Nej, jeg mener naturligvis heller ikke, at cølibatet skal genindføres, for jeg elsker mit liv som ægtemand og far!!! Men hold da op, hvor er præstelivet og familielivet to størrelser, der kan rive i en fra hver sin side og kræve sit.Her et eksempel:
I torsdags havde vi gudstjeneste på plejehjemmet - da gudstjenesten var slut, kørte jeg en af de dejlige ældre damer over i dagligstuen, hvor jeg havde hentet hende. På vej tilbage stødte jeg ind i en af dem, der vist nok er senil. Et elskeligt menneske - smilende og positiv.
-"Nå, hvornår skal der så være gudstjenste?" - sagde hun, da hun så mig i præstekjolen.
- "Vi har lige haft det"....
Det blev hun meget ked af...
- "for det er så hyggeligt og så dejligt at synge vores dejlige salmer. Det elsker jeg. Men hvornår er der så gudstjeneste igen?"
- "Om 14 dage" svarede vi så (organisten og jeg).
- "Om 14 dage.... det var da godt nok lang tid".
Hun har sikkert fået det at vide, at der var gudstjeneste, men da der er blevet sparet så meget på personalet, så er der ikke tid til at der er en, der lige minder hende om det... og så glemmer hun det i løbet af kort tid. Og der er ikke tid til at følge dem hen til salen, hvor vi har gudstjeneste. "Det er ikke vort bord. Der må komme nogle frivillige".
Nå, men det er en anden sag... da jeg stod dér tænkte jeg: "Tag hende med ind og syng et par salmer ved klaveret". Men jeg gjorde det ikke... for klokken var allerede mange og lille Josva skulle hentes i børnehaven, og Judith kunne ikke hente ham, for jeg havde bilen. Så det blev lige et par ord, der blev vekslet og afsluttet med et "farvel - og ha det godt".
Men hendes skuffede ansigt står stadigvæk for mig: "Er gudstjensten slut?!" Hvor ville jeg gerne - men en anden forpligtelse stod og skulle opfyldes - havde jeg ikke haft børn og kone, så ville jeg været blevet der - bare lige 15 minutters tid. Men nu har jeg børn og kone... og tak for det!! Men meget arbejdsmæssigt ville da være lettere, hvis man ikke skulle tænke på andre end sig selv og sit skønne dejlige kald som sognepræst.... som desværre også indeholder prioriteringens plage. Og hvad er prioritering andet end at forsømme i rigtig rækkefølge... også i forhold til sit kald som ægtemand og far.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar