Sommertanker om en prædikentekst

To mænd skulle bygge hvert deres hus - den ene var klog og den anden var en tåbe. Tåben byggede sit hus på sand, imens den kloge byggede på klippen. Sådan fortæller Jesus i den lignelse, som jeg sidst holdt prædiken over, inden jeg smuttede påå sommerferie (teksten kan findes her: Matthæus 7, 24-27).

Den store forskel mellem de to huse kom frem, da uvejret brød løs: "Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. " Den kloges hus blev stående, imens tåbens hus faldt "Og det faldt, og dets fald var stort".

Teksten her er blevet ved med at køre rundt i baghovedet på mig hele sommerferien indtil nu, og en god måde at få slået sådanne tanker til ro på, er at skrive dem ned... så det sker her.

Gå i dybden og nå højt
Den første tanke kan formuleres i en sætning: Gå først i dybden, før du kan nå op i højden.
Der er nogle, der ser ud til at have let ved visse ting. Det kan være det at spille på et instrument, det at lære noget, det at holde taler... det ser så let ud - de bruger næsten ingen tid på det. Jeg kunne nok forestille mig, at der er lærere her på efterskolen i Horne, der er stået over for de to slags elever: Nogle, der skal kæmpe vildt for det, og nogle, de næsten ikke gør noget for det, men bare kan det. Men spørgsmålet er, om dem, der bare kan det, ikke også før har gjort en kæmpe indsats for at nå dertil. At bag det, der ser legende let ud, dér har der faktisk været et stort forarbejde.

Når man skal bygge en skyskraber, så er det ikke nok bare at tænke opad, men man skal også tænke i dybden - der skal være et ordentlig fundament, der går langt ned, for at holde resten af den høje bygning stabil. F.eks. den skyskraber, der er lige nu er verdens højeste, nemlig Taipei 101. Den har 101 etager over jorden, imens den har 5 underjordiske etager. Håndværkerne er først begyndt at bygge nedad, før de begyndte at bygge opad.
Sådan også ellers: Man er nødt til at gå i dybden - øve, læse, arbejde med baggrundsmaterialet - før man kan svinge sig opad og ordentligt praktisere det, man gerne vil. Øv - desværre er det sådan!!

Og jeg tror også det er på samme måde med "den åndelige verden" (et irriterende ord, men jeg bruger det her i mangel af bedre). Vi kan nok udpege folk, som vi gerne vil ligne, fordi de har en stærk tro, en sund tro - de ved så meget om Bibelen og kan komme med meningsfyldte forklaringer til de meste. Det ser ud som om de åndeligt talt er langt over os - er flere etager nærmere den syvende himmel end os andre. Og hvor vil vi gerne derop! Deres hemmelighed? De er først gået i dybden! De er først gravet ned i kristendommens fundament, nemlig Guds ord. Guds ord, som er klippen, som vi skal handle efter og bygge på, hvis vi åndeligt talt vil opad.
Der findes ingen åndelige "kæmper" uden at de først er vokset nedad og har slået rødder i klippen. Der findes ingen åndelige "kæmper", der ikke vokser sig stor ved at gøre sig lille, og knæle foran deres frelser i bøn. Vi skal begynde nedefra - og dér vokse opad.

Hvem er tåben?
Der er klart en forskel mellem de to mænd - forskellen består på en måde på to forskellige planer. Vi har ikke bare den kloge og den dumme mand - nej, vi har den kloge og så har vi tåben. Hvorfor den forskel i ordvalg? Det ville jo have givet en noget mere strømlinet fortælling, om man bare kunne sige den kloge og den dumme.
Præsten siger derfor: Det er ikke et tilfælde? Hvem er denne tåbe? Og ja, jeg stiller naturligvis spørgsmålet, fordi jeg har et bud på hvem denne tåbe kan være.
I Salme 14 i Det gamle Testamente står der om tåberne: Tåberne siger ved sig selv:»Gud er ikke til!«.

Så tåben er den, der siger, at Gud ikke er til. Det er der mange der siger... men når det så kommer til stykket, så tror de alligevel på et eller andet "mellem himmel og jord". Der er f.eks. kun ganske få ateister i et fly med motorproblemer.
Men at sige og at mene, at der ingen Gud er, er tåbeligt - man er en tåbe. Og det passer jo også meget godt - den, der ikke tror, at der er en Gud, vil jo heller ikke bygge på hans ord. Vil ikke gå i dybden i det, men vil med egne kræfter bygge sit liv op i højden... og så også opleve, at det hele skvatter sammen i det øjeblik, at livets uvejr rammer ind over ens liv.

Tåben siger - der er ingen Gud. Men den kloge bygger sit hus, sit liv på klippen. "Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt påå klippen."

Årets Tversted-is

Så blev det tid til årets Tversted Is - fra Det blå Ishus i Tversted.... en Kæmpe Kalle, naturligvis!! MUMS!!! Og så nød vi solnedgangen... hvor var det bare smukt.

Fættertræf

Asbjørn - fætter til vores Josva, er netop nu på besøg sammen med resten af min svigerfamilie. Lyder uhyggeligt, men det er faktisk rigtig hyggeligt.
De to er egentlig jævnaldrende - Josva skulle være født den 27. marts, og Asbjørn blev født den 1. april, så de er udviklingsmæssigt næsten lige gamle. MEN de har åbenbart ikke helt den samme humor, som denne video viser. Josva har vist arvet hans fars fladpannede humor!!

Sommer i Danmark - og jeg har ferie!

Vi er netop i nat kommet til Horne fra et par dejlige dage i det fynske... nu er vi i præstegården og får i dag huset fyldt med Judiths familie. Det bliver også bare hyggeligt - og flaget er allerede kommet til tops og skal være det alle de dage, hvor vi har besøg. For det skal da fejres.

Ja, og så er det jo også blevet sommer igen... og jeg har en uge tilbage af min ferie. Det er vel ikke ringe.

Odense Boldklub

Sidder netop og er ved at se noget så sjældent som en fodboldkamp - det er nok fordi, at alternativet enten er Robin Hat eller at vaske op og støvsuge...
Men så er der jo altid lidt fodboldkamp, hvor OB spiller mod en eller anden klub, der hedder Villa... sjovt navn i grunden!
Det er faktisk hyggeligt at se direkte fjernsyn fra ens hjemby, Odense, for det er dér de spiller. Jeg har godt nok løbet.... eller travet rundt om den fodboldbane, for det var dér vi havde gymnastiktimer i gymnasiet. Det var kun lige blevet forår, så skulle vi ud og spille et eller andet derude. Og opvarmningen var to omgange! Puha.. kan stadigvæk huske, hvor hårdt det var. Og så var det endda kun begyndelsen - for derefter skulle man spille forbold eller lave højdespring eller et eller andet boldspil. Det var ikke rigtig mig, men det kan man måske også se på min kropsbygning :-)
Men tilbage til OB... som barn kan jeg huske de blå-hvide-farver bare var det fedeste man kunne få. Når man fik et knæk-sugerør til børnefødselsdag, så var der rift om dem, der var blå og hvide.... "for det er OB-sugerør, og de er de bedste". "OB er de bedste - dem, kan ingen tæske".
Men nu får vi ser om de kan tæske villaen - lige nu står der 1-1 og begge mål er scoret af villaen, det var selvmål. Hold da op... tænk, hvis man går videre pga. et selvmål. Ha! Men Judith siger, at OB rent faktisk spiller bedst - men det er lige meget, for uanset hvad så er OB de bedste - og dem kan ingen tæske.

Overoptimist

Jeg er i dagens Kristeligt Dagblad blevet kaldt overoptimist.Ja, altså ikke personligt, men de holdninger jeg har, bliver kaldt overoptimistiske.

En stor del af danskerne glæder sig nemlig til pensionstilværelsen, hvor de skal rejse og lave de ting, som de ikke havde mulighed for, da de var på arbejdsmarkedet. Anna Amilon fra sociaforskningsinstituttet siger, at det er alt for optimistisk.
"I gennemsnit bruger folk nemlig langt færre penge, end de har planlagt, og det er formentlig udtryk for, at de faktisk ikke er så raske og rørige som forventet". (Du kan læse hele artiklen her)

Hmm... det kan der jo nok være noget om. Hvis jeg nu går på pension som 65 årig... hvis jeg strækker den og bliver på arbejdsmarkedet så længe, så er der 32 år tilbage. Der kan jo nok nå at komme visse skavanker og fysiske dårligdomme til på den tid...

Men hvad så med den lange rejse, som kunne være så spændende - en tur rundt i Kina og Australien og i den del af verden. Eller at bo en årrække i Berlin og opleve virkelig storby-stemning. Lære at spille saxofon af punkerne ved berlinermurens ingenmandsland.

Det kan være, at man ikke skulle vente til man blev 65 - men det er jo ikke muligt nu. Man har jo arbejde, der skal passes, og der er ikke nok overskud til at lægge penge til side til at hive et år ud af kalenderen. Det hedder jo så smukt carpe diem... grib dagen, mulighederne... men der er jo altså de penge... se her.

Jesus og Coca-Cola

I 1886 præsenterede dr. John Pemberton for første gang Coca-Cola i verdenshistorien. Han omdelte de første eksemplarer ved at gå ned til den lokale butik for at sælge den dér.
Efter mere end 100 år viser undersøgelser, at 97% af verdens befolkning har hørt om Coca-Cola. 72% har set en Coca-Cola-dåse. 51% af verdens befolkning har smagt en Coca-Cola. Alt dette skyldes det faktum, at firmaet for år tilbage gav sig selv det mål, at alle på jorden skulle smage deres produkt.

1,7 milliarder mennesker har ikke adgang til de gode nyheder om Jesus Kristus. Og der er nogle mennesker, der også har regnet ud, at 17 millioner mennesker dør hvert år uden nogensinde at have hørt navnet Jesus.

Hvad gør vi?

En sommeraften på Hellehøj - 2008

Solen bagte ned fra en næsten skyfri himmel, da omkring 450 mennesker sidste onsdag samledes til den snart traditionsrige sommeraften på Hellehøj.
I år ledte nogle dygtige blæsere fra Sindal Brassband musikken til gudstjenesten, der havde emnet ”At være skabt specielt”. Sognepræst Kim Legarth prædikede om ikke at sammenligne os med hinanden – det var slet ikke fair, da vi alle jo er skabt netop som vi er og er noget for os selv. ” Prøv en gang at se på din tommelfinger. Se nøje på den. Hvis vi nu siger, at der er 6 milliarder mennesker i verden, så er der faktisk ikke en eneste tommelfinger, der ligner den du ser på lige nu. Ikke en eneste”. Og han fortsatte: ”Jeg tror vi er skabt af Gud. Hvis Gud ikke engang gav nogen af os ens tommelfingre, så gav han os ikke noget, der overhovedet er ens. Du er en unik og enestående person – der er ikke en person i hele verden, der er lige som dig.”
Efter gudstjenesten havde Børge Eriksen lokket 69 af sine sangere fra det store Hirtshals-kor Club 99 med sig ud på Hellehøj, hvor de med smittede med deres sangglæde og deres positive livsmod. Og derpå godt ladet op til fest og farver bød Asdal og Omegns folkedansere op til dans, imens de mere magelige sad og kiggede på, og også listede over til grillen og hentede sig en pølse eller to.
Det var en af de aftner, som man kun kan gå fra i godt humør, klar til en god sommer… for vejret viste sig jo virkelig fra sin bedste side. ”Naturligvis bliver det godt vejr næste år også – første onsdag i juli 2009” sluttede præsten, imens folkedanserne gjorde sig klar.