I dag havde vi missionssøndag, hvor vi havde besøg af Danmissions islam-konsulent, Harald Nielsen, der fortalte om sit arbejde i Danmission. Såvidt jeg forstod var han leder af den del af organisationen, der står for dialogen især med muslimerne.
Der var tre former for arbejde:
- Interkulturelle dialog
- Interreligiøs dialog
- Diapraksis (et kunst ord dannet af ordene fra dialog og så praksis).
Det er ret interessant denne dialog - også for at nedbryde fordomme og mistænkeliggørelse af hinanden. Dialog er nødvendig også herhjemme i Danmark, ellers maler vi hinanden op i en krog, og det ender med at vi gør skade på hinanden enten psykisk eller fysisk... eller begge dele. Går vi ikke ind i en dialog og lærer om hinanden, og måske endda af hinanden, så ender det galt. Vi bor i samme land, muslimer og kristne, vi deler på den måde de samme kår, og selv om vi er uenige om noget centralt (f.eks. hvilken status Jesus har), så skal vi simpelten finde ud af det med hinanden. Og man behøver jo ikke være enige for at være venner. Faktisk nogle af dem, jeg regner for mine rigtig gode venner... dem er jeg faktisk ikke enige med.
Men nu er der jo ikke det store marked for interreligiøse dialog her i Horne og Asdal... men det er jo heller ikke nødvendigt, at den anden er muslim, før vi går hen og snakker med vedkommende. Hvornår har du sidste rigtigt snakket med din nabo om lidt større ting end hækkeklipning eller billige køb i Brugsen? Lad dialogen råde - og lad det være en dialog, ikke en monolog.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar