mandag, juni 20, 2011

Jeg - en campist

Jeg ejer en campingvogn… ja, jeg har den godt nok ikke stående ude på gårdspladsen endnu og rent faktisk har jeg ikke betalt for den endnu… men den står hos forhandleren og er ved at blive gjort i stand, for jeg har sat min autograf på en slutseddel. Så rent juridisk er jeg vel en campist nu. Og ja… jeg føler faktisk allerede nu, at der sker noget med mig. Jeg ved godt det er vildt pjattet… men enhver, der har købt en campingvogn kan nok tale med om det. Nu tror jeg ikke på evolution – og arternes oprindelse og hvad man ellers kan finde på af skøre ting for at undgå at sige ”Gud”… men her er der måske en snert af forandring/evolution– spørgsmålet er bare om det er en udvikling eller en degenerering.

Egentlig er det jo dybt god nat alt sådan noget med camping – vi er nået det foreløbige højeste trin i udviklingen af den menneskelige race og kultur – vi har super-fede huse med indført vand og varme. Og hvad gør vi så? Vi giver afkald på det og sætter et lille hus på et par hjul og kører af sted! Egentlig er campingpladsen én stor hån af det moderne samfund – uanset hvor meget elektronisk, der puttes ind i sådan en kasse på hjul!!

Det smarte tøj (som mange) går i normalt derhjemme… det bliver skiftet ud med en såkaldt ”campinghabit” – dvs. joggingtøj. Man står i kø for at komme i bad og giver 5 kroner for tre minutters varmt bad, alt imens man har en lille balje under campingvognen til opsamling af spildevand fra håndvasken og går på toilet i noget, der kunne være fremstillet ud fra ”Den lille kemiker”.
Men det er hyggeligt! Det er for mig at se indbegrebet af dansk hygge – på linje med kolonihaverne med de små hytter og Dannebrog vajende over bøgehækkene. ”Campister er et hjælpsomt folkefærd” sagde en af sælgerne, da jeg spurgte om det var svært at få forteltet op. Man kommer hinanden ved på en helt speciel måde, når man står der i kø i sit joggingtøj for at komme på toilet. Eller man inviterer ”gaden” over på kaffe i forteltet – besøger gamle venner. Sidder og småsnakker i forteltet med en varmeblæser kørende og et glas rødvin, imens man hører sang og små-snakken fra de andre telte og vogne. Eller man hører godnat-sange for små børn, og der bedes et fadervor som et dejligt led i natritualet…. Og jeg kunne rent faktisk blive ved. Og alle de ting rimer på ordet ”hyggeligt”.

… og alle de ting er ved at vokse frem i mig, jeg er ved at udvikle mig lige så langsomt til at være ”campisten Kim”. Det sker lige så langsomt – så når jeg om ganske få dage kigger i det nye bagspejl på bilen – speciel-designet til brug for campingvognen… og derinde ser mig selv, så er det et nyt ”mig selv”. Fra da af, begynder jeg den lange og drøje, men enormt hyggelige vandring i retningen af at blive anerkendt som fuldblods-campist. Og hvad skidt, at det betyder en degenerering – når det er en degenerering til det bedre.

fredag, juni 10, 2011

Præsten på baresls

Jeg er på barselsorlov ... jeg er mand, så derfor har 99% af alle ønsker i forbindelse med orloven været: "Så må du have en god ferie". Sådan har jeg nu ikke betragtet det indtil nu - den store stak bøger, som jeg har lagt frem "de skulle læses"... er stadigvæk uberørt - og sjovt nok, så er stakken fuldstændig identisk med den stak jeg havde ved sidste barselsorlov. Hmmm....

Men nu gælder det orloven med Jonathan - han er 9 mdr. og bare lækker. Jeg kan ikke lade være med at lade tankerne løbe frem i tiden, når jeg går med ham i barnevognen for at få ham til at falde i søvn. Hvad venter der forude - og med risiko for at lyde for from, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med alt det ydre i hans liv, hvad han får af arbejde, hvad han får af uddannelse, hvad han kommer til at stemme til folketingsvalget eller hvad han bruger sin fritid på. Det, jeg sætter højest i mit ønske for lille Jonathan er, at han må blive en kristen. Alle de andre ting er vigtige, men i forhold til dette ene, så er det biting tenderende til det ligegyldige.

Må han dog bare blive en kristen. Må han dog bare finde frem til Jesus som sin personlige frelser - og finde Guds retfærdighed... og så vil alt det andet blive givet ham i tilgift.

Det er det, jeg er mest bævende overfor i min "rolle" som far: Hvordan lige bane vejen fra barnet til frelseren? Eller sådan, som jeg ofte føler det: Hvordan undgå at stå i vejen?

Det bedste måde er naturligvis eksemplets kraft... men jeg havde nu håbet på en lettere metode og også en mere realistisk metode, for så godt et eksempel er jeg heller ikke, at jeg håber, at han/de vil kopiere mig.

Men jeg tænker også videre: Hvor skal de få sig et kristent fællesskab allerede nu, som de både direkte og indirekte kan bygge videre på senere i livet? Hvordan gør kirken til deres andet hjem, sådan som jeg altid har betragtet kirken?

Man må vel bare tage en dag ad gangen, en opgave af gangen... en dag af gangen, og så håbe og bede til, at Gud må bruge mit ringe eksempel. Bede til, at der også her på vort sted må byde sig et fællesskab, som kan tilbyde ham medvandre-skab i kristenlivet.