – en sammensmeltning af verdens religioner og kristendommen. Øv! Sådan "en-verdens-religion". Der var vist mange kager, der skulle meles her i aften: Afro-amerikanerne (eller hvad man nu må kalde dem i dag) prøver på at hente Michael tilbage, politikeren fra kongressen prøver at få lidt populistisk medvind efter Michaels død... og altså også religion. Er Michael Jackson - af udseende både mand og kvinde - samlingspunktet for pan-religiøsiteten?

Til sidst…

Når man ser den her mindehøjtidelighed, og hører de ord, der bliver sagt… når man ser hvor mange tv-kanaler, der sender live verden over herfra. Så må i hvert fald hele tiden holde mig for øje: Han var bare en sanger og danser. Og ikke ”bare” som noget negativt, men det er ikke en religiøs personlighed, det er ikke en politiker eller frihedskæmper, der er blevet skudt, det er ikke en forfatter, der har skrevet vægtige bøger.. nej, det er en sanger. Godt nok en stor og kendt sanger, der har øvet indflydelse på rigtig mange sangere og inspireret endnu flere. Men altså kun en sanger, en sanger… men nej, det er han ikke mere. Han er blevet mere end en sanger! Han er blevet mere end en danser! Han er nu blevet den utilnærmelige Michael Jackson – foreneren, legenden, en mand med en himmelsk mission. Som en sagde: Nu er han større end han nogensinde har været i sit liv!

Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvor var alle de mennesker henne, da anklagerne mod pædofili og medierne kastede sig over ham? Den ene efter den anden stod nu frem – selv en fra kongressen ville fremlægge et forslag til en lov, der ville slå hans navn fast for altid, og altid og altid! Men hvor var de henne, da han virkelig blev fremstillet som et monster? Tja…

Det har været en mærkelig omgang at være vidne til, på en og samme tid rørende og provokerende. Men jeg er faktisk glad for at have set det, selv om jeg ikke havde regnet med at bruge en hel aften på det. Jeg tror faktisk aldrig jeg har brugt så meget tid på Michael Jackson som i aften. Jeg har egentlig altid synes, at han var mærkelig! Ødelagde sig selv – og døde til sidst af det. Som person var han yderst mærkeligt. Hvorfor fik han foretaget plastik-operationer? Hvorfor gemte han sig bag en hvid ansigtsmaske… hvorfor ødelagde han sig selv? Før han døde havde jeg i baghovedet, at Michael Jackson var en sanger, der havde sit bedste bag sig, og nu flygtede fra verden, til Dubai og andre steder…

Men ok… mange af hans sange er faktisk rigtig gode. Den første sang jeg hørte fra ham var ”Bad”… og wau… det er vist første gang at jeg er faldet pladask for en sang lige med det samme. De fleste sange skal man høre et par gang, før i hvert fald jeg synes om dem. Den her røg lige ind allerførste gang.

The man in the mirror

Nu er showet slut – kisten blev båret ud af tonerne af ”The man in the mirror”.

I'm Starting With The Man In The Mirror
I'm Asking Him To Change His Ways
And No Message Could Have Been Any Clearer
If You Wanna Make The World A Better Place
Take A Look At Yourself, And Then Make A Change

Michael Jackson er død… hans musik lever, og vil sikkert leve stærkere fra nu af.

Er det bare mig...

2009-07-03T09:37:00.002+02:00

... eller begynder det ikke at blive lidt træls med de folk, der stiller sig frem og snakker om intime detaljer om Michael Jackson? Senest er det hans bodyguard, men en sygeplejerske har også haft sine minutter foran pressen - ja, selv en børnepasser til hans børn har fortalt livligt om livet med den specielle familie.
Burde sådanne personer ikke have en eller anden form for tavshedspligt - at det jeg oplever skal jeg ikke fortælle videre. Kun til en dommer - hvis der kommer en retssag (og det er jo USA,så hvorfor skulle der ikke komme en retssag?) - men ikke til pressen. I stedet for er de mere end villige til at snakke - og pressen er klar til at stille spørgsmål.
Og nej - hvad der er sket i Michael Jacksons privatliv har ikke almen betydning for menneskeheden, så det berettiger brud på... om ikke tavshedspligt, som de måske ikke har, så i hvert fald pli og almindelig anstændighed. Hvad der kører her er jo bare almindelig nysgerighed, at vi gerne vil vide, hvad der er sket - og hvordan det er sket - og hvornår det er sket... så vi kan gyse lidt, indtil næste ulykke skyller hen over os.
En undersøgelse for leden fortalte, at amerikanerne mente, at medierne er gået i selvsving omkring sangerens død. 30 % mente, at dækningen havde et passende omfang, imens 3% mente, at der var talt for lidt om hans død i medierne... hmmm... det sidste vil jeg nok ikke mene.

God weekend!

The man in the mirror - en prædiken

2009-07-02T00:00:00.002+02:00

Vi havde en rigtig god aften - En sommeraften på Hellehøj. Der vil snart komme en video ud derfra. Vi var omkring 250 mennesker til en god gudstjeneste og efterfølgende hygge med folkedans og kaffe (desværre var der ingen, der havde købt pølser!!! ... så grillen stod ubrugt hen!). Men hermed prædikenen - som handler om etik og nåden, hvis man skal tale dogmatisk om den.
----------------------------
Da jeg skulle forberede min Sankt Hans tale i sidste uge, løb jeg over en sang skrevet af Flemming Jensen fra de gode gamle satiredage, hvor vi synes, at det var sjovt at se ”Jensen Tonaight”. I den sang synger han blandt andet:
Kan I huske gamle dage?
Uden kvide! - Uden klage!
Da var alting som før.
Det var rart at eksisteremen
det er det ikke mere.

Og det er vel noget man altid har sagt: Alting var bedre i gamle dage. Vejret var bedre, kagerne var større, børnene var mere velopdragne, pigerne var smukkere… det eneste, der altid har været lige slemt, er svigermødre. I gamle dage, da var alting som før. Der var ingen gale terrorister, der truer med at dræbe uskyldige mennesker. Der var ingen global opvarmning, der truer planetens liv…. Når vi tænder for fjernsynet, så er der nok af ting, som man godt kunne tænke sig at lave om på.

I torsdags døde Michael Jackson – jeg må indrømme, at jeg nok aldrig har været den store Jackson fan, men når han pludselig efter sin død fylder medierne og overskygger f.eks. nyhedsdækningen af optøjerne i Iran, så give det jo lidt lyst til at genhøre nogle af de gamle hits.
Så jeg fandt min gamle opsamling-CD frem, HIStory, historie, eller hans fortælling. Michael Jackson har virkelig arbejdet med tanken om at verden er af lave, men du kan gøre noget. ”Heal the world” er en af sangene: ”helbred verden, gør den til et bedre sted, for mig og for dig – ja, for hele menneskeheden”.

Og i den store sang ”We are the world” synges der:
We can't go on Pretneding day by day
That someone, somewhere will soon make a change
We are all a part of God's great big family
And the truth, you know love is all we need

Og oversat betyder det noget med: ”Vi kan ikke gå rundt og forestille os, at nogen vil lave noget om et eller andet sted – for vi er alle en del af Guds store familie og sandheden er, at det eneste vi har behov for er kærlighed”.

En anden af Jacksons sange hedder ”The man in the mirror” – og den handler også om at forandre verden. Den handler om de forskellige problemer, der er i verden, lidelse, sult – man skal virkelig være blind, hvis man forsøger at lukke øjnene overfor elendigheden. Der er så meget, der skal laves om – men hvor skal man begynde? Og så lyder omkvædet:

I'm Starting With The Man In The Mirror
I'm Asking Him To Change His Ways
And No Message Could Have Been Any Clearer
If You Wanna Make The World A Better Place
Take A Look At Yourself, And Then Make A Change

Sådan hurtigt oversat betyder det:
Jeg starter med manden i spejlet
jeg beder ham om at ændre sig
Og intet budskab kan være mere tydeligt:
Hvis du vil gøre verden til et bedre sted
så kig på dig selv og lav en forandring.

Hvis du vil forandre verden, så skal du begynde med dig selv. Henne i boghandlen har man flere hylder med gør-det-selv-bøger. Der er er have-bøger, bage-bøger, Os-med-et-gammelt-hus… og så har man også bøger om selv-udvikling, hvordan vi forandre os selv. Der er et helt marked for sådanne bøger, der kommer med gode råd og vejledninger.

Men spørgsmålet er: Kan vi lave om på os selv? Kan vi som en anden Münchausen hive os selv op med hårene? Kan vi ændre manden i spejlet – bare hvis vi tager os sammen, gør vort bedste og lidt til, kan vi så forandre os? Bibelen siger: Nej, det kan vi ikke. Jo, vi kan måske godt ændre det spejlbillede som vi ser, når vi kigger i spejlet. Vi kan farve vores hår – vi kan tabe os – vi kan bruge hundredvis af kroner på anti-rynkecreme – ja, vi kan endda som Michael Jackson få den ene plastikoperation efter den anden… vi kan ændre billedet som vi ser, når vi kigger ind i spejlet, men vi kan ikke forandre manden, der kigger i spejlet. Michael Jackson kunne forandre spejlbilledet ved hjælp af plastikoperationer, så han var helt ukendelig, når man sammenligner billederne af ham fra start til slut. Men han var stadigvæk den samme – nogle kalder ham endda drengen, der aldrig blev voksen. En bange dreng

Vi kan ikke forandre os selv – vi kan måske forandre den måde folk ser på os på ved at stramme os an, når vi er sammen med dem… men sådan noget skuespil holder ikke i længden. Vi kan forandre os selv på overfladen – ikke dybest inde.

Jeg læste for lidt siden fra Bibelen: ”Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”. Og er det ikke også det, at vi desværre mærker så mange gange: At selv om vi gerne vil gøre et eller andet godt, så er det ikke altid, at vi får det gjort. Og omvendt: Det som vi ikke vil – det kommer vi somme tider til at gøre alligevel, selv om vi dybest set ikke ville gøre det. Vi vil jo gerne give penge til hjælpeorganisationerne, men når vi står med et girokort nede ved banken og dankortet pludselig skal i bevægelse, så er det noget andet noget. Vi vil jo gerne være god og gøre det bedste for vores ægtefælle og vores børn, men alligevel kludre vi i det somme tider, og de bliver skuffede – måske endda også kede af det. ”Det gode jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.

Men Bibelen siger, at vi skal prøve at kigge væk fra spejlet og kigge ind i et andet spejl: Nemlig Bibelen. Vi har en lille dreng derhjemme, Josva, og efter at han er begyndt i dagplejen, hvor de andre børn er noget ældre end ham selv, så er det virkelig gået stærkt med hans udvikling, fordi han pludselig har nogle at stræbe efter at ligne. Så nu kan han sige som en traktor og han kan forsøge at spise med gaffel – selv om han ikke altid rammer munden. Vi skal ikke bare se på manden i spejlet og måske blive deprimeret over det vi ser, men vi skal se i Guds ord og dér finde ham, der kan forandre os, nemlig Jesus. Vi skal sammenligne os og stræbe efter den perfekte.

Et andet sted skriver Paulus: ”alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billed, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er” (2 Kor 3,18).

Læs i Bibelen og læs dér om at du er skabt i Guds billede – og derfor er vi elsket. Det kan være svært at huske, at vi er elsket af Gud i en verden, hvor man er hvad man gør, ”har du succes eller er du en fiasko?”. Men Gud elsker dig ikke, fordi du er god eller dygtig. Gud elsker dig. Punktum. Der er ikke noget du kan gøre for at få Gud til at elske dig mere, og der er ikke noget, du kan gøre for at få ham til at elske dig mindre. Og Gud ønsker at være sammen med dig og forme dig – han ønsker at følge dig, så du mere og mere må ligne ham. Jeg er jo ikke tilfreds med at min Josva stopper sin udvikling her – og tænker, ”nu kan jeg sige som en traktor, så må det være godt nok”. Jeg vil naturligvis støtte ham og rose ham hver eneste gang, han siger som en traktor, men lige så langsom vil jeg være med til at danne hans sprog. Og på samme måde med Gud: Han ønsker at vi mere og mere skal ligne ham – og støtter os og hjælper os fremad. Og vi lærer ham at kende ved at læse i Bibelen, ved at bede – ja, ved at gå i kirke. Han ønsker at forandre dig, så du kan væøre med til at forandre verden. Og med ham i ryggen kan vi gå ud i verden og lave den del af verden om, som er inde for vores rækkevidde.

Frans af Assisi, der levede fra 1182-1226 bad denne bøn, som skal være min aftenbøn her i aften:
Herre,
Gør mig til et redskab for din fred.
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder.
Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelsen råder.
Lad mig bringe enighed, hvor spliden råder.
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder.
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder.
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder.
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder.

Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste,
ikke så meget søge at blive forstået som at forstå,
ikke så meget søge at blive elsket som at elske.
For det er ved at give, man får.
Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv.
Det er ved at tilgive, man finder tilgivelse.
Det er ved at dø, man opstår til evigt liv.
Amen.

Sidder her og funderer.... (del 2)

2009-07-01T13:26:00.004+02:00

Men nu er jeg snart færdig med at fundere... tak for alle inputs jeg har fået. Nu skal der bare laves en slagplan for aftenen - laves en ordentlig bunke salmeark og så ellers få øvet prædikenen igennem. Den dukker op her på hjemmesiden klokken 20.00 i aften - og så håber jeg, at jeg kan få lavet en video om aftenen også.

Men i mit arbejde fandt jeg blandt andet dette citat fra Desmond Tutu - som jeg ikke vil bruge i aften, men som alligevel rammer sømmet på hovedet... eller hvad man nu siger:

"En kirke, som forsøger at pacificere os ved at sige, at vi ikke skal koncentrer os om ting i denne verden, men i den anden, den næste, bør behandles med knusende foragt for ikke blot at være komplet irrelevant, men faktisk blasfemisk. Den handler om valgflæsk, når du dør - og jeg er ikke interesseret, ingen er interesseret, i flæsk efter døden. Folk omkring i verden ønsker flæsk her og nu.
Der er ingen neutralitet i en situation med uretfærdighed og undertrykkelse. Hvis man siger, man er nautral, lyver man, for man har allerede valgt de stærkes parti." (s. 69 i Tutu, Gud har en drøm).

Flotte ord... men relevante ord, i en tid, hvor "religion og politik skal adskilles"... "religion fylder for meget i det offentlige rum". Men mon ikke primært det er folk, der bliver modsagt, der siger det? Nu er kristendommen så heller ikke nogen religion... (i min definition af det)... men den skal råbe og protestere, når der foregår uretfærdighed. Vi har en Gud, der er kendetegnet ved ordet - et skabende ord, et frelsende ord. Så skal vi som kirke heller ikke være tavs. Vi skal ikke blande os i alverdens ting - så vores budskab bliver udvandet og forsvinder i mængden af selvfede ord og meninger. Men vi skal være præcise og rammende - og så skal vi afspejle ikke vore egne meninger, men Guds.

Alt det her siger jeg ikke noget om i aften... men det kunne jeg lige så godt! Vi ses måske i aften... jeg er bange for at der ikke kommer så mange, da jeg hører lidt fra forskellige sider, at "jeg kan desværre ikke komme i aften". Nå... som Bibelen også siger: "Mange er kaldede, men få er udvalgte".

Sidder her og funderer....

2009-06-30T15:12:00.003+02:00

Det er jo snart ved at være tid til årets En sommeraften på Hellehøj - nummer 6. Det plejer at være en rigtig skøn aften, og det ser ud til at der også denne aften bliver et sommervejr. Jeg håber naturligvis, at der kommer en masse mennesker...

Men hvad skal jeg så give disse mange mennesker af "åndeligt føde". Vi serverer pølser og kaffe og folkedans, men hvad skal præsten fortælle dem? Hmm... jeg overvejer lidt om jeg kan finde et eller andet fra Michael Jacksons sange og knytte et eller andet til. Lige nu drejer mine tanker sig om "The man in the mirror" - den kunne man måske godt knytte lidt opbyggelige ord til. Eller hvad med "Heal the world"?

Nå ... men det er bare vigtigt for mig, at det er noget fornuftigt og ikke bare noget tyndt vås. Så hvis du beder, dig der læser dette... så smæk lige en bøn op til Gud, om han vil give mig et ord fra ham til folk, og at folk må være åbne overfor de ord!

Sankt Hans - hvis er skylden?

2009-06-23T19:00:00.001+02:00

Her er så årets Sankt Hans-tale holdt blandt gode venner hos Familien Gaardbo på Vestergård. Sådan havde jeg planlagt at den skulle lyde... det blev vist ikke helt sådan!

----

Der er et ret voldsomt digt, der hedder ”Ad Heckenfeldt til” – i det står der:
Alfred havde stablet grene
til Sankt Hansbål helt alene.

Øverst, som en kusk på bukken,
sad livagtig heksedukken.

Far kom ud og fik det tændt,
både bål og heks blev brændt.

Luedans og flammespil...
grebet så familien til.

Alles øjne havde glans
under sangen om Sankt Hans.

Slut. En sidste lues blaffen.
Det var tid til aftenkaffen.

Pludselig fra Far det lød,
mens den allersidste glød

søvnigt ulmede i blæsten:
"Hvor er Bedstemor forresten?"

Sankt Hans, bål og hekse hører sammen… egentlig er det ganske forfærdeligt, hvad man gjorde den gang ved kvinder, der skilte sig ud, så mærkelige ud… og sikkert også var mærkeligt. Man så ulykke og ondskab omkring sig, og det måtte jo være nogens skyld. Og så satte man os præster til at opspore, identificere, afsløre, forhøre og dømme disse kvinder… disse hekse. Og så overlod man dem til bøddelen. Det onde skulle identificeret og påpeges og udryddes.

Heldigvis har vi forladt skikke med at brænde mennesker – men det der med at placere skylden og det onde et eller andet sted … over på nogle andre… sådan har det vel altid været og sådan er det stadigvæk. Der er The good guys og the bad guys. Og 11 ud af 10 gange, så er vi the good guys… dem med de nærmest rene hænder. "Skylden? Ja, det er ikke mig, der har den! "

Vi mennesker er gode til at skyde skylden over på andre. Da Gud forhørte Adam efter at han havde været på æblerov i Paradiset, så peget han over på Eva. ”Det var hende, der forledte mig. Det er hendes skyld”. Og Eva skyndte sig at skyde skylden videre: ”Mig…. ? Mig… nej, det er slangen”. Og efter som der ikke rigtig var andre at skyde skylden videre på, så landede aben dér.

Det er altid nabo-byens skyld – for de er ikke rigtig kloge.

Det er altid Københavnernes skyld, at tingene bliver så skævvredet.

Det er naboens skyld, at vores gade ligner en losseplads.

Det er kollegaens skyld, at stemningen på arbejdet er dårlig.

Det er bankernes skyld, at vi er ude i en finanskrise.

Det er Amerikas skyld, at vi har global opvarmning.

Det er skolens og systemets skyld, at mine børn ikke trives og får dårlige karakterer.

Det er…. ja ja, I har nok fattet pointen: Det er altid de andres skyld.
I kan sikkert godt huske ”Jensens Tonaigth – live!” – til en af disse gange havde Flemming Jensen skrevet en sang, der kort og godt hed: Det er landbrugets skyld.

Kan I huske gamle dage?
Uden kvide! - Uden klage!
Da var alting som før.
Det var rart at eksistere
men det er det ikke mere.
Man må bli' bag sin dør!
Hvis man spø'r, hvad det kan skyld' s,
at det er slut med dansk idyl,
kan jeg uden vid're svare: Det er landbrugets skyld!

Og de ting, vi går og æder
lugter ikke meget bedder -det er landbrugets skyld!
Mælk og smør og viktualier -
de er fyldt med kemikalier!
Det er landbrugets skyld!
Og jeg har en bums i panden - og i røven er en byld.
Den kom ikke af sig selv! - Næ - det er landbrugets skyld!

At hver dør i huset knirker,
at min støvsu'r ikke virker,
det er landbrugets skyld!
....

Jeg er jo bybo… og det var sange som dem, der har formet mit syn på landbruget: Det er deres skyld det hele!

Men hvad nu hvis det nu ikke er landbrugets skyld? Hvad nu, hvis det ikke er chefens skyld? Hvad nu hvis det ikke er naboens skyld? Hvad nu hvis fingeren pludselig vender rundt og peger: Du har skylden!?

I morgen er det Sankt Hans dag – og det er ikke Hans Wendelboes dag… men Johannes Døberen, ham der blev født et halvt år før Jesus… og regner vi efter, så er der også nogenlunde et halvt år til jul i dag. Johannes Døberen var sendt af Gud som fingeren, der pludselig ikke bare pegede på alle de andre, men som pegede på dem, der ellers pegede fingre: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede”.

Heldigvis var han bare en vildmand, der levede som en tosse ude i ørkenen – så man kunne bare ryste på hovedet af ham. Sådan er det jo – når der er nogle, der kritiserer os, så kan vi bare ryster på hovedet, for de er jo ikke rigtig kloge. De har ikke rigtig forstået det – de har misforstået noget.

Men de mennesker, der ikke bare rystede på hovedet, men rystede i bukserne over det han sagde, de gik hen og hørte mere. For de kunne kun give ham ret: Det var ikke de andres skyld – det er faktisk min skyld. Men hvad skal jeg gøre…? Fortæl mere. Johannes Døberen blev ved med at pege – men pludselig pegede han ikke på dig, men pegede ind i menneskemængden på en helt almindelig mand: ”Der er det lam, der bærer verdens skyld”. Det var Jesus – det eneste menneske i verdenshistorien, der med rette kunne sige: Det er de andres skyld – fordi han er det eneste uskyldige menneske… han tog skylden på sig. Hele verdens skyld – for at udslette skylden. For at fjerne skylden fra dig – skylden, synden, det onde blev ikke brændt på et bål, men udslettet på et kors.

Så der går en lige linje fra Sankt Hans over julen og frem til påsken, for at der kan gå en lige linje fra at vi accepterer og erkender, at skylden, den er vores, over tilgivelsen hos Jesus og hjem til himmelen, hvor der ikke er nogen skyld, og hvor ingen kan pådrage sig nogen skyld. Så derfor kan Sankt Hans aften være en glædelig aften, selv om det er til ære for en sindsforvirret dommedagsprofet – for Johannes pegede ikke bare på dommen, men også på frelseren. Så derfor: Glædelig Sankt Hans!

Judiths ordination

2009-06-17T23:31:00.002+02:00

Vil bare lige fortælle, at Judith skal ordineres til et vikariat som sognepræst i Skt. Catharinæ Kirke i Hjørring! Det foregår den 2. september klokken 19.00 i Ålborg Domkirke, eller som man også kalder den: Budofli Kirke.

I er meget velkommen til at deltage... ja, det vil glæde os!