onsdag, november 26, 2014

Onsdagstanker: Døden fra Lübeck

I forrige uge var jeg i Lübeck for første gang nogensinde. En af de ting, vi gerne ville se, var Marienkirche - og vi var sandelig så heldig, at vi fandt en parkeringsplads ganske tæt på.
Der havde det store berømte billede af dødsdansen hængt frem til kirken blev ødelagt af de allieredes bombning under 2. verdenskrig. Da kirken blev genopført blev der lavet et glasmosaik i det sidsteskib, hvor billedet havde hængt.

Tanken med billedet er, at vise folk fra hele samfundet - fra øverst til nederst, fra de højeste til de laveste og vise, at døden kommer til dem alle sammen. Uanset hvad, så byder døden op til dans på et eller andet tidspunkt.Overfor døden er vi alle ens - nemlig mennesker.
Temaet var ganske populært - i dag tåler vi jo ikke rigtig døden og synes noget sådant noget er morbidt. Men selv gennem de morbide billeder kommer der lys igennem ind i kirken. Det er et af hoved-besekederne i den lille tekst, der står bag på hæftet, man får, når man har betalt de 2 Euro, det koster at komme ind for at støtte kirken:

Et øjeblik i ro og fred
trods myldretid omkring.
En stund at trække vejret og tænke sig om.
Himmelhøjt over dig hvælvingernes rum
som drager og hiver i dig.
Dit blik panorerer, hæfter sig ved et kors
som ikke kun taler fra den ENES lidelser
men derudover fra dit livs grænser.
Tab ikke modet,
Lyset vælder ind og glans
oplyser også billederne af tvivl og nød.
Stråler igennem indtil dit hjertes dybeste afkrog.
Et håb der overvinder endda døden.

Du kan se vores billeder fra kirken og byen her: Tryk her

onsdag, november 19, 2014

Onsdags-tanker: Larm og angst

H.C. Andersen fortæller i slutningen af eventyret ”Nattergalen” om hvordan døden nærmer sig den kinesiske kejser – og nu begynder samvittigheden og angsten at plage ham.

”rundt om i folderne af de store fløjlssengegardiner stak der forunderlige hoveder frem, nogle ganske fæle, andre så velsignede milde: Det var alle kejserens onde og gode gerninger, der så på ham, nu da Døden sad på hans hjerte:

 "Husker du det?" hviskede den ene efter den anden. "Husker du det!" og så fortalte de ham så meget, så at sveden sprang ham ud af panden.
 "Det har jeg aldrig vidst!" sagde kejseren; "musik, musik, den store kinesiske tromme!" råbte han, "at jeg dog ikke skal høre alt det, de siger!"

- Larm, musik, støj. Jeg sad i stillekupeen ved siden af en unge mand, der sad og lyttede til musik i høretelefonerne. Men så høj, at jeg faktisk blev forstyrret i mit arbejde, som jeg havde planlagt at lave på togturen.

- Larm, musik, støj. Unge mennesker, der kommer gående ned ad gågaden eller ud af stien bag vores hus med en Iphone imellem sig – med højt musik. Teenager-værelset bliver flyttet ud på gaden .

- Larm, musik, støj. Til en begravelsessamtale står radioen ude i køkkenet stadigvæk og spiller musik – så lokalradioen ledsager beskrivelsen af mors liv og levned.

Ja, jeg er en sur gammel mand – men så er jeg nok ikke ene om det. Men hvorfor larmen? Larmen som forstyrrende er åbenbart ikke nogen ny irritation. I 1956 blev den store psykolog C.G. Jung spurgt om han ville skrive noget om den tiltagende larm i samfundet. Og hans svar rammer situationen i ”Nattergalen”: Larmen  skal skjule noget, vi ikke vil høre. Den skal skjule angsten – eller som psykologen kalder det: Larmen som en kompensation for angsten.

”Der Lärm schützt uns vor peinlichem Nachdenken, er zerstreut ängliche Träume” – siger han blandt andet. Som jeg læser det (jeg fatter ikke lige det meste –
men læs brevet her – eller forsøg det).

Larmen er en form for virkelighedsflugt. At flygte fra angst er som at flygte fra en ubetalt regning – den skal betales på et eller andet tidspunkt – og måske kommer der endda renter på.

Interessant, at man nogle steder tilbyder at man kan betale sig til stilhed som ”wellness”. Men det kan faktisk være gratis: Prøv dyrk stilheden lidt – prøv en dag uden larm, musik og støj – og se hvad der dukker op.

onsdag, november 12, 2014

Onsdagstanker: Muren, der blev væk

Tænk, er det virkelig 25 år siden, at muren igennem Tyskland faldt? Jeg var 14 år - og var lidt ved at blive træt af at høre i fjernsynet, stort set, at "det her er en historisk dag". Synes efterhånden, at der var gået inflation i det ord!

Men hvor var det skønt, at se hvordan folk gik forbi de måbende grænsesoldater, der ikke vidste, hvad de skulle gøre  - og bare kløede sig i hovedbunden, imens glade menneskemængder passerede grænseposterne.
Trabanterne skulle på tur i Vest-europa. Husker, hvordan vi kørte forbi en Trabant halvvejs oppe på Lillebæltsbroen - den havde klaret hele turen, men turen op af broen var åbenbart for stejl. De skulle have taget den gamle bro.

Men nogle længes nu tilbage til tiden før murens fald, hvor der var orden på tingene og arbejde til folket. Jeg ved ikke om det var hvad denne mand følte - siddende i sin osende Trabant med blød hat i Dresden. Filmen er optaget i 2003. Pøj den osede - Babett, som kommenterer og som er opvokset i DDR, siger så: Sådan stank hele DDR.

onsdag, november 05, 2014

Onsdags-tanker: Reformationen, der ville være blevet kvalt

Reformationsdagen var i fredags..
. jeg sad i toget og gjorde mig nogle meget pjattede og spekulative "hvis-nu"-tanker. For gad vide hvad der var sket, hvis Luther havde levet i dag og skulle have taget de samme opgør som den gang?

  • Han kunne have slået det op på sin facebook-profil og så have talt hvor mange der "liker" det og få en eller anden diskussion, hvor "Tordenskjolds soldater" kan svine hinanden til og kalde de andre Klaphatte og deres argumenter for Jesus-remulade. Og "jeg har altså en dårlig mavefornemmelse, når jeg læser hvad du skriver, Martin". Og "dig, Luther vil jeg ikke diskutere med, for du flytter dig jo slet ikke" ("Her står jeg og kan ikke andet"). Og derefter stoppede reformationen.
  • Han kunne have sendt den ud på præsternes mailingliste - hvor den vil blive diskuteret i op til flere dage og derefter bilagt af administratoren af mailinglisten fordi bølgerne gik lidt for højt. Dermed stoppede reformationen.
  • Teserne ville blive udgivet som en bog og med mindre den havde titlen "Skæld ud på Paven" var den nok ikke nået ret længere ud end mailinglisten. Måske som udgangspunkt for et kursus på præster es efteruddannelse. Derefter stoppede reformationen.
  • Fyens Stiftstidende og BT ville have fået fat på "et eller andet" - og så vil de have kogt de mange teser ned til en artikel, der har helt fat på noget uvæsentligt og som koger suppe på den sten. Og til sidst vil enten menighedsråd eller biskop få sognepræst Martin Luther fyret med baggrund i noget helt andet - sikkert et eller andet med "dekorum". Og måske træder ombudsmanden ind og erklærer at fyringen var uretsmæssigt - og det tager man så "til efterretning". Og dermed stoppede reformationen.
  • Teserne kunne også være sendt som en kronik til Kristligt Dagblad og ligge på hjemmesiden, hvor man lige kan nå at læse de første par liner, før man skal betale for at læse videre. Og dermed stoppede reformationen.
Måske er der godt, at Luther levede på Luthers tid - for det er slet ikke til at slå ordentligt igennem nutidens informationsstrøm. Selv om jeg også kan stille endnu et "hvis-spørgsmål". Man kan måske med god grund sætte spørgsmålstegn ved om reformationen i det hele taget lykkedes - kirken blev netop ikke reformeret, men splittet i atomer
Tænk hvad der ville være sket, hvis nu der ikke også vare så meget stormagtspolitik blandet ind i det - men hvis det hele kun handlede om tro - og det virksom i kærlighed.

Vi kan ikke ændre historierne, men takke for det gode, den har bragt, og lære at leve med dens konsekvenser.

Tillykke med reformationen.