søndag, januar 04, 2009

Søndagstanker - 8

Man siger normalt, at den første kristne martyr er Sankt Stefanus, ham som vi hører om 2. juledag. Der er nogle, der siger, at den første kristne martyr i virkeligheden er Johannes Døberen. Og igen er der nogle der siger, at der ikke bare er tale om een første kristen martyr, men en hel flok, nemlig de børn, der blev slagtet ned af Kong Herodes´ soldater. Der var nok ikke tale om så forfærdelig mange, i hvert fald ikke så mange, at det er kommet i andre historiebøger end Matthæus´, men det gør ikke udåden mindre.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på de børn, da jeg sad i Asdal Kirke til gudstjeneste. Ikke fordi teksten handlede om dem, men den flok mænd, der ledte Kong Herodes på sporet af dem, nemlig de såkaldte tre visemænd. Var de ikke lige taget en tur omkring Jerusalem, så havde kongen nok aldrig hørt om at der var født en ny konge i Israel - Herodes var kendt for at slå alt og alle ned, der bare kunne tænkes at true hans magt på et eller andet tidspunkt, så hans reaktion her var ikke overraskende for dem, der kendte ham.

Hvad gik der lige galt?

"Herrens veje er uransagelige" - siger vi med et fromt nik med hovedet... men hvad vej er der i det her andet end en blind vej? Hvorfor tog vismændene omkring Jerusalem til Herodes? Var det noget i deres dømmekraft, der svigtede, så de (vel meget naturligt), gik til kongeslottet for at finde en kongesøn... eller var der noget galt med det guddommelige oplæg og GPS-eren på himmelen i form af den lede stjerne?

Et ramaskrig

Da Matthæus har fortalt om drabene på børnene slutter han: "Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias...". Børnenes død var forudsagt. Vi ser de tre vise mænd som nogle hyggelige fætre, og deres tur omkring Herodes som en tragikomisk scene, men tilbage sad en flok mødre og græd over deres børn. Deres sorg var så umenneskelig hård, at de ikke VILLE lade sig trøste: "I Rama høres råb, gråd og megen klage; Rakel græder over sine børn,hun vil ikke lade sig trøste, for de er ikke mere".

Og hvad vil jeg så med det her?

Og hvor vil jeg så hen med det her? Ja, jeg aner det faktisk ikke - måske et lille arrigt skrig til himmelen til Gud over at noget sådant er sket, og at det på en eller anden måde er skrevet ind i frelseshistorien helt fra profeten Jeremias´ dage. Et arrigt skrig fra en, der elsker sit barn så umådeligt højt, og slet ikke kunne forestille sig noget mere grimt end barnemordet i Jerusalem.
Måske er det også et suk over, hvor meget Djævelen egentlig har fat i os mennesker, at han kan flytte omkring på os mennesker som skakbrikker. For hvad ville der have været sket, hvis nu Herodes havde fået fat på Jesus? Hvis han var en af de børn, der havde mistet livet? Djævelen ville naturligvis gøre alt hvad der stod i hans magt for at få stoppet dette galskab, som han vidste ville fravriste ham os mennesker... og hvem lagde sig beredvilligt i hans hånd? Herodes - Djævelens lille mesterstykke, støbt af lige dele had, ondskab og magtsyge. Jesus undslap skakbrikken Kong Herodes.

Evangeliet?

Og evangeliet i alt dette? Der er vel ikke noget... ikke andet end netop dette sidste: Jesus undslap skakbrikken Kong Herodes. Herodes døde ganske kort tid efter - hans sidste handling var at sende bud ned i fængselskælderen for at få sin ældste søn henrettet - han viste vist lidt for store glæde overfor faderens forestående død. Lidt for tidligt, viste det sig. Jesus undslap skakbrikken Kong Herodes, så han kunne sætte Djævelen skakmat senere.
Det er evangeliet - at på trods af vores fejltagelser, at vi søger Gud forkerte steder og ikke dér, hvor han er.
Det er evangeliet - at Gud førte sin frelse igennem, selv om Djævelen kæmpede med næb og klør.

Alt Gud gør er såre godt... og det betyder?

Det stopper ikke min undren over, hvorfor børn skulle dø... det er stadigvæk en gåde, det er stadigvæk en frustration, der sætter sig omkring i mit gudsbillede, for alt hvad Gud gør er såre godt. Nå... det her er et længere emne at tage fat på, men det kan skitseres nogenlunde sådan: Når alt hvad Gud gør er godt, betyder det så, at det bare er vores opfattelse af tingene der er forkert? At når Gud gør en ting, så er det godt uanset hvad jeg så måtte mene om det, men set i det evige perspektiv, så er det her en god gerning. Og hvorfor? Jo, fordi Gud har gjort den, og Gud han kan kun godt og kærlighed?
Naturligvis førte Gud ikke sværdet i Betlehem - men er det ikke også ifølge dansk retsplejelov en forbrydelse, hvis man har mulighed for at stoppe en forbrydelse, og man så ikke gør det?
Bare lige lidt tanker, som jeg har lyst til at dele med jer. Kom endelig med en kommentar... og under alle omstændigheder: God arbejdsuge!

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Kim.
Jeg tror, at det der spørgsmål kører i manges hoved.
Hvis Gud ikke bremser de/det onde, så er Han ansvarlig og måske endda skyldig i den ondskab, der ødelægger menneskers liv.

Hvorfor er Gud sådan? Det tror jeg ikke, at vi nogensinde får svar på, - måske ikke engang når vi kommer hjem til Himlen. Vi kan forklare os med, og undskylde Gud med, at Han gir os fuld frihed til at handle, fordi kærlighed ikke kan fratage nogen deres handlefrihed. Den forklaring er bare ikke særlig logisk, hvis Gud er god.
Og den måde at undskylde Gud, at fratage Ham Hans ansvar, er også helt malplaceret overfor de berørte i en ulykkelig situation eller som har oplevet ondskaben ramme dem.

Jeg er holdt op med at bruge dem, af samme årsag. Nu siger jeg, når nogen spørger, hvor er Gud i det her? - så siger jeg, jeg ved det ikke, jeg kan ikke svare på, hvorfor, hvad er meningen, og hvorfor at Gud ikke forhindrede det i at ske.

Jeg kan kun sige, at Gud er til, og at jeg tror på Ham, fordi Han har givet mig troen på Sig, og jeg ved, at Han længes efter os alle.

Det er måske en dårlig måde at svare på, men jeg kan ikke svare noget jeg ikke kan stå inde for. Og samtidig vil jeg sige det jeg KAN tro. I tilfælde af, at det kunne bruges til et eller andet, af en eller anden jeg fortæller det til.

Kh Tanja