Boghandlerens hund

Boghandleren i Hirtshals er en hygelig mand... og de er hyggeligt at være i hans butik - der er sådan en hjemmelig atmosfære i butikken. Og det hjælper deres hund med til. Den vandrer rundt i butikken... og hilser på kunderne. Det er en dejlig hund - en boxer.

I dag blev juletræet tændt i Hirtshals - og Slagter Winther havde to gode tilbud: Billig ribensteg og billige hotdogs. Vi købte to ribenstege, men et hav af hotdogs selv om det var koldt. Rigtig koldt!

Storebror, Josva, var ikke vild med brød og ristede løg - men ville nøjes med selve pølsen, så anden gang vi skulle have hotdogs nøjedes jeg med at købe en pølse. Men der var Josva allerede mæt, så hvad skulle jeg gøre med resten, for det var hundekoldt, så jeg havde ikke ret meget lyst til at gå og flagre med den og få forfrosne fingre, så pølsen røg ind i inderlommen på jakken.

Vi skulle også lige ind til boghandleren - der er momsfrit salg denne weekend.

Og så var det, at jeg blev fristet over evne, da jeg så denne dejlige hund og vidste, at jeg jo havde en rød pølse liggende i inderlommen. Så hvorfor ikke give pølsen til hunden - ikke at jeg vidste om jeg måtte, og jeg havde ikke mod på spørge den ellers flinke boghandler. Men hunden var dejlig og gik også rundt og snusede omkring mig, så den havde nok lugtet pølsen.

Jeg fik den lokket om bag en bogreol og brækkede et stykke pølse af til den... mums... den fik den i munden og gnaskede på den. MEEEN den ville ikke spise den - lå bare og gnaskede og jeg så for mit indre blik, hvordan gulvet snart ville flyde med pølsesnask, så jeg snuppede pølsen og fik den ned i inderlommen igen. MEEEN det var hunden altså ikke tilfreds med... så den rendte efter mig og duftede efter mig. Nu kom boghandleren hen og snakkede... han havde godt set, at hunden rendte efter mig mere interesseret i mig end i andre kunder.

"Ja, den må tro, at du har en bold" sagde han, og skubbede til den, da den pludselig stod oppe af mig med hovede presset ind i min brystkasse, hvor min inderlommen er. "Ja, jeg kan faktisk styre den med en bold - så gør den alt hvad jeg siger". "Men jeg har ikke nogen bold" jeg fiskede den et lille pilleglas frem, hvor vi har småpenge i "den må tro, at det var en bold" forsøgte jeg. Vi smågrinede lidt - og bodhandleren så ud til at tro på min forklaring.

Vi gik hen til kassen - hunden hoppede op igen. Jeg skubbede den kærligt ned igen - men kunne også godt se, at nu begyndte det at gå den kære boghandler lidt på. "Ja, den er jo kun et år gammel... så den skal første lige til at lære det" - han fandt en hundekiks frem, men det var den ikke ret interesseret i, for den kunne jo få pølse hos mig. "Kom herover"... til sidst kom den, "ja, jeg maser lige kiksen lidt, så er den lidt længere om at spise den".

Han tastede beløbet ind - og da det sædvanlige "på beløbet, tak" havde lydt, stod hunden så igen og masede sin snude ind i mig. "Ja, du er den dejlig hund"

Det var sidste gang jeg så hunden - altså ved det besøg. Den røg nok ud i baglokalet... men som en af mine facebook-venner, der var med på turen, skrev: "Spændende om boghandlerens hund husker dig næste gang du kommer derind :-)". Og pølsen... vores egen hund var ikke længe om at guffe de tre stykker i sig.