Da jeg for ganske nylig var barn, så sagde man, at en manglende stemme og en blank stemme var det samme som at stemme på kommunisterne. Det synes jeg egentlig var lidt skræmmende, for hvordan kunne de få sådan en regel indført, at de kunne alle sofavælgernes stemmer?! Uhyggeligt, men egentlig også ganske smart.
Nu er der jo valg på tirsdag, og jeg aner ikke hvem jeg skal stemme på - egentlig har jeg mest lyst til at blive hjemme og så altså stemme på kommunisterne, men jeg synes jo det er et privilegium at vi overhovedet har et valg. Så derfor VIL jeg stemme. Jeg har den tradition, at jeg er den første, der stemmer i Horne, og det vil jeg se om jeg ikke kan gøre igen i år. Jeg har godt nok konfirmander på det tidspunk, men jeg kan placere en pause på det tidspunkt!!! Det tager jo ikke så lang tid at smutte op og stemme på ungdomsskolen.
Nå... men hvad skal jeg så stemme? Jeg aner det virkelig ikke! Jeg har forsøgt alle disse valg-tests, hvor man bliver stillet en masse spørgsmål, og så kan mas se hvem man er mest enig med. Og på samtlige tests, så er jeg mest enig med Kristendemokraterne. I Politikkens test, var det endda med 78%... så jeg burde jo stemme på dem. Men nu er det jo sådan, at jeg ikke bryder mig om deres nye formand (beklager Bodil Kornbek!), og at jeg heller ikke tror de kommer ind. Mit grundsyn politisk er, at en stemme på et parti, der ikke kommer ind, det er en spildt stemme. Selvfølgelig så er den jo ikke spildt, for den påvirker de andres resultat, men den får ikke en positiv betydning.... så tager vi min barndomsparole med, så er en stemme på Kristendemokraterne, det samme som en stemme på kommunisterne.... og jeg vil altså ikke stemme på Enhedslisten. Så er det sagt.
Nå... jeg er altså stadigvæk i vildrede. Måske skulle jeg stemme på Villy Søvndals parti - han er nu så rar. Er han ikke den person, der har klaret sig klart bedst i dette valg? Måske fordi de andre partier har skudt så meget på hinanden og al fokus har været på Ny Alliance, så derfor har Villy kunne profilere sig i fred og ro.
Nå... det ender nok med en stemme på kommunisterne, men jeg aner det altså ikke endnu. Jeg ved kun, at jeg nu er færdig med min prædiken til på søndag (som jo handler om at give kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er). Altså som handler om at vi som kristne er forpligtet både på verden/samfundet og på himmelen. Vi kan ikke tillade os at forsømme en eneste af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar