"I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred" (Hebr 11, 11-12)
I går handlede det om at troen tør, hvor vi tøver. I dag kommer vi så ind og møder Abrahams kone, Sara, der som 90 årig fik at vide, at hun skulle have et barn med sin 100 årige mand. "Sara hun stod bag dør og lo", som vi sang i de gamle bibelhistorie-sange i søndagsskolen, og det var ikke en latter over, at nu greb Gud ind... nej, det her var da lige en tand for komisk.
Selv de største troseksempler var ikke en flok åndelige roboter, der bare handlede efter det, Gud sagde til dem. Gud tillod, at de midt i deres menneskelighed fik lov til at udtrykke deres tvivl, deres undren og deres tilbageholdenhed. Når Guds veje er højere end vores veje (Es 55,8-9), så er det ikke bare positivt for os, men også omfattet af det faktum, at de ikke altid passer ind i vores livserfaring.
Men når alting ender som Gud har villet det, vil alle prise Gud for hvad han har gjort, selv om vi måske grinede som Sara i begyndelsen eller holdt os tilbage som Thomas (Johs 20, 24-25). Vi behøver ikke skamme os over, at vi grinte eller lade som om vi forstod hele sammenhængen og derfor handlede, men vi skal tage den erfaring med os, som den episode med Gud gav os. At han kan forandre vores latter over Guds planer med den latter, der spontant bryder frem, når vi så ser, at Gud greb ind.
1 kommentar:
det er sjovt at læse at både dig og kjeld henviser til den børne sang om sara stod bag dør og lo- mon det er fordi I begge er præster? nå, det var bare en lille side bemærkning, jeg ville bare sige at det er dejligt at læse din dagbog især i disse dage, man får lidt mere indsigt i alliance bedeugens emner og det er fint at læse dem både hvis man har været/ ikke har været til et alliancemøde. Iøvrigt sende jeg et link til alle de børnefamilier der stod i mit adressekartotek en mail i søndags med henvisning til dine søndagstanker, som jeg selvfølig er helt enig med dig i.
Kh Bente
Send en kommentar