En sang- og musikfri kirke, tak!

Et meget dårligt pædagogisk virkemiddel, når to børn skændes om et stykke legetøj, det er at fjerne legetøj og lægge det op i skabet. ”Så er der ingen af jer, der skal have det”. Det løser måske ikke konflikten, men det ender spliden.


Hvorfor ikke gøre det samme i forbindelse med sang og musik i kirken? I denne uge kunne man læse et debatindlæg på Kristeligt Dagblads hjemmeside fra en person, der mente, at man kunne få flere folk i kirke ved at sænke musikkens højde, så brummerne også kan være med. Det er der så nogle, der er helt uenige i, for det gælder ikke om at sænke musikken, men om at folk bare skal synge noget mere, så vil de også kunne være med, når orglet spiller de høje toner.

Så er der nogle, der mener, at hvis vi bare fik gospel ind i kirken, så ville folk strømme til kirken. Hvis der bare kom musik, der er moderne, så ville folk stoppe op. Og en klokkenist i København spiller moderne værker af Medina og Postmand Per, for at give folk musik, de selv kan relatere til. Og straks kaster man sig over den stakkels hårdslående klokkenist, og kalder hans gerning for at lefle for tidsånden og den dårlige smag, når folk i virkeligheden skal om/op-skoles. De skal ikke have hvad de vil høre, men hvad de har godt af at høre.

Jeg har hørt, hvordan en bibelcamping blev splittet i unge og gamle i forhold til hvad musik man ønskede til møderne. En splid, der ødelagde fællesskabet om det egentlige, fordi man holdt fast på sit i hver deres lejr.

Musik, der ellers skulle bringe folk sammen og bringe os frem for Gud i lovsang og lærer os noget om Gud og vores forhold til ham – ja, det gør det modsatte. Splid, ”dem-og-os”, A- og B-hold. Og man kan sjældent sætte sig selv ud over sin egen smag – for det er jo det, det handler om: Smag og behag.

Som præst vil jeg… ja, jeg sætter min egen lyst og smag til side, hvis det kan fremme det egentlige, så jeg er vant til det. Hvis evangeliet kan nå ud til en ny målgruppe ved at benytte sig af en ny slags musik, så skal det da prøves – og det betyder ikke, at jeg så automatisk vil kunne lide den slags musik. Det, jeg kan lide, er det evangelium musikken er bærer af. Jeg kan lide tanken, at folk bliver frelst ved det evangelium – ikke ved musikstilen.
Men når vi nu ikke kan blive enige – andet end ved den tvang, der hedder ”plejer” og regelsæt, der hedder at organisten ikke er forpligtet på andet end på koralbogen. Når vi nu har en befolkning, der nærmest ikke synger med, når de er i kirken, også selv om melodien er i det rette toneleje. Når vi nu har en befolkning, der ikke kender deres salmebog, selv om det sikkert er en af verdens bedste af slagsen. Jamen, så lad os da stoppe med at bruge salmer, sange og musik ved gudstjenesten. Foruden at vi vil kunne spare bunkevis af penge til aflønning af korister, kirkesangere, organister – penge, som sikkert vil kunne finde en aftager i nødhjælp, støtte til kirker i fattige lande eller der er måske et område i vores egen kirke, der er forsømt pga. dårlig økonomi. Ikke at jeg har noget imod korister, kirkesangere og organister – jeg kender selv nogle fantastisk eksemplarer af slagsen, så jeg under dem da alt godt.

Men foruden det, så kan vi jo også skære gudstjenesten ned til en længde, der kan passe ind i en travl familiehverdag. Og helt ærligt – selv om man klantre præstens prædiken for at være ALT for lang, så er det jo ikke den store ”tidsrøver” i gudstjenesten. Vi synger og lytter til musik i længere tid end vi lytter til Guds og præstens ord. Sløjf musik og sang så er man måske mere obs på det egentlige, når det kun er det egentlige der er til stede. Og man har ikke brugt kræfter/energi på at synge. Tilbage står kun: Bibelen, badet, bordet, bønnen og broderskabet.

Det vil naturligvis ikke blive praktiseret nogen steder: En musik og sangfri kirke – men om ikke andet, så har ven af gospel, klassisk, høj og lav tonearter, hip-hop, rock, klaver i kirken eller ej… eller hvad der ellers deler kirken i forskellige smagsvarianter. Om ikke andet, så har de nu en fælles idiot at skælde ud på, nemlig mig! Og fælles fjende gør vel et eller andet sted fælles ven. Så er de måske rykket bare lidt tættere på hinanden – om ikke andet så bare for en stund.

”Musik er vigtig i kirken – en kirke uden sang er en umulighed.” – fint udgangspunkt, men så se dog at find sammen om det, og arbejd videre derfra. Ellers kommer far og tager legetøjet fra jer.

