Jesus blood never failed me yet

I 1971 blev en engelsk musiker og komponist, Gavin Bryars, bedt om at lave lyden til en film om folk, der boede på gaden i London. Han filmede forskellige mennesker, der levede på gaden – fik dem i deres forskellige ritualer, deres besvær og deres glæder. Nogle af disse hjemløse var konstant fulde, nogle var psykisk syge, nogle var velformuleret og nogle var slet ikke til at forstå.

Hjemme i studiet sad Gavin Bryars og klippede i lyd og film stykkerne, da han pludselig blev opmærksom på en undertone, en sang, der altid var der, når der var en bestemt gammel mand på filmen. Det var svært at skelne lydene – først lød det som noget værre mumlen, så Bryars fjernede lydene fra gaden og rensede lyden til, og så opdagede han, at den gamle hjemløse mand sad og sang. Den lille sang var ikke med i filmen – men Bryars tog den lille sang med sig, og han kunne ikke slippe den, så han forsøgte at finde ud af hvem denne mand var.

Han fandt ud af, at denne tigger og hjemløs ikke drak – men han holdt sig for sig selv, og snakkede ikke med nogen. Det var næsten umuligt at høre hvad han sagde, men der var noget glad over ham. Selv om han var gammel, alene, beskidt og hjemløs, så var der noget legesyge over ham. Han drillede filmholdet ved at forsøge at bytte hat med dem.

Men hvad der skilte denne mand ud fra de andre folk på gaden var hans sang. Hans sang var en simpel søndagsskole sang, der kunne gentages næsten i det uendelige. Og det blev den – han kunne sidde og synge den time efter time, efter time. Han sang:

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Det var en endeløs sang, der hele tiden bandt sig sammen forfra og forfra hele tiden. Mandens gamle utrænede stemme ændrede sig aldrig – blev ikke flad og forandrede ikke toneleje. Hele tiden var sangen den samme uanset hvor længe han sang.

Som musiker var Bryars fascineret af denne sang – og prøvede på at få bearbejdet et eller andet til det. En dag, da han sad og arbejdede i sit studie lod han den gamle mands sang køre, imens han selv skyndte sig ned efter en kop kaffe.
Da han kom tilbage et par minutter efter, så var kontoret, som normalt var fyldt af lyde og aktivitet, så var det stille og roligt. Den gamle mands stille stemme var spredt ud af studiet og havde fuldstændig forvandlet kontoret udenfor.

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Kontoret var som tryllebundet af stemmen – folk talte lavmælt til hinanden og dem, der gik omkring gik stille og roligt rundt i rummet. Mange sad bare i deres stole – fanget af denne stemme. Et par stykker sad og græd stille og roligt med tårerne løbende ned af deres kinder.

Selv om Gavin Bryars ikke selv troede, så var han forbløffet og kunne ikke lade være med at blive konfronteret af denne mystiske åndelige kraft, der var i stemmen og budskabet. Denne stemme tilbød et uventet budskab om håb og tro midt i den mørkeste og mest ødelagt nat. Denne hjemløse mand bragte et budskab fra Gud i en simpel sang:

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Bryars begyndte at længes efter den tillid og den tro, som den gamle mands sang udtrykker. Og han ville ære denne gamle mand ved at understrege hans simple budskab, at uanset din livssituation, så elsker Jesus dig, så kan du stole på Jesus.
Men det tog sin tid – først i 1993 synes han, at det var lykkes for ham, og resultatet var CD-en med titlen ”Jesus blood never failed me yet”. Og som alt i alt er 75 minutters sang med disse 5 enkle linier. ”Jesus blod har aldrig svigtet mig”

Kunne det være vores sang? 

Onsdagstanker: Sløjfede gravsten - del 2?

I mandags var jeg på tur rundt til mine bedsteforældres grave - bare for at sige hej - og tak for alt. Jeg var også på jagt efter en gammel venindes grav, som jeg nogenlunde vidste hvor var, men jeg var alligevel ikke helt sikker. Jeg fandt den aldrig - retningen jeg kiggede var korrekt, men udgangspunktet for eftersøgningen var forkert.
Men jeg så også en masse andre grave og navne sant titler - men der var også en grav, som jeg nærmest ikke kunne se, da den var fuldstændig dækket af højt ukrudt. Af en eller anden grund var der noget, der fik mig til at stoppe op og begynde at fjerne det ukrudt - hive det op og langsomt komme ind, så man kunne se stenen. Selve stenen var også dækket af nedfaldne blade og andet snask fra træerne, så det skulle fejes væk. Så kom chokket - manden, ser lå der (han hed vist John) havde kun ligget der siden 2011, det var ikke en af de grave, det stod til at blive sløjfet på grund af alder, men det er kun små 3 år siden, han døde. Egentlig lidt sørgeligt, at der ikke er nogen, der har gjort dette, når det er så kort tid siden, han døde. Men i mandags blev det gjort af en fremmed.
Og hvorfor fortæller jeg det? For at prale med min gode gerning? Nej, for jeg ved ikke om det var en god gerning, må man i det hele taget fjerne ukrudt hos en andens grav? Havde familien fået en rykker fra kirkegården, at nu skulle den grav altså ordnes? - måske kom en enke fra Maribo eller Kerteminde for at ordne graven, og så var alt ukrudtet væk!!
Ja, måske... men så kom hun dog af sted for at besøge sin mand (jeg tror faktisk, at der stod et andet navn på gravstenen også, men husker det ikke med sikkerhed). Men det er netop pointen i at jeg gjorde det -og ikke bare blev forarget over en misligeholdt grav - vi ved intet til historien bag graven. Måske er familien selv død - den sidste i den nærmeste slægt er måske borte. Måske er de så svage, at de ikke magter eller har glemt graven. Måske er vreden til John så stor, at dette er en straf at misligeholdt graven. Ja, eller også er det almindelig slendrian.
Under alle omstændigheder, så synes jeg, at Johns grav skulle kunne ses - han har levet og det for ganske nylig - han fik en gravsten, et monument over sit liv. Han var måske en skurk -  men det hører nu fortiden til, tilgivelsen til - især Guds, når vi står ved en grav.
Min hjælp er nok minimal - men som den barmhjertige samaritaner hjalp uden skelen til om manden på vejen var det værd, sådan stoppede jeg kort op. Du kunne også have stoppe op - være en mini-barmhjertig samaritaner. Hvem ved, måske er det en dag vores grav, der ligger forsømt hen - vi er nok ligeglad på det tidspunkt, men set fremad varmer det da, hvis der er en fremmed, der stopper op og fjerner ukrudtet. Fjerner de nedfaldne blade og andet snask fra træerne, så man igen kan se vores navne.