Mr. Spocks velsignelse

Jeg elsker science fiction – den største af dem alle er naturligvis Star Wars, men der er også rigtig mange gode film/serier, som man kan få tiden til at gå med, indtil der kommer endnu en ”af de rigtige”.

En af dem er Star Trek – jeg ved godt, at der er nogen, der siger ”make trek, not war” – men det må de om.

Jeg husker alligevel den første gang, jeg så ”Starship Enterprise”… wau, det var godt, spændende og havde alle de ting, som en god science fiction-serie skulle have. Blandt andet to ubrydelige venner, kaptajn James T. Kirk og hans næstkommanderende Spock med de skæve øre – der dog altid var sådan lidt uhyggelig, man vidste ikke rigtig hvor man havde ham.

Men denne mr. Spock kom fra planeten Vulcan – og da skuespilleren, der spillede ham, Leonard Nimoy, på et tidspunkt tidligt i seriens historie, mente at denne race skulle have en speciel hilsen, blev han af regissøren spurgt hvad han havde tænkt sig. Og så lavede han det tegn med fingrene, der skulle blive Vulcan-hilsenen ledsaget af ønsket ” Live long and prosper”. Tegnet blev hurtigt kendt og elsket – det havde lige været vist i fjernsynet, og folk ude på gaden begyndte at gøre det tegn til ham, da de så ham. Det blive hurtigt et kendt tegn – også selv om det er vanvittigt svært at lave. Prøv selv.

Håndtegnet stammede fra skuespillerens barndom og oplevelser ved en gudstjeneste i synagogen (i videoen nederst kan du høre ham fortælle yderligere om det) – hvor han smugkiggede op og så hvordan præsterne lyste velsignelsen og med deres hænder lavede dette håndtegn. Det er en gengivelse af det hebræiske bogstav shin – i denne sammenhæng står det for ”(El) Shaddai”, der betyder ”almægtig (Gud)”.
Så altså en jødisk velsignelseshilsen – lige som f.eks. shalom.


Folk tog som sagt tegnet til sig – det blev egentlig en måde at vise, at man kendte til Star Trek og holdt af serien, men i virkeligheden gik de rundt og velsignede hinanden!!

Jeg har faktisk lyst til at tage det til mig og anvende det, når jeg skal lyse velsignelsen – MEN mine fingre vil ikke som jeg vil. De stritter i alle retninger – også selv om jeg former dem med den anden hånd. Så jeg tror ikke at det bliver en del af min liturgi – øv! Kunne ellers både være fedt og symbolfyldt. Men jeg vil øve mig – og øve mig – og en dag…

 

Undskyld, hedder du ikke Kim?

- spørgsmålet, som jeg af gode grunde svarede bekræftende på, blev stillet mig tirsdag i min efterårsferie. Jeg bestilte en kop kaffe til en 10-er hos ”Sunset Boulevard” i indkøbscenteret i Hjørring.

Havde jeg ikke set den unge pige før? Hun stod og tog imod bestillinger og af kunden foran mig blev hun kvalificeret som en god sælger. Smilende, sød… hun virkede bekendt… nå, men jeg bestilte min kaffe, og så kom det så: ”Undskyld, hedder du ikke Kim?”.
Så var det hende!! Det var en af mine gamle konfirmander fra min tid i to landsogne ikke lagt fra Hjørring. Det var dér, jeg havde set hende før. Et lille års undervisning og en festgudstjeneste – jo, det var dér, at jeg havde set hende.

En anden af mine gamle konfirmander mødte jeg onsdag-aften – han sad ved kassen i en forretning i Hirtshals. ”Det er godt, at du stadigvæk kommer og køber ind her”. ”Kan du virkelig huske mig?” ”Ja ja, da … dig glemmer man ikke bare sådan lige”.

En gammel tysk kollega sagde til mig, at man aldrig skal vende tilbage til en gammel øl. Det blev sagt om det at vende tilbage til et sogn efter at man har forladt det. Et sigende og meget tysk billede: Vend ikke tilbage til gammelt øl. Men sådan er det åbenbart at vende tilbage til den gamle øl. Det var faktisk ikke så ringe!

I genbrugsbutikken fik man sig en kop kaffe – der blev sendt hilsner, ”hils ham, han kan nok ikke huske mig”. Jeg fik en kærlig opdatering på hvad der sker i sognet… og hvad der ikke sker mere, nu da missionshuset er sat til salg og den lokale foredragsforening har slået pjalterne sammen med menighedsrådets aktivitetsudvalg. I menighedsrådet sidder nogle af de samme flittige folk, imens nogle tager en tørn igen efter at have været ude af rådet et stykke tid. Arbejdet kører videre. De unges bibelkreds kører stadigvæk videre – ”ja, der er jo kun et par, der har fejret guldbryllup”. Om to uger passer det udsagn ikke mere.

I køen til pølsevognen i A-Z kommer en storsmilende kvinde hen til mig: ”Hva´ er du faret vild?”. Et stykke inde i snakken får jeg at vide, at ”vi savner dig” – og pludselig kommer en ny person ind i køen; en mor til en brud, jeg har viet i 2007. Der blev også lige vekslet et par ord – inden jeg måtte ud til bilen, hvor børnene sad og utålmodigt ventede på at komme afsted til Nordsøcenteret.

I Føtex render jeg ind i en ældre dame, der midt mellem ris og pasta lige skal have luft over noget, der er sket i hendes familie og som indtil hun mødte mig, kun var kendt i familien. Hun havde bare brug for at sætte ord på det. Jeg er jo stadigvæk præsten, som har levet med hende og fulgt familien ”i tykt og tyndt”.

På søndag bliver følgende tekst læst op i de danske kirker: ”Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet […]. De skal dømmes så meget hårdere.” (Markusevangeliet 12,38-40).

Uha da – jeg nød godt nok at lade mig hilse på torvet… og alle de andre steder, hvor jeg mødte nogle gamle sognebørn i sidste uge. Håber ikke min dom bliver for hård på grund af den luksus. Det var da et dejligt skulderklap. Også fordi nogle gange kan jeg tænke tilbage og føle ”Jeg var i Horne og Asdal i 9 år… er det eneste spor, jeg har sat mig: Mit navn på præstetavlerne og havelågen ind til Kærlighedstien ved præstegården? ”

Nej, åbenbart ikke. Der er stadigvæk nogle, der husker mig – endda for noget godt. Det var skønt at mærke. Skønt at være savnet. Skønt på en måde at vende hjem. Skønt at mærke, at sognepræst bliver man ved med at være, også selv om man har søgt et andet sted hen og en anden præst nu bor i præstegården og måske endda er irriteret over den havelåge, jeg fik sat op ind til kærlighedsstien. En dag vil hun sikkert opleve det samme – efter en afsked fra sognet, en skøn ferie et par år efter krydret af en storsmilende pige i ”Sunset Boulevard”: ”Undskyld, hedder du ikke Lea? Vi savner dig”

Så gamle tyske kollega: Den gamle øl var faktisk ikke så ringe –den var faktisk ikke engang fad endnu.

---------
Bare for al ordens skyld: Borset fra navnet på min efterfølger i embedet er alt på denne side er anonymiseret.