"Hør Israel, Herren vor Gud, Herren er en"- sådan lyder den jødiske trosbekendelse, "Herren er en". Og sådan er også min tro, Gud er én... og det på flere måder. Gud er én gud, ikke mange guder... Gud er den treenige Gud. Gud er én Gud - dvs. der er en eller anden fast "størrelse", som man kan sige - det er Gud, sådan er Gud, sådan handler han, sådan tænker han, sådan er Gud... det kan godt være, at jeg ikke kan fatte det store omfang af Gud... for jeg er jo kun et menneske, der har svært nok ved at fatte omfanget af noget som helst, så hvordan så fatte Gud? MEN det betyder for mig så ikke, at der ikke er denne faste "størrelse" et eller andet sted - som er. For "Herren ER en", Herren er... og når han er, så må han jo også være på en bestemt måde, synes min logik i hvert fald at sige. Og da Gud ikke er en tavs Gud, men en talende Gud, der endda skabte ved at sige et ord, så er vi ikke på "Herrens mark", når det gælder om at finde ud af hvem denne Gud er. Også fordi han netop har talt og har åbenbaret sig. Sådan lige på siddende balle har jeg regnet mig frem til, at Gud i hvert fald har åbenbaret sig på fire måder:
- Han har åbenbaret sig i skaberværket
- Han har åbenbaret sig i samvittigheden
- Han har åbenbaret sig i Bibelen
- Han har åbenbaret sig i Jesus
Så derfor: Vi må kunne finde ud af noget om Gud, vi må kunne sætte en masse puslespilsbrikker sammen, så vi kan finde ud af hvordan Gud er, for vi lever jo i Guds åbenbaring, ja er selv endda skabt i hans billede... og liggende foran os på bordet har vi hans ord i form af Bibelens åbenbaringer. Det er da ikke en dårlig start.
Sådan er min holdning altså - kort ridset op: Der er et rigtigt gudsbillede, som måske er frakmenteret, men som alligevel især i Bibelen kan verificeres og rettes til. Der en Gud... og vi er alle som kristne på søgen efter hvem denne Gud er.
Provokationen
Og så ramte provokationen mig for nogle år siden, endda fra min gamle menighedsrådsformand: "Ja, det er svært at arbejde med gudsbilleder, for det er så utrolig personligt hvad gudsbillede vi har". Underforstået: Ikke personligt, som sådan noget, man holder for sig selv, ligesom man holder ens årsindkomst for sig selv, for det er personligt. Men personligt, fordi vi på en eller anden måde kommer frem til vores personlige gudsbillede. Slam - sagde det. Jeg modsagde ikke tanken og tog ikke handsken op, for dels var det ikke lige tid eller sted for sådan noget, og dels ville jeg ikke lige have mine øre i maskinen, så den ikke kørte så glat med de næste ting, jeg gerne ville have igennem som præst.
Den næste gang provokationen ramte mig, var her for et par måneder siden i et kursus om sjælesorg overfor dødende. Faktisk har jeg ikke været på sådan et kursus, som har sat så meget igang i mig som dette. Fantastisk og frygteligt - og det især ud fra den provokation, der ramte mig. For også her kom vi jo ind på gudsbilledet - det er jo klart, når man ligger dødende, så påvirker det ens gudsbillede og i sjælesorgen med den dødende kan man så få sig et indblik i dennes gudsbillede.
Læreren mente helt klart, at ens gudsbillede var meget påvirket af ens faderbillede - Gud er jo også vores himmelske far, så det er vel ikke så mærkeligt, at ens jordiske far og sådan som han er/var også påvirker den måde, hvorpå vi ser Gud. Det er vel ikke så provokerende, at ikke-bibelkyndige på den måde kan være slået ind på et forkert gudsbillede... for det viste læreren ofte var tilfældet, når man tog skavankter fra ens far og klistrede dem over på Gud. MEN provokationen lød så: I som præster har også et privat gudsbillede, og før I har gjort jer det klart og hvorfra I har det, så kan I ikke hjælpe andre. Sådan sagde han det ikke direkte, men sådan blev det modtaget på forreste række, hvor jeg for en gangs skyld havde placeret mig.
Min pilgrimsvandring til/med Gud
Okay - da jeg så kom tilbage fra kurset lovede jeg mig, at finde ud af, hvordan mit Guds billede er, og hvordan det er blevet formet. Jeg vil læse en masse for at få mine tanker hjulpet på plads - jeg vil provokere mine vanetænkning og jeg vil have rystet mig så meget, at kun Gud kan holde mig oppe (havde jeg nær sagt). For dybest set, så tror jeg jo, at jeg er godt på vej i den rigtige retning - at grundlaget for mit gudsbillede er det sande Gudsbillede - så tæt på faste "størrelse", som jeg kan komme lige nu. Men hvad om jeg tager fejl? Hvad om jeg læser Bibelen forkert - eller ubevist/bevidst springer sider af Gud over, som jeg ikke bryder mig om eller som jeg ikke kan få til passe ind andre steder.
Det er det jeg vil finde ud af - og jeg vil invitere jeg med ud på det, jeg vil kalde min pilgrimsvandring til/med Gud. Jeg ved ikke, hvornår næste del kommer - hvornår jeg tager næste etappe... men det kommer før eller siden. For det er ikke noget, der skal forceres igennem, men noget, der skal arbejdes systematisk igennem... eller så systematisk, som et rodhoved som jeg nu kan gøre det.
Inden jeg smuttede på ferie, var jeg lige forbi Hirtshals Bibliotek, hvor jeg lånte Jonas Gardells "Om Gud" ... aner ikke hvem manden er ... men et par sider inden i bogen læser jeg
"I 1200-tallet udtrykte den muslimske mystiker Ibn Arabi den tanke at Gud i hvert enkelt menneske har indprentet et af sine uendelige mange gudsnavne. I hver af os findes et unikt aftryk af Gud - og tilsammen udgør vi et partitur som kun Gud kan synge" (s. 9).
Hmrf... lyder besnærende og flot... men et eller andet i mig kan alligevel ikke med den tanke. Han fortsætter:
"Det som hver enkelt af os kan gøre, er at søge det gudsnavn som Gud har indprentet i os, at søge konturerne af Guds aftryk i os selv - og nære respekt for at vor næstes søgen nødvendigvis må se anderledes ud da vedkommendes guddommelige navn har en anden tone, en anden farve, en anden nuance end vores..." (s. 10).
Som sagt - en smuk og besnærende tanke - men et eller andet siger alligevel nej til den. Om ikke andet, så også fordi det kommer fra en muslimsk mystiker, og er det ikke et andet sted end i mine fire åbenbaringskilder?
Jeg vil holde fast i min fire åbenbaringskilder - med mindre nogle får mig overbevist om at jeg har overset en anden åbenbaringskilde... og hvad er målet? Ja - det er jo ikke så håndgribeligt som Santiago de Compostella... men et foreløbigt mål kunne være: "Få stadfæstet eller revideret min gudsbillede" eller i hvert fald: "At lære Gud bedre at kende"... den sidste er nok den fromme udgave af den første.
Jeg vil håbe, at I vil give mig inputs undervejs - også til at komme videre på andre veje, som jeg ikke lige ellers ville tage af mig selv. Og så vil jeg ellers sige mit livsmotto: Gud i vold!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar