Gummitarzan og de royale tvillinger (en dåbstale)

Da jeg gik på Vestre Skole i Odense meldte jeg mig til fritidsundervisning i skuespil. Vi var ambitiøse, for vi ville spille Gummitarzan, og jeg var måske også en kende for ambitiøs, for jeg kom til at spille hovedrollen som Ivan Olsen, Gummitarzan. Efterhånden gik det op for min lærer, at det skuespil aldrig ville blive opført, så som et plaster på såret, spillede vi nogle sketchs for hinanden i stedet for den store premiere med Gummi-Tarzan. I en af dem skulle jeg spille præst ved en dåb – og min lærer vidste vist mere om skuespil end om hvordan en dåb skal foregå, for da jeg sagde: ”Hvad er barnets navn” – for det havde jeg hørt så mange gange henne i kirken, så blev det rettet af læreren: ”Det hedder ´hvad skal barnet hedde´, for barnet hedder det jo ikke endnu”.

Men dåben er ikke en navnefest eller en navngivningsfest: For hun hedder allerede nu Anna Det kan godt være, at det først er i morgen, at Leif nede på kirkekontoret trykker på knappen, så der bliver lavet et sygesikringskort med hendes navn på, men et er at det sker officielt i morgen, men hun hedder det jo allerede nu i, Anna, og når I nu kigger på hende, så kan hun ikke hedde andet end Anna.

Det er ikke en navnefest, dåben. Det har aviserne og fjernsynet vist ikke rigtig forstået endnu, som vi så ved den royale begivenhed her i torsdags. For der var det først og fremmest navnet, der var interessant – hvornår blev det afsløret, hvad de to børn skulle hedde? Det var det, der var i centrum, og overhovedet ikke hvad barnedåb er og hvad de to royale fik i dåbsgave af den himmelske Gud. Det var man ligeglad med – det eneste man ventede på var: Hvad er barnets navn? Hvad hedder de to børn – nu afsløres det snart…. Nå ja… der var også en anden ting, der var interessant: Man var spændt på om Kronprins Frederik fælder en lille tårer… der har faktisk været væddemål på nettet om han ville græde eller ej…

Alle herinde ved godt, at Anna hedder Anna… det er ikke nogen overraskelse, så det er ikke dér, der er centrum for dagens dåb. Og jeg tror heller ikke, at folk herinde går så meget op i om du fælder en tårer, eller ej, Jesper. Så på den måde er vi meget heldigere stillet end ved tvillingedåben, for det, der er i centrum i dag er faktisk det, der er aller størst og allervigtigst i dåben, nemlig det væsentlige i dåben: At Anna fra i dag af bliver Guds barn – og alt hvad det betyder. Hun er ikke længere bare jeres barn, Lene og Jesper, men hun får nu Gud som sin far. Tænk, at der er en, der elsker Anna lige så meget som I gør det! Kaj Munk skriver i et digt om barnedåben:

Som aldrig før, jeg tror i dag:
Det underfulde sære,
at der er en i verden her
, der har mit barn så hjertenskær
som kun dets egen moder.

Hvor I på et tidspunkt må give slip på hende og lade hende gå sine egne veje, når hun bliver voksen, så vil Gud aldrig nogensinde slippe Anna… heller ikke når lille Anna bliver store og voksne Anne, der måske endda selv har børn. For Gud holder fast og holder ved – som vi skal høre om lidt: Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.

Ja, faktisk ud over verdens ende, for i dåben får vi del i tilgivelsen, nåden og det evige liv – som Jesus siger et sted: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Johs 3,5).

Det er den første gave vi mennesker får her i livet, og det er den største gave vi nogensinde kan få. Normalt er det sådan at jeg får en gave af dig, og du får en gave af mig - og på et eller andet plan så står vi lige – i vores familie er det sådan, at vi giver gaver for 150 kroner. Egentlig har jeg været ved at foreslå, at vi kunne laminere 150 kroner og sende den på omgang i familien som en vandrerpokal…. Men der er ofte et ligeværdigt forhold mellem giver af en gave og modtageren af en gave.

Det er sjældent at vi får en gave, hvor modtageren på en måde virkelig kommer til at stå med hatten i hånden. Men i forholdet til Gud er vi altid den modtagende. Dåbens gave er så umenneskelig stor, at vi aldrig på nogen som helst måde kan give noget, som tilnærmelsesvist er på højde med den. Også fordi at resten af vores liv, alle vores bestræbelser på at gøre noget igen, bygger på dåben og har dåbens gave som den inderste drivkraft. Fra at være syndens børn bliver vi nu Guds børn. Vi får Gud den almægtige som far, Jesus Kristus, Guds Søn, som broder og Helligånden som talsmand og vejleder indtil Jesus kommer igen. Og vi får det kvit og frit – vi får det, før vi overhovedet KAN gøre noget, vi får det som spædbørn… der kun kan en ting: Nemlig tage imod. Og det er derfor, at der ikke findes et specielt dåbsritual for voksne i vores kirke, for overfor Gud er det lige meget om vi er lidt over et halvt år eller om vi er 100 år--- det er liget meget om vi hedder Rex til efternavn eller Larsen – eller Frederiksen eller Pedersen eller Nielsen. Det eneste vi kan gøre er at tage imod.

Så træd frem – og lad os give lille Anna hendes livs største gave.