Troen kalder os ud på dybt vand

"I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på
prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han
havde fået løfterne, og der var blevet sagt til ham: ”Det er
efter Isak, dine efterkommere skal have navn;” for han regnede
med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de
døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage" Hebr 11, 17-19


I dag møder vi Abraham, der står står overfor sit livs største mareridt: Gud, som han ønsker at følge og som han har fulgt hele sit liv, giver ham ordre til at dræbe sin eneste søn, løfternes barn, glædeslatterens søn, Isak.
Søren Kierkegaard har skrevet en hel bog om denne begivenhed, med den sigende titel, Frygt og bæven (har du ikke læst den, så skylder du dig selv den oplevelse). Vi har ingen mulighed for at vide, hvordan Abraham følte det på vej op af bjerget med sin søn og med offerkniven... men mon ikke det netop var med frygt og bæven? Samme frygt og bæven kommer frem i Grundtvigs salme "Hvor er lammet, offerlammet" (nr. 189 i Salmebogen).

Søn, for lammet Gud vil sørge,
svared Abraham, Guds ven;
han beklemt sig lod adspørge,
svared dog med håb igen.
Yndig faldt og sagen ud,
kærligheds og sandheds Gud
venner sine aldrig glemmer,
deres håb han ej beskæmmer

Hvilken far ville gøre sådan noget - ville tilsidesætte sit håb til fremtiden og sin glæde ved nutiden... for en Gud, der befaler sådan noget? "Og var det Gud, eller var det bare mit gamle hoved, der spillede mig et pus i morges... jeg drak måske for meget kamelmælks-punch i går".
Han gjorde det i tro - ifølge Hebræerbrevet gjorde han det med den tro, at Gud nok skulle give ham Isak tilbage i live, at Gud havde magt til at oprejse selv den døde til livet. Så derfor gik han linen ud med Gud, greb dolken og svingede den i luften indtil en engel greb ind: "Stop Abraham".


Abraham var villig til at følge Gud og give afkald på selv det dyreste han havde - troen kaldte ham derud på dybt vand, og han oplevede, at Gud holdt hånden under ham. Jeg tror også, at vi vil erfare, at Gud griber os, når vi går på hans ord - også derud, hvor det menneskeligt set er vanvittigt.