Præsten på baresls

Jeg er på barselsorlov ... jeg er mand, så derfor har 99% af alle ønsker i forbindelse med orloven været: "Så må du have en god ferie". Sådan har jeg nu ikke betragtet det indtil nu - den store stak bøger, som jeg har lagt frem "de skulle læses"... er stadigvæk uberørt - og sjovt nok, så er stakken fuldstændig identisk med den stak jeg havde ved sidste barselsorlov. Hmmm....

Men nu gælder det orloven med Jonathan - han er 9 mdr. og bare lækker. Jeg kan ikke lade være med at lade tankerne løbe frem i tiden, når jeg går med ham i barnevognen for at få ham til at falde i søvn. Hvad venter der forude - og med risiko for at lyde for from, så er jeg faktisk fuldstændig ligeglad med alt det ydre i hans liv, hvad han får af arbejde, hvad han får af uddannelse, hvad han kommer til at stemme til folketingsvalget eller hvad han bruger sin fritid på. Det, jeg sætter højest i mit ønske for lille Jonathan er, at han må blive en kristen. Alle de andre ting er vigtige, men i forhold til dette ene, så er det biting tenderende til det ligegyldige.

Må han dog bare blive en kristen. Må han dog bare finde frem til Jesus som sin personlige frelser - og finde Guds retfærdighed... og så vil alt det andet blive givet ham i tilgift.

Det er det, jeg er mest bævende overfor i min "rolle" som far: Hvordan lige bane vejen fra barnet til frelseren? Eller sådan, som jeg ofte føler det: Hvordan undgå at stå i vejen?

Det bedste måde er naturligvis eksemplets kraft... men jeg havde nu håbet på en lettere metode og også en mere realistisk metode, for så godt et eksempel er jeg heller ikke, at jeg håber, at han/de vil kopiere mig.

Men jeg tænker også videre: Hvor skal de få sig et kristent fællesskab allerede nu, som de både direkte og indirekte kan bygge videre på senere i livet? Hvordan gør kirken til deres andet hjem, sådan som jeg altid har betragtet kirken?

Man må vel bare tage en dag ad gangen, en opgave af gangen... en dag af gangen, og så håbe og bede til, at Gud må bruge mit ringe eksempel. Bede til, at der også her på vort sted må byde sig et fællesskab, som kan tilbyde ham medvandre-skab i kristenlivet.