Jesus blood never failed me yet

I 1971 blev en engelsk musiker og komponist, Gavin Bryars, bedt om at lave lyden til en film om folk, der boede på gaden i London. Han filmede forskellige mennesker, der levede på gaden – fik dem i deres forskellige ritualer, deres besvær og deres glæder. Nogle af disse hjemløse var konstant fulde, nogle var psykisk syge, nogle var velformuleret og nogle var slet ikke til at forstå.

Hjemme i studiet sad Gavin Bryars og klippede i lyd og film stykkerne, da han pludselig blev opmærksom på en undertone, en sang, der altid var der, når der var en bestemt gammel mand på filmen. Det var svært at skelne lydene – først lød det som noget værre mumlen, så Bryars fjernede lydene fra gaden og rensede lyden til, og så opdagede han, at den gamle hjemløse mand sad og sang. Den lille sang var ikke med i filmen – men Bryars tog den lille sang med sig, og han kunne ikke slippe den, så han forsøgte at finde ud af hvem denne mand var.

Han fandt ud af, at denne tigger og hjemløs ikke drak – men han holdt sig for sig selv, og snakkede ikke med nogen. Det var næsten umuligt at høre hvad han sagde, men der var noget glad over ham. Selv om han var gammel, alene, beskidt og hjemløs, så var der noget legesyge over ham. Han drillede filmholdet ved at forsøge at bytte hat med dem.

Men hvad der skilte denne mand ud fra de andre folk på gaden var hans sang. Hans sang var en simpel søndagsskole sang, der kunne gentages næsten i det uendelige. Og det blev den – han kunne sidde og synge den time efter time, efter time. Han sang:

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Det var en endeløs sang, der hele tiden bandt sig sammen forfra og forfra hele tiden. Mandens gamle utrænede stemme ændrede sig aldrig – blev ikke flad og forandrede ikke toneleje. Hele tiden var sangen den samme uanset hvor længe han sang.

Som musiker var Bryars fascineret af denne sang – og prøvede på at få bearbejdet et eller andet til det. En dag, da han sad og arbejdede i sit studie lod han den gamle mands sang køre, imens han selv skyndte sig ned efter en kop kaffe.
Da han kom tilbage et par minutter efter, så var kontoret, som normalt var fyldt af lyde og aktivitet, så var det stille og roligt. Den gamle mands stille stemme var spredt ud af studiet og havde fuldstændig forvandlet kontoret udenfor.

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Kontoret var som tryllebundet af stemmen – folk talte lavmælt til hinanden og dem, der gik omkring gik stille og roligt rundt i rummet. Mange sad bare i deres stole – fanget af denne stemme. Et par stykker sad og græd stille og roligt med tårerne løbende ned af deres kinder.

Selv om Gavin Bryars ikke selv troede, så var han forbløffet og kunne ikke lade være med at blive konfronteret af denne mystiske åndelige kraft, der var i stemmen og budskabet. Denne stemme tilbød et uventet budskab om håb og tro midt i den mørkeste og mest ødelagt nat. Denne hjemløse mand bragte et budskab fra Gud i en simpel sang:

Jesu blod har aldrig svigtet mig    har aldrig svigtet mig
Jesu blod har aldrig svigtet mig  Det ved jeg med sikkerhed
for han elsker mig højt

Bryars begyndte at længes efter den tillid og den tro, som den gamle mands sang udtrykker. Og han ville ære denne gamle mand ved at understrege hans simple budskab, at uanset din livssituation, så elsker Jesus dig, så kan du stole på Jesus.
Men det tog sin tid – først i 1993 synes han, at det var lykkes for ham, og resultatet var CD-en med titlen ”Jesus blood never failed me yet”. Og som alt i alt er 75 minutters sang med disse 5 enkle linier. ”Jesus blod har aldrig svigtet mig”

Kunne det være vores sang?