Bag Kristeligt Dagblads betalingsmur finder man i dag en artikel med overskriften: "Præstesøn: Min far så ikke, at jeg kunne have det svært. Han havde travlt med at tage sig af alle de fattige og forhutlede".
Jeg kan stadigvæk huske, da min dreng på 10-11 år sagde til mig: "Far, jeg ved godt, at som præst kan man ikke leve sit eget liv". Den falder vist ret godt i tråd med det, denne præstesøn har oplevet. Vi har så meget opmærksomhed på at hjælpe andre, at vi hurtig kan glemme vores eget liv. Jeg har en jul købt ind til forskellige mennesker til julehjælp, så jeg nåede kun lige at købe ind en halv time inden lukketid den 23. december.
Ja, vi vil gerne hjælpe - vi skal hjælpe. Jeg har en gang fået gæster langvejsfra, og da vi havde sat os, ringede telefonen: En fra menigheden var lige kommet fra sygehuset og fået at vide, at de ikke kunne gøre mere imod hans cancer. Selvfølgelig gik jeg hen til mine gæster og sagde, at jeg var nødt til at smutte en times tid. Da vi stod og var godt tidsmæssigt presset forud for vores sølvbryllup, så tog jeg da naturligvis 5 timer for at sidde ved dødslejet hos en dødssyg kvinde. Selvfølgelig.
Men den "selvfølgelig" har også en bagside. Stress, kan være en af dem. Og så den dårlige samvittighed over de gange, man ikke kan stå til rådighed. Eller overfor ens familie.
Der er mange, der har en holdning til hvordan vi præster skal bruge vores tid. Vi skal være tilgængelig - vi skal tage vores telefon 24-7 - vi skal sige ja til selv den skøreste og gudsforladte idé - vi skal altid have noget klogt at sige (men vi skal ikke have tid til at læse og dygtiggøre os) og samtidig skal vi i vores familie være mønster-kristne. Gode forældre, der naturligvis prioriterer vores børn højere end vores arbejde, når bare ikke det mærkes i praksis, for du skal tage telefonen.
Jeg tager ikke telefonen som en selvfølge altid mere. Har jeg gæster, så lader jeg den ringe, ligesom jeg lader den ringe, hvis jeg sidder i samtale med nogen på mit arbejde. Nu er jeg altså nødt til at være sammen med mine gæster. Nu er jeg nødt til at hjælpe drengen med lektierne. Nu er jeg nødt til at bruge tid på at spise pandekager med familien.
Så kan folk smide en besked - som jeg så hurtigst muligt checker og hører om det er noget, der skal reageres på. For det er heldigvis sjældent at det er en, der ligger på et dødsleje, der ringer. Det er oftest, at man lige skal høre hvornår der er konfirmation om 3 år eller at man skal booke bryllup til om 1 år. Det kan jo godt være, at man ikke skal ringe om det om aftenen til præsten eller i weekenden. Det undergraver, at jeg som præst så tager telefonen, fordi præsters tilgængelighed bliver undergravet af henvendelser, der lige så godt kunne sendes til kirkekontoret i dennes åbningstid.
Jeg har været for længe om at indse at jeg først og fremmest skulle være far, ægtefælle, menneske og så præst. Jeg vil hellere kaldes en levebrødspræst, vel vidende at jeg gør hvad MIT kald byder mig, end jeg vil kaldes en levebrødsfar.
