Hjemmebanefordel

Der er vist indenfor enhver sportsgren det man kalder en hjemmebanefordel - det er vist (ret mig, hvis jeg tager fejl) sådan, at man mener, at det, at der er mange, der sidder og hepper på holdet, gør, at man har lettere ved at vinde. Om det er noget med overførsel af kræfter eller hvad, ved jeg ikke.
Det kan godt se ud som om, at der er en bandekrig mellem HA og deres supportere på den ene side, og så indvandrebander på den anden side. Nu går politikerne ind, og skaber en hjemmebanefordel for rockerne - ikke at de hepper på HA, men de gør det lidt sværere for dem, der ikke er statsborgere. For nu skal de kunne smides ud af landet, hvis de tages med våben. Det modsatte sker jo ikke for HA eller deres supportere - der jo har statsborgerskab.

Så risikoen for indvandrene er dermed noget større ved at gå med våben end HA-erne og deres medløbere. Det må da "alt andet lige" give en hjemmebanefordel til HA-erne. I kan læse mere her.

Jeg er forelsket...

Jeg er virkelig forelsket - ja, til op over begge ører! Og jeg er forelsket i denne bil - 28000 og den er min, min, min!!

Og den vil gøre det meget lettere at komme rundt i stedet for vores lille Nissan Micra. Den skal naturligvis ikke bruges til daglig kørsel, men til at komme ned til familien og på ferie... ja, vi kan jo faktisk holde ferie i den.

Jeg ved godt, at det ikke bliver til noget - men jeg håber, at det vil blive til noget, og jeg vil gøre hvad jeg kan for at få Judith overtalt. Stod det til mig, så købte jeg den i morgen!!!

Jesus ville aldrig have være korsfæstet...

Som nogle af jer måske ved, så er jeg meget begejstret for den amerikanske sanger, Keith Green. Wau... han kunne synge og lave melodier... og endnu mere, wau, han kunne prædike. Hans "no compromise"-prædikener er en udfordring stadigvæk i dag.
Men for at forstå ham endnu bedre, så vil jeg finde ud af, hviken baggrund han havde. Hvem var han inspireret af, hvilke strømninger lagde han sig op ad eller var i opposition til? Og der dukkede der så en "Leonard Ravenhill" op - en britisk prædikant, der siges at være en slags mentor for Keith Green i hans sidste år. Jeg fandt ham på Wikipedia, hvor der blandt andet er nogle citater fra ham. Et af dem slog virkelig hårdt: "If Jesus had preached the same message that ministers preach today, He would never have been crucified". Det er da noget af en udmelding, der kan vække til eftertanke hos enhver forkynder.

Eller et andet citat: "The only reason we don't have revival is because we are willing to live without it!".... hva-be-har! Og det var mig, der troede, at det var Gud, der holdt igen :-)

Det viser sig. at han har været inspirator for en anden, som jeg også har lært meget af, nemlig den amerikanske præst, Charles Stanley... men ikke nok med det, David Wilkerson har fundet inspiration hos ham - I ved, ham med bøgerne "Korset og Springkniven" og "Bandelederen Nicky".

Og så skulle man tro, at Ravenhill er en virkelig hårdslående forkynder og en med en masse krudt i. Det har han måske også været, men de film, jeg har set, viser en stille og rolig og tilbageholdende prædikant. Det er ikke så meget form, som det er indhold (er mit første indtryk.... kan være, at jeg tager fejl).
Nå, nu må jeg hellere komme i seng....

Søndagstanker - 10

Tro er noget meget mærkeligt... der er folk, der siger, at der ikke findes større eller mindre tro, der findes kun tro. Den var jeg måske ved at købe engang, men er det rigtigt? Jeg forklarede det med, at vel er der ikke større eller mindre tro, men der er så større eller mindre forskel af hvilke konsekvenser troen har for ens liv. Godt reddet syntes jeg selv den gang - og synes måske delvist det samme i dag, meeeen (godt ord det lille "men") jeg er ikke helt så sikker som den gang.
I dagens evangelium læser vi om en romerske soldat, der kommer til Jesus for at bede for sin tjeners helbred. Jesus (utroligt nok) vælger at tage med denne soldat for den hadede og urene besættelsesmagt. Det vil soldaten dog ikke have, det er nok, at Jesus bare taler et ord, og så vil underet ske.
Jesus undrer sig over manden (er det ikke det eneste sted, hvor Jesus undrer sig ver et menneske? Står der ikke i Johs 2,25, at Jesus vidste, hvad der var i mennesket? Men her undrer han sig alligevel...). Jesus undrer sig over manden og siger: "Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel".
Så der er forskel på størrelse af tro.... et andet sted spørger Jesus efter en større tro, og Jesus svarer det fyndige svar: "Hvis I bare havde en tro som et sennepsfrø, så ville I kunne sige til det her bjerg, at det skulle rive sig op og kaste sig i havet".... nå ja, der løb temperamentet nok af med hr. Jesus.... niks det TROR jeg ikke.
Der er forskel på størrelse af tro, men selv den mindste tro, så lille at den knap nok kan anses for at være en tro, selv den kan gøre store undere, for det er en tro på en stor og mægtig Gud. Det er ikke troens størrelse, der gør det, for selv den største tro magter ikke en disse, hvis ikke Gud var der. Hvis den ikke var rettet mod og stolede på den mægtigste kraft i universet. Gud den almægtige.

Men derfor tror jeg alligevel, at vi vil vokse i troen, jo mere vi lever med Gud. Vores tro vil (forhåbentlig) så også mere og mere have konsekvenser for vores liv, den måde vi lever på og de valg vi træffer.

God søndag.

Logik for perle-betjente

I denne uge har man kunne høre, hvordan en betjent er blevet beskyldt for at kalde en deltager ved en pro-Gaza-demonstration for perker. Man har det endda på bånd. Noget sådant går naturligvis ikke, så derfor kan vi ånde lettet op, for betjenten sagde set ikke perker, men perler. Så kan vi ånde lettet op, så er det danske politi ikke racistisk alligevel.
Det giver nemlig også rigtig god mening, at betjenten skulle have sagt:
"Nu sætter du dig ned, ellers sætter jeg dig ned med magt. Kan du fatte det, perler? Kan du fatte det?"
Det har nemlig været normal slang indenfor politikredse, at sige "slap nu af, perler", så politidirektrø Hanne Bech Hansen siger, at sagen ikke holder vand. (Læs mere her på Politikens hjemmeside, hvor I også selv kan høre sætningen)

Hvis det nu passede...
at man længe som slang har brugt ordet "slap nu af, perler", kunne det så ikke tænkes, at det skulle bruges som dække over perker? Ud fra tanken om, at vi kan dømmes for at sige "perker", men ikke for at sige "perler" - for det første i en presset situation vil man ikke kunne høre forskel på disse to ord, så man rammer alligevel den anholdte med en racistisk og nedsættende tiltale. For det andet, vil man ikke kunne blive straffet, for hvem kan have noget i mod at blive kaldt "perler"?Hvis det nu passede, så er det faktisk mere uhyggeligt end hvis den ene betjent bare havde sagt "perker", for så siger det noget om hele korpset, der tillader sådan et ordspil. At man dækker over hinanden, at man har opbygget et system, der dækker racisme og nedsættende betegnelser.

Noaordet "perler"
I Gyldendals Leksikon findes der et ord, der hedder et noa-ord. Har egentlig aldrig støt på det andre steder end i det leksikon, men det er et ord, der træder i stedet for et andet ord, som man ikke lige kan sige. "Det var sørens" hvor "sørens" er et noaord for "satans", som man ikke kan sige enten som kristen eller som bedstborger. Her er "perler" så et noaord for "perker", fordi man ikke kan sige "perker" uden at det har konsekvenser.
Men lad os nu sige, at det er rigtigt: Hvad skulle perler så stå for? Kom med en fornuftig forklaring på det - "jamen det er ikke til at forklare, det er bare noget vi siger". Jamen så hold op med at sig det!

Den første tand..

Den første tand er på vej igennem!!! Se disse dejlige billeder af vores dejlige dreng!

Provinsen gi´r

Så er det i dag, at Danmarks Radio indvier det nye musikhus i Ørestaden. Det er da godt, at København igen bliver begunstiget med et trækplaster af international dimensioner – så på den måde får hele Danmark jo glæde af det. Jo mere København profileres desto mere profileres Danmark. Så tak, at I tager den tjans på jer.

Med det i baghovedet er det da mere end rimeligt, at København får betalt det meste af sine kultur-institutioner, for er der egentlig noget kultur vest for Valby Bakke? Og provinsen kan jo nok klare sig selv, og har råd til det – se bare i sin tid Musikhuset i Århus. Så der er jo ingen grund til at staten skal gå ind og betale for det – og et sådant hus har jo også kun rimelig afgrænset regional betydning.

Vi andre, der ikke kan undvære Internettet, betaler naturligvis gerne vores tvangsskat kaldet medielicensen, så København kan få glæde af sådant et hus. Vi synes faktisk, at det er mere end et godt bytte, at vi får et ringere indhold på DRs sendeflade i hele landet, når København så til gengæld får koncertsalen. Spørgsmålet er så, om der overhovedet bliver råd til at bruge det med de kraftige nedskærelser som DR har været igennem. Så skulle politikkerne få lyst til at spæde lidt til det sorte hul (som det skete i sidste uge i forbindelse med TV2-aftalen), så fortsæt gerne. Det vil jo være mere end træls om det nye hus ikke blev udnyttet fuldt ud. Så spæd endelig til – vi er mange om at betale.

Det kan vi se på, når det bliver hverdag. I dag er det festdag, hvor selv prinsegemalen er rullet i stilling. Og ærligt talt, så glæder vi os til at fejre det nye musikhus med jer i aften – ”jeres og vores” som Reimar Bo siger så poetisk. Og rundt omkring på de fornemste tilskuerpladser sidder de ministre og de tidligere chefer, der alle har sovet i timen og ladet et projekt som det her køre økonomisk helt af sporet. De sidder og er så glade og stolte over at Danmark har fået sådant et hus – skål!
Gad vide om tidligere generaldirektør Christian Nissen skal holde en af aftenens skåltaler – det ville da ikke være andet end rimeligt, når det nu var under ham, at hele projektet blev sat på skinner… at projektet økonomisk røg af sporet under ham side hen skyldes vel bare vejr og vind og finanskrisen. Og vi kan vel alle sammen lave lidt fejlberegninger.

Og da er det jo godt, at Danmark ikke kun er København, men at når regningen skal betales og eftervirkningerne skal udkanaliseres, så er vi et stort og velvilligt sikkerhedsnet. Så tag jer et ekstra glas champagne i aften - provinsen gi´r.

Troens velsignelse fra slægt til slægt

"I tro velsignede Isak Jakob og Esau med det, der skullekomme. I tro velsignede Jakob, da han lå for døden, begge Josefs sønner, og han bøjede sig i bøn over grebet på sin stav. I tro talte Josef, da han nærmede sig sit endeligt, om Israels børns udgang af Egypten og befalede, hvad de skulle gøre ved hans døde ben. (Hebr 11, 20-22)

Da jeg begyndte at læse dogmatik på universitetet, så stødt vi ind i Graben-problemet, som det hedder. Et dejligt halv-tysk ord - jeg husker ikke rigtigt hvem der var, der første gang beskrev det, et eller andet siger mig, at det var G.E. Leissing i 1700-tallet, men noget andet siger mig at jeg sikkert tager fejl.... nå, underordnet. Graben-problemet handler om den afstand der er mellem os og så Jesus. Vi må jo erkende, at afstanden rent tidsmæssigt vokser fra år til år (hvis man ikke har det med, at den tidsmæssige afstand bliver mindre år for år også - der bliver jo kortere og kortere tid til Jesus kommer igen).
Men den afstand der er mellem os og Jesus skal overvindes - og det er filosofisk og teologisk problematisk, fordi vi er et andet sted end f.eks. den evangelist, der skrev teksterne ned.

Men teksten til i dag, og den supplerende tekst i Sl 78, 1-8 viser os et eksempel på, at der faktisk ikke er sådan en tidsmæssig afgrund mellem os og Jesus. Vi skal ikke til ved hver eneste generation at lave forbindelse helt tilbage til år nul, nej, vi kan nøjes med at knytte til ved forrige generation - dem, der selv har levet på evangeliet og nu bringer det videre til os.

"Det, vi har hørt og erfaret, det, vore fædre har fortalt os, skjuler vi ikke
for deres børn; vi fortæller den kommende slægt om Herrens glorværdige gerninger
og styrke om de undere, han har gjort... for at den kommende slægt, de børn, der
skulle fødes, skulle lære den at kende, så de kunne fortælle om det til deres
børn... og ikke glemme Guds gerninger, men holde hans befalinger" (Sl 78, 3-7).

Vi er en del af et kæmpe stafetløb, der begyndte med de første øjenvidner og fortsatte helt til dig, der i dag er troende og nu skal give det videre til næste generation. Fantastisk!
Naturligvis skal vi også sætte os ind i den bibelske verden og dens tids historie for rigtigt at kunne leve os ind i dets budskab. Men det behøver vi ikke for at leve os ind i det liv, der udspringer fra skrifterne - der kan vi bare se på dem, der overbragte os faklen. Der sendte himlens velsignelse videre ind i vores liv.

---------------------------------------------
Det var den sidste andagt ud fra bibelteksterne til dette års Evangelisk Alliance - det slutter i aften her i Horne hos Horne "baptistkirke", nemlig familie Højriis, der igen åbner op for deres hjem.
Jeg håber, at I har haft en god uge i bønnens fælleskab, og at vi må tage bønnen og fællesskabet med os videre ud i 2009.

Troen kalder os ud på dybt vand

"I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på
prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han
havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: ”Det er
efter Isak, dine efterkommere skal have navn;” for han regnede
med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de
døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage" Hebr 11, 17-19


I dag møder vi Abraham, der står står overfor sit livs største mareridt: Gud, som han ønsker at følge og som han har fulgt hele sit liv, giver ham ordre til at dræbe sin eneste søn, løfternes barn, glædeslatterens søn, Isak.
Søren Kierkegaard har skrevet en hel bog om denne begivenhed, med den sigende titel, Frygt og bæven (har du ikke læst den, så skylder du dig selv den oplevelse). Vi har ingen mulighed for at vide, hvordan Abraham følte det på vej op af bjerget med sin søn og med offerkniven... men mon ikke det netop var med frygt og bæven? Samme frygt og bæven kommer frem i Grundtvigs salme "Hvor er lammet, offerlammet" (nr. 189 i Salmebogen).

Søn, for lammet Gud vil sørge,
svared Abraham, Guds ven;
han beklemt sig lod adspørge,
svared dog med håb igen.
Yndig faldt og sagen ud,
kærligheds og sandheds Gud
venner sine aldrig glemmer,
deres håb han ej beskæmmer

Hvilken far ville gøre sådan noget - ville tilsidesætte sit håb til fremtiden og sin glæde ved nutiden... for en Gud, der befaler sådan noget? "Og var det Gud, eller var det bare mit gamle hoved, der spillede mig et pus i morges... jeg drak måske for meget kamelmælks-punch i går".
Han gjorde det i tro - ifølge Hebræerbrevet gjorde han det med den tro, at Gud nok skulle give ham Isak tilbage i live, at Gud havde magt til at oprejse selv den døde til livet. Så derfor gik han linen ud med Gud, greb dolken og svingede den i luften indtil en engel greb ind: "Stop Abraham".


