I går var det 80 år siden, Giro 413 blev sendt første gang. Programmet, hvor man sender penge til et godt formål og samtidig sender en hilsen til familie eller venner – gerne med et musikønske.
Giro 413 har sin helt egen musikalske afdeling. Der er suppe, steg og is. „Tre hvide duer“. Mutter med kost og spand, som kommer for sent til sin egen begravelse. Og indimellem et ønske med lidt mere vild musik. Men den slags bliver som regel lagt tæt på radioavisen, så man kan nå at afbryde sangen, før man er tvangsindlagt til hele musikstykket.
Jeg husker søndag eftermiddagene fra min barndom. Mor havde lavet varm mad og vasket op. Far sov middagssøvn ovenpå, og mor brugte tiden på at stryge. Og så skete der noget, som ikke skete ret tit: Radioen blev tændt.
I nogle hjem stod radioen altid tændt. Hos os stod den tavs, bortset fra Pressens Radioavis og Morgenandagten. Men på de særlige søndage sad jeg ved spisebordet og tegnede, mens mor stod ved strygebrættet, og så lød det:
„… og du skal også have en hilsen, Gerda Hansen fra Rødovre. Vi fejrede dig på Damhuskroen og samlede ind til Giro 413. Det var en skøn dag, og derfor skal du have …“
Jeg lyttede hver gang med en lille spænding i kroppen. Måske kom der en hilsen til mig?
Selvfølgelig gjorde der ikke det. Det vidste jeg jo godt. Men alligevel ventede jeg. Måske var det denne gang, det umulige skulle ske.
Senere flyttede jeg hjemmefra. Til Aarhus, som godt kan komme til at stå lidt som et ensomhedens sted, når man ikke kender nogen. I begyndelsen var der mest studie. Studie, studie og studie. Det var måske også meget godt. For hvordan skulle jeg ellers have klaret mig igennem, hvis der hele tiden kom forstyrrende venskabelige afbrydelser?
Om søndagen gik jeg i den lokale kirke. Hver søndag. Jeg kom i god tid og så på de ældre mennesker, der talte sammen, satte sig ved siden af hinanden og udvekslede de små ord før gudstjenesten. I det halve eller hele år, jeg kom der, var der ingen, der talte med mig eller hilste på mig. Så de har nok heller ikke opdaget, da jeg pludselig holdt op med at komme.
Bagefter gik jeg hjem, forbi bageren, hvor jeg flottede mig med en kage og den store Jyllands-Posten. Hjemme åbnede jeg et glas kartofler og en dåse JAKA-bov. Kartoflerne blev kogt, og JAKA-boven stegt på panden med en masse krydderier. Det var faktisk lækkert.
Så spiste jeg. Ryddede op. Satte mig i sofaen med avisen og den tændte radio. Giro 413.
Og bagefter en middagssøvn.
Nogle gange kan jeg godt længes efter den gamle søndagstradition. Men så fik jeg venner og kæreste, og pludselig var der ikke længere tid til Giro 413. Jeg fik også at vide, at JAKA-bov var noget af det mest klamme, man kunne spise.
Sådan kan livet også ændre sig. Man får mennesker omkring sig, og det er godt. Men man mister samtidig nogle af de små ritualer, som engang kunne fylde en hel eftermiddag.
Når jeg om søndagen kører bil med familien på vej et eller andet sted hen, finder jeg dog P5. Så er familien tvangsindlagt til at høre Giro 413.
Og heldigvis afbryder de stadig de lidt vildere musikønsker med radioavisen.
