Troen tør, hvor vi tøver

"I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se,
og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit
hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev
selv arving til retfærdigheden af tro. I tro adlød Abraham
kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle
få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom
hen" (Hebr 11,7-8)

Nogle gange kan det væres sjovt, at kaste sig ud i noget nyt, på områder, hvor man aldrig før har vovet sig ud. Kaste sig ud for at se om det nye kan bære - det kan være at sige sit arbejde op for at være mere fleksibel for hvad der kunne dukke op, det kan være at gå hen med blomster til det, der måske kunne være ens udkårne, som man lige har mødt i trappeopgangen eller det kunne være at forsøge sig for at spise på Restaurant Bones for første gang.

Noah og Abraham - de to troskæmper i Det gamle Testamente kastede sig ud i noget helt nyt, den ene byggede et kæmpe skib langt oppe på land, og den anden forlod alt og rejste til et ukendt land. Begge for at adlyde en gud... en eller anden stemme, som havde meldt sig. Og det hele uden et sikkerhedsnet som en rejseforsikring eller en anden form for livline, men de gjorde det, fordi de troede ikke på sagen, men på ham, der havde hvisket dem i deres øre.

Hvor mange gange tøver vi overfor at kaste os ud i et eller andet? En pludselig indskydelse - måske ikke at rejse ud til Nigeria eller Gaza, men bare at smutte ind til naboen, hvis kone har fået en dødelig kræftsygdom. Man tøver, "for hvem er jeg?" Men troen siger: "Tag dog afsted,der er brug for en Jesus-discipel netop der".

Forleden dag gik jeg meget sen aftentur med vores hund, da jeg pludselig fik den indskydelse, at jeg skulle gå en anden og længere vej end jeg plejer...men jeg var rimelig træt på det tidspunkt, og klokken var lidt i tolv. Nå, men jeg kunne ikke slippe tanken, så jeg gik afsted den anden vej end jeg plejer. Og da jeg kom hjem lidt over en time senere, havde jeg haft en kanon-samtale med en, som jeg tilfældigvis mødte på min vej. En, der havde brug for en snak... tænk, hvis jeg havde tøvet.

Utroligt dårligt eksempel i forhold til Noas og Abrahams eksempel, men Gud virker ikke bare i Noah-Abraham-king-size-lydighed, men også i vores hverdag, hvis vi blot ikke tøver, men tør i tro.