torsdag, juli 18, 2013

Rettelse: Ikke optimisme, men håb

I et indlæg i forbindelse med etårsdagen for vielsesritualet for homoseksuelle (kan findes her), skrev jeg, "jeg vi ikke være pessimist", "ud med bedrøvelsen, bitterheden og pessimismen" og at kirken skal være "Orte des Optimismus".
Jeg er nok kommet et stykke videre, siden jeg skrev de linier. En kristen skal ikke være optimistisk - for ærligt talt, så er der ingen grund til optimisme i verden. Ingen. Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke at tingenes tilstand bliver meget bedre - heller ikke i den danske folkekirke. Måske endda tværtimod. Jeg vil arbejde i retningen af at det bliver det - jeg vil gøre min lille mikroskopiske andel i det, men jeg vil er ikke optimist.
En kristen skal ikke være omtimistisk, men håbefuld - dvs. tro på Gud. Stole på Gud. Håbe på Gud. Den kristne håber på trods af at vi intet har at have vores optimisme i - men vi har alt at bygge vort håb på, nemlig Gud - og hans evigt gyldige ord til os. Så den strålende fremtid, som jeg skriver om i mit indlæg, som vi kristne går i møde, er ikke nødvendigvis her på jorden - men kan lige så godt placeres i himmelen - og det er nok, når alt kommer til alt, dér hvor målet virkelig er.
"Vi går en strålende fremtid i møde - for den er skabt af den almægtige Gud, som vi kristne må få lov til at kalde for "far". Som Johannes skriver i et af sine breve: "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" (1 Johs 3,1) - og det er ham, der vil stride for os."

Den gamle pave, Benedikt XVI skriver om forskellen mellem optimismen og det kristne håb: "Optimismens mål er utopien om en endegyldig og for altid fri og lykkelig verden, det fuldkomne samfund, hvor historien har nået sit mål og åbenbaret sin guddommelighed [...] Det kristne håbs mål er Guds rige, dvs. verdens og meneskets forening med Gud gennem en akt af guddommelig magt og kærlighed" (s. 50 i "Se på Kristus").
God sommer!

søndag, juli 14, 2013

Han er ikke noget uhyre

"Sådan fangede de monstret" - sådan lød overskriften i Ekstra Bladet i dagene efter at  sexkrængeren fra Fyn langt om længe blev fundet - via. tilfædlighedernes spil, men når bare han er stoppet, så er det lige meget hvordan de fandt ham.
MEN det er ikke lige meget hvad man kalder ham, for han er ikke noget monster, han er ikke noget uhyre - han er et ganske almindeligt menneske."Et almindeligt menneske gør ikke sådan noget" - jo, det gør ganske almindelige mennesker - som har en eller anden psykisk brist, som lader sine drifter bestemme over sig - som lader sin seksualitet bestemme over sig, og derfor pludselig er nødt til at køre rundt i en rød bil og samle små piger op.
Ja, i denne tid, hvor man ikke må lægge bånd på sig selv og da især ikke sin seksualitet, så må det virkelig være et wake-up-call: Se hvad der sker, når man giver los! Se hvad der sker, når man kalder alt, der bare kan smykkes med ordet "kærlighed" frit lejde. Måske er det derfor, at man for alt i verden ikke vil kalde ham for et rigtigt menneske, men et uhyre og et monster - altså langt fra at være et menneske! For man vil ikke se det i øjnene, at det er den samme drift og kraft, der er i ham, og som ødelagde disse piger, som der er i ... ja, dig og mig, og som nogle ikke kan håndtere, eller ikke vil håndtere og bremse. Her i dette tilfælde gik det så desværre ud over nogle børn, der ikke selv havde bedt om det. Normalt "rammer" det folk af samme observans - almindelige mennesker.

"Man jæger et bæst, men fanger et menneske"
Politiinspektør Bent Isager-Nielsen har skrevet en bog om sit liv indenfor politiet med den titel. Det er en rigtig sigende og spændende titel. For vel kan man finde på at gøre noget forfærdeligt - men de er stadigvæk et menneske.
Politiinspektøren skriver: "I gennem mine år, som drabsefterforsker har jeg oplevet nok til at forstå, at alle mennesker kan slå ihjel, hvis de bliver drevet til det af omstændighederne. Og at selv den mest brutale morder i bund og grund dækker over et menneske. Måske drifterne er mere dystre og kræfterne mørkere. Men i næsten alt ligner han dig og mig. Altså bortset fra - at han har taget et adet menneskeliv" (s. 22).
For faktum er, at det lige så godt kunne være din nabo, der gør sådan noget - ja, jeg vil også sige det uhyggeligt: At under de forkerte forhold, så ville du også kunne finde på at gøre sådan noget, og mig med. For en måned siden var jeg en tur i Berlin og besøgte det gamle STASI-fængsel, hvor ganske almindelige mennesker gjorde uhyrlige ting, pinte folk, tog menneskeværdigheden fra mennesker og knækkede dem for altid psykisk og fysisk. Og som hilsen på vej ud fra guiden fik vi at vide, at mange af de mennesker stadigvæk levede i husene og lejlighederne omkring fængselet. Vi gik og kiggede om vi kunne se nogle forfærdelige menneske, der skulede efter os... men det var jo ganske almindelige mennesker som dig og mig.