Abraham var villig til at følge Gud og give afkald på selv det dyreste han havde - troen kaldte ham derud på dybt vand, og han oplevede, at Gud holdt hånden under ham. Jeg tror også, at vi vil erfare, at Gud griber os, når vi går på hans ord - også derud, hvor det menneskeligt set er vanvittigt.

Gennem tro bliver det umulige muligt

"I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred" (Hebr 11, 11-12)

I går handlede det om at troen tør, hvor vi tøver. I dag kommer vi så ind og møder Abrahams kone, Sara, der som 90 årig fik at vide, at hun skulle have et barn med sin 100 årige mand. "Sara hun stod bag dør og lo", som vi sang i de gamle bibelhistorie-sange i søndagsskolen, og det var ikke en latter over, at nu greb Gud ind... nej, det her var da lige en tand for komisk.
Selv de største troseksempler var ikke en flok åndelige roboter, der bare handlede efter det, Gud sagde til dem. Gud tillod, at de midt i deres menneskelighed fik lov til at udtrykke deres tvivl, deres undren og deres tilbageholdenhed. Når Guds veje er højere end vores veje (Es 55,8-9), så er det ikke bare positivt for os, men også omfattet af det faktum, at de ikke altid passer ind i vores livserfaring.

Men når alting ender som Gud har villet det, vil alle prise Gud for hvad han har gjort, selv om vi måske grinede som Sara i begyndelsen eller holdt os tilbage som Thomas (Johs 20, 24-25). Vi behøver ikke skamme os over, at vi grinte eller lade som om vi forstod hele sammenhængen og derfor handlede, men vi skal tage den erfaring med os, som den episode med Gud gav os. At han kan forandre vores latter over Guds planer med den latter, der spontant bryder frem, når vi så ser, at Gud greb ind.

Troen tør, hvor vi tøver

"I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se,
og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit
hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev
selv arving til retfærdigheden af tro. I tro adlød Abraham
kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle
få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom
hen" (Hebr 11,7-8)

Nogle gange kan det væres sjovt, at kaste sig ud i noget nyt, på områder, hvor man aldrig før har vovet sig ud. Kaste sig ud for at se om det nye kan bære - det kan være at sige sit arbejde op for at være mere fleksibel for hvad der kunne dukke op, det kan være at gå hen med blomster til det, der måske kunne være ens udkårne, som man lige har mødt i trappeopgangen eller det kunne være at forsøge sig for at spise på Restaurant Bones for første gang.

Noah og Abraham - de to troskæmper i Det gamle Testamente kastede sig ud i noget helt nyt, den ene byggede et kæmpe skib langt oppe på land, og den anden forlod alt og rejste til et ukendt land. Begge for at adlyde en gud... en eller anden stemme, som havde meldt sig. Og det hele uden et sikkerhedsnet som en rejseforsikring eller en anden form for livline, men de gjorde det, fordi de troede ikke på sagen, men på ham, der havde hvisket dem i deres øre.

Hvor mange gange tøver vi overfor at kaste os ud i et eller andet? En pludselig indskydelse - måske ikke at rejse ud til Nigeria eller Gaza, men bare at smutte ind til naboen, hvis kone har fået en dødelig kræftsygdom. Man tøver, "for hvem er jeg?" Men troen siger: "Tag dog afsted,der er brug for en Jesus-discipel netop der".

Forleden dag gik jeg meget sen aftentur med vores hund, da jeg pludselig fik den indskydelse, at jeg skulle gå en anden og længere vej end jeg plejer...men jeg var rimelig træt på det tidspunkt, og klokken var lidt i tolv. Nå, men jeg kunne ikke slippe tanken, så jeg gik afsted den anden vej end jeg plejer. Og da jeg kom hjem lidt over en time senere, havde jeg haft en kanon-samtale med en, som jeg tilfældigvis mødte på min vej. En, der havde brug for en snak... tænk, hvis jeg havde tøvet.

Utroligt dårligt eksempel i forhold til Noas og Abrahams eksempel, men Gud virker ikke bare i Noah-Abraham-king-size-lydighed, men også i vores hverdag, hvis vi blot ikke tøver, men tør i tro.

Gennem tro behager vi Gud

"I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden,
og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort;
for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han
behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham;
for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner
dem, som søger ham" (Hebr 11,5-6)

Vi ved intet andet om Enok end den korte biografi, der står i 5 Mos 5, 19-25. "Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort", og så at han også var en profet (Judasbrev 14-15).

Det allerstørste der kan ske for et menneske skete for Enok - Gud tog ham til sig. Der var et eller andet der gjorde, at Enok alligevel behagede Gud så meget, at han ikke skulle lide den fysiske død som alle hans samtidige ellers måtte. Trods synden, som hans forfædre i Adam og Eva havde kastet ned over menneskehden, var der noget der gjorde, at Enok så bort fra synden. Enok vandrede med Gud. Enok troede og stolede på Gud, og levede sit liv sammen med ham., vandrede med ham.

