I formiddags handlede det så her på bibelcamping i Mørkholt om Kolossenserbrevets første kapitel – om forsoningen i Kristus Jesus. Det er en missionær fra … Vejle?... Brian Madsen, der stod for oplægget.
Det var nok ikke de store nye tanker, det bragte med sig – men bibeltimen havde karakter af ”Fortæl det gamle budskab”. Det vores liv skal bygge på, nemlig det, som Gud allerede har gjort for os. Hvordan forsoningen er datid – tak til ”vor Fader, som har gjort jer duelige til at få del i de helliges arv i lyset. Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige” (Kol 1,12-13). Skønne vers – og læg mærke til datidsformen, det er sket – og det ikke mig, men ham, der har gjort det.
Jeg skrev en kættersk tanke på mit papir som indledende tanke til emnet: Forsoning – ”går vel begge veje?”. Jeg ved godt, at overfor Gud er vi altid dem, der er skyldige og dem, der har brug for Guds nåde. Men kunne man forestille sig situationer, hvor man alligevel er gal på Gud? Det kan jeg godt sige et stort ja til – har selv oplevet det… og tænker jeg situationen igennem f.eks. fra julen 2007, så kan jeg da stadigvæk blive lidt gal på Gud. Vel har han skabt os, og vi skal være glade for livet… men det er ikke altid, at det, at vi er i live føles som godt. Situationer, hvor eneste sted at sende sin klage hen, hvis den skal ramme den ”rigtige” synes at vær Gud (en vældig blød formulering, ikke?)
Derfor synes jeg også, at mennesket i Kristi offer bliver forsonet med Gud på den måde, at vi ser, hvor meget han har gjort for os. Det, som vi igennem syndefaldet og verden og vores egen ondskab er underlagt af fysiske og psykiske lidelser og pine, Gud har gjort det ypperligste og største for at sætte en stopper for det. Den vrede vi kan mærke, når vi står foran et totalt ”meningsløst” dødfald eller sygdom, hvor det ikke engang ville være blevet betragtet som et under, hvis Gud havde grebet ind for at skænke en hel anderledes slutning… den vrede rammer ind i korset og ser ”Thi således elskede Gud verden at han gav sin søn”, at han hengav, prisgav, bortgav sin eneste søn. Han har ikke bare gjort noget på anden hånd for at sætte en stopper for det kaos af synd, pine og ødelæggelse, der hedder menneskeheden – han har selv gjort det. Han har endda ofret det dyrebareste en far kan ofre, nemlig sit eneste barn.
Måske er det bare på grund af mine specielle oplevelser, at jeg ser det som et forsonende træk/handling, at Gud gav sin søn. Tænk, Gud har mistet sit barn. Og han har ikke bare stået passiv ved siden af, han kunne have grebet ind, men hans kærlighed til menneskeheden tvang ham til at ofre sin anden kærrlighed, sin søn. Der var ingen andre veje til forsoningen end korset.
Forsoningen kom i stand ved ”hans blod på korset” (Kol. 1,20).
Brian var inde på hvorfor det var nødvendigt med blod – det lyder jo lidt primitivt i vore moderne øre. Der var desværre ikke tid til at gå mere ned i det andet end at han gav os et par bibelsteder (3 Mos 17,11, Hebr 9,22 og 1 Johs 2,2). Men det var mere end konstatering af at det er sådan, ikke en forklaring af hvorfor det er sådan.
Jeg digtede lidt videre selv – nemlig det at det siger noget om hvor stor og ond synd egentlig er i Guds øjne, at det er totalt ødelæggende. Synd er forspildt liv – synd uanset hvor ”stor” eller ”lille” den er, skaber afstand til Gud, og der skal blod, spildt liv, til for at genskabe denne forbindelse.
Men igen - jeg synes ikke det forklare det helt igennem, men kun på et vist plan. Jeg tænker lidt, at det næsten igen ”bare” er at forklare at det er sådan, ikke at begrunde hvorfor det er sådan. Vi har jo ikke med en eller anden at gøre, der er underlagt nogle regler, som han ikke selv har sat og har bestemt. Så at det er sådan skyldes Gud – at Gud er som han er, skyldes Gud selv. Han er ikke underlagt bestemte måder en Gud skal være på, fordi han netop er den eneste Gud – der er ikke en overenskomst, han er underlagt og skal følge.
At sige, at det er primitivt at blod skal ofres for at forson ingen kan finde sted, kan jeg et eller andet sted slet ikke få mig til at skrive… for sent, er allerede skrevet… men tanken er da lidt nærliggende. For hvordan kalde Gud for primitiv – det er da en både majestætsfornærmende og strider mod hele tanken om en alvis og alkærlig Gud. Men den er ikke desto mindre nærliggende.
Jeg har som skrevet ikke fået en begrundelse for hvorfor det er sådan – men måske er vi inde ved nogle af de få kernesteder, hvor vi bare er nødt til at sige: Sådan er det bare!
Nå… lidt tanker fra en bibeltime på Mørkholt Bibelcamping, sommeren 2011.
Ud fra 2. Korintherbrev kap 1 siger præsten Henri Nouven: