Hvad ville jeg gøre, hvis jeg fik at vide, at jeg havde mellem tre måneder og femten år tilbage at leve? Og hvis jeg kunne mærke, at set nok blev tættere på de tre måneder end de femten år?
Ja, det sker jo ikke... Det sker kun for naboen eller for mange af de familier, jeg møder, når jeg er til begravelsessamtale. Men det sker jo ikke for præsten...
Jo, det gør - eller det kan, lige som det kan ramme slagteren. Sidste år døde en præst i nabosognet af kræft, kæmpede til det sidste, blev ved sit arbejde længere end de fleste nok ville have gjort.
Jeg prøver på at forestille mig det, men kan ikke. Vil jeg blive bange? Lige nu vil jeg svare nej, det vil jeg ikke. Jeg er ikke bange for døden. Vil jeg blive gal over at være blevet syg? Måske. Vil jeg blive bedrøvet? Ja, men et eller andet sted nok mest over den sorg, som min død sikkert (?!) vil bringe rundt om. Og hvad skal der ske med kone og børn - rent økonomisk skal de nok klare sig (så vidt jeg forstår), men rent menneskeligt. Børn bør have deres far, og en hustru bør have sin ægtemand.
Hvad ville jeg bruge min sidste tid til? Hvad ville jeg prioritere? Ville jeg blive ved - som min gode kollega, næsten til jeg segner - eller vil jeg trække mig tilbage fra arbejdsmarkedet og verden og hellige mig familien? Eller vil jeg trække mig væk fra den også, fordi jeg ikke ønsker at de skulle se mig lide? Eller vil det bare være endnu værre for familien, at de ved, at jeg lider, men ikke må få lov til at komme ind og lindre eller i det mindste ledsage mig på min vej mod døden.
Tjah - tunge tanker at starte et år med...