Mig som politiker?

Nogle gange har jeg lyst til at melde mig ind i et parti – nu skal det ske.. jeg har endda også kig på et enkelt parti, som ikke rammer fuldstændig min kristne grundholdning, men som dog på en eller anden måde tiltrækker mig. Og så vil jeg lægge en masse kræfter i det parti…

Men så rammes jeg igen af spørgsmålet: Kan jeg som præst gå ind i politik? Ja, grundlovsmæssigt har jeg som alle andre (bortset fra kongehuset) lov til at gå ind og udøve mine demokratiske rettigheder… og mange af f.eks. grundlovens fædre var præster. Og mange præster har øvet en stor og positiv indflydelse på vores land.

Så det er tilladt… men som Paulus skriver et sted: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt”, for spørgsmålet er, om det nu også er klogt. Man kan sige meget om politik, men politik er langt fra samlende – og det skal kirken gerne være. Kirken skal gerne være samlende for alle mulige politiske retninger og holdninger. Politik gælder om at få så mange muligt overbevist om, at man har ret, og at man har den rette metode til at styre landet mod fremgang og gode tider. Og de andre, der ikke er ”os”… de tager fejl. Jeg hørte radioprogrammet Mennesker og Medier, hvor der blev debatteret om medierne var blevet mere kyniske, men det blev afvist med, at medierne egentlig bare gengav hvad de så. Så når medierne virkede kyniske, så var det fordi politik var blevet mere kynisk og mere magtglubsk, når den enkelte politiker gjorde hvad de kunne for at profilere sit eget parti og styrke sin egen magtposition indenfor partiet. --- og ærligt talt: Rimer det ret godt med ”vend den anden kind til”, ”sæt den anden før dig”, ”hvad du vil, at andre skal gøre for dig, det samme skal du gøre overfor dem”? Og vil man som menighed kunne skelne mellem det, jeg siger og gør som politiker – og det jeg siger og gør som præst? Og hvad med dem, der er helt uenige med mig politisk – vil de så føle sig hjemme i deres egen kirke, når en politikker fra den anden lejrer tilfældigvis også er sognepræsten på prædikestolen?

Jørgen Poulsen
Lad os prøve se på et advarende eksempel på hvordan det at gå ind i politik deler: Jørgen Poulsen. Før han gik ind i politik, hvor han var generalsekretær for Dansk Røde Kors, var han en af de mest troværdige leder. Men som vi alle ved, så gik den ikke – at slæbe det renomme over i den politiske verden. Pludselig fra at være en leder i en politisk neutral organisation, så var han pludselig midt inde det politiske mudderkast og jagt efter magt/indflydelse. Pludselig så vi en side af Jørgen Poulsen, som vi ikke brød os om (tryk her)… og så i dag, så tager han så skridtet ud af politik (tryk her) – og min profeti er så: Videre ud i glemslen. Noget af det mest tåbelige den mand har gjort, var at gå ind i politik – fra at være en anerkendt og samlende person, så skulle han nu leve af at splitte (groft sagt).

”Vores biskop”
Ser vi videre over i præstestanden, så synes jeg virkelig ikke, at jeg kan se eksempler på at man kan bevare sin neutralitet som sognepræst (en helt anden diskussion er, hvorvidt man skal være neutral på som præst… men her er det altså det grundlæggende postulat). Men for dem, der er enige i deres politik, så kan man naturligvis kun være glad over, at ens præst kæmper for ens mærkesager. Og for dem, vil man vel også blive styrket i forhold til at det er ”vores præst”… eller ”vores biskop”.

Da jeg som nyuddannet teolog var på mit første visit hos et menighedsråd – det var i nærheden af Middelfart – så sagde den socialdemokratiske menighedsrådsformand om biskop Kresten Drejergaard, at de var glade for ”vores biskop”, for det var jo socialdemokraterne, der havde sørget for at han blev biskop. Ja, det er vel ikke en hemmelighed, at man har lettere ved at blive biskop, hvis man er ”en god socialdemokrat”.

.. så skal jeg melde mig ind i det parti?
Nej! Det skal jeg ikke… I Folkekirken er der i forvejen så mange partier og splittelse, at jeg slet ikke orker at have endnu en front at ”kæmpe på”. Og noget andet: Jeg har en større opgave lige nu end at skulle kæmpe for en jordisk partileder.