"Du skal ikke koncentrere dig om at afhjælpe dine svage sider, for så sejre
middelmådigheden".
Er jeg virkelig den eneste, der er "opflasket" med at man skal finde sine svage sider, og så skal man styrke disse. Det andet, ens stærke sider, det kan man jo allerede i forvejen?
Egentlig vil det være befriende at lokalisere sine stærke sider, og så sætte fuld skrue på dér, og så outsource det, som man ikke er så god til, til andre. Ikke fordi der bliver mindre arbejde af den grund måske endda tværtimod, da motivationen sikkert vil være større dér.
Sådan skrevet på bloggen her er det utroligt nemt, men i virkelighedens verden er det desværre noget helt andet, når der stilles krav om også at være god til det, man ikke er så god til.
Men hvad siger I?
2 kommentarer:
Hej Kim
Du har ret, dte er jo ens svage sider man skal prøve at blive bedere til at udnytte og styrke dem, derved får de stærke sider jo også lov at gro- og ikke blive "overbelastet". Der stilles jo større og større krav til os fra alle sider af samfundet og kan man ikke følge med ja, så bliver man en "outsider" også går det bare galt, hvis man ikke får noget hjælp.
Iøvrigt dejligt at se et smukt billede og høre om Josva, Judith og magnus foran kirkesøen. Det var faktisk først i søndags at jeg så der var svaner på den.
Hils dem.(svaner og Judith og Josva)
Bente
Hej Kim
jo..men jeg tænker på en bog, jeg dog ikke har læst men hørt om, der hedder "Nådegave-testen". Det er det med, at man skal finde ud af, hvilken eller hvilke nådegaver man har fået af Gud, og så skal man styrke den side af sig ved bøn og faste, og så det man i sig selv kan gøre for at styrke den side. Altså, kort (langt..!!) sagt: At styrke det, man ér god til.
Omvendt siger nogle også, at man skal bare kaste sig ud i det, som man her og nu føler Gud kalde én til, og så vil Han være på pletten med udrustning til netop den opgave. Jamen, jo..hvorfor ikke, det er vist det, man kalder at gå i tro?.
Jeg kender en frikirkelig missionær fra Irland, som hverken kunne tale kinesisk eller spille musikinstrumenter. Gud gav hende et syn, hvor hun læste kinesiske tegn, og det tog hun som tegn på, at hun skulle tage til Kina som hemmelig kristen missionær.
Hun tog til Kina og delte Bibeler ud derovre, og talte med befolkningen efter kort tids ophold i landet, altså talte på kinesisk med dem. Gud gav hende angiveligt evnen til at lære sproget på super rekord-tid. Ikke at hun kunne tale det flydende, men hun kunne forstå kineserne, og de forstod også hende efter kort tid. Det siger lidt, fordi hun var ikke højt uddannet på uni eller sådan noget.
Mht. det med at spille instrumenter, så endte hun med at være en fast del af lovsangsbandet i sin menighed, hun spillede simpelthen efter gehør. Uden noder i den første lange periode. Sidenhen lærte hun sig også noder, men det var først efter flere mdr.s. spillen musik.
Ja - at vandre i tro kan føre meget smukt med sig. Omvendt kan det jo også være en farlig vej, hvis ikke man lige ser sig for og bruger den indvendige side af knolden..
- Tanja.
Send en kommentar