torsdag, januar 12, 2023

Walking Dead


Den 31. oktober 2010 kom det første afsnit af Walking Dead – en serie om zombier i et smadret samfund, der efter 177 afsnit og 11 sæsoner nu er nået sin slutning.

I disse – for mig – snart 11 år har jeg levet med i en gruppe overlevende og kæmpende mennesker, der forsøger ikke bare at leve på trods af zombier, der forsøger at spise en, men som også forsøger at leve trods at samfundet er brudt sammen og det er alles kamp mod alle. Hvordan man er nødt til at slå ihjel for ikke at blive slået ihjel. Man er nødt til at gå på kompromis med sin etik – og hvad gør det ved et menneske. Hvordan små samfund bygges op, men styres mere eller mindre af uretfærdighed og at ”alle er lige, men nogen er mere lige end andre”. Det gamle samfund flyttede med – og det blev altid alles kamp mod alle.

Man kan ikke drive 177 afsnit og så kun handle om døde mennesker, der forsøger at spise en og smitte en med et enkelt bid… eller hvordan man er nødt til at hugge en kniv igennem bedstemors hoved, når hun udånder, fordi barnebarnet går fra at være et elsket menneske til at være et elsket måltid. Det, der er interessant og spændende er de problemstillinger, som opstår, når vi mennesker træder ud af civilsamfundet. Hvad gør det ved mennesket. Tingene er ikke bare sorte og hvide – for dem, der er onde i dag er mennesker som i går blev ødelagt og nu bare forsøger at beskytte og kæmpe for sin familie. Kampen gør at mennesker bliver ødelagt og forrået.
Det er simpelthen så spændende – og så det at vi følger en flok, hvor der kommer nye til og falder nogen fra. Man holder med flokken, men ikke altid. Nu sidder jeg med den fornemmelse af, at jeg er lidt øv over at slippe de mennesker. Øv, at det er slut nu. Men mon ikke at der bliver en masse spin-offs 😊

Jeg ærgrer mig over at jeg nok aldrig får min kone til at se serien, fordi den netop har det overnaturlige horror-element med døde levende. Og helt ærligt – at se et hoved bide løs efter en og leve, indtil det får en kniv igennem sig, er jo overhovedet ikke realistisk. Og i første afsnit springer man også let og elegant over hvorfor den her virus eller hvad det er, pludselig forvandler levende mennesker til Walkiing Dead.

MEN se den – se den – se den!! Og begynd i dag. Den ligger på Disney+

Ingen kommentarer: