Du er ejet af din familie - de bestemmer dit eftermæle

Det er måske lidt overdrevet, men lad mig lige forklare….


Som præst har jeg den ære, at blive inviteret ind i mange menneskers liv både i den højeste glæde og i den dybeste sorg. Familien er samlet efter et dødsfald blandt deres kære, og jeg bliver som præst kaldt til, for at vi sammen kan planlægge begravelsen eller bisættelsen. Til det hører også prædikenen, der naturligvis også skal relateres til den afdødes liv. Og det er en ære på den måde at få indblik i et andet menneskes liv og få til opgave … ja, at rejse en bautasten over den døde. Og familien er rigtig dygtige og samvittighedsfulde, når de fortæller om den døde…

Men lad os prøve se på os selv: Er vi på nøjagtig den samme måde, når vi er sammen med familien, som når vi er sammen med vennerne? Ser vennerne på os, på samme måde som vores familie gør? Nej – vil jeg i hvert fald svare. Men hvorfor er det så alene familien, der er inviteret med til samtalen, der skal danne baggrund for præstens begravelsesprædiken? Hvorfor sidder der ikke en eller flere venner, der kan biddrage med vennernes synsvinkel, vennernes indtryk og vennernes historier med den døde? Det vil da virkelig kunne give et mere helstøbt billede af afdøde – ikke bare med henblik på begravelsens prædiken. Prædikenen er på sin vis blot et biprodukt fra samtalen med familien – samtalen er også en meget væsentlig del af sorgprocessen. Og lukker man en ven til afdøde ind i den proces, går man garanteret også selv beriget ud, fordi man enten bliver bekræftet i det syn, man har på den døde, eller man bliver måske endda beriget med nye vinkler, ”var hun også sådan?”

Ja, jeg ved godt, at man kan indvende, at det vil være mærkeligt at invitere en person ind i familiens private rum på den måde – og at deres sorg er privat. Men på den anden side set, så kunne man lige så godt indvende, at man med den nuværende procedure nærmest gør familien til den, der ejer den afdøde og dem, der alene kender afdøde og derfor skal forme afdødes eftermæle.

Jeg ved godt, at jeg er præst et sted, hvor den nærmeste familie betyder rigtig meget – men hvad om vennerne faktisk er dem, der kender os bedst? Dem vi har betroet os mest til? Dem, der er med i vores livs op og nedture? Men de bliver ikke inviteret med til samtale med præsten – det er et familieanliggende.

Jeg ved godt, at ”vi plejer” at gøre det på den måde… men hvor er det dog en skam…