mandag, juni 30, 2008

Sommerferien

Hvor er det dog dejligt sommerligt at lukke ens hjemmeside ned hele juli. Skønt! Hvis nu alle andre hjemmesider gjorde det samme, og folk så lige tog en slapper ude ved grillen... så ville verden se helt anderledes ud. I hvert fald i den vestlige verden.

God sommer. Jeg kommer sikkert til alligevel lige at skrive lidt i min dagbog her, men jeg vil skamme mig hver gang.

lørdag, juni 28, 2008

Livet er da herligt

Hvor er livet da herligt at leve - når man har tid til rigtig at nyde det. Indenfor i det lidt køligere hus, ligger Josva nu og sover dejlig og mæt. Han er nu bare rigtig skøn. Men stakkels ham - jeg har et billede af mig selv netop på den alder, og der er faktisk mange lighedspunkter. Nå, han kan vel vokse fra sådanne skavanker!

Vi sidder lige netop nu ude på vores terrasse og nyder solen og varmen og spiser nogle af de boller, som jeg bagte i morges. Hmmm... herligt! Og der er også sneget sig en enkelt is ud af fryseren, men det overlevede den ikke længe.
Vovsen ligger ude på græsplænen og er dejset om, og ude over marken foran præstegården flyver en rovfugl rundt og skriger sit rovfugleskrig. den føler sig nok truet af den gamle traktor, der kører rundt på marken og slår græs.
Og så bliver det ikke ringere af, at vide, at prædikenen til i morgen er helt klar, og at også prædikenen til børne- og juniorlejren også er færdig. Ikke at jeg lige nu har lyst til at tage afsted - for det kommer til at tage det meste af eftermiddagen. Den eneste eftermiddag i lang tid, hvor der ellers ikke var arbejde. Men det var der så alligevel :-) Nå, det bliver dejligt være dernede.

Jeg har kastet mig over en ny bog om Kaj Munk, som netop er udkommet. Den er rigtig spændende, for den gennemgår nogle af de vigtige af hans skuespil. Også nogle af dem, der ikke er særligt kendt, men som vi Kaj Munk-nørder sætter højt. Der er en masse dygtige mennesker, der skriver indslag - og giver spændende nye vinkler på forfatterskabet.
Og så fik jeg bogen foræret, mod at skrive en anmeldelse inden den 1. september. det er jo en herlig sommerbeskæftigelse!

Leonard Cohen i Århus - del 2

Hmmmm... hvor kunne jeg dog godt tænke mig at komme til Århus den 7. juli og høre Leonard Cohen synge. Det er virkelig alle tiders mulighed - mit livs eneste mulighed for at høre denne dybe stemme og "møde" den legendariske sanger.

MEEEN.... jeg ved jo hvor bøvlet det er at komme til Århus, og det koster så også 775 kroner. Og med min mangel på spidse albuer, så ender jeg helt nede bageved og ser ikke en pind.

Nå... men jeg går stadigvæk og grupler, og vil naturligvis ikke komme afsted, men lysten er der.

onsdag, juni 25, 2008

Dødsfald

Mærkeligt, at man kan gå lidt rundt med en lidt bedrøvelig stemning over dette "dødsfald"... ja, jeg ved ikke engang om man kan kalde det et dødsfald. Men min sidste scalar-fisk er død. Jeg købte den sammen med fire andre lige efter jeg havde købt mit akvarium i 2000 - det vil sige, at fisken er omtrent 7-8 år gammel. Jeg fejrede den i år 2006 med dette indlæg på min blog (se her) - hvor I også kan se et andet mere livsbekræftende billede af fisken, der aldrig nåede at få et navn.

Jeg har egentligt været lidt træt af den - fordi den opførte sig irriterende. Sammen med hans gamle kæreste - såvidt jeg husker var fisken her en hun - pinte og plagede den nogle af de andre fisk. Det betød i hvert fald døden for 1-2 af dens artsfæller. Den var altid den snedige, der holdt sig lidt udenfor, men som nok kunne slå til og være træls, når det syntes at være påkrævet. Og så søgte den ellers om bag ryggen på en af dens kærester.


Den nåede at få nogle omgange æg, men det blev aldrig rigtig til noget - hun formåede ikke at holde vandet omkring dem frisk nok, så de fleste gik til - og resten spiste hun. Sådan.


Jeg har hele tiden været lidt træt af de scalarer - fordi de var så aggressive og så dominerende i akvariet. Men det er egentlig mærkeligt med fisken, at når den nu er væk, så savner jeg den egentlig lidt. Nok mest fordi den har fulgt mig rigtig lang tid - og i forskellige faser i mit liv. Som lærer på en efterskole, som teologistuderende i Århus, som præstevikar i Hanning og Finderup og så her til slut som sognepræst i Horne og Asdal. Den var med hele vejen - købt i Veri Centeret i Århus og lige om lidt vil den finde sit sidste hvilested ude i en busk i præstegårdshaven. Og jeg må hellere til at gøre det snart - de andre fisk er begyndt at vise interesse for den - så den kunne nok snart ende som fiskeføde... og det vil ikke være færdigt.

Møg-kommune!

For det først: Jeg er for store enheder, hvis det bare fungerer. Jeg synes f.eks. det kunne være lidt mere spændende at droppe kommunerne og så centralisere magten i armtsrådene (eller hvad de nu hedder). Det vil være lidt sejt.

For det andet: Jeg er ikke lokalpatriotisk for Hirtshals-området, selv om jeg bor her. Mit hjerte banker stadigvæk for Odense, og jeg holder med fodboldklubben OB også selv om ikke kan navnet på en eneste af deres spillere eller navnet på deres træner. Jeg er odenseaner.

MEN... på trods af alt dette, så må jeg erkende, at jeg endnu ikke har fundet en eneste god ting ved at Hirtshals kommune og andre kommuner er blevet lagt under Hjørring Kommune. Her er tre trælse historier:

1.
For nogen tid siden kom det frem, at man ville droppe bybusserne i Hjørring fordi de var for dyre. Og det første jeg tænkte: Er der overhovedet bybusser i Hjørring? Jeg smågrinte lidt, for det må da være en joke. Og hvis der var bybusser, så er de da fuldstændig overflødige. Nå, men forslaget blev taget af bordet, og det skulle så financeres ved at vejene omkring i kommunen skulle nedprioriteres. For hvad? For at folk i en lille provinsby kunne have deres bybusser, som der ikke er brug for - i forhold til at flertallet af kommunens borgere skulle leve med lidt flere slidte veje og dårligt vedligeholdte broer. Hrmff...
Jeg ved godt, at vi skal opprioritere den kollektive trafik og skaffe os af med den undøvendige biltrafik, men det er altså svært, når man bor på landet.

2.
Der er også sket en ændring i renovationsvæsenet, for at få samlet al skraldindsamlingen et sted og sommerhusejere, skal så også være med i den ordning. En af vores venner bor ret isoleret i forhold til naboer - den nærmeste nabo og køer og et eller andet pelsdyr. Han kan så ikke få lov til at få et privat selskab til at hente hans affald en gang om måneden i en store container. Det var politisk besluttet, og det skete for at man ikke skulle genere naboerne med lugtgene. Så det blev en fordyrelse i forhold til den gamle ordning.

3.
Den sidste ting i denne omgang handler om Boel-testen. En test, som småbørn bliver prøvet med for at checke om de nu også kan høre og reagerer hensigtsmæssigt. Men den er også blevet droppet i Hjørring Kommune, men bibeholdt i vore andre nabokommuner.
Jeg havde glædet mig helt vildt til den boeltest - det har i lang tid været det eneste, jeg har vidst om baby-pleje og -undersøgelser. Og så skal Josva ikke have en Boel-test. Jeg er harmdirrende! Møg-kommune!

mandag, juni 16, 2008

Så er jeg merkonom

Tak for hilsenen! Nu er jeg så merkonom - aner oprigtig ikke hvad det kan bruges til. Har vist mest taget uddannelsen i stedet for en eller anden fritidsting om aftenen (dans eller bridge-spil). Men nu er jeg merkonom.
Eksamen gik ikke så godt som jeg havde håbet - jeg fik et 7-tal. De greb min opgave an på en helt anden måde end jeg havde forberedt.
Men hvad skidt - jeg har fået en masse gode redskaber og viden ved at arbejde med mit emne (motivation af frivillige), så det er da ikke så ringe. Der er nok en del frivillige organisationer, der kan bruge mig til at holde en aften om det emne. Så sig bare til.

søndag, juni 15, 2008

Merkonom

Så... i morgen er min sidste eksamen i merkonom-uddannelsen i denne omgang - jeg skal op i Human resources klokken 9.00, og hvis jeg består, så kan jeg kalde mig selv merkonom... hvad det så end betyder :-)
Men det vil sige, at jeg lige skal kigge lidt i lidt bøger i dag - jeg skal op og "forsvare" en opgave, som jeg har skrevet... eller eksamen er med udgangspunkt i den opgave. Så det bliver spændende hvilken vej jeg får drejet eksamen.

onsdag, juni 11, 2008

En mor-søn-snak

Jeg kan ikke lige lade være med at smide denne her op på nettet. Judith og Josva fik sig her for en times tid siden en rigtig god snak:

Så kom blæsten

Det er egentlig lidt øv, at blæsten er kommet tilbage til Vendsyssel igen. Jeg kan nok tåle et lille ophold i det gode vejr, som vi har oplevet den sidste lange tid, for det skal nok blive godt vejr igen engang. Nej, det der er træls, det er at nu bliver alle træerne sveden af i blæsten. Resten af sommeren skal vi se på blade og træer, der ser forhutlede ud. Og det er da ærgerligt.

Men det var ikke kun blade, der faldt af træerne. Se denne lille film:

mandag, juni 09, 2008

Den var faktisk rigtig god!!

Jeg var jo i lørdags inde for at se den nye Indiana Jones film - og som den trofaste læser af min blog ved, så var jeg noget skeptisk overfor filmen. For ville den nu ødelægge de gamle film og drømmen om eventyret, eller ville den tilføje nye højder til universet. Jeg vil først slå fast, at jeg ikke afslører noget om filmens indhold, så læs du blot videre - her er ingen spoilers!

Jeg må først sige, at min skræk blev gjort til skamme, for det var faktisk en rigtig god film - god underholdning fra først til næsten sidst (det skal jeg nok komme ind på). Der var et glimt i øjet, og de kække Indiana Jones-bemærkninger var der også plads til.

Jeg er helt vild med filmens kammeraføring - der er virkelig arbejdet med at få de spændende vinkler. Wau - de kan et eller andet med vinkler de Hollywood-guys :-)

Jeg kan varmt anbefale en tur i biffen - den skal vist ses dér for at få ordentlig fornøjelse af lydeffekterne og ikke mindst de kække kammeravinkler.

Historien er en typisk Indiana Jones-historie, hvor Indy lige så langsomt udruller en historisk epoke og mysterium for os. DOG... og her kommer det største anklagepunkt mod filmen: Jeg synes der er et brud de sidste fem minutter, hvor jeg tænkte, at her var vi ovre i et andet slags univers. Her var det ikke det mystiske overnaturlige, men der gik lige lidt star-wars i Harrison Ford (han er jo også kendt for sin rolle som Han Solo i de sidste tre Star-wars film). Jeg er vild med Star Wars, MEN hver ting til sin tid. De burde havde overladt lidt mere til fantasien i stedet for at udpensle det hele. Som en blog skrev på nettet, så så man ikke Gud i "Jagten på den forsvundne skat", man så ikke Jesus i Indiana Jones og Det sidste korstog... så her til sidst gik vi over og så mere end vi plejer at måtte se.

Men måske er den nye generation af biografgængere ikke opflasket med antydningens kunst, men de skal måske have det hele skåret ud i pap.

Nå - det er ikke min mening at det negative skal fylde så meget, som det gør her, for det er jo kun til sidst i filmen, at dette sker. Jeg ved endnu ikke hvordan den film placerer sig i forhold til de øvrige film (altså ikke kronologisk, men kvalitetsmæssigt), filmen skal først rigtig bundfælde sig, før jeg kan afgøre det.
Filmen giver lidt flere vinkler til Indy - og rent kærlighedsmæssigt afsluttes filmenringen fra første film på et nærmest smuk måde, hvor den hårdtslående og hårdtslået Indy måske finder ro i den sande kærlighed. Men forhåbentlig falder han ikke helt til ro, for hvem skal så tager over?
Så kort og godt: Frisk mod - op og ind i biffen.

lørdag, juni 07, 2008

Indiana Jones

Trods en mere end udtalt skepsis over den nye Indiana Jones-film, så begiver jeg mig nu med gode venner ind i Hjørring Biograf for at se den nye film. Jeg er naturligvis meget spændt! Der er ikke ret mange, der er inde og se den -da vi bookede os ind var der 10-12-stykker foruden os :-) Enten er det fordi det er en dårlig film, eller også er det bare for varmt til en bio-tur... ja, eller også er det bare Hjørring :-O

Jeg vender tilbage med en udførelig kommentar senere, når jeg er tilbage igen.

fredag, juni 06, 2008

Sommerservice

Som en ekstra sommerservice kan man nu nyde den flotte udsigt fra kontoret på Horne Præstegård. Tryk her og følg med i vejret.

mandag, juni 02, 2008

Med far på arbejde....

Det er ikke altid lige opkvikkende at være med far på arbejde... men så er det jo godt at man kan tage sig en lille en på øjet.


Hyggelig sommereftermiddag

Vi havde en rigtig hyggelig sommereftermiddag i præstegårdshaven, hvor der kom 23 fra menigheden.
Jeg smider lidt flere billeder op på sognenes hjemmesider, når vi når ind i næste uge. Der er lige lidt for meget gang i den i denne uge til at jeg kan gøre det nu. Men lige et enkelt billede skal I da have (billedet er stort, så klik kun på det, hvis I virkelig vil i detaljer).