Søndagstanker - 9

En ting, jeg har lært ved at være blevet far, det er, hvor svært det er, at gå i kirke med den lille purk. Naturligvis det rent praktiske i at komme afsted på rette tidspunkt (og kan man ramme ind i en formiddagssøvn under gudstjenesten er det jo bare super, men så skal man komme til kirke EFTER bedeslagene har lydt, for ellers vågner han jo bare....).

Gudstjenesten med Josva
Men sidder man så inde i kirken med ham, så begynder det sjove først rigtigt - det går ok under salmesangen (i hvert fald for Josva, for han ser ud til at elske sang og musik), men under prædikenen. Også selv om han hygger sig med et stykke legetøj, så er det tilsat i hvert fald nogle højlydte grin. Og da de fleste kirkegængere sidder bagerst i kirken - hvor også børnefamilier ynder at sidde, fordi man så nemt kan smutte ud, hvis barnet bliver for larmende - så har man altså et problem, for man vil jo ikke forstyrer. Og det har man altså virkelig på fornemmelsen at man gør, forstyrer, så jeg har det lidt sådan, at så lister jeg altså bare ud i våbenhuset (og håber, at graveren har tændt for varmen... he he...).
MEN det er bare at så fedt er det heller ikke at stå ude i våbenhuset - noget går af det, for så kunne man jo lige så godt høre gudstjenesten i radioen derhjemme. Så jeg kan egentlig godt forstå de småbørnsfamilier, der ikke kommer i kirke, fordi de ikke vil forstyrer.

Vi vil jo gerne børnefamilier...
MEN det er jo bare det, at vi jo bare så gerne vil have børnefamilier i kirken - og at vi vil egentlig ikke bliver forstyret af sådant et lille barn (eller gør vi?) Hvordan signalerer vi, at børn faktisk er velkomne? Og at selv små børn ikke forstyrer, men tværtimod er lige så vigtig del af menigheden som den ældre? Det er det store spørgsmål...

Josva skal lære kirken at kende...
Men hvorfor bliver jeg så ved med at slæbe Josva med i kirke, selv om han tager meget også af ens egen koncentration under gudstjenesten? Jo, fordi jeg helt fra han er spæd vil give ham oplevelsen af kirkegang - at han allerede fra før han måske fatter det, alligevel fornemmer musikken og rummet og at han på sin måde er til gudstjeneste, for jeg tror virkelig at han i sin glæde og sin livsspontanitet lovpriser Gud, og hvorfor skal han ikke gøre det her sammen med os voksne fornuftige, som kan tale langt og flot om tro.... men måske har sværere ved det med glæde og ægte lovsang.

For vi har som kirke brug for små Josva-er, der går i kirke. Dels fordi lærer de ikke at gå i kirke fra de er barn, så lærer de det kun meget sværere senere. Tager du ikke dit barn med i kirke, så viser du også, at det egentlig ikke betyder noget at gå i kirke, for man kan jo lige så godt lade være. Og så er det lige meget med det om at "man kan jo være en lige så god kristen uden at gå i kirke", for det er jo en sandhed med modifikationer (det må vi tager op en anden gang).

Men vi har også brug for små Josva-er i kirkens nutid, til at supplerer op med den livsglæde og den lovsang, som kommer fra den spædes mund ("Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige" Sal 8,3).

Og hvorfor nævner jeg så det her?
I dagens tekst hører vi om, hvordan Jesus kommer til templet ikke som 1 årig, men som 12 årig (Luk 2,41-52), men det er ikke første gang, han kommer dér, for der var noget de gjorde hvert eneste år. Det var deres skik, at hver eneste år, rejste de til Jerusalem for at være med til påskefesten. Nu vil jeg ikke sige det her som far, men som præst: Josef og Maria var gode forældre, for de lærte Jesus at komme i tempelet - de tog deres barn med, for at vise ham det bedste der findes på jorden: Gud.

Så som præst vil jeg gerne give det råd videre: Giv dit barn det bedste, der findes: Gud og fællesskabet med ham og hans folk, menigheden, i kirken. Og er tingene ikke som de skal være i kirken, jamen så er spørgsmålet om det så er bedst at blive væk eller tage afsted og gøre noget ved det. Man lytter ikke til folk, der står udenfor og dikterer, men til folk, der går ind i det, og så ændre det indefra.

Så tag dit barn i hånden i morgen - og gå ned i din lokale kirke, der er brug for jer, og på en eller anden mystisk vis, så har du også brug for dem.

Gennem alt Guds folk går et bånd af kærlighed.
Det holder os tæt indtil hinanden.
Det bevarer os ved vor Faders hjerte
Fast ind i Jesu favn!