Tavshedens sekunder

 

Jeg vil tro, at det sker hver eneste gang, jeg står på prædikestolen – det er sikkert kun et sekund eller to, men oppe i mit hoved, føles det som længere tid.

”Dette hellige evangelium, skriver evangelisten Johannes” – jeg slukker for mikrofonen og synger med menigheden ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab”. Derefter tænder jeg for mikrofonen igen og begynder at læse dagens tekst. Jeg rammer slutningen af teksten – folk begynder at sætte sig og kigger op på mig. Imens folk begynder at sætte sig, starter sekunderne… tanken kommer ”Skal jeg lade være med at prædike? Skal jeg lade være med at sige noget? Er jeg nu sikker på at det er rigtigt det, jeg har forberedt? Er det godt nok? Nej, er det bedre end godt nok, for det er déroppe vi skal være? Nej, du er nødt til at begynde – hvis du venter meget længere begynder folk at synes det er mærkeligt. De vil begynde at kigge på hinanden – måske vil jeg kunne se organisten kigge ud oppe bag sit orgel. Nu begynder den første at hoste eller rømme sig. Nej, så langt skal vi ikke nå… det vil være meget mærkeligt om du ikke sagde noget. Kom så i gang”.
Og så begynder munden – ”En mand midt i 50-erne var blevet mere og mere irriteret på sin kone, fordi hun var så…” – hjernen stopper de mærkelige tanker fra før. Vi er nu en helhed, krop, tanker, sind og sjæl… opmærksomheden er rettet mod indholdet af min prædiken og mod den reaktion, som jeg ser hos folk og min præstation styres af den reaktion eller mangel på samme, jeg oplever.

Er det ikke mærkeligt?! Det synes jeg i hvert fald – er det en form for angst, jeg har? Angsten for at skuffe, angsten for stilheden, når der skal tales…?

Jeg har flere drømme bag mig, hvor jeg står i den situation – ”kom så i gang”, råber en fra menigheden, imens de første begynder at rejse sig for at gå. Og jeg står til sidst alene oppe på min prædikestole – alene, helt alene i min stilhed.

Jeg er ikke ene om den slags drømme – flere af mine kollegaer har udtalt, at de har drømt noget, der ligner dette. Mærkeligt… men for mig følger drømmen eller mareridtet, som det vel er, med op hver eneste søndag.

Og ja, jeg har faktisk også prøvet det. Det var ikke på en prædikestol, men til en undervisningsaften om kristendommen. Det var en periode, hvor jeg var presset af arbejdet og derhjemme var der også gang i den med et nyfødt barn og en 2 år ældre dreng. Jeg ville jo både være den gode far og den dygtige præst, så jeg sad og kiggede mit manuskript igennem, imens jeg så tegnefilm. Mit hoved var overloaded med opgaver, da jeg stod om aftenen og skulle holde mit oplæg. Og pludselig i slutningen af mit oplæg kunne jeg ikke mere. Jeg stoppede bare, sagde øh et par gange... jeg havde fuld manuskript hele vejen, jeg skulle bare læse op. Men min mund ville ikke.
Til sidst måtte jeg bare sig, "Jeg tror jeg stopper her - og så kan I gå i grupper". Det er totalt ubehageligt - tavshedens sekunder. 

Det er også en del af det, jeg har med mig på prædikestolen. Deroppe er det kun 1-2 sekunder, måske den tid, det tager for at folk sætter sig, og der er stilhed… derfor kan jeg godt lide at begynde, før folk har sat sig. På den måde kommer jeg mine tanker i forkøbet. Så tankerne ikke når at begynde, før jeg siger ” En mand midt i 50-erne…”.

Ikke at jeg er hæmmet af de to sekunder – det er ubehageligt og bare dybt latterligt. Og nu er det delt med dig.