Gudstjeneste og Folketing

Fælles fjende gør fælles ven... jeg har egentlig altid synes, at det virkede rigtig hyklerisk, at Folketinget begyndte deres arbejdsår med en gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke - man kan jo ikke vide det, men hvor mange mon egentlig mener noget kristent med at gå til den gudstjeneste? Det er sikkert bare en gammel tradition uden indhold for mange af dem, men så længe ham ved roret i partiet går foran ind, så er man jo en skidt dreng (Jens Rhode), hvis man bliver væk.
Og er det ikke også på en eller anden måde en gidseltagning, hvor kirken på den måde bliver sat som garant for alt det, der bliver bestemt i folketingssalen, og som ikke har noget med kristendommens etiske normer at gøre? Eller i hvert fald mindre og mindre.
Men alligevel - Danmark er en gammel kristen nation, så derfor har jeg alligevel slugt disse kameler, for det smukke i, at Folketinget alligevel begynder i min kirke. For at markere, at al uenighed til trods, og al hykleri til trods, så er Danmark det man vil kalde et kristent land.

Klaustrofobisk
Så derfor virker det faktisk rigtig arrogant, når SF-eren Kamal Quereshi og løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll... nå nej, han er jo et parti... kan ikke lige huske hvad det hedder... at de inviterer til et møde på nøjagtig samme tidspunkt. Et debatmøde med vantroens forkæmpere - netop om det rigtige eller forkerte i at knytte Folketinget til Folkekirken. En chefredaktør som Tøger Seidenfaden - der... nå ja... og så er en, som jeg ellers sætter rigtig højt, nemlig Weekendavisens Martin Krasnik der får en lidt klaustrofobisk fornemmelse ved et arrangement som åbningsgudstjenesten – fordi man tager det for givet, at politikerne har lyst til at sidde og bede til Gud på deres første arbejdsdag.

Egentlig en ganske komisk bemærkning - som på mig virker utrolig elitær, at når noget, jeg ikke går ind for, alligevel har vundet indpas, så er det forkert. Og jeg føler ikke, at der er plads til mig.
Så har jeg meget større respekt for sådan en som Mogens Lykketoft, der rent ud siger, at han ikke er medlem af Folkekirken og heller ikke deltager i gudstjenesten.
Det er sådan lidt - "Uhhh... jeg gider ikke være med, så derfor laver vi bare noget andet, så kan I bare passe jer selv". De kan jo tage i fitnesscenter... Jens Rhode kender et godt sted.

Venstre: En festlig begyndelse
Britta Schall Holberg er inde på det, som kirken netop kan gøre:

"Give en festlig begyndelse på det nye arbejdsår, en ting, som man ellers
ikke kan gøre andre steder uden det virker plat. "Når vi holder gudstjenesten,
er det jo dels for at give Folketinget et løft op til åbningen, dels for at
vise, at vi bakker folkekirkeordningen op. Jeg synes, arrangørerne af mødet
skulle bukke for folkestyret og holde det en anden dag".

... Mogens Lykketoft siger:

"Det er nok først og fremmest, fordi det har man altid haft, og så fordi en stor
del af folketingsmedlemmerne også er medlemmer af den danske folkekirke, som er
grundlovsfæstet. Man skal gøre lige præcis, som man selv synes er rigtigt"

Friheden
... og netop friheden er vel et hovedord for vantroens forkæmpere, men sjovt nok, skal det ofte være frihed uden alternativ, når kristendommen kommer ind i billedet.
Jeg giver ikke meget for deres upolitske debat og argumenter og frihedskærlighed - det virker hult, for på mig virker det mere som mindretals diktatur. Kan de ikke bare kan lade deres fravær være en røst i debatten den dag. Selvfølgelig er de i deres gode ret til at debatere - det er det, politikere er gode til - men så længe der ikke er tale om tvang, at man skal med. Så længe at der er folketingsmedlemmer, der ønsker at deltage i gudstjenesten, så længe skal det da være et tilbud.
(Du kan læse om dette i Kristeligt Dagblad og Politiken.