Giftes med far...

Efter en opslidende debat om vielse af homoseksuelle, hvor der er kommet vægtige og væsentlige argumenter for en sådan velsignelseshandling, så er tiden inde til at rette fokus videre ud i kærlighedens mangfoldighed: Kærligheden mellem to fra samme familie. Om det så er to søskende eller forældre og barn. Denne debat kan vi takke juraprofessor Vagn Greve fra CBS for (se her)


Nejet i forhold til denne tanke bygger vist mere på fordomme end på juridisk fornuft. Når den socialdemokratiske retsordfører Ole Hækkerup siger: ”Det vender sig i mig, når jeg hører det". Og fortsætter ”Som søn og far må jeg sige, at det finder jeg simpelthen sygelig” (se her), så lyder de jo som sådan noget, der blev sagt om homoseksuelle forhold for 50 år siden. Og hvis landet skulle styres efter hvad politikerne personligt syntes var lækkert eller sygt, så ville meget nok se anderledes ud i dag. De bør kunne sætte sig ud over sådanne personlige antipartier.

Kirken kunne påvirke samfundet
Tiden er nok bare ikke moden for sådan en idé endnu ude i samfundet, men det kan jo ændre sig. Og kunne det ikke være spændende, hvis påvirkningen for en gang skyld ikke kom fra samfundet og ind i kirken, men fra kirken og ud i samfundet?! Kunne det ikke være super skønt, hvis det for en gang skyld ikke var kirken, der blev omtalt som gammeldags, men at det var samfundet, der var gammeldags og bagstræberisk? Hvis tidsånden for en gangs skyld blev påvirket af kirken? Det er måske en utopi, men netop derfor vil det jo være endnu skønnere og smukkere.

Efter min bedste overbevisning, så kan man nemlig kirkeligt bruge de samme argumenter for det legitime i sådant et forhold som man kan i forhold til det homoseksuelle forhold. Nu skal jeg ikke til at finde det tunge ja-skyts frem, for det er sikkert endnu i frisk erindring. Og hvor skulle lige den store forskel ligge? ” ”Hvem vover at forbande, når Gud velsigne vil”.

Kim Fischer Nielsen, sognepræst i Vallensbæk Kirke, udtrykker det klart på følgende måde: ” Der er i det nye testamete ikke meget belæg for ægteskabet som institution - Jesus ophæver som bekendt alle de gamle bindinger og bånd - også dem, der gælder familien - og erstatter dem med nye bånd i det kristne fællesskab […] Nu giver lovgivningen mulighed for at også homoseksuelle kan blive gift i kirken. Det er i mine øjne glimrende, da ægteskabet efter min bedste overbevisning handler om kærlighed mellem to mennesker, der forpligter sig på at ville elske hinanden” (se her). Det ligger jo lige til højrebenet over i sagen forældre-barn og søskende-søskende.

”Gud er kærlighed, og al kærlighed kommer fra Gud” – jeg tænker lidt: Er der en større kærlighed end den i kernefamilien, hvorfor så ikke binde den yderligere sammen? Vi skal ikke lade vanetænkning ødelægge kærlighedens muligheder for os og især ikke andre, hvis det sker i et magtfrit og frivillighedens rum mellem to voksne individer, og hvorfor skulle den ikke det?

Og rent genetisk skulle der ikke være de store fare forbundne med at to så tæt slægtsmæssigt forbundne får et barn. Og hvis, så er aborten jo også en slags kærlighedens gerning.

Teologien er klar
Så rent kirkeligt vil vi være klar til at tage imod med åbne arme og Guds velsignelse – argumenterne skal kun lige rettes meget lidt til, så er de klar til den tid. Og jeg tror det en gang kommer. Det kommer ikke fra kirken – for der vil man korse sig over sådan noget, men hvem ved hvad vi siger om 30-50 år? Hvad vi tænker om blodskam og incest, alene ordene siger jo alt, jamen lige bortset fra det med generen, så er det det samme, der blev sagt for 50 år siden om homoseksuelle. Og den gang rystede man på hovedet, da nogle dommedagsprofeter sagde, at glidebanen er betrådt og næste bastion, der falder, er modstanden mod homoseksuelle-ægteskaber. Hvad hedder næste bastion mon nu?
Den holder heller ikke
Og nej, jeg mener ikke at argumenterne holder hverken i forhold til homoseksuelle eller i forhold til sex mellem søskende og forældre. Og jeg håber ikke, at det vil komme til at ske – men dem, der siger ja til homoseksuelles vielser, må også med nødvendighed sige ja til dette, for ellers er de ikke teologisk troværdige.