Enok havde ikke store bøger om Gud stående hjemme på hylden. Han havde ikke andet end de overleveringer, der var givet videre fra slægt til slægt, om hvordan Gud havde handlet vel imod Adam og Eva i Edens Have. At han havde gjort godt imod dem, selv om de havde overtrådt hans bud, og kastet resten af menneskeslægten ud i mørket. Han byggede sin tro på vidnesbyrd fra forældre og bedsteforældre (falder ret godt i tråd med mine søndagstanker til i går, ikke?). Og den tro frelste ham - den tro gjorde, at han behagede Gud.

Og det samme gør sig gældende i dag - det er ikke viden, der får dig til at behage Gud. Det er ikke gerninger, der får dig til at behage Gud. Det er ikke andet end tro på Gud, altså tillid. Tillid til at han er værd at vandre med her i livet. Tillid til at hans ord er værd at følge og leve sit liv efter. Og den tro overvinder synd, død og djævel - og den gør dit liv, som du lever med Gud her og nu, til et evigt liv.

Evangelisk Alliance 2009

I denne uge er der møde i Evangelisk Alliance - også i Danmark. Det markeres i denne uge ved at der hver dag vil være en kort andagt her på min blog, der tager udgangspunkt i de tekster, som man samles om ved møderne om aftenen. Der kommer en ny andagt hver formiddag klokken 10.00.
Temaet er "Tro" og tager sit udgangspunkt i Troskapitlet i Hebræerbrevet kapitel 11 (der kan læses her). Kapitel 11 i Hebræerbrevet er et genialt kapitel - det er (for så vidt jeg ved det) det eneste sted i Bibelen, hvor der beskrives med rene ord, hvad tro er. Og så kommer der en lang række af eksempler på tro, hvor vi i morgen begynder med Enoks eksempel.

God bedeuge.

Søndagstanker - 9

En ting, jeg har lært ved at være blevet far, det er, hvor svært det er, at gå i kirke med den lille purk. Naturligvis det rent praktiske i at komme afsted på rette tidspunkt (og kan man ramme ind i en formiddagssøvn under gudstjenesten er det jo bare super, men så skal man komme til kirke EFTER bedeslagene har lydt, for ellers vågner han jo bare....).

Gudstjenesten med Josva
Men sidder man så inde i kirken med ham, så begynder det sjove først rigtigt - det går ok under salmesangen (i hvert fald for Josva, for han ser ud til at elske sang og musik), men under prædikenen. Også selv om han hygger sig med et stykke legetøj, så er det tilsat i hvert fald nogle højlydte grin. Og da de fleste kirkegængere sidder bagerst i kirken - hvor også børnefamilier ynder at sidde, fordi man så nemt kan smutte ud, hvis barnet bliver for larmende - så har man altså et problem, for man vil jo ikke forstyrer. Og det har man altså virkelig på fornemmelsen at man gør, forstyrer, så jeg har det lidt sådan, at så lister jeg altså bare ud i våbenhuset (og håber, at graveren har tændt for varmen... he he...).
MEN det er bare at så fedt er det heller ikke at stå ude i våbenhuset - noget går af det, for så kunne man jo lige så godt høre gudstjenesten i radioen derhjemme. Så jeg kan egentlig godt forstå de småbørnsfamilier, der ikke kommer i kirke, fordi de ikke vil forstyrer.

Vi vil jo gerne børnefamilier...
MEN det er jo bare det, at vi jo bare så gerne vil have børnefamilier i kirken - og at vi vil egentlig ikke bliver forstyret af sådant et lille barn (eller gør vi?) Hvordan signalerer vi, at børn faktisk er velkomne? Og at selv små børn ikke forstyrer, men tværtimod er lige så vigtig del af menigheden som den ældre? Det er det store spørgsmål...

Josva skal lære kirken at kende...
Men hvorfor bliver jeg så ved med at slæbe Josva med i kirke, selv om han tager meget også af ens egen koncentration under gudstjenesten? Jo, fordi jeg helt fra han er spæd vil give ham oplevelsen af kirkegang - at han allerede fra før han måske fatter det, alligevel fornemmer musikken og rummet og at han på sin måde er til gudstjeneste, for jeg tror virkelig at han i sin glæde og sin livsspontanitet lovpriser Gud, og hvorfor skal han ikke gøre det her sammen med os voksne fornuftige, som kan tale langt og flot om tro.... men måske har sværere ved det med glæde og ægte lovsang.

For vi har som kirke brug for små Josva-er, der går i kirke. Dels fordi lærer de ikke at gå i kirke fra de er barn, så lærer de det kun meget sværere senere. Tager du ikke dit barn med i kirke, så viser du også, at det egentlig ikke betyder noget at gå i kirke, for man kan jo lige så godt lade være. Og så er det lige meget med det om at "man kan jo være en lige så god kristen uden at gå i kirke", for det er jo en sandhed med modifikationer (det må vi tager op en anden gang).

Men vi har også brug for små Josva-er i kirkens nutid, til at supplerer op med den livsglæde og den lovsang, som kommer fra den spædes mund ("Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender og hævngerrige" Sal 8,3).

