Skulle jeg flytte et eller andet sted hen - udenfor Danmarks grænser - så banker mit hjerte for den lille ø-stat, Malta! Det har det gjort lige siden jeg skrev en opgave om den i geografi i gymnasiet :-)
Siden bragte først vores bryllupsrejse og siden to andre ferie-ture mig et større kendskab - og større kærlighed til dette land.
Johanitterne
Man kan ikke sige Malta unden at sige Johanitter-ordenen. Jeg har altid haft lyst til at læse noget mere om denne specielle order, men ja... tiden har ikke været til det. Da jeg var i Malta i januar, købte jeg en bog om dem... og sikke dog en historie. Også en blodig en af slagsen. Det startede med korstogene - det første af slagsen blev totalt smadret, den bestod af en masse fattige almindelige mennesker, der blev grebet af stemningen om at komme til Jerusalem... måske endda at opleve det himmelske Jerusalem dér nede. Men de kunne jo slet ikke klare sig overfor den muslimske krigsmaskine, der totalt smadrede dem og solgte resten som slaver.
Johanitterne
Man kan ikke sige Malta unden at sige Johanitter-ordenen. Jeg har altid haft lyst til at læse noget mere om denne specielle order, men ja... tiden har ikke været til det. Da jeg var i Malta i januar, købte jeg en bog om dem... og sikke dog en historie. Også en blodig en af slagsen. Det startede med korstogene - det første af slagsen blev totalt smadret, den bestod af en masse fattige almindelige mennesker, der blev grebet af stemningen om at komme til Jerusalem... måske endda at opleve det himmelske Jerusalem dér nede. Men de kunne jo slet ikke klare sig overfor den muslimske krigsmaskine, der totalt smadrede dem og solgte resten som slaver.
Da det første korstog så kom på banen - var det så de kristnes tur til at smadre og dræbe... højdepunktet... eller lavpunktet... var, da korstoget i 1099 indtog Jerusalem.
"The capture of Jerusalem... was marked by scenes of such blood-lust and cruelty
that it is hard to believe these feudal lords and their followers had the
sligtest conception of that faith in whose name they had undertaken their
expedition. The cross of the Prince of Peace was on their surcoats but
in their hands was the hammer of Thor" (s. 19 i Ernle Bradford: The shield
and the sword").
Byens indbyggere blev slagtet ned - selv dem, der havde betalt penge for at blive skånet. Sikke en sejr!! Den sendte ekko flere hundrede år frem, og hver eneste gang, at en vestlig/kristen konge forsøgte at række ud og tilbyde fred, så rejste mindet om denne dag sig, og forhindrede det.
Det skulle hævnes
... og det blev hævnet - som der så rigtigt står i min bog:
"One good deed may sometimes lead to another, but it is certain that an evil one
will almost inevitably breed its fellow" (s. 25).
Og sådan bølgede det frem og tilbage - den ene mere voldsom end den næste, og til sidst tabte... ja, hvad skal jeg kalde dem, "de kristne", "vesten", "kirken". Nok mest, fordi de også indbyrdes lå i krig med hinanden, f.eks. blev det kristne Konstantinobel lige plyndret på vejen til Jerusalem, på grund af politiske og religiøse uenigheder.
Men hvem har så den største skyld?
Men "get to the point, pastor!!".... ja, nu skal jeg nok svare på spørgsmålet. For hvem har så den største skyld? Det er altid svært at sige - for vi er jo alle skyldnere - men tager jeg helt fejl, hvis jeg siger, at det er den, der hævner, der har den største skyld? Ud fra disse to tanker:
- Man skal altid gøre lidt mere skade end det, der blev gjort en selv. Det er meget svært at gøre en lige så stor skade, som den man selv blev påført
- ... og det er det vigtigste: Man havde her muligheden for at stoppe den onde spiral, men man valgte at holde ondskaben kørende.
Så kort sagt: Den, der hævner, har den største skyld. Tager jeg fejl?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar