Glædelig jul

For FB-brugere - tryk her.

Anemone

En stille sang: Hvad var det dog, der skete?

(Til FB-brugere: tryk her)

I dag er det Jonathans dåbsdag!!

Mel: Hvad kan os komme til for nød

Jeg bringer dig, min frelsermand,

mit hjertets lov og ære,

at på dit eget ord jeg kan

mit barn i kirke bære.

De små Guds rige hører til,

og dem i favn du tage vil

og aldrig mere slippe.

Og fødte jeg mit lille nor

alt under angst og smerte,

med fryd jeg nu i kirkekor

det lægger til dit hjerte,

der banker for det stærkt og blidt,

så fast jeg mærker det i mit

og mine knæ vil bøjes.

Min tro var ofte træt og svag,

og livets ting var svære.

Som aldrig før jeg tror i dag:

Det underfulde sære,

at der er en i verden her,

der har mit barn så hjertenskær

som kun dets egen moder.

Dig er det, hvem vi sådan tror

og takker i stor glæde,

at skønt du over stjerner bor,

du er hos os til stede.

Mit kød og blod – modtag det her

og dan det til og med det vær

hver dag til verdens ende.

Tekst: Kaj Munk

Hvem er jeg?

Dietrich Bonhoeffer - tysk teolog... skrevet rigtig meget fantastisk godt. Blandt andet bogen "Efterfølgelse"... wau!
Han fulgte efter - "kæmp for alt hvad du har kært" - også selv om det førte ham imod Hitlers ønsker - som en anden Kaj Munk (levede samtidig med ham). Hans sidste tid foregik i en KZ-lejr og ganske kort tid inden Hitler bukkede under, så ville Hitler lige rydde op, og det blev Bonhoeffers død.
I juli 1944 skrev han disse linier i fængselet:

Hvem er jeg?
Ofte siger de til mig,
jeg træder ud af min celle
rolig, munter og fast
som en herremand ud fra sit slot.

Hvem er jeg?
Ofte siger de til,
jeg taler med fangevogterne
frit, venligt og klart
som havde jeg at befale!

Hvem er jeg?
De siger også,
at jeg bærer ulykkesdagene
ligevægtigt, smilende og stolt
som en, der er vant til at sejre.

Er jeg virkelig det, andre siger om mig?
Eller er jeg bare det, som jeg ved om mig selv?
Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur,
kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben,
hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer,
tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed,
rystende af vrede over vilkårlighed og smålig krænkelse,
drevet hid og did af forventning om store ting,
afmægtigt ængstelig for venner i uendelig fjernhed,
træt og tom til bøn og tænken og skaben,
mat og rede til at tage afsked med alt?

Hvem er jeg? Denne eller hin?
Er jeg i dag den ene, i morgen den anden?
er jeg begge dele på én gang?
For mennesker en hykler - for mig selv
en foragtelig, ømskindet svækling.
Eller ligner det, der er tilbage i mig, den slagne hær,
som går i opløsning lige før den vundne sejr?

Hvem er jeg? Ensomhedens spørgen holder mig for nar.
Hvem jeg så end er - Du Gud kender mig, Du er min far!

Boghandlerens hund

Boghandleren i Hirtshals er en hygelig mand... og de er hyggeligt at være i hans butik - der er sådan en hjemmelig atmosfære i butikken. Og det hjælper deres hund med til. Den vandrer rundt i butikken... og hilser på kunderne. Det er en dejlig hund - en boxer.

I dag blev juletræet tændt i Hirtshals - og Slagter Winther havde to gode tilbud: Billig ribensteg og billige hotdogs. Vi købte to ribenstege, men et hav af hotdogs selv om det var koldt. Rigtig koldt!

Storebror, Josva, var ikke vild med brød og ristede løg - men ville nøjes med selve pølsen, så anden gang vi skulle have hotdogs nøjedes jeg med at købe en pølse. Men der var Josva allerede mæt, så hvad skulle jeg gøre med resten, for det var hundekoldt, så jeg havde ikke ret meget lyst til at gå og flagre med den og få forfrosne fingre, så pølsen røg ind i inderlommen på jakken.

Vi skulle også lige ind til boghandleren - der er momsfrit salg denne weekend.

Og så var det, at jeg blev fristet over evne, da jeg så denne dejlige hund og vidste, at jeg jo havde en rød pølse liggende i inderlommen. Så hvorfor ikke give pølsen til hunden - ikke at jeg vidste om jeg måtte, og jeg havde ikke mod på spørge den ellers flinke boghandler. Men hunden var dejlig og gik også rundt og snusede omkring mig, så den havde nok lugtet pølsen.

Jeg fik den lokket om bag en bogreol og brækkede et stykke pølse af til den... mums... den fik den i munden og gnaskede på den. MEEEN den ville ikke spise den - lå bare og gnaskede og jeg så for mit indre blik, hvordan gulvet snart ville flyde med pølsesnask, så jeg snuppede pølsen og fik den ned i inderlommen igen. MEEEN det var hunden altså ikke tilfreds med... så den rendte efter mig og duftede efter mig. Nu kom boghandleren hen og snakkede... han havde godt set, at hunden rendte efter mig mere interesseret i mig end i andre kunder.

"Ja, den må tro, at du har en bold" sagde han, og skubbede til den, da den pludselig stod oppe af mig med hovede presset ind i min brystkasse, hvor min inderlommen er. "Ja, jeg kan faktisk styre den med en bold - så gør den alt hvad jeg siger". "Men jeg har ikke nogen bold" jeg fiskede den et lille pilleglas frem, hvor vi har småpenge i "den må tro, at det var en bold" forsøgte jeg. Vi smågrinede lidt - og bodhandleren så ud til at tro på min forklaring.

Vi gik hen til kassen - hunden hoppede op igen. Jeg skubbede den kærligt ned igen - men kunne også godt se, at nu begyndte det at gå den kære boghandler lidt på. "Ja, den er jo kun et år gammel... så den skal første lige til at lære det" - han fandt en hundekiks frem, men det var den ikke ret interesseret i, for den kunne jo få pølse hos mig. "Kom herover"... til sidst kom den, "ja, jeg maser lige kiksen lidt, så er den lidt længere om at spise den".

Han tastede beløbet ind - og da det sædvanlige "på beløbet, tak" havde lydt, stod hunden så igen og masede sin snude ind i mig. "Ja, du er den dejlig hund"

Det var sidste gang jeg så hunden - altså ved det besøg. Den røg nok ud i baglokalet... men som en af mine facebook-venner, der var med på turen, skrev: "Spændende om boghandlerens hund husker dig næste gang du kommer derind :-)". Og pølsen... vores egen hund var ikke længe om at guffe de tre stykker i sig.

Fællespisning

Selv et lille tegn eller et lille bogstav har stor magt! F.eks. er der stor forskel på de to sætninger:

"Frikendes ikke, hænges"
og så
"Frikendes, ikke hænges" - ja, der er vel en verden til forskel.

Måske er jeg lidt dvask i dag, men jeg gik lige en tur på google og skrev ordet "fællespisning". Sådan hurtigt læst, ser det jo meget hyggeligt ud, men kigger man lidt nærmere på ordet, så får man nogle ret klamme billeder på nethinden. Det gør jeg i hvert fald.

Jeg tror det var i de glade 70-ere, hvor en gruppe havde søgt om at holde "fællespisning" ud foran rådhuset i København (var det dem, der hed Kulørte Klat?). Og det fik de politiets tilldelse til det ... så de stillede sig op på det aftalte tidspunkt og havde sikkert blæreren fuld, for nu var der tid ikke til fællesspisning, men til fællespisning.

Nå, jeg søgte på ordet og fandt nogle spændende, sjove og egentlig ret klamme udsagn:

- Under overskriften "Fællespisning" står der her: "Som tideligere nævnt, bliver der fællespisning i stedet for jubilærumsfest. Til dem der har meldt sig til vil der blive lavet en 3 retters menu af kok amok Rene Hjort... så medbring lidt godt humør og en god portion stemning, så lover vi en hyggelig aften".
Hmmm... mon ikke det bliver en våd aften i byen?
- Eller i sogneparken i Stadil (se her) kan man læse følgende: "Når skol ernes sommerferie går på hæld, er der tradition for at holde fællespisning omkring grillen i Sogneparken i Stadil. I år var det perfekt høstvejr, men cirka 70 benyttede alligevel det gode vejr til en hyggelig aften, der sluttede med snobrødsbagning over de sidste gløder".
Hmmm... gad vide hvor mange gløder, der er tilbage, når selve fællespisningen er overstået? Der er desværre ikke billeder på hjemmesiden af selve fællespisningen - men en enkelt familie er her i gang - ser ganske hyggeligt ud.
- Eller en ejendomsmægler forsøger også at sælge et hus på denne måde:
”I Enghøj er der mulighed for et godt socialt fællesskab for både børn og voksne. Her er bl.a. mulighed for at deltage i fællespisning, som arrangeres en gang om ugen. Alt i alt en suveræn familiebolig, hvor både store og små kan trives!”
... ser ud til at huset er solgt, men der blev heller ikke lagt fingre imellem i annoncen!
- Og der foregår mange fællespisninger rundt omkring i sognegårde.

Nå, men når det så er sagt... så er det alligevel min holdning, som kommer til udtryk i denne fyndige sætning: Fri mig for sprogdiktatorerne! Jeg gider ikke skrive, som man gør i "De røde heste".

Årets værste gudstjeneste

ja, jeg ved nok, at overskriften mest er for at påkalde jeres opmærksomhed, for det er ikke hele sandheden. Nej,for det er årets værste gudstjeneste at forberede - den, jeg har på søndag den 3. oktober: Høstgudstjenesten!

Og hvorfor er den det? Fejlen ligger helt klart hos mig, jeg er bybo helt ind i marv og ben! Jeg elsker at synge de gode høstsalmer - hvor den bedste uden nogen tvivl er "Du gav mig, O herre", jeg elsker stemningen ved en høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet op med blomster og korn. Også fordi det vækker kære minder om de mange gange vi var ude på køretur i det fynske landskab for at finde en bestemt kornsort til pyntning af Ansgars Kirke i Odense, som er min barndomskirke og min fars gamle arbejdsplads.

Men jeg er bybo - mit forhold til høsten oghøstgudstjeneste er præget af ALT for meget land-romantik! Det fik jeg at vide allerede efter den første høstgudstjeneste, hvor der var sat til for alle segl - og min omgang med landmænd heroppe har ikke ændret mit syn på mit høstsyn. "Ja, kornet ude på marken er kun noget vi taber penge på. Grunden til at vi har kornet og markerne er for at kunne komme af med vores gylle og have så mange svin, som vi har". Javel ja...og her gik jeg og troede noget helt andet.

Så når jeg nu sidder og skal lave en prædiken til en høstgudstjenste, så aner jeg ikke hvad jeg skal sige. Jeg aner ikke hvilken vinkel jeg skal lægge på den. Jeg aner ikke hvor meget landromantik, jeg skal bruge. Ja, jeg synes dybest set, at det er den værste gudstjeneste at forberede. Og nu har koret endda forberedt sig, så de kommer og synger en salme efter prædikenen - og graveren har pyntet kirken op og sat skålen til indsamlingen frem på alteret - og organisten har øvet sig på et flot præ- og postludium og lagt fingrene i folder til at spille "Du gav mig, O Herre".... tingene er lige som sidste år for den gruppe af ansatte - men undtagen hos præsten, for han kan ikke bruge prædikenen fra sidste års høstgudstjeneste (det er jo også en anden tekst). Det eneste, der er det samme i år igen er, at han sidder her fredag morgen med morgenhår, render under øjnene og uglet hår... og laver en overspringshandling: Skriver dette indlæg.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide at forberede mig - men som sagt - lige netop denne her er simpelthen for langt væk fra min måde at være menneske på. Så når jeg en gang på mine gamle dage får et byembede, så bliver det måske lettere, når jeg skal prædike høst for nogen, der har samme romantiske syn på landbruget og høst som jeg... men indtil da, så sidder jeg altså her i Horne med uglet hår og skrive-blokering.

Måske skulle man lade alt det romantisk pjat ligger og netop taler realistisk. Give folk en ordentlig opsang, at de skal tage at se på kornet på den rigtige måde, nemlig med taknemmelighed, for andre steder i verden er man ikke træt af kornet og ser det som en økonomisk ulempe... for dér har de slet ikke noget korn.

Måske skulle jeg fortælle om at selv midt i vores high-tech-landbrug, hvor alt er planlagt via en computer og økonomiske regnark, at der er vi stadigvæk afhængige af Guds almagt og skaberhånd.... ja, vi er som grenene på et vintræ, afhængige af træet, stammen (søndagens prædikentekst). Vi er afhængige af Gud - med eler uden romantik!

Måske var det det, der skulle siges på søndage.

Måske er det min redning her denne fredag morgen - min fridag.

Måske.... ja, måske skulle jeg køre til Sæby og spiste stegte ål her til middag i stedet (de er nemlig både gode og billige i Sæby) - og så se om jeg kan komme på bedre tanker i aften, når der alligvel kun er Vild med dans og Talent 2010 i tossekassen.

Sermons We See - digt af Edgar Guest

"I'd rather see a sermon
than hear one any day;

I'd rather one should walk with me

than merely tell the way.

The eye's a better pupil

and more willing than the ear,

Fine counsel is confusing,

but example's always clear;

And the best of all preachers

are the men who live their creeds,

For to see good put in action

is what everybody needs.

I soon can learn to do it

if you'll let me see it done;

I can watch your hands in action,

but your tongue too fast may run.

And the lecture you deliver

may be very wise and true,

But I'd rather get my lessons

by observing what you do;

For I might misunderstand you

and the high advice you give,

But there's no misunderstanding

how you act and how you live.

af Edgar Guest

Jesus sukker

Det gode en orlov væk fra arbejdet er at der er tid til eftertanke. Selv om det står på bleskift og en intens koncentration også om Josva, så han ikke føler, at lillebror stjæler alt opmærksomheden, så er der også tid til at tænke tingene igennem, som man ellers bare ”skøjter” hen over i en travl hverdag.

På trods af orlov, så går jeg i tanker om hvilken slags bibel konfirmanderne skal have i år. Skal det være den autoriserede eller skaldet være en af de mange nye mere mundrette og lettere forståelige oversættelser? Så jeg har også læst i forskellige udgaver… og kom så til en beretning om Jesus, der helbreder en døv og stum (Markus 7, 31-37). En fantastisk beretning!! Men har du tænkt på det lille ord ”sukkede” lige før helbredelsen? ”Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde…” (Mark 7, 33-34).Jeg har altid bidt mest mærke i Jesu spytteri… men den er jo egentlig ret lige til, for hvordan kommunikerer man med en døv? Med fagter og ved at gøre noget – ikke ved at sige noget. Men så har jeg egentlig altid sprunget over sukket.Men lige før helbredelsen sukker Jesus… jeg havde måske forventet en lovprisning eller en bøn eller noget andet end et suk. Men Jesus sukker. Jesus sukker… Gud sukker. Hvorfor? Det er der faktisk et stykke evangelium i. Paulus taler også om at sukke. Vi kristne vil sukke, så længe vi er på jorden – sukke af længsel efter himmelen. Skabningen sukker under de forhold, som synden giver den at leve under. Selv ånden sukker (Romerbrevet 8,22-27).

Disse suk kommer fra den samme angst. Et suk fra en smerte, der ikke var tiltænkt. Et håb på noget, der ligger ude i fremtiden.Mennesket er ikke skabt til at leve bort fra vores skaber – derfor sukker vi, længes vi hjem, længes vi efter at det bliver sådan som det var tiltænkt: Et liv i fred, uden sygdom, uden fare, uden lidelse og frygt. Ondskab var aldrig en del af planen.

Samtalen med Gud skulle heller ikke være igennem en talsmand – derfor sukker Helligånden og længes efter den tid, hvor vi kan tale ansigt til ansigt med vores Gud. Og når Jesus ser ind i øjnene på endnu et af Satans ofre – så er det eneste rigtige at gøre: At sukke! ”Det her var ikke meningen. Dine øre skulle ikke være døve – din tunge skulle ikke være stum”. Det viser, at Jesus ser lidelsen og lider over den.

Derfor er Jesu suk et trøstens suk for os – for indirekte er Guds smerte vores trøst. I Jesu kval er vort håb. Havde Jesus ikke sukket, havde han ikke følt smerten over at se det, der ikke var meningen, så havde vi været i en meget ynkelig situation. Havde han nu været ligeglad – havde han vasket sine hænder: De er selv ude om det… hvordan ville vores situation så have været?Men det gjorde han ikke!!

Dette hellige suk forsikre os, at Gud stadigvæk stønner og sukker over sit folks forhold. Han længes efter den dag, hvor alle sukke høre op. Hvor det, som var tiltænkt at være vil være og udfolde sig.

Stor glæde i præstegården

Jeg må nok indrømme, at jeg har været rigtig dårlig til at skrive her i min dagbog på nettet... der er andre mere private medier, der har ovetaget her... så den her er trængt lidt i baggrunden.

Men jeg vil da ikke undlade at fortælle, at vi her i præstegården i Horne er blevet begavet med den dejligste lille dreng. Navnet på purken holder vi forløbigt for os selv (træls ikke), men det skal nok komme frem.... men jeg kan fortælle at han

- er født mandag den 6. september klokken 14.27

- ved fødslen var 3700 gr og 54 cm. lang

- er elsket vildt og inderligt af sine forældre og ikke mindst af den stolte storebror.

Billedet til højre er taget fra den 6. september, hvor junior er 5 timer gammel og Josva kun har set ham et par minutter... men straks skulle lillebror have det bedste stykke legetøj!

Forfærdeligt

En uopmærksom overhaling... nej, en tåbelig overhaling, som man ser så tit ude på landevejen, hvor man tænker "hold da op, det kunne være gået helt galt" - en sådan overhaling gik helt galt i dag ved Esbjerg.
To biler snittede hinanden ved en overhaling - få sekunder efter var 5 mennesker døde. Tre voksne og to børn.

Jeg har bare brug for at skrive det her - for det smerter virkelig! Jeg bliver så ked af at læse sådan noget. Liv er værdifuldt og skrøbeligt... det ene øjeblik latter og sjov i bilen, børn, der skændes som søskende kan gøre... og næste øjeblik død og lemlæstelse. Som ved et fingerknips.

Vi aner ikke om vi overlever dagen her - eller om vores allerkæreste overlever dagen her. Jeg aner ikke om jeg igen får lov til at holde min dreng i armene eller om jeg igen får et knus af min dejlige kone... Vi skal værdsætte hver eneste gang det sker - hver eneste morgen - hver eneste knus - hver eneste gang et barn viser os kærlighed og tillid.
Og så skal vi leve sådan med vores Gud, at vi kan åbne vore øjne hjemme i himmelen, hvis det pludselig en dag er os, der sidder i den bil.
Læs artiklen, der satte disse tanker i gang.

”…nummer 345 i den gamle salmebog.”

For otte år siden gik jeg ind i kirkerne i Hanning og Finderup med en pakke under armen – som en slags happening ville vi vise, at vores kirke fik en gave: En ny salmebog. Da mit årsvikariat dér var færdig, begyndte jeg som sognepræst i Horne og Asdal. Dér havde man ikke den nye salmebog – man ville vente til div. stavefejl var blevet rettet (desværre fik man så en sending af den første udgave alligevel med alle fejlene intakte… øv). Men jeg fik altså lov til at introducere den nye salmebog i to kirker igen.

Så nu sidder jeg i min bil mellem de to kirker med den nye salmebog liggende på bilsædet ved siden af mig på vej fra den ene kirke til den næste mellem to gudstjenester om søndagen. Og så er det, at jeg hører sætningen ”… nummer 345 i den gamle salmebog”. Det er kordegnen i den pågældende søndags kirke, hvorfra højmessen transmitteres. Det er en service fra Danmarks Radio, så også dem, der ikke har købt sig en ny salmebog, kan følge med i den gamle udgave. Jeg aner ikke om de er nødvendigt at sige de to tal – men det må de kære mediefolk vel have undersøgt og fundet ud af, at det er.

Så den danske radio-gudstjenestefejrende menighed er altså delt i to: En med den gamle salmebog og en med den nye salmebog. Det er anden gang, at den danske menighed er delt op på den måde. Da man i 1800-tallet afskaffede den pietistiske salmebog fra Kingo og indførte en mere rationalistisk salmebog mere i pagt med tiden, så blev det til en decideret salmekrig blandt de stærke jyder i Horsens-området. De opvakte kristne kom til kirke med deres gamle salmebog og sang efter den, og de andre kirkegængere sang efter den nye salmebog. Så det har jo været noget at et virvar at styre for præsten, der så sikkert også har måtte vente, da salmerne i Kingos salmebog også var noget længere end i den nye salmebog. De andre skulle jo vente på at de vakte blev færdige med deres salme. Men det undgår man altså i Danmarks Radio ved at nævne de to numre.. selv om de jo nok er ligeglad med om man synger en anden salme hjemme i stuen – så interaktiv er højmessen i radioen endnu ikke.

Hvorfor?

Men spøg til side! Jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor køber man ikke en ny salmebog? Hvad er det der gør, at det er nødvendigt otte år efter udgivelsen stadigvæk at henvise til den gamle salmebog? Er folk blevet fattigere siden den gang den gamle salmebog var den nye salmebog – eller burde man også fortælle nummeret i den endnu ældre salmebog, sådan, at man faktisk skulle sige tre salmenumre: Et for den ny, et for den gamle og et for den ældre? At vi er for nærrige – og hvorfor bruge penge på en ny, når vi får numrene i den gamle foræret af Danmarks Radio?

Er det fordi vi endnu ikke har taget salmebogen til os?

Den vi nu engang har

Det er ikke fordi jeg er særlig begejstret for den nye salmebog – den er for lidt ny og nytænkende, men har dog enkelte perler af salmer. Enkelte salmer var bedre i den gamle også selv om der var ændret i dem – hvorfor skal vi synge om at ”fra himlen drypper fedme” … det er jo et negativt ord! Og hvorfor skal alle vers af Den store Mester kommer være med – når de mange mellemregninger, der før var skåret væk, gør salmen for ufokuseret?

Så jeg er faktisk ikke fortaler for den nye salmebog --- ikke længere i hvert fald. Men det er nu engang vores nye salmebog – den, vi bruger i Den danske Folkekirke. Og jeg synes, at man bør gå ud og anskaffe sig en – eller købe en til sin fattige bedstemor – om ikke andet, så for at vise samhørighed, at vi hører sammen og synger med en røst. Der er snart ikke meget andet, vi har tilfælles i Folkekirken, så lad dog ikke denne lille ting også skille os.

En måde at skubbe folk hen i boghandleren kunne jo være, at man lod være med at sige det ekstra nummer til gudstjenesterne. Så det ønske eller råd er hermed givet videre.

jeg tror på... børneattesten

Nu ved jeg ikke hvor mange pædofile, der er, og hvor stor risikoen er… men er ens barn blevet udsat for noget, så er det en pædofil for meget.

Hvordan passe på vores børn?

Men hvordan skal vi så passe på vores børn? – for vi kan ikke gå og passe på dem 24 timer i døgnet – og det vil de nok heller ikke have godt af. Vi er derfor nødt til at have tillid til de mennesker, som vi betror vores børn til om det så er i fritidsklubben, til spejder, musikskolen, ridning… eller kirken. Ja, det sidste skulle jo ikke være noget problem, men det har de sidste år jo desværre vist med al ønskelig tydelighed: Det er er problem.

Man kan jo så bare som folkekirkepræst læne sig tilbage og tænde præstepiben veltilfreds med et “nå ja, det er jo også den katolske kirke”… men det er jo heller ikke holdbart, for hvorfor skulle der ikke også være pædofile her hos os, måske endda iblandt os præster? Og er der, og udøver de deres trang på stakkels børn, så bør de have langt højere straf end andre, da de virkelig har misbrugt deres position og den tillid og også beskyttelse det giver (”for præsten gør da ikke sådan noget”).

Rutinecheck af præster

Der har derfor været fremsat det synspunkt, at vi præster rutinemæssigt skulle aflevere sådan en børneattest (altså en attest, der fortæller om man har været dømt for sexmisbrug af mindreårige). Egentlig har jeg intet imod at skulle aflevere sådan en attest, selv om der jo altid ligger lidt en mistænkliggørelse i at kræve det, men kan man få luet ud i præstestanden, så vi kan sige: Her er pædofilfrit-område, så skriver jeg da gerne under.

MEEN om så alle i Folkekirken underskriver sådan en anmodning om en børneattest, så viser den jo ikke, at der ikke er pædofile i kirken, men at der ikke er pædofile, der er blevet fanget og straffet. Vi lever jo heldigvis i et samfund, hvor man skal være skyldig, før man bliver dømt, men det betyder jo så også, at der kan være ustraffede pædofile i kirken. Som måske har gjort overgreb, der bare ikke er kommet frem… blevet bevist.

Falsk sikkerhedsfølelse

Hvad jeg vil med dette lille input er egentlig bare at råbe op: Pas på med at tro for meget på de børneattester. Det kan give en falsk sikkerhedsfornemmelse – tingene er ikke bare i orden, fordi ens attest er ren. Det ved vi naturligvis også godt, men på den anden side set, så lyder det næste i medierne som om det var en beskyttelse overfor børnene i sig selv.

Vi skal stadigvæk være vågne, være opmærksomme og så også lytte til de signaler, som vores børn udsender. Vi kunne jo også gå ind i det arbejde, som de har glæde af… det kunne give en tryghed, men også et engagement, som vores børn har godt af. De har fortjent det bedste her i livet – også at vi passer så godt på dem, og lever med i deres liv så meget som overhovedet muligt.

Ordvenderi - eller er der noget om snakken?

Synes det er interessant, at følge regeringen for tiden. Nu her i forbindelse med Dansk Folkepartis kritik af Lene Espersens familieferie på Mallorca, da siger undenrigsministeren:
»Jeg håber på, at Dansk Folkeparti vil nå til den erkendelse, at hvis vi skal bevare det borgerlige flertal i Danmark, så handler det om at overbevise danskerne om, at vi er de bedste til at levere politiske resultater«.

Det kan godt være, at jeg vender hendes ord... men gælder det mere om at overbevise danskerne om at regeringen kan levere politiske resultater end det drejer sig om at lade de politiske resultater overbevise i sig selv?

Venstre eller Danmarks ve og vel?
... når jeg nu er i gang, så var blev Per Stig Møller ved ministerrokaden spurgt om det ikke var dumt at skifte en erfaren rotte ud på undenrigsministerposten med et så forholdsvist ubeskrevet blad? Hvortil Stig Møller svarede (kort sagt, for jeg husker ikke den præcise formulering), at man fra partiet mente, at det var godt at have formanden på den post, for at stå bedre rustet til næste valg. Det kan godt være, at jeg vender ordene i en retning, de ikke var ment... men skal det ikke være Danmarks ve og vel, der først skal prioriteres i forhold til Venstres ve og vel?

"Han er rød!!!"
Kan I jo så kalde mig - og så afvise mine tanker her. Men nej, jeg er ikke rød. Lige nu er jeg faktisk lige glad med hvem, der sidder og tegner regeringen om det er rød eller blå og sådan har det været i mange år. Det er mig inderligt ligegyldigt, for på de områder, hvor jeg har mine hjertesager, der er der ikke forskel på hverken den ene lejr eller den anden. MEN jeg forventer at de mennesker, som har et mandat bag sig, gør deres arbejde samvittighedsfuldt både overfor dem selv og deres familie, men også overfor deres land. Det kan godt være, at Lene Espersen skulle have ferie sammen med sin familie for at lade op til sit arbejde og for at være mor og hustru... men hun skulle så også være klar til at ofre det, for sit mandat, hvis det virkelig var nødvendigt.
Når det et stykke hen ad vejen bliver forventet af sådan en bette præst og tjenestemand som mig, hvor meget så ikke i forhold til en minister? Ingen tvivl, nu er der jo gået politik i det ... men lad os for landets ve og vel håbe, at det var en god prioritering.

HAN ER OPSTANDEN!!!

Jesus er opstanden - ja, han er sandelig opstanden!!

Hvem skal have præsten?

I fredags (fredag den 12. marts) var der en artikel i Jyllands Posten om konfirmationen… eller mere nøjagtigt: Konfirmationsundervisningen. For skoler rundt omkring i landet ville gerne have fingrene i ”de gode morgentimer” og hvis man nu gerne ville arbejde tværfagligt, så kom konfirmationsundervisningen jo også i vejen… Der var mange gode argumenter både frem og tilbage – men vi her i præstegården manglede et argument... og det kommer her i form af spørgsmålet: Hvem skal have præsten?

Heroppe mod nord, hvor jeg er præst, er spørgsmålet også kommet fra skolen: Kan vi ikke få morgentimerne? Og det blev et nej ud fra følgende beregning: Lad os nu sige, at vi har to hold eftermiddagskonfirmander fra klokken 13.00.. for lethedens skyld siger vi mandag og tirsdag… så har vi to hold minikonfirmander (i sidste halvdel af året) onsdag og torsdag. Fredag er min fridag – det vil så sige, at alle begravelser skal ligge om formiddagen – eller om lørdagen (som man fagforeningensmæssigt er på vej væk fra, for de andre ansatte vil jo også gerne have et familieliv i weekenden). Præsten kan jo ikke være to steder på en gang – så spørgsmålet er: Vil man gerne have begravelser om formiddagen – hvor mange er på arbejde og ikke bare lige kan smutte et par timer tidligere? Og det hele bliver jo ikke lettere, når vi præster om nogle få år også får os en 5-dages arbejdsuge, for så er der en dag mindre i regnskabet.

Men på den anden side, så er vi måske på vej væk fra kirkelig betjening ved begravelser – så problemet løser sig måske af sig selv…

Min pilgrimsvandring til/med Gud - indledning

Første kapitel i min pilgrimsvandring
"Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en"- sådan lyder den jødiske trosbekendelse, "Herren er en". Og sådan er også min tro, Gud er én... og det på flere måder. Gud er én gud, ikke mange guder... Gud er den treenige Gud. Gud er én Gud - dvs. der er en eller anden fast "størrelse", som man kan sige - det er Gud, sådan er Gud, sådan handler han, sådan tænker han, sådan er Gud... det kan godt være, at jeg ikke kan fatte det store omfang af Gud... for jeg er jo kun et menneske, der har svært nok ved at fatte omfanget af noget som helst, så hvordan så fatte Gud? MEN det betyder for mig så ikke, at der ikke er denne faste "størrelse" et eller andet sted - som er. For "Herren ER en", Herren er... og når han er, så må han jo også være på en bestemt måde, synes min logik i hvert fald at sige. Og da Gud ikke er en tavs Gud, men en talende Gud, der endda skabte ved at sige et ord, så er vi ikke på "Herrens mark", når det gælder om at finde ud af hvem denne Gud er. Også fordi han netop har talt og har åbenbaret sig. Sådan lige på siddende balle har jeg regnet mig frem til, at Gud i hvert fald har åbenbaret sig på fire måder:

1. Han har åbenbaret sig i skaberværket
2. Han har åbenbaret sig i samvittigheden
3. Han har åbenbaret sig i Bibelen
4. Han har åbenbaret sig i Jesus

Så derfor: Vi må kunne finde ud af noget om Gud, vi må kunne sætte en masse puslespilsbrikker sammen, så vi kan finde ud af hvordan Gud er, for vi lever jo i Guds åbenbaring, ja er selv endda skabt i hans billede... og liggende foran os på bordet har vi hans ord i form af Bibelens åbenbaringer. Det er da ikke en dårlig start.

Sådan er min holdning altså - kort ridset op: Der er et rigtigt gudsbillede, som måske er frakmenteret, men som alligevel især i Bibelen kan verificeres og rettes til. Der en Gud... og vi er alle som kristne på søgen efter hvem denne Gud er.

Provokationen

Og så ramte provokationen mig for nogle år siden, endda fra min gamle menighedsrådsformand: "Ja, det er svært at arbejde med gudsbilleder, for det er så utrolig personligt hvad gudsbillede vi har". Underforstået: Ikke personligt, som sådan noget, man holder for sig selv, ligesom man holder ens årsindkomst for sig selv, for det er personligt. Men personligt, fordi vi på en eller anden måde kommer frem til vores personlige gudsbillede. Slam - sagde det. Jeg modsagde ikke tanken og tog ikke handsken op, for dels var det ikke lige tid eller sted for sådan noget, og dels ville jeg ikke lige have mine øre i maskinen, så den ikke kørte så glat med de næste ting, jeg gerne ville have igennem som præst.

Den næste gang provokationen ramte mig, var her for et par måneder siden i et kursus om sjælesorg overfor dødende. Faktisk har jeg ikke været på sådan et kursus, som har sat så meget igang i mig som dette. Fantastisk og frygteligt - og det især ud fra den provokation, der ramte mig. For også her kom vi jo ind på gudsbilledet - det er jo klart, når man ligger dødende, så påvirker det ens gudsbillede og i sjælesorgen med den dødende kan man så få sig et indblik i dennes gudsbillede.

Læreren mente helt klart, at ens gudsbillede var meget påvirket af ens faderbillede - Gud er jo også vores himmelske far, så det er vel ikke så mærkeligt, at ens jordiske far og sådan som han er/var også påvirker den måde, hvorpå vi ser Gud. Det er vel ikke så provokerende, at ikke-bibelkyndige på den måde kan være slået ind på et forkert gudsbillede... for det viste læreren ofte var tilfældet, når man tog skavankter fra ens far og klistrede dem over på Gud. MEN provokationen lød så: I som præster har også et privat gudsbillede, og før I har gjort jer det klart og hvorfra I har det, så kan I ikke hjælpe andre. Sådan sagde han det ikke direkte, men sådan blev det modtaget på forreste række, hvor jeg for en gangs skyld havde placeret mig.

Min pilgrimsvandring til/med Gud

Okay - da jeg så kom tilbage fra kurset lovede jeg mig, at finde ud af, hvordan mit Guds billede er, og hvordan det er blevet formet. Jeg vil læse en masse for at få mine tanker hjulpet på plads - jeg vil provokere mine vanetænkning og jeg vil have rystet mig så meget, at kun Gud kan holde mig oppe (havde jeg nær sagt). For dybest set, så tror jeg jo, at jeg er godt på vej i den rigtige retning - at grundlaget for mit gudsbillede er det sande Gudsbillede - så tæt på faste "størrelse", som jeg kan komme lige nu. Men hvad om jeg tager fejl? Hvad om jeg læser Bibelen forkert - eller ubevist/bevidst springer sider af Gud over, som jeg ikke bryder mig om eller som jeg ikke kan få til passe ind andre steder.

Det er det jeg vil finde ud af - og jeg vil invitere jeg med ud på det, jeg vil kalde min pilgrimsvandring til/med Gud. Jeg ved ikke, hvornår næste del kommer - hvornår jeg tager næste etappe... men det kommer før eller siden. For det er ikke noget, der skal forceres igennem, men noget, der skal arbejdes systematisk igennem... eller så systematisk, som et rodhoved som jeg nu kan gøre det.

Inden jeg smuttede på ferie, var jeg lige forbi Hirtshals Bibliotek, hvor jeg lånte Jonas Gardells "Om Gud" ... aner ikke hvem manden er ... men et par sider inden i bogen læser jeg

"I 1200-tallet udtrykte den muslimske mystiker Ibn Arabi den tanke at Gud i hvert enkelt menneske har indprentet et af sine uendelige mange gudsnavne. I hver af os findes et unikt aftryk af Gud - og tilsammen udgør vi et partitur som kun Gud kan synge" (s. 9).

Hmrf... lyder besnærende og flot... men et eller andet i mig kan alligevel ikke med den tanke. Han fortsætter:

"Det som hver enkelt af os kan gøre, er at søge det gudsnavn som Gud har indprentet i os, at søge konturerne af Guds aftryk i os selv - og nære respekt for at vor næstes søgen nødvendigvis må se anderledes ud da vedkommendes guddommelige navn har en anden tone, en anden farve, en anden nuance end vores..." (s. 10).

Som sagt - en smuk og besnærende tanke - men et eller andet siger alligevel nej til den. Om ikke andet, så også fordi det kommer fra en muslimsk mystiker, og er det ikke et andet sted end i mine fire åbenbaringskilder?

Jeg vil holde fast i min fire åbenbaringskilder - med mindre nogle får mig overbevist om at jeg har overset en anden åbenbaringskilde... og hvad er målet? Ja - det er jo ikke så håndgribeligt som Santiago de Compostella... men et foreløbigt mål kunne være: "Få stadfæstet eller revideret min gudsbillede" eller i hvert fald: "At lære Gud bedre at kende"... den sidste er nok den fromme udgave af den første.

Jeg vil håbe, at I vil give mig inputs undervejs - også til at komme videre på andre veje, som jeg ikke lige ellers ville tage af mig selv. Og så vil jeg ellers sige mit livsmotto: Gud i vold!

Bestikkelse?

Hmmm.... jeg fik et brev fra Danmarks Søndagsskoler, der har indsamlingsdag på søndag (hvor vi samler ind til dem). Brevet var en opfordring til at sige nogle pæne ting om dem... og så var der samtidig en flødekaramel, Toffee Big Ben, som straks røg ned i svælget på pastoren.

MEN jeg fik hurtig en dårlig smag i munden - ikke pga. slikket, for det smagte godt - men har jeg mon ikke gjort mig skyldig i som embedsmand at modtage bestikkelse??? UPS!!! Håber, at jeg hermed ved at stille mig op på en offentlig skriftestol, at jeg så dermed kan undgå en eventuel tjenestelig irettesættelse eller evt. endda også en tjenestemands sag :-(

Jeg lærte det hele i børnehaven

"Del alt.
Vær fair.
Lad være med at slå folk.
Læg ting tilbage hvor du fandt dem.
Ryd op efter dig.
Lad være med at tage ting der ikke tilhører dig.
Sig undskyld når du har såret nogen.
Vask hænder før du spiser.
Husk at trække i snoren.
Varme småkager og kold mælk er sundt.
Lev afbalanceret - lær lidt og tænk lidt og tegn og mal og syng og dans og leg og arbejd en smule hver dag.

Tag en eftermiddagslur.
Når I går ud i Verden, så pas på trafikken, hold hinanden i hænderne og hold sammen.
Vær opmærksom på mirakler. Husk det lille karsefrø i æggebakken; rødderne går nedad, og planten går opad,og ingen aner hvordan eller hvorfor, men sådan er vi alle sammen.
Guldfisk og hamestere og hvide mus, ja selv det lille karsefrø i æggebakken - de dør alle sammen. Og det gør vi også.
Og husk dine billedbøger og det første ord, du lærte - det største af dem alle - SE."

(Robert Fulghum i bogen "Jeg lærte det hele i børnehaven)

Dronningens nytårstale og fois grois

Jeg er nødt til først at slå fast, at jeg hverken er antiroyalist/republikaner eller andet af den slags, men at jeg så heller ikke er royalist. Jeg synes tingene fungere godt med et kongehus lige for tiden. Jeg synes det er praktisk, at have folk ansat til at klippe snorer over og rejse rundt og vinke på arbejdspladser og plejehjem (det her lyder måske nedladende... men sådan er det ikke ment)., for så kan politikerne varetage ledelsen af landet. Jeg ser ikke noget specielt i kongefamilien og dronningen - for de er for mig at se kun noget særligt, fordi vi tillader dem at være noget særligt. Og derfor ser jeg også dronningen som altfavnende og samlende person, der kan være landsmoder for os, hvis hun på en eller anden måde også gør sig fortjent til den status. Så er det vist cementeret.

Nytårstalen
Og jeg må faktisk sige, at jeg blev en smule skuffet over hendes nytårstale i 2009, for vel er der afstand mellem os og hende, men den virkede på en måde rigtig stor i hendes tale. Som om hun levede lidt i et andet Danmark end det, jeg lever i. Hun sagde blandt andet:

krisen "bliver vi næppe af med lige med det samme; men krisen kan være en spore til at overveje, hvordan vi lever vort liv. Måske er det slet ikke så usundt at sætte tempoet lidt ned, at give sig tid til at nyde øjeblikket, finde tid til at være sammen med sine nærmeste, mærke efter hvordan de har det, og hvordan det går også for andre, som ikke står os så nær."

Hmmm... ja, man kan nyde øjeblikket, når man er blevet arbejdsløs. Man kan nyde øjeblikket, når man så er nødt til at sælge sit hus og flytte et andet sted hen, og ens børn er nødt til at skifte skole. Man kan faktisk se finanskrisen som noget positivt! Det er naturligvis positivt at kunne se noget positivt selv i en krise, men det kunne også af onde sjæle drejes derhen, hvor man siger, at hun ikke har forstået tidens alvor og de personlige kriser flere og flere er kastet ud i - man har indtrykket, at finanskrisen er gået fuldstændig udenom kongehuset (hvilket den nok også har). For går de ned i tempo som følge af finanskrisen? En, der kalder sig selv for Mads i debatten om nytårstalen på DRs hjemmeside, skriver: "Det grænser til arrogance, at sige til folk der har fået deres økonomiske grundlag revet væk, p.g.a. bonus hungrende bankdirektører og dårlige politikkere. at de skal nyde øjeblikket". Det er måske lidt voldsomt sagt - men viser, at overfortolker jeg, så er jeg i hvert fald ikke ene om det.
Og går man ned i tempo fordi man bliver arbejdsløs? Ikke som jeg ser det i min arbejdsløse kone, så render man da fra det ene til det andet for at opfylde kravene for understøttelse. Vi jokede med det på et tidspunkt: Ja, det bliver da godt at få et job, så du kan sætte tempoet lidt ned.

Men finanskrisen lærer os at sætte tempoet ned og det er positivt. Så derfor ser det pludselig ud som noget godt, at vi er nødt til at vænne os til mådehold.... jeg synes virkelig ikke, at den rige dronning er den rette til at tale om mådehold og om at sætte tempoet ned, fordi man er blevet arbejdsløs.

Og at vores samfund skulle dyrke ungdommen.... måske er det bare mig, der er ung, og ikke kan se det... men er det sådan mere? Jeg synes nu ikke det er så slemt, som hun gør det til. Har det ikke været sådan en gang - men har nu udjævnet sig? Ja, jeg fik faktisk ikke en stilling på et tidspunkt, fordi jeg var for ung . mente de :-)

Fois Grois

Og når vi nu snakker mådehold, så er det interessant at se menuen ved den nytårskur, som Dronningen inviterede til 1. januar. Den bestod blandt andet af fois grois. Hvis du ikke lige ved hvad det er, så er det i hvert fald ikke mådehold :-) Men rent dyreetisk er det heller ikke ligefremmen det bedste at spise. På hjemmesiden for Dyrenes Beskyttelse fortæller man, at man får fois grois ved at tvangsfodre gæs og ænder, så deres lever bliver 6-10 gange så stor som den ellers ville være. Det er rent faktisk forbudt at lave fois grois herhjemme - men det er ikke forbudt at købe og spise denne luksus-ret. Dyrenes beskyttelse skriver:

"Vi opfordrer til, at man hverken køber eller bestiller foie gras på restauranten, da produktionen af foie gras på alle måder er fuldstændig uacceptabel. Foie gras produktionen er så belastende for fuglene, der udsættes for stress, smerte og lidelse i forbindelse med tvangsfodringen, og
produktionen burde stoppe øjeblikkelig."

Tjah - men det er det, som vores Dronning serverer for landets spidser, dagen efter hun har talt om at nyde øjeblikket og om mådehold. En luksus-ret, der vil være forbudt at lave herhjemme, fordi man mener at dyret lider.

Afrunding
Ja, jeg får nok ingen medalje fra hoffet efter denne fatwa, men jeg må da hellere sige, at man først bliver skuffet, når man med rette kunne have ventet noget andet - måske fordi man ved, at den person, der leverer en skuffende præstation kunne gøre det bedre. For det er virkelig stadigvæk mit indtryk, at vi har en klog dronning og at hun klarer sin opgave godt - så derfor synes jeg, at denne ordning med kongehuset skal bestå stadigvæk. Men jeg er altså bange for, at alt for mange af disse taler bare vil bærer brænde til deres bål, der ønsker kongehuset afskaffet.

Nå... men når det så er sagt... så: Godt nytår