Pas på Spoilers!!
Denne weekend var en tur tilbage i gemmerne - den gamle historie om sure Ove, der bliver elskelige Ove og får noget at leve for, lige inden han dør.
Man kan ikke regne med at en svensk film bliver en sællert i USA - hvordan det så går, når man spænder Tom Hanks på som gnavne Ove ved jeg ikke. Det, jeg har kunne læse mig til, er at man har modtaget den fint, men man er ikke overimponeret af den.
Jeg er faktisk benovet over hvor meget ens de to film er - sådan at jeg forestiller mig, at de næsten ikke har lavet ret meget om på manuskriptet. Der er et par jokes, som er med i den amerikanske ("Jeg hedder Otto" - "det er et navn, man ikke høre så tit" - "jeg hører det tit"... thø-hø...) og den anden vej rundt. Castingen til rollerne er forskellig - Rolf Lassgård, der spiller Ove virker måske noget ældre end Tom Hanks selv om de er jævnaldrende, men Ove kunne med sin makeup og skallede isse mere gå som en 80 årig. Og så råber Otto mere end Ove... men det er måske fordi amerikanere råber mere end svenskere?! :-)
Den mexicanske Marisol vinder hurtigere vores hjerter end den iranske Paravaneh, der måske er mere realistisk i også at være en smule mere kontant overfor Ove, men dog ender med at tage os og Ove med storm. Persongalleriet er mere opdateret, for nu er det åbenbart ikke så slemt at være bøsse som dengang, så det er blevet et transperson i stedet for. "Malcolm" spiller en noget mere fremtrædende rolle i den amerikanske film end i den svenske.
Noget, der undrer mig, er at man ikke hører så meget om Ottos barndom og ungdom som man gør om Ove. Jeg har sådan en fornemmelse af, at amerikanere godt kan lide det med flash-back og at man får en større begrundelse for hvorfor Ove/Otto var sådan en gammel sur mand, også før han blev gammel.
Og det er der måske heller ikke i den svenske. Nogen rigtig forklaring på hvorfor Ove er så sur på trods af at han har et stort hjerte. Det kan da ikke bare være, fordi han har mødt "hvid-skjorterne", der aldrig præsenterer sig med navn, men bare kommer og ødelægger. Det tænker jeg ikke kan retfærdiggøre så meget galde.
Så hvorfor bliver gamle mænd sure? Hvorfor står jeg i risiko for at blive en sur gammel mand? Vi kender dem jo nok alle sammen - har dem fra vores barndom, naboen, der byggede et rækværk imellem husene, da der flyttede en børnefamilie ind i det andet hus. Kollegaen, der har prøvet alle nye idéer og bare synes at dem, der ikke er afprøvet og kasseret slet ikke er værd at blive afprøvet. Eller... de er der jo altid og alle steder. Hvorfor?
De er jo altid sjove at gøre grin med - som det sker i de to film - fordi de ser sig selv som de eneste, der opfører sig ordentligt, men de ser ikke at de faktisk selv overtræder grænserne for hvad der er god opførelse. Men hvorfor bliver vi sure? Der er nogle, der siger, at unge vrede mænd, bliver sure gamle mænd, når de bliver gamle. Så de har måske altid været det. Så de har måske altid været det? Jeg vil egentlig gerne undgå det, fordi jeg kan måske godt føle at jeg har det i mig, at jeg drages i retningen af at blive den sure gamle mand - som en reminder imod at blive det, har jeg stillet "de to gamle sure mænd" fra Muppets Show på mit kontor.
Jeg vil gerne vide, hvorfor mænd bliver sure, når de er gamle, og så vil jeg undgå det. Det må være min opgave at finde ud af: Hvorfor bliver mænd så ofte sure, når de er gamle?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar