Her på denne side vil du kunne læse lidt løst og fast fra min hånd. Ting jeg oplever, ting jeg går og tænker på - ting jeg er glad for og ting jer er sur over... så der kan også fra tid til anden komme en fatwa her på siden.... Det er naturligvis noget pjat med sådan en dagbog, men på den anden side, så skal der jo være lidt sjovt for at gøre livet lidt sjovere...
torsdag, december 29, 2005
Gode ønsker til jer alle
søndag, december 18, 2005
To prædikener i land
Så er prædikenerne til juledag og 2. juledag hevet i land. Det bliver nok ikke dem, der kommer i "The best of webpastor", men der er nogle gode historier i dem og en god pointe, der bærer det meste af vejen gennem prædikerne.
Nu skal jeg så se på juleafslutningerne, som jeg har tre af i den kommende uge - og så naturligvis også prædikenen til juleaften. Men den må vente.
Det perfekte juletræ
Vi har lige været over hos nogle gode venner, men til vores skræk viser det sig, at de allerede har købt deres juletræ. Vi andre har ikke engang tænkt på hvor vi skal købe det eller hvornår - eller hvordan! Eller hvilken sort? Og bliver det lige så grimt som sidste år... jeg tror sidste års juletræ var et protest-juletræ. Det havde visse skavanker, men det vigtigste er jo ikke hvordan det ser ud, men hvad sjæl man ligger i det.
Og dog..... måske kan vi om ti år få det perfekte juletræ i stedet for det, vi fik sidste år. Denne nyhed kunne man læse på DRs hjemmeside: "Det perfekte juletræ er under udvikling, men ligger indtil videre sammen med 5000 enæggede tvillingbrødre og -søstre i en petriskål i Botanisk Have i København. Forskerne bag de små juletræsspirer har i ti år arbejdet med at klone juletræer, så juletræsproducenterne kan få en masse pæne og stabile juletræer på marken."
Det er utroligt hvad man kan i dag!!! Jeg ønsker store H og familie tillykke med at de i år var de første til at købe juletræ. Men næste år er vi de første!!!
fredag, december 16, 2005
Nytårsprædikenen er i hus
Det er træls, at jeg har brugt så meget tid bl.a. på den nytårsprædiken - i mandags havde jeg så god tid, men nu er jeg begyndt at få lidt småtravlt, så jeg er nødt til at bruge hele min friweekend på prædikensskrivning. Det havde jeg bestemt ikke regnet med.
Jeg glæder mig til næste uge, hvor vi skal i teatret og hvor vi også skal til Ålborg med nogle gode venner og julehygge med glögg!!!!
tirsdag, december 13, 2005
Årets julesalmer i Horne og Asdal
Kirken skal forandre sig - som det omkringliggende samfund ændrer sig, sådan skal kirken også. Og naturligvis i samme tempo. Så her i Horne og Asdal har jeg valgt at sløjfe de gamle salmer, for at få de nye ind, der både er til at forstå og til at synge, for melodien er enkel og ligetil, ja, moderne. Så her er de salmer, der skal synges den 24. december - juleaften:
73 - Vi synger med Maria
69 - Du fødtes på jord
98 - Det var ikke en nat som de andre
70 - Du kom til vor runde jord
søndag, december 11, 2005
Det er snart jul?
Men sjovt nok, jeg synes slet ikke jeg mærker meget til julen... sådan personligt. Ikke en gang adventen. Der er en masse arbejde, der skal laves og en masse taler, der skal skrives og holdes, men jeg er jo allerede i gang med at forberede en bibeltime, jeg skal holde i starten af januar. Det hyggede jeg mig med i aftes, mens Judith arbejde på sit eksamensprojekt. Man kan nok ikke helt undgå at blive lidt afstumpet højtidmæssigt af at være præst... det har jeg i hvert fald ikke undgået. Jeg synes f.eks. at sidste søndag i kirkeåret er langt en større søndag end julen. Den søndag, hvor vi kan få lov til at kigge tilbage over kirkeåret - den søndag, hvor vi skal synge "Herre Jesus dig til ære".. og den søndag, hvor vi får lov til at starte på en frisk - en lang række søndage og helligdage ligger foran.
Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver disse linier - men jeg stopper nu. Klokken 19.30 står jeg og byder velkommen til årets sidste julekoncert. Endnu et julearrangement - og så begynder den uge, hvor jeg skal lave juleprædikener og taler til juleafslutninger. Og så skal årets julekort også skrives - glædelig jul her fra Horne Præstegård.
Vi skal i teatret på næste fredag igen - til Ålborg og se Dickens "Et juleeventyr". Og hvem ved om vi på et eller andet tidspunkt kommer til Duus Vinkælder og smager Danmarks bedste Glög?
lørdag, december 10, 2005
H.C. Branner "Søskende"
Det var et interessant skuespil om de tre søskende, der samles i forbindelse med at deres far ligger for døden. Hvordan de efterhånden finder sammen, og finder ud af at de i virkeligheden har misforstået hinanden hele deres voksenliv og nu finder sammen... for hurtigt at glide fra hinanden, da vikeligheden udenfor deres alt-dominerende fars kontor, begynder at kalde på dem.
Jeg har netop været inde på Aalborg Teaters hjemmeside og fundet et helt undervisningsmateriale om forestillingen (findes her). Det kunne være sjovt at arbejde lidt med det stykke. Ser ud til at der er flere lag i det, end jeg havde set (men det kommer nok som en overrakselse for de fleste af jer læsere, at noget sådant kan ske for mig!!)
Men et interessant statement er, når den mellemste af de tre søskende (pigen Irene) siger: "Måske er det ikke et menneskes opgave at blive lykkeligt".
Den tror jeg, jeg vil tykke lidt igennem....
I morgen er det 3. søndag i advent, som er glædens søndag - bare se de tekster, der skal bruges - og så skal der prædikes over Zakarias Lovsang!! Men det er ikke menneskets opgave at blive lykkeligt.
tirsdag, december 06, 2005
Fed fidus - og rådent giversind?
Jeg så netop ser forbrugerprogrammet "Kontant" på Danmarks Radio og dér afslørede de en af julens fup-firmaer: "Foreningen af Mund og fodmalende -kunstnere".
Hvert år til jul sender de en bunke julekort ud, som er malet af folk, der kun kan bruge munden og foden. De er imponerende flotte - de må man sige. Jeg fik en for... ja, var det to år siden. Jeg havde lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke lige fik betalt, for det kunne jeg da nok have gjort. Det er jo ikke det vildt store: 75 kroner.
Men nu viser de så i "Kontant", at firmaet kun bruger 3% af sit overskud til de danske handicappede (som kun tæller en fuldtidsansat, der får omkring 30.000 pr. mdr. og et par andre, der får dækket deres omkostninger). resten, som virkelig er et vildt og højt beløb, bliver sendt til Liechtenstein, hvor der ligger en pengetank og bor en advokat, der er god til at vaske sorte penge hvide.... Men naturligvis: Ingen kommentar om firmaets interne økonomi. Og det kalder man godgørenhed... næ... det gør man egentlig ikke, man giver sig bare ud for at være det.
I kan prøve gå ind på foreningens hjemmeside: http://www.mfk.dk/
Det er virkelig usmageligt, hvis det foregår sådan, som de siger i fjernsynet - og det virker meget plausibelt, at det er sådan. Jeg håber det danske kunstnere gør indsigelser de kommende dage, for de må da virkelig føle sig udnyttet.
NOGET ANDET....
Man havde et ældre ægtepar i "Kontant", der blev udråbt som gavmilde... man kan jo naturligvis sige, at 75 kroner ikke er voldsomt meget. Hvis det er det, der skal til for at man bliver kaldt gavmild, at man ud fra et julebudget, der tæller flere tusinde, kun har sølle 75 kroner til et godt formål, så står det virkelig sløjt til i danskernes giversind.
Disse to indlæg i dagbogen har en ting til fælles - de kan begge bære vendingen: "Penge er som saltvand - jo mere du drikker, desto tørstiger bliver du".
lørdag, december 03, 2005
Lørdags-arbejde
Denne aften står på arbejde - for fuld skrue. Der er godt nok Olsenbanden i fjernsynet, men Judith arbejder ovenpå med sin eksamensopgave, så jeg gider ikke bare sidde alene og kigge i tossekassen. Så jeg har kastet mig over prædikenen til næste søndag - den 3. søndag i advent. Måske bliver det noget med åndelig vækst - det synes jeg kunne være spændende, hvis jeg kunne sige noget om det.
Ellers er det en stille og rolig weekend - det er hundekoldt i præstegården, dels vil vi gerne spare, men så er det kolde vejr også kommet til nordjylland. Heldigvis er det meste af sneen væk, men til gengæld er det glat og vi er ved at vælte hver eneste gang, vi er afsted på gåtur med vovsen.
Der er ikke så meget at fortælle om her fra præstegården - livet går sin stille og rolige gang, der er en masse at lave, så tiden flyver alligevel afsted. Jeg har tre regulære prædikener til resten af året - hvis jeg er heldig får jeg lavet et skelet til en af disse i aften.