Jeg skriver ikke under

Der florerer for øjeblikket to underskriftsindsamlinger på nettet. En underskriftsindsamling for at få en 18 årig voldtægtsmand smidt ud af Danmark og en for at forhindre en kvinde, der har angivet sine alfonser (kvindesmugling), i at blive smidt ud. Begge sager er sørgelige – men når man læser de bemærkninger, der kommer omkring især den første, så må jeg tage mig til hovedet. ”Hallo menneskelighed?”. Det virker jo faktisk sygeligt det massehad, der er mobiliseret. Internettet, der hidser folk op – og den lette adgang til at udtrykke sin mening gør, at folk ikke lige tænker sig om før de trykker på ”send”.
Men jeg vil ikke skrive under på nogen af de to. Fordi

1) Jeg vil ikke ønske at leve i et samfund, hvor en retssag blev påvirket af en underskriftindsamling på nettet. Og jeg ønsker heller ikke populistiske politikere, der lader sig styre af enkeltsager. Lovgiver man efter enkeltsager, så rammer det bredt og forkerte i en anden, men dog smule lignende situation. Så hvorfor skrive under, hvis jeg dybest set ikke ønsker at min underskrift påvirker udfaldet af dommen?

2) Jeg kender ikke den 18 årige voldtægtsforbryders sag, baggrund og motivation for at handle som han gjorde. Vi må have tiltro til at dommere kan hæve sig op over stemninger og se nøgternt på sagen og dømme retfærdigt – og ”retfærdigt” er ikke altid lig med ”hårdt”.  Vi har et retsvæsen, som skal stille sig imellem mig og så den forbryder, der har gjort mig og mine noget ondt. Jeg skal hverken hævne eller straffe – det er samfundet, der på neutralt grundlag bedømmer og dømmer.

3) Hvad sker der med den unge mand, hvis han bliver udvist til Somalia. Et normalt liv? Næh sikkert ikke – radikalisering? Måske! Ryger i hænderne på en flok onkler med meget skarpe knive? Mere sandsynligt. Det korte af det lange: Det, de mennesker i den underskriftsindsamling har skrevet under på, er at den mand skal dø. Det er ikke op til os mennesker at sætte en stopper for andre menneskers liv, uanset forbrydelsens karakter og uanset om man så selv svinger kniven eller man giver andre muligheder for det. Men er de mennesker, der har skrevet under på dette – er det det bevidst, at konsekvensen af deres underskrift er at de får et andet menneskes blod på hænderne?

Jeg ved godt, at jeg er et naivt menneske, der ikke har forstået livets alvor - men jeg skriver ikke under.

Tak for din støtte, hr. minister

... titlen omhandler en artikel på Danmarks Radios hjemmeside, at et bøssepar først efter 17 præster fandt en,d er ville stå for at velsigne af deres forhold (læs her) og ministeren for ligestillede kirke, Manus Sareen, springer frem med sin politiske harme og taler om noget så sjældent for en politiker som retfærdighed.

Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen mener ikke, det er retfærdigt, at homoseksuelle par skal spørge 17 præster før de finder en, der vil vie dem. Men understreger, at præsterne fortsat skal have lov til selv at vælge.

"Den ramme, som præsterne arbejder i, handler om tro. Og når det handler om tro, så må man også acceptere, at de ikke vil gøre noget mod sin samvittighed. Omvendt tror jeg heller ikke, at der er nogen, der har lyst til at blive viet af en præst, der ikke har lyst til at vie dem, siger Manu Sareen til P3 Nyheder"

Nå ja - min overskrift er ironisk. For jeg mener ikke at han støtter os præster, der siger nej til vielserne. Han kunne have sagt noget med at han havde forståelse for deres situation, at det var træls for dem, at de ikke kunne finde en før nr. 17, men... og så det med trossagen. I stedet for at skubbe et begreb om uretfærdighed over på os præster. Enten har man lov til at sige nej, og så er det retfærdigt, eller også har man ikke lov, og så er det ikke retfærdigt. Ministeren forsøger at sætte sig mellem to stole, men det er kun den ene røvballe, der støtter sig på en stol. Den anden når han lige at gøre det på som man nu gør med enden foruden at sidde.

Som mine konfirmander ville udtrykke det: "Tak for lort"

Døm ikke - tanker til søndagens prædiken

"Døm ikke, så skal I ikke dømmes” - siger Jesus.

Hvad Jesus siger, er, at vi ikke skal sætte os i Guds sted. Det er ikke mit job at sætte mig som dommer, jury eller bøddel over mine medmennesker.Mit job er, at forsvare ham, tale godt om ham og forklare alting, så det træder frem i det bedste mulige lys. Min opgave er at dække over min familie og venners fejl og synd – ja, endda dække over mine fjenders fejl og synd. Min opgave er at huske på, at vi alle er syndere, og jeg er simpelthen en løgner, hvis jeg påstår, at jeg er bedre end andre.

Lige som andre af Jesu ord, er dette også blevet misforstået. ”Døm ikke, så skal I ikke dømmes”. ”Det var kloge ord. Det er vis og god tale, lad os dog blive fri for det dømmeri, for denne strenge barske tale om de store modsætninger, om synd og om hellighed, om løgn og sandhed, lad os tage blødt og eftergivende på alting. Vi skal ikke dømme”.

Hvis I spørger mig, så har man fuldstændig misforstået Jesus ord om at dømme, hvis man siger, at man ikke må f.eks. påtale synd og fejl. Hvis man ikke må sige, at Gud har en vilje med vores liv og at det vil ramme os selv, hvis vi går imod den vilje. Det Jesus fordømmer her, er at man har en dobbelt standard. Han siger, at du ikke må have en højere standard for andre, end den standard du har i forhold til dig selv. Vi skal alle måles efter den samme høje standard, nemlig Guds hellige lov, ikke vores egne smålige regler. Og Guds hellige lov kan ikke bøjes. Vi står alle fordømte overfor Guds lov, som vi alle bryder igen og igen og igen. I stedet for at pege fingre af folk, så skal vi se i Guds Lov og dér selv møde en finger: ”Du er manden” (Se 2. Sam 7a).

Vi passerer en kilometersten

... i disse dage er det et år siden, at der blev indført et ritual for vielse af homoseksuelle. Den kirke, som jeg holder så meget af - uvist af hvilken grund - har taget et skridt væk fra det, jeg ser som sand kristendom og kristent liv. 

Og alligevel er jeg her i kirken som præst - og jeg ved, at min tilstedeværelse her som præst gør, at nogle bliver i kirken, selv om de måske mest af alt har lyst til at forlade den. Jeg ved ikke om det er godt eller skidt, men det er mit ansvar.

Men et ved jeg ... er jeg fast overbevist om... ja, eller jeg klamrer mig i hvert fald til håbet om, at jeg tjener den herre, som har tidens gang i sine hænder. Den herre, som har givet mig lysten til at være præst, udholdenheden under studierne til at blive teolog og evnerne til at være præst, selv om jeg menneskeligt set bare er et skvat.

Jeg tjener den herre, der ikke bad de kristne i den døende menighed i Sardes (Åb 3,1-6) om at forlade menigheden, men tværtimod om fornyet opvågning for at de skal "styrk(e) resten, som er døden nær" (Åb 3,2).

Det må være vores opgave som kristne - at tale imod vranglære, at styrke de døende, at opildne til kærlighed, for vores kamp skal være velsignende. Ikke en menneskelig velsignelse, men et genskær af Guds velsignelse.

Nej, jeg er ikke optimist på Folkekirkens vegne - jeg er bedrøvet på Folkekirkens vegne. Men jeg vi ikke være pessimist, jeg vil ikke være bedrøvet. Af alle talerør, så brugte Gud den nye pave i Rom til at ryste i mig for leden dag:

"Die Traurigkeit ist Satans Zauberkunst, die unsere Hertz verhärtet und verbittert... die christlichen Geminschaften (sollen) Orte des Optimismus werden... Das Schlimmste am Geist der Traurigkeit ist jedoch, dass er die Sünde gegen die Hoffnung in sich trägt" (s. 24 i Papst Franziskus: Offener Geist und gläubiges Herz).

Så ja, ud med bedrøvelsen, bitterheden og pessimismen. Vi tjener en herre, som er Alfa og Omega, som omslutter alting, og som bærer alt og styrer alt med sin mægtige hånd. Kirken har før oplevet noget, der var værre end det, vi oplever nu. Vi går en strålende fremtid i møde - for den er skabt af den almægtige Gud, som vi kristne må få lov til at kalde for "far". Som Johannes skriver i et af sine breve: "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" (1 Johs 3,1) - og det er ham, der vil stride for os.