Og hvorfor nævner jeg så det her?
I dagens tekst hører vi om, hvordan Jesus kommer til templet ikke som 1 årig, men som 12 årig (Luk 2,41-52), men det er ikke første gang, han kommer dér, for der var noget de gjorde hvert eneste år. Det var deres skik, at hver eneste år, rejste de til Jerusalem for at være med til påskefesten. Nu vil jeg ikke sige det her som far, men som præst: Josef og Maria var gode forældre, for de lærte Jesus at komme i tempelet - de tog deres barn med, for at vise ham det bedste der findes på jorden: Gud.

Så som præst vil jeg gerne give det råd videre: Giv dit barn det bedste, der findes: Gud og fællesskabet med ham og hans folk, menigheden, i kirken. Og er tingene ikke som de skal være i kirken, jamen så er spørgsmålet om det så er bedst at blive væk eller tage afsted og gøre noget ved det. Man lytter ikke til folk, der står udenfor og dikterer, men til folk, der går ind i det, og så ændre det indefra.

Så tag dit barn i hånden i morgen - og gå ned i din lokale kirke, der er brug for jer, og på en eller anden mystisk vis, så har du også brug for dem.

Gennem alt Guds folk går et bånd af kærlighed.
Det holder os tæt indtil hinanden.
Det bevarer os ved vor Faders hjerte
Fast ind i Jesu favn!

Tegneseriepartiet

den 31. december - bedre kendt som nytårsaften - lavede Judith og jeg års quizen fra Jyllandsposten. I ved den, hvor man skal svare på spørgsmål om året, der kommer... et af spørgsmålene var: går Naser Khader ud af Liberal Alliance i år? Og jeg svarede nej, det gør han da ikke. Det ville da være tåbeligt om han gjorde.

MEN virkeligheden overgår som bekendt ofte fantasien, for jo, han gik ud af partiet allerede før dage inde i det nye år. Ja, eller det vil sige, han "blev gået", som det vel hedder, når der er tale om et vist moderat pres.

Nå, men I kan stadigvæk nå ind på Jyllandsposten og deltage i quizzen - så har I i hvert fald et af spørgsmålene rigtigt.

Blæsevejr...

Jeg er netop kommet tilbage fra en rigtig dejlig tur til Tornby Strand, hvor jeg gik en tur med vores hund Magnus. Ikke en sjæl dernede... tror jeg nok, men der var jo rimeligt mørkt, så jeg ved ikke om der var nogle. Men det var en dejlig blæsende tur - vinden bed i kinderne, det var bare så dejligt friskt. Kan virkelig anbefales - og så tænk, at vi har sådan en pragtfuld natur og strand nærmest lige uden for vores hoveddør!! Vi bruger egentlig stranden sjældent om sommeren, men om vinteren er vi tit en tur dernede - og så er der nærmest ingen mennesker, så Magnus kan løbe frit og sponse afsted.

Ville bare lige delagtiggøre jer i en fantastisk oplevelse....

Brugerbetaling på TV2?

TV2 er i økonomisk krise - her i slutningen af sidste år, var en retssag endda lige ved at tage livet af den odenseanske tv-station, men den overlevede indtil videre.

Men nu vil den trængte økonomi reddes ved at man muligvis fra 2012 infører brugerbetaling til stationen. Og der åbnes også op for reklamepauser i udsendelser og film... så altså slut med "En god film uden afbrydelser"...heldigvis har vi harddisk-optageren, så vi selv kan lave den afbrydelsesfri (læs mere her).

Lyder egentlig som en grim idé, men ok, jeg kan nu nok undvære TV2, hvis det er det, der skal til.

Men hvad så med mig, der nok kan undvære TV2? Bliver der tale om tvang, fordi det teknisk og økonomisk ville være for ubelejliget, hvis ikke hele Familien Danmark spyttede penge i kassen?For TV2 er jo hele Danarks kanal.

Nå, men jeg vil lade mig overraske... måske politikerne alligevel kan handle konsekvent og ikke bare halvhjertet, så det bare bliver endnu en skjult skat.

Større fødder

Den 28. december 2007 fik Josva taget et aftryk af sine fødder, da han lå i kuvøsen på intensiv afdelingen på Ålborg Sygehus. Her i går - lidt over et år efter, lavede vi endnu et aftryk - og det kom til at se sådan ud. Der er sandelig sket noget med de små fødder - at selv om de er små stadigvæk, så er de faktisk større end de har været. Ufatteligt, at det er den samme drengs fodaftryk, ikke?

Søndagstanker - 8

Man siger normalt, at den første kristne martyr er Sankt Stefanus, ham som vi hører om 2. juledag. Der er nogle, der siger, at den første kristne martyr i virkeligheden er Johannes Døberen. Og igen er der nogle der siger, at der ikke bare er tale om een første kristen martyr, men en hel flok, nemlig de børn, der blev slagtet ned af Kong Herodes´ soldater. Der var nok ikke tale om så forfærdelig mange, i hvert fald ikke så mange, at det er kommet i andre historiebøger end Matthæus´, men det gør ikke udåden mindre.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de børn, da jeg sad i Asdal Kirke til gudstjeneste. Ikke fordi teksten handlede om dem, men den flok mænd, der ledte Kong Herodes på sporet af dem, nemlig de såkaldte tre visemænd. Var de ikke lige taget en tur omkring Jerusalem, så havde kongen nok aldrig hørt om at der var født en ny konge i Israel - Herodes var kendt for at slå alt og alle ned, der bare kunne tænkes at true hans magt på et eller andet tidspunkt, så hans reaktion her var ikke overraskende for dem, der kendte ham.

Hvad gik der lige galt?

"Herrens veje er uransagelige" - siger vi med et fromt nik med hovedet... men hvad vej er der i det her andet end en blind vej? Hvorfor tog vismændene omkring Jerusalem til Herodes? Var det noget i deres dømmekraft, der svigtede, så de (vel meget naturligt), gik til kongeslottet for at finde en kongesøn... eller var der noget galt med det guddommelige oplæg og GPS-eren på himmelen i form af den lede stjerne?

Et ramaskrig

Da Matthæus har fortalt om drabene på børnene slutter han: "Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias...". Børnenes død var forudsagt. Vi ser de tre vise mænd som nogle hyggelige fætre, og deres tur omkring Herodes som en tragikomisk scene, men tilbage sad en flok mødre og græd over deres børn. Deres sorg var så umenneskelig hård, at de ikke VILLE lade sig trøste: "I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn,hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere".

Og hvad vil jeg så med det her?

Og hvor vil jeg så hen med det her? Ja, jeg aner det faktisk ikke - måske et lille arrigt skrig til himmelen til Gud over at noget sådant er sket, og at det på en eller anden måde er skrevet ind i frelseshistorien helt fra profeten Jeremias´ dage. Et arrigt skrig fra en, der elsker sit barn så umådeligt højt, og slet ikke kunne forestille sig noget mere grimt end barnemordet i Jerusalem.

Måske er det også et suk over, hvor meget Djævelen egentlig har fat i os mennesker, at han kan flytte omkring på os mennesker som skakbrikker. For hvad ville der have været sket, hvis nu Herodes havde fået fat på Jesus? Hvis han var en af de børn, der havde mistet livet? Djævelen ville naturligvis gøre alt hvad der stod i hans magt for at få stoppet dette galskab, som han vidste ville fravriste ham os mennesker... og hvem lagde sig beredvilligt i hans hånd? Herodes - Djævelens lille mesterstykke, støbt af lige dele had, ondskab og magtsyge. Jesus undslap skakbrikken Kong Herodes.

Evangeliet?

Og evangeliet i alt dette? Der er vel ikke noget... ikke andet end netop dette sidste: Jesus undslap skakbrikken Kong Herodes. Herodes døde ganske kort tid efter - hans sidste handling var at sende bud ned i fængselskælderen for at få sin ældste søn henrettet - han viste vist lidt for store glæde overfor faderens forestående død. Lidt for tidligt, viste det sig. Jesus undslap skakbrikken Kong Herodes, så han kunne sætte Djævelen skakmat senere.

Det er evangeliet - at på trods af vores fejltagelser, at vi søger Gud forkerte steder og ikke dér, hvor han er.

Det er evangeliet - at Gud førte sin frelse igennem, selv om Djævelen kæmpede med næb og klør.

Alt Gud gør er såre godt... og det betyder?

Det stopper ikke min undren over, hvorfor børn skulle dø... det er stadigvæk en gåde, det er stadigvæk en frustration, der sætter sig omkring i mit gudsbillede, for alt hvad Gud gør er såre godt. Nå... det her er et længere emne at tage fat på, men det kan skitseres nogenlunde sådan: Når alt hvad Gud gør er godt, betyder det så, at det bare er vores opfattelse af tingene der er forkert? At når Gud gør en ting, så er det godt uanset hvad jeg så måtte mene om det, men set i det evige perspektiv, så er det her en god gerning. Og hvorfor? Jo, fordi Gud har gjort den, og Gud han kan kun godt og kærlighed?

Naturligvis førte Gud ikke sværdet i Betlehem - men er det ikke også ifølge dansk retsplejelov en forbrydelse, hvis man har mulighed for at stoppe en forbrydelse, og man så ikke gør det?

Bare lige lidt tanker, som jeg har lyst til at dele med jer. Kom endelig med en kommentar... og under alle omstændigheder: God arbejdsuge!

Flagafbrænding i Danmark

Jeg læser lige på Politikkens hjemmeside (se her)at der ved en anti-israelsk demonstration blev brændt et israelsk og et amerikansk flag. Det kan jeg mærke betyder et eller andet for mig... ikke fordi jeg som sådan har noget imod flagafbrænding (man risikerer vel en dom på 2 års fængsel), men fordi det giver mig associationer til Mellemøsten, hvor sådan noget vel nærmest hører til dagsordenen - eller efter en fest, hvor vi andre fyrer fyrværkeri af. Men det hører altså ikke hjemme her i Danmark, at ytre sig på den måde. For hvad bliver det næste, der bliver ført ind af fremmed og måske endda voldelig måder at udtrykke sig på?! Det er simpelthen ikke i orden - så fatter de ikke, at de rent faktisk er flyttet til et andet land, hvor noget sådant ikke høre hjemme. Det er jo virkelig vand på DFs mølle det her - hvor er det træls, at sådan noget sker! Shame on you!!

Inflation i nytårstaler - nytårsønsker fra webpastor.dk

Der er åbenbart gået inflation i nytårstaler. Dronningen gjorde det i går (det var måske ikke den mest ophidsende nytårstale, hun har holdt – der var ikke rigtig bid i den eller noget til eftertanke. Den var dog heller ikke selvfed irettesættende som hendes taler har været et par gange – så jeg vil give den 4,8 på Richterskalaen). Senere i dag gør statsministeren det også – sådan plejer det at være. Men nu melder formændene for nogle private foreninger (kaldet partier) sig også som nytårstalere. Det handler om statsministerkandidater som Lene Espersen og Helle Thorning-Schmidt, men også Margrethe Vestager (bedre kendt som Fru-Knold)… ja, endda Naser Khader vil også gerne være med med sin egen nytårstale. Heldigvis lægger de landsdækkende tv-kanaler ikke sendetid til dem, men det foregår på foreningernes hjemmesider.

Det har Politiken.dk spundet lidt på, og har udstillet det som noget meget latterligt. En direktør for et reklamebureau udtaler:

”Traditionelt holdes nytårstalen af den ældste eller den mest respekterede – den, som alle skal samle sig om. Men når alle andre stiller op og vil indtage en landsfaderlig position, bliver det lige fjollet nok. At tro, at man kan bringe sig selv i position til statsministerposten ved at udsende en nytårstale samtidig med statsministeren, er naivt, grænsende til det infantile”

En anden kalder talerne for ufrivilligt komiske, men det er nok noget ingen vil se, for folk vil være fuldstændig ligeglad med hvad de siger. Det er spild af tid for de politikere at arbejde med de taler, siger han, og slutter af med et råd: ”De skulle da hellere have hygget sig lidt med deres familier”. (Du kan læse hele artiklen ved at trykke her).

Men en anden flok mennesker kunne også i dag finde på at stille sig op og holde deres egen private nytårstale. Det er præsterne – talerstolen hedder prædikestolen og forsamlingshuset hedder kirken. Det er ufatteligt fristende at stille sig op, og væve stolpe op og stolpe ned om året, der gik, og året, der kommer. Det er nærliggende at bruge denne stemningsfulde dag til at komme med sine små halvfilosofiske og halv-teologiske betragtninger om årsskiftet, men heller ikke denne dag, er det præstens egen meninger og (i hvert fald i egne øjne) store tanker, der skal frem. Nej – vi skal som præster forsøge at holde os i skindet, og holde os til at prædike også i dag - og videregive ikke vores tanker, men Guds tanker og ord.

Jeg ved ikke om jeg selv er hoppet i nytårstale-fælden – kunne godt være, men jeg håber det sandelig ikke. For det er ikke bare infantilt, når en præst puster sig op til at være sogne-faderen, men også embedsmisbrug og misbrug af en oplagt lejlighed til at forkynde Guds ord.

Prædikenteksten til i dag (den korte på et vers, nemlig Lukas 2,21) er heldigvis heller ikke den bedste til at selvpromovere sig med, for den handler helt og aldeles om Jesus. I dag er der virkelig ikke primært nytårsdag, men kirkeligt set er det primært Jesu omskærelsesdag. Teksten handler nemlig om, hvordan Jesus bliver omskåret, og hvordan han dér får navnet Jesus, sådan som englen havde kaldt ham, før undfangelsen.

En fantastisk tekst, der blandt andet siger to ting:

• Jesus blev omskåret og dermed vises det, at skaberen her blev en del af sin skabning, et menneske. At den almægtige lovgiver selv underlagde sig sin egen lov, og fulgte den. Jesus siger et sted, at han ikke er kommet for at ophæve loven, men for at opfylde loven – det projekt begynder allerede her.


• Han får navnet Jesus – som betyder det samme som navnet på vores lille dreng, Josva: ”Herren frelser”, eller som man med rette kan bruge om Jesus: ”Den, gennem hvem Herren frelser”. Det er på en gang et navn og en arbejdstitel. ”Enhver, der påkalder Herrens navn skal frelses” står der. Jesus er Herrens navn og frelsens navn – som Gud har givet os som vores redning. Der er noget vidunderligt over navnet Jesus, for at påkalde Jesu navn er at kalde på frelseren, Guds søn. At påkalde Jesu navn er at nævne det dyrebareste Gud har givet os, nemlig sin egen søn, der om sig selv sagde: At jeg og Faderen vi er ét. At nævne Jesu navn er derfor at nævne Guds navn. At nævne Jesu navn er at nævne ham, som blev født for dig, prædikede og underviste for dig, døde for dig og opstod for dig.

Så lad os starte det nye år i Jesu navn, og lad os bede til, at vi må leve det navn og alt hvad det betyder ud i det kommende år og modtage alle de løfter, der er knyttet til det navn:

Jesu navn, hvor skønt det klinger
lad det runge over jord.
Intet andet verden bringer
håb og trøst som dette ord
For det navn, må hadet vige
for det navn må ondskab fly
Ved det navn skal retfærds rige
skyde friske skud på ny.

----------------------

Billedet foroven forestiller årets første morgenstund set fra præstegården i Horne. Billedet blev taget klokken 9.21 - næsten 3 timer efter, at Josva fik mig op af min morgensøvn... vi sender en venlig tanke :-)