"Han er da en flink fyr"
Efterhånden som der kommer ting frem om manden, så vil der garanteret være et flertal, der siger: "Jamen han var da en flink fyr" - "han var da ganske almindelig" - og hvis de svinger sig højt: "han var lidt stille af sig".
Sexkrænkeren er et almindeligt menneske - der har gjort noget forfærdeligt. Og uanset hvad, så har han krav på samme forståelse og menneskeværd som dig og mig. Intet menneske bør reduceres til deres gerninger. Og det er hvad der sker, når man kalder ham et monster og et uhyre. Man tager menneskeligheden væk fra et menneske - og det kan ingen gøre - og bør ingen gøre. 

Vi ødelægger os selv som folk
Der er nok af eksempler på hvad der sker med et folk, der pludselig fratager andre mennesker deres menneskeværd og menneskelighed - og der er flere eksempler på kriminelle i tiden, hvor man har udtrykt samme holdning som til sexkrænkeren. Det ødelægger et folk, det gør et folk råt og ukærligt.
Så vel er det hårdt at erkende, at han er et menneske som dig og mig - men i det lange løb gør vi os selv en tjeneste ved at holde fast på hans menneskelighed. Derved beholder vi vores egen. 

mandag, juli 01, 2013

Hvor er du nu?

"Jeg har lyst til at gå en aftentur på kirkegården" røg det ud af mig, da vi havde spist aftensmad her søndag-aften. Og nu her små to timer efter sidder jeg på en bænk i dødens smukke have, Søndre Kirkegård i Hobro. Lyde er der massere af. Over mig sidder en due og kurrer - andre fugle giver deres til, at larmen fra de mange biler rundt omkring ikke får lov til at danne det eneste lydtæppe på oplevelsen.

Det er smukt at gå her. Velholdt. Der er brugt rigtigt mange mandetimer på at få den så smuk og stilfuld, og der bruges lige så mange for at holde det ved lige.
Man går i en duft af blomster - levende blomster, der lokker insekter til med duft og farver, og afskårne, der som en duftens svanesang efterlader et duftspor, "jeg har været her".

Det gør gravenstenene også - fortæller "jeg har været her". Mor, Far, Lille Ole - eller direktør, sognepræst, billedhugger eller Søs. "I hjertet gemt". Nogle gravsten prydes med levende lys, andre med friske blomster og igen andre ser ud til at dem, der har dem i hjertet gemt, ikke lige har haft dem i hovedet den sidste tid.

"Jeg har været her" - det er hvad der er tilbage. Dem, der var store engang, er nu lige så små som dem, der altid har været små. At man var stor engang betyder ikke, at ens eftermæle også er stort mange år efter ens død. Storheden kan være glemt. Døden gør os alle lige... næsten.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, hvor disse mennesker er nu. Ja, alle er lige, men alligevel ens valg her i livet og ens fravalg bliver pludselig temmelig og meget håndgribeligt afgørende.

Jeg sætter mig på en bænk, sidder og stirrer på en gammel gravsten, "Elsket og savnet".

"Jeg har været her" - men hvor er du nu? Skal vi græde over dig,græde over dine spildte muligheder, eller skal vi glæde os over, at du nåede frelst igennem livet og nu står og tilbeder Gud for herlighedens trone?
Hvor er du nu? Var dit nej til Jesus det værd, som du oplever nu? Var den såkaldt frihed det fængsel værd, som egentlig kun var tiltænkt Djævelen og hans engle, men hvor du nu sidder, lokket dertil med tomme løfter og ond bedrag?

Hvor er du nu? Var dit ja til Jesus virkelig så meget værd, som det det oplever nu? Kunne du kende den Jesus, som du har hørt så meget om, og bedt så meget til? Har du set Gud på hans trone?

Hvor er du nu? Vi mødtes aldrig her på jorden - du døde længe før jeg blev født. Skal vi mødes på den anden side? Hvor vil jeg være... til den tid.

Lige nu sidder jeg på en bænk på Søndre Kirkegård, søndag. Min hustru putter mine to dejlige børn derhjemme. Jeg rejser mig, takker for det dette besøg gav mig af tanker for livet og for døden. Jeg lukker lågen - sætter mig ind i bilen og kører ude i livet beriget efter et besøg i dødens smukke have. Og med spørgsmålet: Hvor er du nu?