I mandags var jeg på tur rundt til mine bedsteforældres grave - bare for at sige hej - og tak for alt. Jeg var også på jagt efter en gammel venindes grav, som jeg nogenlunde vidste hvor var, men jeg var alligevel ikke helt sikker. Jeg fandt den aldrig - retningen jeg kiggede var korrekt, men udgangspunktet for eftersøgningen var forkert.
Men jeg så også en masse andre grave og navne sant titler - men der var også en grav, som jeg nærmest ikke kunne se, da den var fuldstændig dækket af højt ukrudt. Af en eller anden grund var der noget, der fik mig til at stoppe op og begynde at fjerne det ukrudt - hive det op og langsomt komme ind, så man kunne se stenen. Selve stenen var også dækket af nedfaldne blade og andet snask fra træerne, så det skulle fejes væk. Så kom chokket - manden, ser lå der (han hed vist John) havde kun ligget der siden 2011, det var ikke en af de grave, det stod til at blive sløjfet på grund af alder, men det er kun små 3 år siden, han døde. Egentlig lidt sørgeligt, at der ikke er nogen, der har gjort dette, når det er så kort tid siden, han døde. Men i mandags blev det gjort af en fremmed.
Og hvorfor fortæller jeg det? For at prale med min gode gerning? Nej, for jeg ved ikke om det var en god gerning, må man i det hele taget fjerne ukrudt hos en andens grav? Havde familien fået en rykker fra kirkegården, at nu skulle den grav altså ordnes? - måske kom en enke fra Maribo eller Kerteminde for at ordne graven, og så var alt ukrudtet væk!!
Ja, måske... men så kom hun dog af sted for at besøge sin mand (jeg tror faktisk, at der stod et andet navn på gravstenen også, men husker det ikke med sikkerhed). Men det er netop pointen i at jeg gjorde det -og ikke bare blev forarget over en misligeholdt grav - vi ved intet til historien bag graven. Måske er familien selv død - den sidste i den nærmeste slægt er måske borte. Måske er de så svage, at de ikke magter eller har glemt graven. Måske er vreden til John så stor, at dette er en straf at misligeholdt graven. Ja, eller også er det almindelig slendrian.
Under alle omstændigheder, så synes jeg, at Johns grav skulle kunne ses - han har levet og det for ganske nylig - han fik en gravsten, et monument over sit liv. Han var måske en skurk - men det hører nu fortiden til, tilgivelsen til - især Guds, når vi står ved en grav.
Min hjælp er nok minimal - men som den barmhjertige samaritaner hjalp uden skelen til om manden på vejen var det værd, sådan stoppede jeg kort op. Du kunne også have stoppe op - være en mini-barmhjertig samaritaner. Hvem ved, måske er det en dag vores grav, der ligger forsømt hen - vi er nok ligeglad på det tidspunkt, men set fremad varmer det da, hvis der er en fremmed, der stopper op og fjerner ukrudtet. Fjerner de nedfaldne blade og andet snask fra træerne, så man igen kan se vores navne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar