Gennem tro behager vi Gud

"I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden,
og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort;
for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han
behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham;
for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner
dem, som søger ham" (Hebr 11,5-6)

Vi ved intet andet om Enok end den korte biografi, der står i 5 Mos 5, 19-25. "Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort", og så at han også var en profet (Judasbrev 14-15).

Det allerstørste der kan ske for et menneske skete for Enok - Gud tog ham til sig. Der var et eller andet der gjorde, at Enok alligevel behagede Gud så meget, at han ikke skulle lide den fysiske død som alle hans samtidige ellers måtte. Trods synden, som hans forfædre i Adam og Eva havde kastet ned over menneskehden, var der noget der gjorde, at Enok så bort fra synden. Enok vandrede med Gud. Enok troede og stolede på Gud, og levede sit liv sammen med ham., vandrede med ham.

Enok havde ikke store bøger om Gud stående hjemme på hylden. Han havde ikke andet end de overleveringer, der var givet videre fra slægt til slægt, om hvordan Gud havde handlet vel imod Adam og Eva i Edens Have. At han havde gjort godt imod dem, selv om de havde overtrådt hans bud, og kastet resten af menneskeslægten ud i mørket. Han byggede sin tro på vidnesbyrd fra forældre og bedsteforældre (falder ret godt i tråd med mine søndagstanker til i går, ikke?). Og den tro frelste ham - den tro gjorde, at han behagede Gud.

Og det samme gør sig gældende i dag - det er ikke viden, der får dig til at behage Gud. Det er ikke gerninger, der får dig til at behage Gud. Det er ikke andet end tro på Gud, altså tillid. Tillid til at han er værd at vandre med her i livet. Tillid til at hans ord er værd at følge og leve sit liv efter. Og den tro overvinder synd, død og djævel - og den gør dit liv, som du lever med Gud her og nu, til et evigt liv.