Slip det gamle - grib efter Jesus

Det er årets sidste dag – 2012 ligger foran os, og 2011 ligger bag os. Hvordan var det år for dig? Fik du det ud af året, som du havde sat dig for? Er du det sted i livet, som du troede du ville være – eller synes du at du står samme sted, at du har stået i stampe hele året?

Tankerne vælder op i en på sådan en dag – det plejer altid at være en lidt vemodig dag for mig i de få stunder i løbet af denne dag, hvor jeg har tid til at tænke og reflektere. Og i år er ikke nogen undtagelse – og det er vel egentlig ikke fordi jeg har haft et dårligt år, men sådan har jeg det bare med 31. december.

2011 blev det år, hvor jeg fik mig et nyt og igen slidstærkt livsmotto: ”Gud gør mig nyttig”. Det vil jeg virkelig gerne have skal præge 2012 – at jeg uanset hvor jeg måtte befinde mig den 31. december 2012, at uanset hvad jeg måtte lave at jeg må vide, at Gud bruger mig og Guds folk har nytte af mig og de evner, Gud har givet mig.

Mit fokus skal dog ikke være hvad jeg kan gøre, men hvad han har gjort… det er faktisk vigtigt at holde fast i. Det er ikke mig, men ham. Det er ikke min gerning, men hans gerning.

I Hebræerbrevet kapitel 12 bruges billedet med vædeløberen. Han er fokuseret på målet og han slipper alt det, der hindre ham i løbet.

Jeg ønsker at slippe alt det gamle og trælse fra 2011. De grimme oplevelser, der ligger dér, de dårlige tanker, nederlagene. Og så vil jeg tage det positive jeg har lært, de dejlige smil, tilliden fra folk, skuldreklappene med mig.

Jeg ønsker at være fokuseret i det nye år – og fokus skal være på Kristus. Skal være mere på Kristus end det har været i det forgangne år.

Lad os ”frigøre os fra enhver byrde og fra synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender” (Hebr 12,1,2).

Er du med på den også? Det vil i hvert fald være mit nytårsfortsæt: Lad det trælse ligge bag mig og gribe ud efter Jesus!
Uanset hvad: Rigtig godt nytår og må Herren velsigne dig og dine i det nye år!

Gud, gør mig nyttig

På intro-turen i teologi på Århus Universitet i 1994 sad der en meget idealistisk ung mand, 19 år. Idealistisk, for det her var det nærmeste han kom et livskald - og nu var det ved at tage form. Tingene havde hele hans liv frem til da faldet i hak og de kulminerede, da han sammen med sine forældre åbnede brevet fra Århus: Du er optaget på teologi. Han fløj rundt på sin knallert for at fortælle alle venner og familiemedlemmer om denne store begivenhed.
Og nu sad han på Østbirk Højskole på introtur... Han bævede for den store opgave, der lå foran ham som teologi-studerende. De mange svære sprogfag - ja, alene det at begynde på universitetet. Kunne han klare det? Havde han hvad der skulle til?

Intro-turen var en lang skuffelse - der var ikke meget introduktion til studiet, men mest pjank og pjat og ... ja, også en del våde varer. Men en ting tog han til sig - og det var, da forstanderen gav et råd til os. Et råd om at vælge et ord, der skulle være hovedordet over studietiden. Et ord, som man kunne vende tilbage til, når tingene blev lidt trængte og man ikke levede op til sine egne forventninger - et opkvikkende ord. Jeg husker, at jeg ikke lige fattede hvad godt der var i det ord, han havde brugt i sin studietid.... men satte mig til at tænke: Hvad skal være dit ord?

Som jeg husker det, var jeg ikke længe om at finde frem til mit ord - det skulle være: Gud i vold. På Jesusnet.dk står følgende beskrivelse af ordet:
"Gud i vold" så rummer det altså den erfaring, at vi mennesker ikke har magt over fremtiden, men det har Gud. Han holder vor lykke og fremtid i sin hånd og det livsvilkår må vi give os ind under. "Vold" er et gammelt ord for "Varetægt", så i dette ønske for fremtiden er der også et håb. Når vi er i Guds varetægt, så tror vi og håber for hinanden, at vor fremtid bliver god, fordi Gud er god og værner os mod det onde"

Når jeg satte "Gud i vold" som ordet over mine studier, så betød det, at jeg lagde alle mine studier og deres udfald over i Guds magt og lod ham bestemme og lod ham give mig de, der skulle til, for at jeg kunne komme helskindet igennem.

En ny situation - et nyt ord
Og dette ord har fulgt mig lige siden, Gud i vold. Hvad jeg end har kastet mig ud i, så har det været ledsaget af ordet "Gud i vold". Det er et kært gammelt klenodie fra min pureste ungdom - og som har fulgt mig og den ro, jeg har følt ved at lægge mit liv over til Gud, er blevet gentaget rigtig mange gange siden.
Men her i aften sad jeg og så en lille videofilm om Bibelen - "Den farligste bog", en video fra missionsselskabet "Åbne Døre", der har som sit kald at smugle bibler ind til undertrykte kristne rundt om i verden. Stifteren af dette selskab hedder Broder Andrew og han fortalte om den bøn han bad: "Gud, gør mig nyttig".
Pludselig slog det mig - "du er nødt til at ændre dit livsmotto, Kim. Ja, læg nutiden og fremtiden i Herrens hænder med et Gud i vold, men få den dimension understreget, at det ikke bare er noget du skal "komme helskindet igennem", men at du også skal være til velsignelse midt i det. At du skal være til nytte.

Når jeg sidder og opdaterer kirkens hjemmeside, når jeg laver kirkeblad, når jeg er pedel over i Menighedshuset, når jeg ser tilbage på et hold konfirmander, "lærte de overhovedet noget?" eller generelt: Når jeg ser tilbage over 9½ års virke som præst, så melder spørgsmålet sig: Har jeg været til nytte? Ikke bare: Har jeg løst en opgave eller har jeg passet mit arbejde, men har jeg været til nytte? Ikke bare som et nyttigt fjols, men som en præst, der stadigvæk brænder for evangeliets udbredelse sådan som den idealistiske stud. theol. gjorde det i 1994.
Er folk blevet fastholdt bare en smule i deres tro? Er der nogle, der har mødt nye sider af dem selv og Gud ved at komme til de gudstjenester, hvor jeg fik lov til at være præst? Ja, ... har jeg været nyttig?

Det er min store bøn, at jeg ikke bare må være kommet helskindet igennem, men at jeg også må være nyttig.
Det er naturligvis stadigvæk mit håb, at tingene må ligge i Herrens hænder, fortid, nutid og fremtid - og at jeg også må være dér. At jeg må få styrke og visdom til de opgaver og udfordringer, der ligger og venter på mig både i min egenskab som præst, far, ægtefælle, ven...  men dybest set, at jeg må være nyttig.

Bed med mig
I det hele taget, så tror jeg, at der virkelig sker noget med os og med de sammenhænge vi står i, hvis vi tør bede den bøn hver eneste morgen, når vi står op: "Gud, gør mig nyttig". Skulle vi ikke prøve det - bare resten af året? Bede denne bøn: Gud, gør mig nyttig.
Jeg har i hvert fald fundet mig et nyt slogan, en livsoverskrift til afløsning for mit studietids-ord:: Gud, gør mig nyttig.

Jeg mener det er en dansk præst i New York, Kristian Østergaard, der har denne salme i salmebogen - som jeg citerer efter hukommelsen:

Herre, jeg vil gerne tjene
tjene dig, og dig alene.
Tag og brug mig som du vil.
Hvad jeg ejer har du givet
hver en evne, selve livet,
dig det hele hører til.

Led mig frelser, ved din nåde
også når jeg selv vil råde
og vil gå min egen vej.
Sæt mig, hvor jeg bedst kan gavne
oh, men lad mig aldrig savne,
vished at jeg tjener dig.

2. søndag i advent

I morgen er det anden søndag i advent - og teksten er Lignelsen om de ti brudepiger - I kan finde den her.
En brudgom, der kommer efter sin brud og brudepigerne venter på ham for at gå ham i møde - men falder i søvn. De vågner lige inden brudgommen kommer og fem af dem finder ud af, at de ikke har købt olie nok, så de skynder sig hen og køber ny olie. Da de kommer tilbage er det for sent - feste er i gang og døren er lukket. De fem kommer ikke med til festen.
Jeg har altid set lignelsen som om at de ti brudepiger er kirken og de kristne, men holder man sig til den bibelske brug af ordene som brudgom og brud, så er det jo bruden, der er kirken. Hvem er så de ti brudepiger?
Det er nogle, der skal sørge for at gå Jesus i møde, gøre Jesu ankomst til jorden så festlig som mulig med fakkeloptog, gøre hans komme kendt (altså i overført betydning).

Jeg aner ikke hvem det skulle være... hvis ikke mennesker netop med en speciel placering og speciel opgave i menigheden. Jeg lufter nok ikke tanken i morgen, men kunne det f.eks. være præste og andre forkyndere. At de ikke var parate, da Jesus så endelig kom - at der er præster, som løber tør og ikke kan gå ham i møde som de skal?

Løbe tør for tro? Løbe tør for vidnesbyrd? Løbe tør for gode gerninger... ja, løber tør for hvad?

De bliver kaldt for tåbelige - de fem brudepiger uden olie. Hvem bliver ellers kaldt for en tåbe i Bibelen? Det gør dem, der siger: Gud er ikke til - og som ikke gør godt (Sal 14,1). Mangler de fem tåbelige troen på at der en Gud? At der er en brudgom, der skulle komme?

Nu er der jo naturligvis f.eks. ingen præster, der ikke tror på Gud - på Jesu komme... da i hvert fald ikke i Den danske Folkeknirke, så den udlægning er naturligvis helt hen i skoven. Og så alligevel?!

Jesu lignelser er svære at arbejde med, for hvor langt ned i dem skal man gå, inden det bliver for fortænkt? Hvor langt ud tør vi presse fortolkningen, hvis vi pludselig selv bliver ramt af dens budskab, fordi skribenten her "tilfældigvis" er en af dem, der med de her tanker kunne være i farezonen for at løbe tør - og komme under den samme dom som de fem brudepiger.

Glædelig 2. søndag i advent!

Tænk at der er nogle, der elsker mig

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.


… ikke bare nogle, der kan holde mig ud,

… ikke bare nogle, der accepterer mig

… ikke bare nogle, der er glade for mig

… ikke bare nogle, der ser op til mig (utopisk… men hvem ved?)

men nogle, der elsker mig. Det er få – men det er kvalitet frem for kvantitet, der er i højsædet. Nogle, der elsker mig.

Hvor ville jeg ønsker for alle, at de kunne sige: ”Jeg er elsket”. For i det ligger der en ro, at jeg netop kan være som jeg er, fordi jeg ved, at jeg netop er elsket som jeg er. Jeg behøver ikke stylte mig op og være bedre end mit gennemsnitlige jeg – for det fører bare til stress og udbrændthed… sådan kan det være på arbejdsmarkedet – ikke overfor dem, der siger ”jeg elsker dig”. Der skal jeg ikke præstere noget – men bare være.

Ikke at det så bare er at ligge på den lade side – for ordet ”jeg elsker dig” forpligter – ikke i juridisk forstand, men højere... stærkere... jeg selv forpligter mig, når jeg tager imod udtalelsen. At kæmpe for den kærlighed. At kæmpe for den, der siger det. At gengælde kærligheden. At…

Men det mærkelige ved disse forpligtelser er, at de vokser ud af kærligheden – at kærligheden giver den næring og den styrke, der skal til for at holde kærligheden i live. Kærligheden lever og ånder og er i kærlighed. Men den kan ikke stå alene: Kærlighed lever og ånder og er i tilgivelse. Kærlighed og tilgivelse er to sider af samme sag – og kan ikke eksistere uden hinanden. Tilgivelse er kærlighedens forsikring.... livsforsikring. Ulykkesforsikring. Håbet om en kærlighed på den anden side af ens fejl og mangler.

Og derfor igen: Tænk, at der er nogle, der elsker mig. Der kan tilgive at jeg er som jeg er – også når jeg træder ved siden af og lader min egoisme og kortsigtethed få overhånd, så den anden skubbes til side.

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.

Du er ejet af din familie - de bestemmer dit eftermæle

Det er måske lidt overdrevet, men lad mig lige forklare….


Som præst har jeg den ære, at blive inviteret ind i mange menneskers liv både i den højeste glæde og i den dybeste sorg. Familien er samlet efter et dødsfald blandt deres kære, og jeg bliver som præst kaldt til, for at vi sammen kan planlægge begravelsen eller bisættelsen. Til det hører også prædikenen, der naturligvis også skal relateres til den afdødes liv. Og det er en ære på den måde at få indblik i et andet menneskes liv og få til opgave … ja, at rejse en bautasten over den døde. Og familien er rigtig dygtige og samvittighedsfulde, når de fortæller om den døde…

Men lad os prøve se på os selv: Er vi på nøjagtig den samme måde, når vi er sammen med familien, som når vi er sammen med vennerne? Ser vennerne på os, på samme måde som vores familie gør? Nej – vil jeg i hvert fald svare. Men hvorfor er det så alene familien, der er inviteret med til samtalen, der skal danne baggrund for præstens begravelsesprædiken? Hvorfor sidder der ikke en eller flere venner, der kan biddrage med vennernes synsvinkel, vennernes indtryk og vennernes historier med den døde? Det vil da virkelig kunne give et mere helstøbt billede af afdøde – ikke bare med henblik på begravelsens prædiken. Prædikenen er på sin vis blot et biprodukt fra samtalen med familien – samtalen er også en meget væsentlig del af sorgprocessen. Og lukker man en ven til afdøde ind i den proces, går man garanteret også selv beriget ud, fordi man enten bliver bekræftet i det syn, man har på den døde, eller man bliver måske endda beriget med nye vinkler, ”var hun også sådan?”

Ja, jeg ved godt, at man kan indvende, at det vil være mærkeligt at invitere en person ind i familiens private rum på den måde – og at deres sorg er privat. Men på den anden side set, så kunne man lige så godt indvende, at man med den nuværende procedure nærmest gør familien til den, der ejer den afdøde og dem, der alene kender afdøde og derfor skal forme afdødes eftermæle.

Jeg ved godt, at jeg er præst et sted, hvor den nærmeste familie betyder rigtig meget – men hvad om vennerne faktisk er dem, der kender os bedst? Dem vi har betroet os mest til? Dem, der er med i vores livs op og nedture? Men de bliver ikke inviteret med til samtale med præsten – det er et familieanliggende.

Jeg ved godt, at ”vi plejer” at gøre det på den måde… men hvor er det dog en skam…

Protest-udmeldelseblanket?

Første gang troede jeg lidt det var ment som en provokation, da jeg stod med en udmeldelse-blanket, der var hentet fra Dansk Ateistsamfund (eller hvad de nu kalder sig). For jeg regnede ikke med, at de var ateister – hvem er i grunden det, sådan af ”tro”?!


Men da jeg så her den anden dag stod med den anden blanket – også fra ateistisk samfunds hjemmeside… så var det at femøren faldt! Det er naturligvis fordi der ikke er nogen egentlig blanket for udmeldelse af Folkekirken - jeg har en gang meldt en person ud, der havde skrevet sit ønske ned på en afrevet side fra en kalender. Alle informationerne stod dér - men på en lille uanselig lap blev kontakten til Folkekirken altså kappet.

Det slog mig så – jamen skyldes det ikke, at der netop ikke findes nogen blanket fra folkekirken? Og folk vil jo gerne have et eller andet at forholde sig til – et eller andet at skrive deres navn på for at det virker seriøst deres ønske. Og så går man ind og googler ”udmeldelse af folkekirken” og første linje – ganske rigtigt: ateist.dk

Det er da derfor, at jeg nu har modtaget to sedler hentet fra den side - ikke fordi det (nødvendigvis) er ateister, men det er her man kan finde en blanket.

Så lad os dog lave en blanket fra Folkekirken, så vi kommer op på i hvert fald nummer to mulighed på Google, så ateist.dk ikke får den fjer i hatten at være udmeldings-lystne danskers foretrukne hjemmeside.

Internettet og tidskapsler

Det slog mig lige den anden dag, alt det skriverier, der er på internettet, f.eks. Facebook og på blogs rundt omkring - med mindre, at det aktivt bliver slettet (og selv dér kan man jo ikke være sikker på at det så også er væk og ikke ligger som en kopi et eller andet sted)... men med mindre det blibver slettet, så vil det jo nærmest være et evighedsdokument, der ligger som i en tidskapsel til fri læsning og studie. Naturligvis bliver Internettet også afløst af noget andet på et tidspunkt... men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at tiden her virkelig må være den mest dokumenterede tidsalder nogensinde. Alle har mulighed for at sætte en eller anden form for varigt minde om dem selv og deres liv på Internettet. Det er naturligvis også det, der vel gør det ubrugeligt rent videnskabeligt set, for der er så meget, at man helt drukner i det...
Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det da kunne være sjovt at dykke ned i ens fars facebook-profil fra hans ungdom (hvis der havde været Facebook på det tidspunkt). Det kunne da have været rigtig sjovt at læse om hvad tanker han gjorde sig på en ganske almindelig dag i 1952. Eller læse et blogindlæg fra min mors første arbejdsdag som pædagog i Frit Danmarks Børnehave - skrevet ikke sådan set reflekterende flere år efter, men skrevet samme aften, hvor det skete.

Men sådan vil Josva og Jonathan jo have det - de kan gå ind og læse om hvad deres far gik og tumlede med... hvilke mærkelige ting, han skrev på Facebook og hvilke tanker han gjorde sig ... blandt andet om Internettet som et historisk evigheds-dokument. Og det kan være, at børnebørnene også læser med :-) Så hej med jer - glæder mig til at træffe jer!

HB Køge og Indre Mission

Jeg hørte lige afslutningen på Godmorgen P1 (tror jeg nok programmet hed). De havde religionssociolog Østergaard i studiet for at tale om Indre Mission. Han blev citeret for at have sagt - da mikrofonerne var slukket - at IM har det som HB Købe for tiden... lilleput, der kæmper mod overmagten.

Og så kom journalisten med sin egen lille bemærkning til det: "Der er bare den helt store forskel, at HB Køges chef kommer fra Litauen og Indre Missions chef vistnok kommer fra (kunstpause, hvor den anden journalist lød lidt beklemt ved hvad den anden ville sige) Bethlehem".

... sød lille bemærkning!

Hvad siger folk om dig?

Ligger og læser i Johannes Åbenbaringen – i kapt. 3 vers 1 står der om menigheden i Sardes: ”Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død”. Gud kender os hele vejen igennem – kender os bedre end vores aller nærmeste. Vi kan få ros fra alle og enhver og have et stort navn i samfundet og i kirken, men det eneste, der virkelig betyder noget er hvad vi er i Guds øjne.
Menigheden i Sardes gik for at være levende – men set med Guds øjne var menigheden død… det kan være, at vi ser ud til at være levende, sjove, fyldt af humør og være ovenpå… og det værste af det hele: Vi kan selv have det selvbillede, men Gud ser måske noget andet: Et dødt menneske – et menneske med et dødt hjerte, en død tro på vej væk fra ham og livet, lyset og sandheden.

Det vigtigste er hvad Gud siger om os… hvad Gud sig om mig… for pludselig en dag vil jeg stå for hans trone og høre det fra hans egen mund. Jeg håber og beder til at det må være noget andet end det, menigheden i Sardes hørte.

Henri Nouven: The wounded healer

Ud fra 2. Korintherbrev kap 1 siger præsten Henri Nouven:
"Nobody escapes being wounded. We all are wounded people, whether physically, emotionally, mentally, or spiritually. The main question is not "How can we hide our wounds?" so we don't have to be embarrassed, but "How can we put our woundedness in the service of others?" When our wounds cease to be a source of shame, and become a source of healing, we have become wounded healers.

Jesus is God's wounded healer: through his wounds we are healed. Jesus' suffering and death brought joy and life. His humiliation brought glory; his rejection brought a community of love. As followers of Jesus we can also allow our wounds to bring healing to others."

Bibeltime: Forsoning ved Kristi blod

I formiddags handlede det så her på bibelcamping i Mørkholt om Kolossenserbrevets første kapitel – om forsoningen i Kristus Jesus. Det er en missionær fra … Vejle?... Brian Madsen, der stod for oplægget.
Det var nok ikke de store nye tanker, det bragte med sig – men bibeltimen havde karakter af ”Fortæl det gamle budskab”. Det vores liv skal bygge på, nemlig det, som Gud allerede har gjort for os. Hvordan forsoningen er datid – tak til ”vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige” (Kol 1,12-13). Skønne vers – og læg mærke til datidsformen, det er sket – og det ikke mig, men ham, der har gjort det.

Jeg skrev en kættersk tanke på mit papir som indledende tanke til emnet: Forsoning – ”går vel begge veje?”. Jeg ved godt, at overfor Gud er vi altid dem, der er skyldige og dem, der har brug for Guds nåde. Men kunne man forestille sig situationer, hvor man alligevel er gal på Gud? Det kan jeg godt sige et stort ja til – har selv oplevet det… og tænker jeg situationen igennem f.eks. fra julen 2007, så kan jeg da stadigvæk blive lidt gal på Gud. Vel har han skabt os, og vi skal være glade for livet… men det er ikke altid, at det, at vi er i live føles som godt. Situationer, hvor eneste sted at sende sin klage hen, hvis den skal ramme den ”rigtige” synes at vær Gud (en vældig blød formulering, ikke?)

Derfor synes jeg også, at mennesket i Kristi offer bliver forsonet med Gud på den måde, at vi ser, hvor meget han har gjort for os. Det, som vi igennem syndefaldet og verden og vores egen ondskab er underlagt af fysiske og psykiske lidelser og pine, Gud har gjort det ypperligste og største for at sætte en stopper for det. Den vrede vi kan mærke, når vi står foran et totalt ”meningsløst” dødfald eller sygdom, hvor det ikke engang ville være blevet betragtet som et under, hvis Gud havde grebet ind for at skænke en hel anderledes slutning… den vrede rammer ind i korset og ser ”Thi således elskede Gud verden at han gav sin søn”, at han hengav, prisgav, bortgav sin eneste søn. Han har ikke bare gjort noget på anden hånd for at sætte en stopper for det kaos af synd, pine og ødelæggelse, der hedder menneskeheden – han har selv gjort det. Han har endda ofret det dyrebareste en far kan ofre, nemlig sit eneste barn.

Måske er det bare på grund af mine specielle oplevelser, at jeg ser det som et forsonende træk/handling, at Gud gav sin søn. Tænk, Gud har mistet sit barn. Og han har ikke bare stået passiv ved siden af, han kunne have grebet ind, men hans kærlighed til menneskeheden tvang ham til at ofre sin anden kærrlighed, sin søn. Der var ingen andre veje til forsoningen end korset.

Forsoningen kom i stand ved ”hans blod på korset” (Kol. 1,20).
Brian var inde på hvorfor det var nødvendigt med blod – det lyder jo lidt primitivt i vore moderne øre. Der var desværre ikke tid til at gå mere ned i det andet end at han gav os et par bibelsteder (3 Mos 17,11, Hebr 9,22 og 1 Johs 2,2). Men det var mere end konstatering af at det er sådan, ikke en forklaring af hvorfor det er sådan.

Jeg digtede lidt videre selv – nemlig det at det siger noget om hvor stor og ond synd egentlig er i Guds øjne, at det er totalt ødelæggende. Synd er forspildt liv – synd uanset hvor ”stor” eller ”lille” den er, skaber afstand til Gud, og der skal blod, spildt liv, til for at genskabe denne forbindelse.
Men igen - jeg synes ikke det forklare det helt igennem, men kun på et vist plan. Jeg tænker lidt, at det næsten igen ”bare” er at forklare at det er sådan, ikke at begrunde hvorfor det er sådan. Vi har jo ikke med en eller anden at gøre, der er underlagt nogle regler, som han ikke selv har sat og har bestemt. Så at det er sådan skyldes Gud – at Gud er som han er, skyldes Gud selv. Han er ikke underlagt bestemte måder en Gud skal være på, fordi han netop er den eneste Gud – der er ikke en overenskomst, han er underlagt og skal følge.
At sige, at det er primitivt at blod skal ofres for at forson ingen kan finde sted, kan jeg et eller andet sted slet ikke få mig til at skrive… for sent, er allerede skrevet… men tanken er da lidt nærliggende. For hvordan kalde Gud for primitiv – det er da en både majestætsfornærmende og strider mod hele tanken om en alvis og alkærlig Gud. Men den er ikke desto mindre nærliggende.
Jeg har som skrevet ikke fået en begrundelse for hvorfor det er sådan – men måske er vi inde ved nogle af de få kernesteder, hvor vi bare er nødt til at sige: Sådan er det bare!

Nå… lidt tanker fra en bibeltime på Mørkholt Bibelcamping, sommeren 2011.

Jeg - en campist

Jeg ejer en campingvogn… ja, jeg har den godt nok ikke stående ude på gårdspladsen endnu og rent faktisk har jeg ikke betalt for den endnu… men den står hos forhandleren og er ved at blive gjort i stand, for jeg har sat min autograf på en slutseddel. Så rent juridisk er jeg vel en campist nu. Og ja… jeg føler faktisk allerede nu, at der sker noget med mig. Jeg ved godt det er vildt pjattet… men enhver, der har købt en campingvogn kan nok tale med om det. Nu tror jeg ikke på evolution – og arternes oprindelse og hvad man ellers kan finde på af skøre ting for at undgå at sige ”Gud”… men her er der måske en snert af forandring/evolution– spørgsmålet er bare om det er en udvikling eller en degenerering.

Egentlig er det jo dybt god nat alt sådan noget med camping – vi er nået det foreløbige højeste trin i udviklingen af den menneskelige race og kultur – vi har super-fede huse med indført vand og varme. Og hvad gør vi så? Vi giver afkald på det og sætter et lille hus på et par hjul og kører af sted! Egentlig er campingpladsen én stor hån af det moderne samfund – uanset hvor meget elektronisk, der puttes ind i sådan en kasse på hjul!!

Det smarte tøj (som mange) går i normalt derhjemme… det bliver skiftet ud med en såkaldt ”campinghabit” – dvs. joggingtøj. Man står i kø for at komme i bad og giver 5 kroner for tre minutters varmt bad, alt imens man har en lille balje under campingvognen til opsamling af spildevand fra håndvasken og går på toilet i noget, der kunne være fremstillet ud fra ”Den lille kemiker”.
Men det er hyggeligt! Det er for mig at se indbegrebet af dansk hygge – på linje med kolonihaverne med de små hytter og Dannebrog vajende over bøgehækkene. ”Campister er et hjælpsomt folkefærd” sagde en af sælgerne, da jeg spurgte om det var svært at få forteltet op. Man kommer hinanden ved på en helt speciel måde, når man står der i kø i sit joggingtøj for at komme på toilet. Eller man inviterer ”gaden” over på kaffe i forteltet – besøger gamle venner. Sidder og småsnakker i forteltet med en varmeblæser kørende og et glas rødvin, imens man hører sang og små-snakken fra de andre telte og vogne. Eller man hører godnat-sange for små børn, og der bedes et fadervor som et dejligt led i natritualet…. Og jeg kunne rent faktisk blive ved. Og alle de ting rimer på ordet ”hyggeligt”.

… og alle de ting er ved at vokse frem i mig, jeg er ved at udvikle mig lige så langsomt til at være ”campisten Kim”. Det sker lige så langsomt – så når jeg om ganske få dage kigger i det nye bagspejl på bilen – speciel-designet til brug for campingvognen… og derinde ser mig selv, så er det et nyt ”mig selv”. Fra da af, begynder jeg den lange og drøje, men enormt hyggelige vandring i retningen af at blive anerkendt som fuldblods-campist. Og hvad skidt, at det betyder en degenerering – når det er en degenerering til det bedre.

Præsten på baresls

Jeg er på barselsorlov ... jeg er mand, så derfor har 99% af alle ønsker i forbindelse med orloven været: "Så må du have en god ferie". Sådan har jeg nu ikke betragtet det indtil nu - den store stak bøger, som jeg har lagt frem "de skulle læses"... er stadigvæk uberørt - og sjovt nok, så er stakken fuldstændig identisk med den stak jeg havde ved sidste barselsorlov. Hmmm....

Men nu gælder det orloven med Jonathan - han er 9 mdr. og bare lækker. Jeg kan ikke lade være med at lade tankerne løbe frem i tiden, når jeg går med ham i barnevognen for at få ham til at falde i søvn. Hvad venter der forude - og med risiko for at lyde for from, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med alt det ydre i hans liv, hvad han får af arbejde, hvad han får af uddannelse, hvad han kommer til at stemme til folketingsvalget eller hvad han bruger sin fritid på. Det, jeg sætter højest i mit ønske for lille Jonathan er, at han må blive en kristen. Alle de andre ting er vigtige, men i forhold til dette ene, så er det biting tenderende til det ligegyldige.

Må han dog bare blive en kristen. Må han dog bare finde frem til Jesus som sin personlige frelser - og finde Guds retfærdighed... og så vil alt det andet blive givet ham i tilgift.

Det er det, jeg er mest bævende overfor i min "rolle" som far: Hvordan lige bane vejen fra barnet til frelseren? Eller sådan, som jeg ofte føler det: Hvordan undgå at stå i vejen?

Det bedste måde er naturligvis eksemplets kraft... men jeg havde nu håbet på en lettere metode og også en mere realistisk metode, for så godt et eksempel er jeg heller ikke, at jeg håber, at han/de vil kopiere mig.

Men jeg tænker også videre: Hvor skal de få sig et kristent fællesskab allerede nu, som de både direkte og indirekte kan bygge videre på senere i livet? Hvordan gør kirken til deres andet hjem, sådan som jeg altid har betragtet kirken?

Man må vel bare tage en dag ad gangen, en opgave af gangen... en dag af gangen, og så håbe og bede til, at Gud må bruge mit ringe eksempel. Bede til, at der også her på vort sted må byde sig et fællesskab, som kan tilbyde ham medvandre-skab i kristenlivet.

Kaffe (del 2)

Det største mirakel
Der er noget over det øjeblik, hvor det første vand rammer kaffen. Der kommer en eksplosion af dufte og synsindtryk … blandet med en frygt!! ”Er det denne gang, at kaffetragten vælter og efterlader et rent oprydningshelvede ikke bare på bordpladen, men også ned af skabslågerne. En forurening med kaffegrums og sort sort kaffe!!”

Men altså ikke denne gang.

Vandet kommer over anden gang
Nu er køkkenet fyldt med kaffeduften. Kaffengrumset… kaffen sidder nu i et tykt lag langs kanten af kaffefiltret – det skal rammes med en nænsomhed, så man ikke tipper kaffetragten...

Duften fylder nu hele rummet – og blander sig med duften af håndværkerne i ovnen og den største af drengenes sang fra soveværelset, hvor han leger med baby-lillebror. ”Åh abe, åh abe, gid jeg dog var lig´som dig”.

Nu er der gået hovmod i kaffebrygningen – det KAN ikke gå galt – så jeg forsøger mig med at lave noget andet end bare kaffe: Jeg finder tallerkener frem. Man er nødt til at forblive i køkkenet – for at hælde vand over, så tallerknerne bliver i køkkenet.

Judith råber: ”Hvad laver du, siden det tager så lang tid med maden”
Mit svar ”jeg er ved at skrive en tekst om kaffe-brygning” faldt vist ikke i god jord.

Men nu er kaffen færdig – jeg stiller kaffetragten i vasken. Det bløder at se på det… og den bløder. Kaffegrumset har stadigvæk mere at give og en tynd stribe kaffe baner sig vej hen mod afløbet. Selv her efter at det er slut, bliver kaffen ved med at give – smukt!!

Resten af det kogte kaffevand hældes i en gryde og et par æg følger trop – det varme vand skal ikke gå til spilde, men hjælpe til med at levere et par kogte æg til morgenmaden.

Håndværkerne skubbes hurtigt ud og ned i brødkurven – sådan – uden at brænde fingrene!!

Morgenmadens ukronede dronning
Der er dækket bord – det sidste, der bliver sat på bordet er kaffen. Morgenmadens ukronede dronning, der skal regere hele formiddagen og sende sine velsignelser et godt stykke op af eftermiddagen.

… en sådan dag kan kun blive god… og konen synes også at være blive påvirket af den gode stemning, så selv produktionen af en tekst om kaffebrygning på et malplaceret tidspunkt er glemt.

Kaffen er parat!

Kaffe (del 1)

Jeg drag min første kop kaffe til min storebrors 30 års fødselsdag. Jeg var selv 19 år og stod på springet til at skulle begynde på universitetet et par måneder efter… så det var altså på høje tide, at jeg fik smag for de livgivende dråber.

Jeg forbandt kaffe med den mørke og bitre smag, der kommer fra Ali Kaffe. Det var den… eller er den… min mor og far stadigvæk bruger, og i hvert fald som barn, kunne selv mængder af sukker og mælk ikke gøre den drikbar – i dag er jeg mere hærdet, så frem med Ali-kaffen ;-)
Men jeg holdt mig altså fra det stads, kaffe. Lige til altså min storebrors 30 års fødselsdag i Højby Forsamlingshus. Jublen ville ingen ende tage: ”Nu har jeg lært at drikke kaffe”.
Egentlig et underligt udtryk: Lært at drikke kaffe… som om det var noget, man skulle lære som at cykle eller som at lære den franske bøjning af uregelmæssige verber. Stor var derfor også min forbløffelse, da jeg i år mødte den første konfirmand, der drikker kaffe!! ”Kan jeg ikke få en kop kaffe i stedet for the?” – og præsten tabte underkæben! Troede det var noget man drak meget senere i ens liv J

Kaffen som tyk og tynd
Kaffen har fulgt mig som tyk og som tynd lige siden – men mest som en eller anden form for Nescafe… eller instans coffe – eller som det hedder så kækt på dansk: Pulverkaffe. Jeg kan stadigvæk huske de rækker af tomme x-large kaffe-glas, der skulle smides ud, efter at jeg havde afleveret mit speciale. Wau – alt det billige pulverkaffe fra ALDI, der er blevet slugt dér i læsesalens tørre verden!!
Det er så dejligt nemt lige at varme vand op til en enkelt kop – og kort tid efter kan jeg vende tilbage til kontoret og få arbejdet videre. Og hvor mange halv-fyldte kaffekander har jeg ikke måtte hælde ud dagen efter, fordi jeg så alligevel ikke kunne drikke en hel kande… !!! Selv om jeg jo ret beset kommer fra en familie, der ikke har problemer med varmekaffe (dvs. kaffe fra dagen før, der bliver varmet op i en gryde). Det er derfor både nemmere og mere økonomisk med sådan en omgang pulverkaffe. Men så sker det jo alligevel, at jeg tyer til det gode gamle: At brygge kaffe.

Brygge kaffe
Ikke brygge kaffe med en kaffemaskine – men det at hoppe et par skridt tilbage i den elektroniske udvikling og skubbe kaffemaskinen væk. Hiv kaffetragten ud af maskinen, stil den i kaffekanden og bryg så kaffe på den gammeldags måde.
Der er en tidsmæssig ødselhed over at brygge kaffe på den rigtig gode gammeldags måde. Man skal have god tid – man skal være over kaffen under hele brygningen og kan ikke bare komme til og fra, for så ender det galt.

Tiden står stille – tankerne stormer tilbage.

Og står jeg dér og hælder det kogendende vand over kaffen, så ryger mine tanker tilbage. Tilbage til min gamle faster Mary fra Haarby på Fyn – eller egentlig: Hun var min fars faster… en ældre fin dame, der (så vidt jeg husker) faktisk havde en kaffemaskine stående i køkkenet, men jeg har aldrig set hende bruge den. Nej, hun kogte noget vand på sit gaskomfur, og når den lille fløjte på kedlen satte i med et hyl, så blev de varme stråler hældt ud over kaffen. Selv om jeg ikke brød mig om smagen af kaffe, så var der alligevel en dejlig duft i køkkenet. Det er denne faster og hendes køkken og hendes kaffe, der popper op i mit hoved hver gang, at jeg giver mig i kast med kunsten at brygge kaffe..

God tid
Man skal have god tid, når man brygger kaffe på den måde… det går ikke, at man laver en masse andre ting, for så kan man f.eks. ikke holde øje med at tragten bliver på sin plads – eller om kaffefiltret pludselig bøjer rundt og lader en masse kaffegrums ryge ned til den færdige kaffe.
Nå… men i gang med herlighederne: Først bøjer man siden af kaffefiltret rundt… ved ikke hvorfor, men de skal gøres. Buk den rundt og åben så posen kaffe – tager elastikken af og snus… ahhh… det allerbedste med kaffen, er kaffeduften før og under brygningen. Sikke dog en duft!!
Man skal ikke vide nøjagtig, hvor meget der skal i, men sådan nogenlunde. Og når man har fået det i, som man har beregnet sig frem til, så skal man lige give en the-skefuld mere. Ja, jeg er en ”plus-en-kaffebrygger”!!
Så lukker man kaffen af igen – den skal være i posen og lukkes af sirligt med en elestik. Vandet skal nu gøres klar – det skal ikke være kogende og heller ikke for koldt… igen: Præcision. Og det lærer man kun efter at have dummet sig tilstrækkelig mange gange.

(Fortsættelse om en uge)

Vi, der overlevede "Dommedag"

Dagen i dag skulle slet ikke have eksisteret – altså iflg. radioprædikanten Harold Camping. I går skulle Jesus være kommet tilbage – det hele skulle have været begyndt kl. 18.00 i New Zealand med et kæmpe jordskælv, der så ville brede sig til resten af verden. Eneste overlevende: De troende kristne. Men der var intet jordskælv – eneste registrerede naturfænomen var vel en vulkan på Island – men intet verdensomspændende jordskælv og ingen synlig Jesus på himmelens skyer.
Det har fyldt en del for mig – og har givet grobund for nogle forskellige tanker, som jeg gerne vil dele med jer her på min blog:

God PR forkert budskab
Man må indrømme, radiostationen (eller kirken bag den) har gjort deres PR godt! Jeg tror, at alle nyheds-stationer har bragt budskabet fra den lille kirke/sekt (?) og egentlig forbløffende nok, så har jeg ikke hørt det videregivet på en hånende måde. De sidste mange måneder har en forbløffende lille gruppe mennesker altså formået at slå igennem i alverdens (i hvert fald vestlige) medier. Et fantastisk stykke pr-arbejde.

Om budskabet så var forkert, upræcist og skørt er en helt anden sag. De har rent faktisk fået deres budskab solgt langt bedre end den katolske kirke, de amerikanske mega-kirker og medie-søgende kirker…. Ja, faktisk endda bedre end vores egen folkekirke (surprise, surprise). Helt i Nyhavn gik der unge missionærer rundt, der havde solgt alle deres ejendele for at advare folk om den kommende katastrofe. Og i USA skulle de virkelig havde gået voldsommere til værks med enormt dyre spots og reklamer i nogle af de største aviser. De gik omkring og fortalte budskabet fra en radioprædikant, som vel ingen har hørt noget om før for et halvt års tid siden. De eneste, der sådan er kommet i medierne og overgår dem, er vel den katolske kirke – med deres mange sager om sexødelagte og sexødelæggende præster. Og her gælder sloganet ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale” altså bare ikke!!
Den eneste måde at skabe overskrifter på er åbenbart ved at være kriminel, ved at lave en eller anden skandale eller ved at lade en konflikt optrappe til det vanvittige, så kærlighedens repræsentanter smækker med dørene i Guds hus. Det er der PR i… men altså på mediernes præmisser.

Harold Campings PR
Og så kommer der sådan en radioprædikant og rydder overskrifterne worldwide. Hvorfor? Fordi det altid er sjovt at udstille skøre og fanatiske mennesker? Tjo – det er nok også en del af det … men det ville slet ikke være kommet så langt, havde de ikke haft en mediestrategi og en plan for deres PR.
Jeg tror dybest set, så lykkes den opmærksomhed kun fordi disse mennesker troede på deres budskab. Nu ved jeg ikke med Harold Camping selv – onde tunger vil vide, at han virkelig har scoret kassen ved det her og har gjort det på grund af penge. Jeg aner intet om Campings egne bevæggrunde, men dem, der fulgte ham, de troede fuldt og fast på det. Også selv om deres budskab var forkert!
Og at deres budskab var forkert blev bevist i går – og derfor vil deres budskab og deres leder synke ned som en komisk fodnote, når næste sekt pudser dommedagstrompeterne ude i fremtiden. Spørgsmålet lyder lidt: Hvorfor får de forkerte altid mest PR?

Aalborg Stift – det må kunne gøres bedre
Folkekirken i Nordjylland har faktisk satset en del på tv-mediet – sat penge af til det og endda ansat i hvert fald to personer (ved ikke om de er fuldtidsansatte begge to). Men selv om det helt sikkert er folk, der gør deres bedste, så er alene det, at ikke alle kan se det, et problem. De er henvist til en kanal, jeg kun kan tage ned i sommerhuset, og til at lave genudsendelser lørdag sent aften (hvem andet end interesserede præster, der keder sig, sidder sent en lørdag aften og hører om sidste søndags bibeltekst?).
Er det fordi man ikke har råd til andet? Det er faktisk en forkølet omgang, det jeg har set, men man kan jo heller ikke få mere end man betaler for. Intet ondt eller sarkastisk ord om de ansatte, for de gør hvad de kan indenfor de rammer, der er blevet givet til dem. Men det må vi kunne gøre bedre – og det kan vi også, men det koster mere. Men ros til at Aalborg Stift dog har taget fat!

De troede på det
Hvorfor slog sekten igennem med deres budskab? Som omtalt: Sekten troede på deres budskab og når det sker, så er man ikke bange for at bruge sine penge, sin kreativitet, sin lidenskab og sin energi for at sikre, at budskabet påvirker andre menneskers liv. Det er bare en skam at det var det forkerte budskab , der kom frem… men det er endnu mere en skam at vi gør det så dårligt med at få det rigtige budskab ud.
Men sekten troede på det – de havde en indre motivation til at trodse blufærdighed og løftede øjenbryn, fordi de trådte udenfor ”normalen” og ”mainstream” kristendom. Jeg må desværre sige, at meget af det kristne (folkekirkeligt) fjernsyn jeg har set, drejer sig mere om at vise, at vi som kristne jo er lige som alle andre, at vi er indenfor normalen. Eller også handler det om kultur eller om alt det i vores budskab, der er ud over det guddommelige. Opstandelsen, sidste tider etc. er skubbet i baggrunden, så det kristne budskab bliver reduceret til etik og næstekærlighed. Jeg husker med gru gudstjenesten nytårsaften her ind til 2011 – en omgang gamle eventyr!!
Vi har verdens største og bedste nyhed, men vi tør ikke rigtig fortælle det. Eller også har vi ikke blik for hvad det vigtige er.

Vigtigt budskab
Har vi mistet blikke for hvor vigtigt vores budskab egentlig er? Man kan klantre sekten her for meget, men ikke for at have tabt blikket for hvor presserende det kristne budskab egentlig er. Nu kender jeg intet til deres arbejdsmetoder eller om der var et pres på for at gå ud og evangelisere… men skete det frivilligt, så viser det, at dens medlemmer også brød sig om deres medmennesker. Ellers kunne de jo bare have været ligeglad med ”alle de andre”. Men det var de åbenbart ikke… derfor to de af sted… endda helt til Nyhavn!

Hvad der er kernen i gårdagens begivenhed er jo, at Jesus faktisk kunne være kommet tilbage i går kl. 18.00 – det kunne også være i aften eller i overmorgen eller om 20 år. Men Jesu komme eller ej, så er det et faktum, at også i går var der mennesker, der døde uden nogensinde at have hørt om Jesus – eller i hvert fald uden at have taget imod ham som frelseren. Og det betyder at der også i går og i dag døde mennesker, der aldrig nåede at blive forligt med Gud gennem Jesus Kristus, før det pludselig var deres egen ”private” dommedag. Og der er én måde at klare sig igennem denne dommedag på uden at få sig en evig dødsdom på nakken!!
DET er et da et vanvittigt vigtigt budskab, som vi virkelig burde sætte ALLE sejl til for at få ud – ikke bare en halvforkølet omgang eventyrfortælling nytårsaften!

