I et indlæg i forbindelse med etårsdagen for vielsesritualet for homoseksuelle (kan findes her), skrev jeg, "jeg vi ikke være pessimist", "ud med bedrøvelsen, bitterheden og pessimismen" og at kirken skal være "Orte des Optimismus".
Jeg er nok kommet et stykke videre, siden jeg skrev de linier. En kristen skal ikke være optimistisk - for ærligt talt, så er der ingen grund til optimisme i verden. Ingen. Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke at tingenes tilstand bliver meget bedre - heller ikke i den danske folkekirke. Måske endda tværtimod. Jeg vil arbejde i retningen af at det bliver det - jeg vil gøre min lille mikroskopiske andel i det, men jeg vil er ikke optimist.
En kristen skal ikke være omtimistisk, men håbefuld - dvs. tro på Gud. Stole på Gud. Håbe på Gud. Den kristne håber på trods af at vi intet har at have vores optimisme i - men vi har alt at bygge vort håb på, nemlig Gud - og hans evigt gyldige ord til os. Så den strålende fremtid, som jeg skriver om i mit indlæg, som vi kristne går i møde, er ikke nødvendigvis her på jorden - men kan lige så godt placeres i himmelen - og det er nok, når alt kommer til alt, dér hvor målet virkelig er.
"Vi går en strålende fremtid i møde - for den er skabt af den almægtige Gud, som vi kristne må få lov til at kalde for "far". Som Johannes skriver i et af sine breve: "Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!" (1 Johs 3,1) - og det er ham, der vil stride for os."
Den gamle pave, Benedikt XVI skriver om forskellen mellem optimismen og det kristne håb: "Optimismens mål er utopien om en endegyldig og for altid fri og lykkelig verden, det fuldkomne samfund, hvor historien har nået sit mål og åbenbaret sin guddommelighed [...] Det kristne håbs mål er Guds rige, dvs. verdens og meneskets forening med Gud gennem en akt af guddommelig magt og kærlighed" (s. 50 i "Se på Kristus").
God sommer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar