To mænd skulle bygge hvert deres hus - den ene var klog og den anden var en tåbe. Tåben byggede sit hus på sand, imens den kloge byggede på klippen. Sådan fortæller Jesus i den lignelse, som jeg sidst holdt prædiken over, inden jeg smuttede påå sommerferie (teksten kan findes her: Matthæus 7, 24-27).
Den store forskel mellem de to huse kom frem, da uvejret brød løs: "Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. " Den kloges hus blev stående, imens tåbens hus faldt "Og det faldt, og dets fald var stort".
Teksten her er blevet ved med at køre rundt i baghovedet på mig hele sommerferien indtil nu, og en god måde at få slået sådanne tanker til ro på, er at skrive dem ned... så det sker her.
Gå i dybden og nå højt
Den første tanke kan formuleres i en sætning: Gå først i dybden, før du kan nå op i højden.
Der er nogle, der ser ud til at have let ved visse ting. Det kan være det at spille på et instrument, det at lære noget, det at holde taler... det ser så let ud - de bruger næsten ingen tid på det. Jeg kunne nok forestille mig, at der er lærere her på efterskolen i Horne, der er stået over for de to slags elever: Nogle, der skal kæmpe vildt for det, og nogle, de næsten ikke gør noget for det, men bare kan det. Men spørgsmålet er, om dem, der bare kan det, ikke også før har gjort en kæmpe indsats for at nå dertil. At bag det, der ser legende let ud, dér har der faktisk været et stort forarbejde.
Når man skal bygge en skyskraber, så er det ikke nok bare at tænke opad, men man skal også tænke i dybden - der skal være et ordentlig fundament, der går langt ned, for at holde resten af den høje bygning stabil. F.eks. den skyskraber, der er lige nu er verdens højeste, nemlig Taipei 101. Den har 101 etager over jorden, imens den har 5 underjordiske etager. Håndværkerne er først begyndt at bygge nedad, før de begyndte at bygge opad.
Sådan også ellers: Man er nødt til at gå i dybden - øve, læse, arbejde med baggrundsmaterialet - før man kan svinge sig opad og ordentligt praktisere det, man gerne vil. Øv - desværre er det sådan!!
Og jeg tror også det er på samme måde med "den åndelige verden" (et irriterende ord, men jeg bruger det her i mangel af bedre). Vi kan nok udpege folk, som vi gerne vil ligne, fordi de har en stærk tro, en sund tro - de ved så meget om Bibelen og kan komme med meningsfyldte forklaringer til de meste. Det ser ud som om de åndeligt talt er langt over os - er flere etager nærmere den syvende himmel end os andre. Og hvor vil vi gerne derop! Deres hemmelighed? De er først gået i dybden! De er først gravet ned i kristendommens fundament, nemlig Guds ord. Guds ord, som er klippen, som vi skal handle efter og bygge på, hvis vi åndeligt talt vil opad.
Der findes ingen åndelige "kæmper" uden at de først er vokset nedad og har slået rødder i klippen. Der findes ingen åndelige "kæmper", der ikke vokser sig stor ved at gøre sig lille, og knæle foran deres frelser i bøn. Vi skal begynde nedefra - og dér vokse opad.
Hvem er tåben?
Der er klart en forskel mellem de to mænd - forskellen består på en måde på to forskellige planer. Vi har ikke bare den kloge og den dumme mand - nej, vi har den kloge og så har vi tåben. Hvorfor den forskel i ordvalg? Det ville jo have givet en noget mere strømlinet fortælling, om man bare kunne sige den kloge og den dumme.
Præsten siger derfor: Det er ikke et tilfælde? Hvem er denne tåbe? Og ja, jeg stiller naturligvis spørgsmålet, fordi jeg har et bud på hvem denne tåbe kan være.
I Salme 14 i Det gamle Testamente står der om tåberne: Tåberne siger ved sig selv:»Gud er ikke til!«.
Så tåben er den, der siger, at Gud ikke er til. Det er der mange der siger... men når det så kommer til stykket, så tror de alligevel på et eller andet "mellem himmel og jord". Der er f.eks. kun ganske få ateister i et fly med motorproblemer.
Men at sige og at mene, at der ingen Gud er, er tåbeligt - man er en tåbe. Og det passer jo også meget godt - den, der ikke tror, at der er en Gud, vil jo heller ikke bygge på hans ord. Vil ikke gå i dybden i det, men vil med egne kræfter bygge sit liv op i højden... og så også opleve, at det hele skvatter sammen i det øjeblik, at livets uvejr rammer ind over ens liv.
Tåben siger - der er ingen Gud. Men den kloge bygger sit hus, sit liv på klippen. "Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt påå klippen."