Vi har brug for at finde følelsen frem om at det faktisk haster at få vores budskab ud. Det er naturligvis noget nemmere at holde dampen oppe, når man har en konkret dato foran sig (her den 21. maj 2011) end hvis man ”bare” har et eller andet ”jeg kommer snart” eller døden, som i de fleste (vestliges) hoveder ligger et godt stykke ude i fremtiden. Men ikke desto mindre er det ufatteligt vigtigt, at vi holder dampen oppe alligevel. Budskabet bliver ikke mindre vigtigt af at vi ikke har en dato og et klokkeslæt enten for dommedag eller vores død… på en eller anden måde er det jo nærmest tværtimod. Det bliver meget vigtigere, for så kan en afgørelse ikke udskydes til dagen før…

Dommedag – en frygtens dag?
En anden ting, der ramte mig i går var, at ja – egentlig var jeg lidt glad for at det ikke skete i går. Ikke bare fordi ”den fjer i hatten skulle radioprædikanten ikke have” – det er jo barnligt – men ja.. for ville jeg dybest set være klar, hvis det var sket i går? Det gav mig endnu en grund til selvransagelse, for det skulle jo gerne være en glædelig dag, når Jesus kommer igen.
Ja, dommedag skulle jo gerne være en glædelig dag for den kristne, en dag, hvor vi skal løfte vores hoveder, for vor forløsning nærmer sig (som Jesus siger). Men for nogle er dommedag og tanken om den en kilde til skræk (en mor har været ved at dræbe sig selv og sine børn - klik her).
Kaj Munk fortæller, at han en sommerdag pludselig hørte et ordentligt brag ude fra havet, da han gik i sin have. Og straks troede Munk, at det måtte da være Jesus, der kom igen. Det viste sig så at det var redningsbåden, der afprøvede noget dynamit eller et eller andet… men i stedet for at grine af sig selv og være flov over det, så var han glad. For han lærte noget om sig selv – for der gik et sus af glæde igennem ham: Tænk det kunne være ham!! Hvilken skøn måde at krone en sommerdag på – Jesu genkomst.

Var Jesus kommet igen i går, så havde det været slut med alt ondt. Slut med ondskab. Slut med sult. Slut med undertrykkelse. Slut med forfølgelse. Slut med mord. Slut med mobning. Slut med tyveri… slut med det hele. ”Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til”.
I stedet for vågnede vi op til søndag den 22. maj 2011… en dag som alle andre, hvor der stadigvæk er ondskab, sult, undertrykkelse, forfølgelse, mobning og tyveri. ”Det gamle er her stadigvæk – se det nye udeblev”.

… men det nye kommer.
I stedet for at bruge en masse krudt på at lægge afstand til ”Camping-kirken”, så lad os holde fast i det, som de faktisk havde ret i, nemlig at Jesu kommer igen…. Ikke på en dato, som vi regner ud, fordi vi som de eneste har forstået Bibelens skjulte budskab, for der er ikke noget skjult budskab – det er åbent frit og tilgængeligt for alle. 1) Jesus kommer igen en dag og stopper alt ondt. 2) Du kan blive frelst – også på den ”private dommedag”, som kommer efter vores død. Og hvorfor kan vi det… jo, ”For således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv” (Johs 3,16).

IKEA

En kvinde køber et skab i Ikea. For at spare penge, vil hun selv samle det. Da hun har fået det samlet, ser det helt godt ud, men pludselig kommer toget, som går gennem en tunnel lige neden under, hvor kvinden bor. Toget forårsager en del rystelser, og skabet falder derved sammen. Ærgeligt forsøger hun sig igen, og senere står skabet påny samlet og flot, lige til det næste tog kører under hende, og skabet falder igen fra
hinanden...
Hysterisk (som kun kvinder kan være) ringer hun til Ikea, og de beslutter at sende en faglært ud til hende. Han får samlet skabet uden problemer, men da toget kører under dem, begynder skabet lige så stille at falde fra hinanden. Han beslutter at samle det igen, men vil samle det indefra, for så at se, hvad der går galt når toget kører forbi...

Netop som skabet står klart, og ikeamedarbejderen er inde i, kommer manden hjem og ser skabet:
"Sikke et lækkert skab" siger han og åbner skabsdørene.
Til hans forargelse ser han den fremmede mand inde i skabet og spørger "hvad laver du i
mit skab"
"Jeg er din kones elsker .... for du tror vel ikke på mig, hvis jeg siger, at jeg står og venter på toget"

Klæder skaber folk

For to uger siden købte jeg to kortærmede skorter i genbrugsbutikken i Sindal - Inge (det stod der i hvert fald på hans navneskilt) skulle kun have 40 kroner for disse flotte og noble skjorter.

Jeg valgte åbenbart en dårlig dag at have den ene af disse på - en lyseblå. Jeg skulle i A-Z (det er det samme som Bilka, dog her kan man ikke købe mad- og drikkevarer) - køtilbud: Et barnesædde til bilen.
Der er sådan en speciel atmosfære, når A-Z åbner, folk står i en pæn kø og venter på at glasdøren ind til butikken bliver åbnet på slaget 9.30.
Uanset at jeg altid tænker: "Lad dig ikke rive med, lad dig ikke rive med", så sker der et eller andet i det øjeblik, hvor dørene åbnes. Et primitivt skrig lyder i hver eneste muskel i ens krop - "nu skal der bare handles, og alle de andre VIL have det samme som dig, og hvis du ikke kæmper for det, overhaler og virkelig sætter turbo på, så får du aldrig det barnesæde. Og lad dig ikke nare af at de andre ikke ser ud til at have børn, for enten er de sendt i byen for deres egne voksne børn, eller også skal de have et barnesæde til når de skal køre med deres børnebørn. De er potentielle fjender hele bundtet".
Denne gang holdt jeg dog krigsskriget tilbage - og beherskede mig... jeg overhalte kun en eneste på vej ind af slusen ind til selve butikken. Resten fik jeg "kastet" af mig ved at tage andre veje end hovedfærdselsåren ned igennem butikken. Men mærkeligt nok, så var der en ældre dame, der pludselig kastede sig over mig: "undskyld ved du hvor den termo-dims er til "og så sagde hun et eller andet, der ikke sagde mig noget.
Jeg sagtede farten, hun havde hæktet sig på mig... "Arh... er hun i virkeligheden bare ude på at få et barnesæde, og skal holde mig hen, imens hendes mand render i forvejen".
Hun fortsatte med at følge med mig, og nu synes jeg, at jeg burde stoppe op - jeg havde faktisk ikke tid til at snakke med hende, og jeg anede ikke hvad hun talte om. Jeg fik manet gentlemanden op i mig: "Desværre... det ved jeg faktisk ikke hvor ligger.... for jeg er ikke ansat her".
Og så kiggede hun mærkeligt på mig og undskyldte... og jeg fortsatte... nåede frem, fandt et sæde... der var rigtig mange tilbage, og jeg var den eneste, der var i miles omkreds. Lige bortset fra en af de ansatte - der gik rundt i den nobelste blå kortærmet skjorte.

BING - der faldt 10-øren!! Det var derfor den kvinde var så vedholdende: Hun så min blå skjorte og regnede derfor med, at jeg var en af de ansatte!!! Og ganske rigtig - senere ved samme indkøb oplevede jeg det samme, da jeg stod og snakkede med en af de "rigtige" ansatte, at en kom hen og afbrød. Han regnede med at vi bare stod og snakkede sammenm sådan kolleger imellem!

Så dårlig timing - jeg vil aldrig mere tage min noble blå kortærmet skjorte på i A-Z!!!

Påske - Jesus lever

Jesus lever, graven brast,
han stod op med guddomsvælde,
trøsten står som klippen fast:
at hans død og blod skal gælde.
Lynet blinker, jorden bæver,
graven brast, og Jesus lever!


Jeg har vundet, Jesus vandt;
døden opslugt er til sejer,1
Jesus mørkets fyrste bandt,
frihed jeg ved Jesus ejer;
åben har jeg Himlen fundet,
Jesus vandt, og jeg har vundet!

Horne Præstegård på QXL

Så har jeg lige vundet en aktion på QXL.dk, nemlig et postkort med Horne Præstegård. Sjovt nok var der ingen andre, der bød på postkortet end mig, så jeg fik det for en slik... Men rigtig sjovt - da billedet er taget i 1930-erne, så er det nok præsten, der var her før pastor Bitsch. Kan ikke lige huske hans navn - men ser hyggeligt ud. Faktisk langt hyggeligere end i dag...

Gummitarzan og de royale tvillinger (en dåbstale)

Da jeg gik på Vestre Skole i Odense meldte jeg mig til fritidsundervisning i skuespil. Vi var ambitiøse, for vi ville spille Gummitarzan, og jeg var måske også en kende for ambitiøs, for jeg kom til at spille hovedrollen som Ivan Olsen, Gummitarzan. Efterhånden gik det op for min lærer, at det skuespil aldrig ville blive opført, så som et plaster på såret, spillede vi nogle sketchs for hinanden i stedet for den store premiere med Gummi-Tarzan. I en af dem skulle jeg spille præst ved en dåb – og min lærer vidste vist mere om skuespil end om hvordan en dåb skal foregå, for da jeg sagde: ”Hvad er barnets navn” – for det havde jeg hørt så mange gange henne i kirken, så blev det rettet af læreren: ”Det hedder ´hvad skal barnet hedde´, for barnet hedder det jo ikke endnu”.

Men dåben er ikke en navnefest eller en navngivningsfest: For hun hedder allerede nu Anna Det kan godt være, at det først er i morgen, at Leif nede på kirkekontoret trykker på knappen, så der bliver lavet et sygesikringskort med hendes navn på, men et er at det sker officielt i morgen, men hun hedder det jo allerede nu i, Anna, og når I nu kigger på hende, så kan hun ikke hedde andet end Anna.

Det er ikke en navnefest, dåben. Det har aviserne og fjernsynet vist ikke rigtig forstået endnu, som vi så ved den royale begivenhed her i torsdags. For der var det først og fremmest navnet, der var interessant – hvornår blev det afsløret, hvad de to børn skulle hedde? Det var det, der var i centrum, og overhovedet ikke hvad barnedåb er og hvad de to royale fik i dåbsgave af den himmelske Gud. Det var man ligeglad med – det eneste man ventede på var: Hvad er barnets navn? Hvad hedder de to børn – nu afsløres det snart…. Nå ja… der var også en anden ting, der var interessant: Man var spændt på om Kronprins Frederik fælder en lille tårer… der har faktisk været væddemål på nettet om han ville græde eller ej…

Alle herinde ved godt, at Anna hedder Anna… det er ikke nogen overraskelse, så det er ikke dér, der er centrum for dagens dåb. Og jeg tror heller ikke, at folk herinde går så meget op i om du fælder en tårer, eller ej, Jesper. Så på den måde er vi meget heldigere stillet end ved tvillingedåben, for det, der er i centrum i dag er faktisk det, der er aller størst og allervigtigst i dåben, nemlig det væsentlige i dåben: At Anna fra i dag af bliver Guds barn – og alt hvad det betyder. Hun er ikke længere bare jeres barn, Lene og Jesper, men hun får nu Gud som sin far. Tænk, at der er en, der elsker Anna lige så meget som I gør det! Kaj Munk skriver i et digt om barnedåben:

Som aldrig før, jeg tror i dag:
Det underfulde sære,
at der er en i verden her
, der har mit barn så hjertenskær
som kun dets egen moder.

Hvor I på et tidspunkt må give slip på hende og lade hende gå sine egne veje, når hun bliver voksen, så vil Gud aldrig nogensinde slippe Anna… heller ikke når lille Anna bliver store og voksne Anne, der måske endda selv har børn. For Gud holder fast og holder ved – som vi skal høre om lidt: Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Ja, faktisk ud over verdens ende, for i dåben får vi del i tilgivelsen, nåden og det evige liv – som Jesus siger et sted: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Johs 3,5).

Det er den første gave vi mennesker får her i livet, og det er den største gave vi nogensinde kan få. Normalt er det sådan at jeg får en gave af dig, og du får en gave af mig - og på et eller andet plan så står vi lige – i vores familie er det sådan, at vi giver gaver for 150 kroner. Egentlig har jeg været ved at foreslå, at vi kunne laminere 150 kroner og sende den på omgang i familien som en vandrerpokal…. Men der er ofte et ligeværdigt forhold mellem giver af en gave og modtageren af en gave.

Det er sjældent at vi får en gave, hvor modtageren på en måde virkelig kommer til at stå med hatten i hånden. Men i forholdet til Gud er vi altid den modtagende. Dåbens gave er så umenneskelig stor, at vi aldrig på nogen som helst måde kan give noget, som tilnærmelsesvist er på højde med den. Også fordi at resten af vores liv, alle vores bestræbelser på at gøre noget igen, bygger på dåben og har dåbens gave som den inderste drivkraft. Fra at være syndens børn bliver vi nu Guds børn. Vi får Gud den almægtige som far, Jesus Kristus, Guds Søn, som broder og Helligånden som talsmand og vejleder indtil Jesus kommer igen. Og vi får det kvit og frit – vi får det, før vi overhovedet KAN gøre noget, vi får det som spædbørn… der kun kan en ting: Nemlig tage imod. Og det er derfor, at der ikke findes et specielt dåbsritual for voksne i vores kirke, for overfor Gud er det lige meget om vi er lidt over et halvt år eller om vi er 100 år--- det er liget meget om vi hedder Rex til efternavn eller Larsen – eller Frederiksen eller Pedersen eller Nielsen. Det eneste vi kan gøre er at tage imod.

Så træd frem – og lad os give lille Anna hendes livs største gave.

Antivirus og påsken?!

Judith har fået et godt tilbud - med den (synes vi) sjoveste formulering. Tilbudsgiveren er antivirus-programmet BullGuard. De skriver:

"Påsken står for døren. Lige gyldigt om du glæder dig mest til chokolade-påskeæggene eller til at fejre påsken sammen med din familie, så har BullGuard en særlig gave til dig: Påsken står for døren. Lige gyldigt om du glæder dig mest til chokolade-påskeæggene eller til at fejre påsken sammen med din familie, så har BullGuard en særlig gave til dig"

"Hvad har Internet Security nu at gøre med påsken", spørger du måske. Og du har selvfølgelig ret – ikke særlig meget. Men et godt tilbud er et godt tilbud - med vores kan du:

- Dekorere farvestrålende påskeæg sammen med din familie alt imens vores Inspector lydløst opdaterer dine programmer eller... - Tage på en dejlig skovtur med ro i sindet, fordi vores Firewall sørger for at ingen udefra kan få adgang til din computer eller... - Planlægge en lille weekendtur, og være sikker på at der er taget back-up af alle dine dyrebare filer på BullGuards Online Drive."

... det var da noget af et tilbud!!! Jeg downloader allerede :-)

Påskedags prædiken skrevet

Jeg er lige blevet færdig med prædiken til påskedag - hold da op hvilket budskab jeg må få lov til at give videre, nemlig det trøstende og styrkende budskab fra den tomme grav.

1. Jesus opstod og lever i dag, og går i forbøn for os.


2. Der er et liv efter døden.


3. Jesu offer for din og min synd er godtaget af Gud.


4. Vi skal opstå som han opstod.


5. Du behøver ikke at frygte døden

Bare lige et enkelt citat:

"Korset er den eneste dør ind i himmelen, ind i evigheden – der er andre veje, andre døre, der bliver tilbudt dig - de ender blindt alle sammen.... men ud over det, så over hver eneste af dem, der står der krav på krav på krav, som du skal opfylde… og som du ikke kan opfylde. De er fyldt med instrukser til hvad du skal gøre for at fortjene at komme ind. Over korsets står der bare det ene ord: Nåde. Det er kun nåde og hans ufattelige kærlighed."

Jeg glæder mig til at stå på prædikestolene påskedag... men lige nu er klokken snart 1:15 og jeg skal op i morgen tidlig, smøre madpakke til Josva (jeg har ikke fået købt rugbrød til madpakken... glemte det, da jeg var i Aldi), aflevere ham i børnehaven, komme til Sindal til provstisamråd med præsterne i provstiet, hvor vi får besøg af biskoppen og så tilbage til barnedåbssamtale.

Så en lang dag... men sikkert også god dag - især, hvis jeg meget hurtigt hopper i seng. God nat.

Lidt smuler fra præstens bord

Jeg sidder og arbejder med min prædiken til påskedag - og er kommet over dette billede på sorg, der knuser liv: "The home of Paul Laurence Dunbar, noted poet, is open to the public in Dayton, Ohio. When Dunbar died, his mother left his room exactly as it was on the day of his death. At the desk of this brilliant man was his final poem, handwritten on a pad. After his mother died, her friends discovered that Paul Laurence Dunbar's last poem had been lost forever. Because his mother had made his room into a shrine and not moved anything, the sun had bleached the ink in which the poem was written until it was invisible. The poem was gone. If we stay in mourning, we lose so much of life".

Jeg glæder mig til påsken

For første gang... ja, i mange år... glæder jeg mig til påsken!! Og hvorfor gør jeg det?

• Er det fordi, vi har planlagt en masse nye tiltag og eksperimenterende måder at fortælle påskens budskab på? Næh!
• Er det fordi, vi har engageret en gruppe musikere til at lave en koncert-gudstjeneste med læsningere og refleksioner langfredag? Næh!
• Er det fordi jeg som præst har læst et eller andet eller fundet et eller andet i påskedags evangelium, der virkelig får teksterne til at blive relevante? Næh!

... jamen dog... hvorfor glæder jeg mig så, er det fordi jeg får besøg af min familie? Næh!

Måske glæder jeg mig, fordi vi netop ikke har planlag en masse nye tiltag og eksperimenterende ting - fordi vi ikke har engageret en gruppe musikere - fordi jeg ikke har fundet eller læst et eller andet nyt - fordi jeg ikke får familen på besøg (det er i hvert fald ikke planlagt)... måske vi i år skulle prøve bare at lade teksterne stå som de nu engang står. For i modsætning til f.eks. Jesu lignelser og stridssamtaler, så er der altså ikke rigtig noget, der skal tolkes på i påsken - det er simpelthen så råt og så voldsomt og så storslået, at jeg faktisk synes, at enhver prædiken om den så ellers er så genial som den være kan... jamen, så skygger den bare for det store og stiller sig i vejen.

• Skærtorsdag - vi kan alligevel ikke forstå hvordan nadveren "virker", men vi har Jesu ord: Tag og spis, tag og drik for det her er mig. Tag og tro! ... ikke tag og forstå.
• Langfredag - Jesus blev pint, Jesus blev hånet, Jesus blev pint til døde - sikkert ved at blive kvalt stille og roligt, fordi hans arme ikke længere kunne ham oppe. Og han gjorde det for mig!! Det er ikke meget at tolke på - men en del at skamme sig over. Her er Guds søn, og vi slog ham ihjel!
• Påskedag - det, der ikke kunne ske, skete. Jesus blev levende. Her er Guds søn, og han er levende igen. Og du skal leve.

Måske skulle jeg i år simpelthen bare lade teksterne tale! Måske skal jeg ikke forsøge at være genial. Måske skal jeg træde til side og lade Jesus komme til i ord og handling - både de handlinger, som han fortog den gang, og de handlinger, som han ønsker at gøre i os alle.

Teksterne... de er jo lige her... læs dem og lad dem leve deres eget liv. Måske er det derfor jeg glæder mig til påsken, for i år skal teksterne leve!!

Prædikenforberedelse

Hvem siger, at det er kedeligt at forberede sin prædiken... jeg vil gerne dele denne historie med jer:

How I want to go An old preacher was dying. He sent a message for his Doctor and his Lawyer, both church members, to come to his home. When they arrived, they were ushered up to his bedroom. As they entered the room, the preacher held out his hands and motioned for them to sit on each side of the bed. The preacher grasped their hands, sighed contentedly, smiled and stared at the ceiling. For a time, no one said anything. Both the doctor and lawyer were touched and flattered that the old preacher would ask them to be with him during his final moment. They were also puzzled; the preacher had never given them any indication that he particularly liked either of them. They both remembered his many long, uncomfortable sermons about greed, covetousness and their avaricious behavior that made them squirm in their seats. Finally the doctor said, ‘Preacher, why did you ask the two of us to come?’ The old preacher mustered up some strength, then said weakly, ‘Jesus died between two thieves and that’s how I want to go too’.

Mit barn er væk!!

Ubehageligt!!!! Sådan kan jeg vist bedst beskrive min sindtilstand, da jeg havde købt et rugbrød og en hindbærstang hos Bavinci-bageren i Hirtshals.
Jeg havde parkeret bilen med Josva i - sat musiken til at spille hans favorit-sange og "jeg skynder mig, kommer lige om lidt". Jeg smuttede ind i butikken og købte hvad jeg nu skulle ... og kom så ud og gik over til bilen, åbnede døren, kiggede hen til Josva... der ikke var dér. "Mit barn er væk! Josva er væk!". Er han blevet kidnappet?

Et kæmpe-chok bredte sig i en brøkdel af et sekund ud i min krop... indtil jeg opdagede, at Josva ikke var den eneste, der var væk. Det var hans barnestol også - og Jonathans barnesæde var også væk! Men til gengæld var der blevet støvsuget og lagt nyt betræk på sædderne. Kort sagt: Jeg stod lænet halvt ind i en fremmed bil.

Kiggede en bil længere ned ad parkeringspladsen og dér var vores bil og i den sad Josva og sang med på "Til julebal i nisseland" i en bil, der stort set lignede den, jeg stod ved siden af her. En lille rød Nissan Micra, denne dog kun 3-dørs, ellers var farven fuldstændig ens.

Egentlig kunne jeg nok have tænkt mig at snakke med ejeren af denne bil - om ikke andet, så lige for grinets skyld, men jeg havde faktisk lidt småtravlt, så jeg smækkede døren i og gik over til min egen røde Nissan Micra.

Men puha... sikke en ubehagelig oplevelse! Hvor var jeg glad for at se Josva igen... og han fattede ikke hvad der var sket :-)

Hvem kender sidste vers af "Fastelavn er mit..."

Vi kender alle sammen sangen om fastelavn:
"Fastelavn er mit navn
boller vil jeg have.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Boller op, boller ned
boller i min mave.
Hvis jeg ingen boller får,
så laver jeg ballade.

Men i min barndoms børnehave lærte børnehavelederen (som også er min mor) os et ekstra vers:

Du har slå´t min kruk i stykker
den skal du betale.
Hvis du ikke betaler den,
så får du ris i halen.

Ingen, som jeg har sunget verset for, kender dette ekstra vers!! Kender I til verset, så skriv lige et par linier - og hvis I har et vers ekstra, som I ikke lige finder på, men som rent faktisk er blevet brugt.

Faste fra Facebook

Nu nærmer vi os snart fasten - vi skal lige have et brag af en fest på søndag, fastelavn, og så kommer forberedelsestiden frem til påsken. De fleste af os nøjes nok med at tage fastelavnsfesten alene med fest og hygge, og dropper så fasten i stedet.

Faste er vel ikke rigtig mig
Fasten er først og fremmest i mit hovede mad. I min famøse tid som tysk-lærer på en efterskole, gik lærerene i en frivillig fasteperiode for at bede og få nogle nye ting til at spire frem i eleverne. Det skete, men det er så en anden historie som indebar op til flere udpumpninger af hovedpinepiller!! Men da fandt jeg ud af, at jeg ikke er så god til at faste ... jeg var også i en hel ny situation som lærer, der krævede en masse energi, så jeg føler mig undskyldt, for jeg listede ind i køkkenet og stjal mig til noget kødpølse, når jeg kunne komme afsted med det.
Men i år... skulle jeg forsøge? Et eller andet tiltaler mig ved det - selv om det er svært, for hvorfor skulle man faste? Er det ikke for at bruge tiden på noget andet, f.eks. bibellæsning og bøn eller er der noget i det, at man tilbageholder noget for kroppen og underkuer kroppens behov i forhold til de åndelige behov? Jeg tænker bare: Hvem tænker mest på mad - den, der er sulten eller den, der er mæt? Og hvis det drejer sig om at bruge tiden på noget andet end at forberede og spise maden... så giver det vel ikke den store bonus, når man har små børn, der bare skal have mad og man også bruger tiden ved middagsbordet på at få den side af familielivet på plads, der hedder det sociale fællesskab. Så er der noget at hente rent tidsmæssigt: Maden skal laves og tiden, hvor Josva spiser skal også bruges. Tid vundet ved at spare: 5 minutter om dagen.

Faste er mere end mad-fravalg
Der er så også den mulighed, at man kunne finde noget andet at afholde sig fra. Et eller andet, der fylder meget i ens hverdag og hvor man virkelig kunne få noget tid rykket væk til noget mere væsentligt her i livet. Facebook! Det er i hvert fald den enkelt-ting, hvor jeg bruger en del tid. Kunne man skære Facebook væk i perioden fra fastelavn til påske? Måske holde fast på den del af det, der striks har noget at gøre med mit arbejde, men ellers ikke fortælle, at "Nu spiser jeg frokost".
Ærligt talt, jeg synes ikke om idéen.
1. Dels fordi det jo også er en del af det at være i kontakt med mine venner på - og også med mine sognebørn (altså at være åben og vise, at præsten også er et slags menneske... et mærkeligt et af slagsen, men dog et menneske). Og virker det ikke lidt mærkeligt at holde faste fra sine venner? Jo! Man holder vel heller ikke faste fra at skrive mails, breve, tage telefonen eller åbne sin dør? "Desværre, jeg taler ikke lige med mine venner, for jeg faster".
2. Er det ikke også at udstille at man faster - og vil det ikke kunne få folk til at tro, at man er en værre en (på en positiv måde)? Jesus sagde jo noget med, at den venstre hånd ikke skulle vide hvad den højre gør.
3. Spørgsmålet er også: Hvor meget tid vil jeg få ind på den konto? Nok ikke mere end 10... måske 15 minutter om dagen. Javel, jeg er meget aktiv (forholdsvis, der er nok nogle, der er mere aktiv end jeg er) - men så lang tid tager det jo heller ikke af min dag. Hvad tager det at lave en statusopdatering? 30-40 sekunder fra man trykker ordet www.facebook.com og til man er ude igen? Og så tager det måske 20 sekunder lige at scanne folks opdateringer igennem siden sidst og lige kommen med et par fjollede kommentarer til det. Og når de er spredt ud over dagens timer, så er det pludselig ingen ting sparet og ingen tid, man så har vundet ved at droppe facebook.

Og så alligevel...
Det irriterer man alligevel den tanke, som så melder sig: "De tre punkter er kun et forsøg på at undgå det nederlag, som det vil være, at du slet ikke kan gennemføre en fasteperiode fra facebook!" Og det irriterer mig, for så bundet af Facebook er jeg helle ikke... så jeg tror faktisk, at jeg vil tage fasteperioden fra Facebook alligevel - der er ikke vundet noget rent åndeligt (tror jeg ikke), men om ikke andet, så for at vise for mig selv, at Facebook ikke betyder mere for mig, end at jeg når som helst kan lægge det til side.
Så venner - når den sidst fastelavnsbolle er spist på søndag, så logger jeg mig på Facebook for at sige på gensyn til påskedag. Jeg går ind og opdaterer kirkens facebook-side, men det private er det slut med i den periode. Det bliver sikkert hårdt - ikke mindst for jer :-) - men jeg er nødt til at gøre det, også for at vise for mig selv, at jeg godt kan. Og hvem ved - måske de få minutter, der spares om dagen, alligevel kan give tid til et eller andet bedre - så det måske alligevel bringer en eller anden åndelig gevinst med sig.

Drengen med to øjne

Som barn havde jeg en lille børnebog, der hed (hvis jeg husker rigtig) ”Drengen med to øjne”. Mærkelig titel? Ja…. men hvis man nu forestiller sig at historien foregår på en planet, hvor alle mennesker kun har et øje. Et forældrepar får så et barn med to øjne!! Virkelig en katastrofe – ”hvor er det synd for forældrene” – ”hvor er det synd for barnet”. Ikke bare skiller barnet sig ud udseendemæssigt, men med det ene øje ekstra forsvandt åbenbart også en evne, som alle andre havde: De kunne se langt ud i rummet uden en kikkert. De kunne bare kigge op og så kunne de se langt væk – drengen med to øjne skulle have en kikkert!

Der var mange rynkede bryn på de enøjede ansigter – hvor er det synd. Hvor er det et handikap med to øjne!!
Men så vender historien – for man finder ud af, at han kan noget, som ingen andre kan: Han kan se farver. Alle andre ser verden i sort/hvid – så pludselig vender hans handikap sig til noget fantastisk. Han begynder at fortælle om sit syn på verden – forklare hvad han så (i dag vil jeg sætte spørgsmålstegn ved hvordan man kan forklarer farver… men det tænkte jeg ikke på den gang). Flere og flere kom hen for at høre ham – han holder foredrag i denne sort/hvide verden. Høre ham fortælle om sommerfugles og blomsters farve – himmelens og regnbuens eksplosion i farver. Han skrev bøger , der blev nærlæst af alle!!
Ja, han så mærkelig ud - men han kunne noget, som de andre ikke kunne.

Forskellighed er en dyd og rigdom
At lave sådan en historie er vel lidt af en genistreg. Den tager noget, som for os er unormalt – kun et øje placeret midt i panden- og gøre det til det normale. Den tager det for os normale og gøre det unormalt… og så smider os i ansigtet, at selv i det ”unormale” er der en stor værdi og skønhed, som vi ”normale” kan hente glæde og inspiration i.
Jeg tror måske nok jeg fattede det den gang, da jeg som barn læste historien. Men i dag står det klarere for mig, for jeg ved det er sådan. Jeg ved at vi alle kan et eller andet som andre har brug for. Jeg ved, at selv i det grimmeste, dummeste og mærkeligste, der gemmer der sig et værdifuldt menneske, som er sat her på jorden med en opgave og med en tanke fra Guds side. Det er i hvert fald det, der holder mig selv oppe.

"Genindfør cølibatet" - eller "At tjene to herrer"

Nej, jeg mener naturligvis heller ikke, at cølibatet skal genindføres, for jeg elsker mit liv som ægtemand og far!!! Men hold da op, hvor er præstelivet og familielivet to størrelser, der kan rive i en fra hver sin side og kræve sit.

Her et eksempel:

I torsdags havde vi gudstjeneste på plejehjemmet - da gudstjenesten var slut, kørte jeg en af de dejlige ældre damer over i dagligstuen, hvor jeg havde hentet hende. På vej tilbage stødte jeg ind i en af dem, der vist nok er senil. Et elskeligt menneske - smilende og positiv.

-"Nå, hvornår skal der så være gudstjenste?" - sagde hun, da hun så mig i præstekjolen.
- "Vi har lige haft det"....

Det blev hun meget ked af...

- "for det er så hyggeligt og så dejligt at synge vores dejlige salmer. Det elsker jeg. Men hvornår er der så gudstjeneste igen?"

- "Om 14 dage" svarede vi så (organisten og jeg).

- "Om 14 dage.... det var da godt nok lang tid".

Hun har sikkert fået det at vide, at der var gudstjeneste, men da der er blevet sparet så meget på personalet, så er der ikke tid til at der er en, der lige minder hende om det... og så glemmer hun det i løbet af kort tid. Og der er ikke tid til at følge dem hen til salen, hvor vi har gudstjeneste. "Det er ikke vort bord. Der må komme nogle frivillige".

Nå, men det er en anden sag... da jeg stod dér tænkte jeg: "Tag hende med ind og syng et par salmer ved klaveret". Men jeg gjorde det ikke... for klokken var allerede mange og lille Josva skulle hentes i børnehaven, og Judith kunne ikke hente ham, for jeg havde bilen. Så det blev lige et par ord, der blev vekslet og afsluttet med et "farvel - og ha det godt".

Men hendes skuffede ansigt står stadigvæk for mig: "Er gudstjensten slut?!" Hvor ville jeg gerne - men en anden forpligtelse stod og skulle opfyldes - havde jeg ikke haft børn og kone, så ville jeg været blevet der - bare lige 15 minutters tid. Men nu har jeg børn og kone... og tak for det!! Men meget arbejdsmæssigt ville da være lettere, hvis man ikke skulle tænke på andre end sig selv og sit skønne dejlige kald som sognepræst.... som desværre også indeholder prioriteringens plage. Og hvad er prioritering andet end at forsømme i rigtig rækkefølge... også i forhold til sit kald som ægtemand og far.

Hvem har den største skyld?

Skulle jeg flytte et eller andet sted hen - udenfor Danmarks grænser - så banker mit hjerte for den lille ø-stat, Malta! Det har det gjort lige siden jeg skrev en opgave om den i geografi i gymnasiet :-)

Siden bragte først vores bryllupsrejse og siden to andre ferie-ture mig et større kendskab - og større kærlighed til dette land.

Johanitterne
Man kan ikke sige Malta unden at sige Johanitter-ordenen. Jeg har altid haft lyst til at læse noget mere om denne specielle order, men ja... tiden har ikke været til det. Da jeg var i Malta i januar, købte jeg en bog om dem... og sikke dog en historie. Også en blodig en af slagsen. Det startede med korstogene - det første af slagsen blev totalt smadret, den bestod af en masse fattige almindelige mennesker, der blev grebet af stemningen om at komme til Jerusalem... måske endda at opleve det himmelske Jerusalem dér nede. Men de kunne jo slet ikke klare sig overfor den muslimske krigsmaskine, der totalt smadrede dem og solgte resten som slaver.

Da det første korstog så kom på banen - var det så de kristnes tur til at smadre og dræbe... højdepunktet... eller lavpunktet... var, da korstoget i 1099 indtog Jerusalem.

"The capture of Jerusalem... was marked by scenes of such blood-lust and cruelty
that it is hard to believe these feudal lords and their followers had the
sligtest conception of that faith in whose name they had undertaken their
expedition. The cross of the Prince of Peace was on their surcoats but
in their hands was the hammer of Thor" (s. 19 i Ernle Bradford: The shield
and the sword").

Byens indbyggere blev slagtet ned - selv dem, der havde betalt penge for at blive skånet. Sikke en sejr!! Den sendte ekko flere hundrede år frem, og hver eneste gang, at en vestlig/kristen konge forsøgte at række ud og tilbyde fred, så rejste mindet om denne dag sig, og forhindrede det.

Det skulle hævnes

... og det blev hævnet - som der så rigtigt står i min bog:

"One good deed may sometimes lead to another, but it is certain that an evil one
will almost inevitably breed its fellow" (s. 25).

Og sådan bølgede det frem og tilbage - den ene mere voldsom end den næste, og til sidst tabte... ja, hvad skal jeg kalde dem, "de kristne", "vesten", "kirken". Nok mest, fordi de også indbyrdes lå i krig med hinanden, f.eks. blev det kristne Konstantinobel lige plyndret på vejen til Jerusalem, på grund af politiske og religiøse uenigheder.

Men hvem har så den største skyld?

Men "get to the point, pastor!!".... ja, nu skal jeg nok svare på spørgsmålet. For hvem har så den største skyld? Det er altid svært at sige - for vi er jo alle skyldnere - men tager jeg helt fejl, hvis jeg siger, at det er den, der hævner, der har den største skyld? Ud fra disse to tanker:

1. Man skal altid gøre lidt mere skade end det, der blev gjort en selv. Det er meget svært at gøre en lige så stor skade, som den man selv blev påført
2. ... og det er det vigtigste: Man havde her muligheden for at stoppe den onde spiral, men man valgte at holde ondskaben kørende.

Så kort sagt: Den, der hævner, har den største skyld. Tager jeg fejl?

TIlgivelse

Sidder og arbejder med prædiken - tror prædikenen kommer til at handle om Guds ufattelige nåde. En nåde, der også provokere - jo mere nåde jo større provokation.
Men også en nåde, der gerne skal sætte vores liv i en nåderig vibration i retningen af vores næste.

Prøv læs denne historie, som jeg overvejer at bruge:

"The man I ate dinner with tonight killed my brother." The words, spoken by a stylish woman at a PF banquet in Seattle, amazed me. She told how John H. had murdered her brother during a robbery, served 18 years at Walla Walla, then settled into life on a dairy farm, where she had met him in 1983, 20 years after his crime. Compelled by Christ's command to forgive, Ruth Youngsman had gone to her enemy and pronounced forgiveness. Then she had taken him to her father's deathbed, prompting reconciliation.

Some wouldn't call this a success story: John didn't dedicate his life to Christ. But at that PF banquet last fall, his voice cracked as he said, "Christians are the only people I know that you can kill their son, and they'll make you a part of their family. I don't know the Man Upstairs, but He sure is hounding me."

John's story is unfinished; he hasn't yet accepted Christ. But just as Christ died for us regardless of our actions or acceptance, so Ruth forgave him without qualification. Even more so, she became his friend."

Hvad Vita-Vrap´-en fortæller

Ja, det lyder måske underligt, den titel, men den er faktisk god nok… I vores køkkenskuffe har vi en rulle med Vita-vrap, der skiller sig ud fra alle de andre husting i skuffen, den er nemlig købt i Prag. ”Og?” tænker du… og så begynder historien.

I sommeren 2005 skulle vi på ferietur ned i Europa. Vi havde købt telt og en masse konserves - det skulle blive en spændende ferie med telt og hygge. Vores første stop var i det østlige Tyskland, hvor vi skulle besøg nogle spændende mennesker, som vi havde mødt ved et bryllup for nogle af mine Internet-venner. Vi kørte videre til Prag, hvor vi ville være fra torsdag til lørdag.

Prag
Det er en meget hyggelig by med en masse gamle og smukke bygninger. Vi ville gerne se byen og droppede derfor camping-formen forløbig… vi fandt et ret dyrt hotel, men hvad skidt, nå det så var lige midt i Prag, så vi kunne komme hurtigt ind og se på sagerne. Man kunne godt have betalt sig til en plads i hotellets p-anlæg, men der satte vi grænsen, for det kostede ret meget. I det hele taget synes vi, at det er mærkeligt, at noget sådant ikke bare som en naturlighed og naturligvis gratis eller i det mindste meget billigt bliver stillet til rådighed… og vi fandt en parkeringsplads ikke ret langt fra hotellet, så vi faktisk kunne se ned på bilen fra vores værelse.

Vi havde et par dejlige dage, og sidste aften flottede vi os og gik på en rigtig fin restaurant – nede i en kælder, og der var live-musik… der endda spillede ”Jeg er sigøjner” for os, da de hørte, at vi kom fra Danmark… øh? Nå, men orkesteret råbte et eller andet på tjekkisk efter os, da vi forlod restauranten uden at give dem drikkepenge!!

Vi luntede igennem byen – vores sidste aften – gik forbi vores kære bil, som skulle transportere os videre ud på eventyr næste dag. Men men men… da vi kom ned til bilen om morgenen, lørdagn så fandt vi bilen med knust bagrude!! Vi ville så hurtigt som muligt have fat i et værksted for at få aftalt hvornår vi skulle komme, men kvinden i resceptionen sagde, at vi skulle vente til vi havde snakket med politiet og det gjorde vi så. Det tog altså sin tid – inden politiet kom, og så skulle vi hen og få skrevet rapport. Hmmm… vi kunne jo ikke lade bilen være dér med åben ind til alle de andre ting der ikke var blevet stjålet (det der var blevet stjålet var vores telte og al vores mad) – så Judith blev ved bilen og jeg gik sammen med betjenten (den historie skal I have en anden gang – billedet her er taget, da jeg ventede på betjenten i en ventesal/gang: http://www.webpastor.dk/billeder/Kim/Kim.jpg). Da jeg kom tilbage var klokken 12.30 og det viste sig så at alle værksteder var lukket og først åbnede mandag igen.

Ud af byen - men hvordan?
Hvad skulle vi så gøre? Skulle vi blive i Prag - som vi ikke gad mere og som vi havde set. For et er at vi ventede til mandag, men hvem siger, at de kunne hjælpe os om mandage? Deres serviceniveau synes ikke at være så højt. Og vi gad ikke bruge vores ferie på at vente og slet ikke i en by, vi ikke gad være i mere. Nå… vi bestemte os for at forlade byen! Men vi kunne jo ikke bare køre med en åben bagsmæk… så jeg blev sendt ud i byen for at finde et eller andet plastik, der kunne bruges til at lukke hullet med.
Det var noget af en opgave – for det første skulle jeg holde mig ajour, hvor jeg gik, så jeg kunne finde tilbage til hotellet… og for det andet, så var alle butikker lukket, så hvor lige finde hårdt plastik i en klukket storby? Jeg fandt en butik, der var åben: En kiosk. Nå, jeg gik ind… og fandt som det eneste derinde: Noget køkkenfilm/Vita-Vrap. Jeg købte to ruller og gik tilbage ad den rute, jeg var kommet. Det blev så spændt over de sølle rester af vores bagrude og så kørte vi til Østrig. Det føltes som om det var lidt mere hjemmeligt at komme til et vestligt land med en vis vestlig standard - så vi følte, at det næsten var at komme hjem.

Berg Hahn
Vi havde på forhånd udvalgt os en lille by, der var på kortet Falkenstein – hvorfor ved jeg ikke. Vi ville gerne ud på landet og bo på en Gasthof - sådan ren idyl. Vi kendte intet til hvad der skulle være dér, men der var faktisk god mulighed for at finde et værelse, havde det ikke været fordi der var en fest i byen med overnattende gæster, så alt var fyldt op. Så vi blev sendt videre til en nabolandsby (vi kørte forkert!!), men dér hvor vi kom hen, Stützenhofen, fandt vi en vinbonde, der udlejede værelse og havde en masse værelser fri (www.berghahn.at ). Rudi og Gretchen skulle have 23 Euro pr. person pr. overnatning med morgenmad så det var ret billigt.
Prøv se en flot solsikkemark - landsbyen var nærmest omringet af disse flotte marker... gult så langt øjet rakte.

Han var jo vinbonde, så vi fik smagt en masse af hans vin - han viste os sine mange vinkældre og vi smagte af vin direkte fra egetræstønderne. Der var nogle tyskere, der også boede dér og vi fik en tur rundt i vin-markerne i en trækvogn bagefter hans traktor. Hyggeligt. Ud fra hans gård tog vi nogle ture - dels gik vi og dels tog vi bilen til Wien, Bratislava, Ungarn, så vi var en del rundt omkring.

Bonden kendte mekanikeren i den nærmeste "store" by og ringede og fik aftalt alt omkring vores rude, så tirsdag var der kommet en rude hjem fra Wien, så kl. 13.30 afleverede vi bilen og kl. 16.00 hentede vi den igen. Dejligt at få ordnet det!

Og enormt spændende at snakke med de tyske gæster… sikke dog en historie de kunne fortælle. Om hvordan deres familie sammen med en masse andre tyskere var blevet fordrevet fra Tjekkoslovakiet lige i kølvandet på 2. verdenskrig. Hvordan de måtte leve som flygtninge i Tyskland… wau… sikke dog en historie.

Så alt det kommer jeg i tanke om hver eneste gang, jeg åbner skuffen for at finde noget køkkenfilm… så meget bruger vi åbenbart ikke, for vi har stadigvæk en rest (det er heller ikke særligt godt, så jeg bruger det helst ikke).

Stof til en prædiken
Som enhver godt præst, så kunne jeg også få stof i denne begivenhed til en prædiken:

Vi har været ude og snakket med en masse spændende mennesker og vi har bagagen fyldt med en masse oplevelser. Der er dog en oplevelse, som vi gerne ville have været foruden - og det var da vi den sidste morgen i Prag kom hen til vores bil og opdagede, at vores bagrude var smadret. Der var stjålet nogle småting, men det værste var den her smadrede rude langt hjemmefra - og hvor føler man sig så ensom. I et ledigt øjeblik fik jeg lige fundet min mobiltelefon frem og skrev en besked, der fortalte bl.a. mine forældre om den trælse situation. Det varede ikke længe før jeg fik en besked tilbage "Vi beder for jer og venter at høre nyt". Forbønnen bar - vi blev hjulpet ud af den virkelig trælse situation, også selv om vi naturligvis mange gange måtte spørge "hvorfor Gud?" den dag… men vores uheld ledte os hen til en masse hjælpsomme mennesker, der hjalp os og viste os omsorg. Vi blev ledt hen til en masse
spændende mennesker, som vi ellers aldrig have mødt og som gav os langt flere oplevelser end vi ellers havde fået, så jeg nu kan sige "nå derfor Gud".

... så sådan kan Gud pludselig gribe ind - i første omgang træls og smertefuldt, men hvem ved, hvor den oplevelse bringer os hen?