Tænk at der er nogle, der elsker mig

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.


… ikke bare nogle, der kan holde mig ud,

… ikke bare nogle, der accepterer mig

… ikke bare nogle, der er glade for mig

… ikke bare nogle, der ser op til mig (utopisk… men hvem ved?)

men nogle, der elsker mig. Det er få – men det er kvalitet frem for kvantitet, der er i højsædet. Nogle, der elsker mig.

Hvor ville jeg ønsker for alle, at de kunne sige: ”Jeg er elsket”. For i det ligger der en ro, at jeg netop kan være som jeg er, fordi jeg ved, at jeg netop er elsket som jeg er. Jeg behøver ikke stylte mig op og være bedre end mit gennemsnitlige jeg – for det fører bare til stress og udbrændthed… sådan kan det være på arbejdsmarkedet – ikke overfor dem, der siger ”jeg elsker dig”. Der skal jeg ikke præstere noget – men bare være.

Ikke at det så bare er at ligge på den lade side – for ordet ”jeg elsker dig” forpligter – ikke i juridisk forstand, men højere... stærkere... jeg selv forpligter mig, når jeg tager imod udtalelsen. At kæmpe for den kærlighed. At kæmpe for den, der siger det. At gengælde kærligheden. At…

Men det mærkelige ved disse forpligtelser er, at de vokser ud af kærligheden – at kærligheden giver den næring og den styrke, der skal til for at holde kærligheden i live. Kærligheden lever og ånder og er i kærlighed. Men den kan ikke stå alene: Kærlighed lever og ånder og er i tilgivelse. Kærlighed og tilgivelse er to sider af samme sag – og kan ikke eksistere uden hinanden. Tilgivelse er kærlighedens forsikring.... livsforsikring. Ulykkesforsikring. Håbet om en kærlighed på den anden side af ens fejl og mangler.

Og derfor igen: Tænk, at der er nogle, der elsker mig. Der kan tilgive at jeg er som jeg er – også når jeg træder ved siden af og lader min egoisme og kortsigtethed få overhånd, så den anden skubbes til side.

Tænk, at der er nogle, der elsker mig.