torsdag, september 24, 2009

Rygerum...

Jeg var ved at falde ned fra stolen og lande på det sted, man er højest, når man plukker jordbær!! Jeg læste, at lærer og pædagoger i daginstitutioner, folkeskoler og gymnasier må blive ved med at ryge cigaretter i indendørs rygerum, efter rygeloven fra 2007 bliver revideret inden længe i Folketinget. Jeg troede virkelig ikke, at der fandtes sådanne rygerum...
Jeg synes, at man naturligvis skal have frihed - også til at ryge, hvis det er det man vil. Men jeg vil også have min frihed til at undgå røg. Jeg vil også have frihed til at kunne vælge en daginstitution og skole, hvor jeg ved, at mit barn ikke bliver et offer for andres frihed til at ryge.
Dansk Folkeparti - et parti som jeg kunne tale meget om, men det vil jeg ikke - de sår endda tvivl om det er farligt at blive udsat for passiv rygning: "Fordi man kan lugte cigaretten, er det ikke ensbetydende med, at det er farligt. Vi er også udsat for bilos og alt muligt andet. Der skal være plads til rygere, selvom vi ved, at det er usundt at ryge."
Ja, vi er også udsat for bilos... jamen okay, så er det i orden, at vi også udsættes for røg. Hvor meget mere kan man godkende med den argumentation? Det er garanteret ikke småting. Bare fordi man ikke kan gøre meget et sted, så skal man da ikke lade være med at gøre noget det sted, hvor man kan.

Folk kan ryge og rejse... men det skal simpelthen ikke være på bekostning af mit barns helbred. Væk med de rygerum - tænk, at det er tilladt at have et rygerum i en vuggestue!!! Jeg gentager: I en vuggestue?!

Og hvem gør rent i det rygerum. Er det rygerne selv, eller udsættes en rengøringsassistent for passiv rygning i hans/hendes arbejde? Jeg må ikke en gang ryge på mit eget kontor (hvis jeg ville)... jo, men så skulle jeg selv gøre rent.

Vi skal jo være gode ved rygerne - de er jo dog mennesker.... endnu!

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Rolig nu, Kim... et rygerum på en institution er isoleret fra børnene. Der hvor jeg arbejder, har rygerne et træskur udenfor - et sted hvor børnene ikke kommer.. Og det er rygerne selv, der står for oprydningen.
Men er du i tvivl, så spørger du naturligvis det sted, hvor dit barn er.

Kim sagde ...

Jeg er rolig :-)
Men rygning sætter sig også i tøjet - hvad med de røgpartikler, der sidder i tøjet efter sådan en smøg? Er de helt uskadelige?

... og hvad med det eksempel, som man giver børnene ved at ryge?

Jeg er virkelig hys med den rygning - selvfølgelig fordi vores egen dreng har sarte lunger og vi har valgt dagplejer og afløserdagpleje efter hvem, der ikke røg.

Anonym sagde ...

Jeg var ellers lige ved at blive bekymret for dit blodtryk:-)
Jeg er ikke som sådan uenig med dig. Rygning kommer ikke nogen til gavn (udover dem der producerer og sælger cigaretter mm).
Et rygerum behøves jo ikke at være et sted, børnene kender til. Men du har ret i, at der stadig er partikler i tøjet etc. Hvor meget de skader, ved jeg ikke. I så fald bliver lærere jo også udsat for den slags (og de øvrige elever) - selvom eleverne ikke må ryge i skoletiden eller forlade skolens grund, hænder det vist desværre regelmæssigt, at de sniger sig afsted.
Og hvad med den lærer/elev, der lige tager en cigaret på vej til arbejde?

Mvh Rikke