I sommeren 2005 skulle vi på ferietur ned i Europa. Vi havde købt telt og en masse konserves - det skulle blive en spændende ferie med telt og hygge. Vores første stop var i det østlige Tyskland, hvor vi skulle besøg nogle spændende mennesker, som vi havde mødt ved et bryllup for nogle af mine Internet-venner. Vi kørte videre til Prag, hvor vi ville være fra torsdag til lørdag.
Prag
Det er en meget hyggelig by med en masse gamle og smukke bygninger. Vi ville gerne se byen og droppede derfor camping-formen forløbig… vi fandt et ret dyrt hotel, men hvad skidt, nå det så var lige midt i Prag, så vi kunne komme hurtigt ind og se på sagerne. Man kunne godt have betalt sig til en plads i hotellets p-anlæg, men der satte vi grænsen, for det kostede ret meget. I det hele taget synes vi, at det er mærkeligt, at noget sådant ikke bare som en naturlighed og naturligvis gratis eller i det mindste meget billigt bliver stillet til rådighed… og vi fandt en parkeringsplads ikke ret langt fra hotellet, så vi faktisk kunne se ned på bilen fra vores værelse.
Vi havde et par dejlige dage, og sidste aften flottede vi os og gik på en rigtig fin restaurant – nede i en kælder, og der var live-musik… der endda spillede ”Jeg er sigøjner” for os, da de hørte, at vi kom fra Danmark… øh? Nå, men orkesteret råbte et eller andet på tjekkisk efter os, da vi forlod restauranten uden at give dem drikkepenge!!
Vi luntede igennem byen – vores sidste aften – gik forbi vores kære bil, som skulle transportere os videre ud på eventyr næste dag. Men men 
men… da vi kom ned til bilen om morgenen, lørdagn så fandt vi bilen med knust bagrude!! Vi ville så hurtigt som muligt have fat i et værksted for at få aftalt hvornår vi skulle komme, men kvinden i resceptionen sagde, at vi skulle vente til vi havde snakket med politiet og det gjorde vi så. Det tog altså sin tid – inden politiet kom, og så skulle vi hen og få skrevet rapport. Hmmm… vi kunne jo ikke lade bilen være dér med åben ind til alle de andre ting der ikke var blevet stjålet (det der var blevet stjålet var vores telte og al vores mad) – så Judith blev ved bilen og jeg gik sammen med betjenten (den historie skal I have en anden gang – billedet her er ta
Ud af byen - men hvordan?
Hvad skulle vi så gøre? Skulle vi blive i Prag - som vi ikke gad mere og som vi havde set. For et er at vi ventede til mandag, men hvem siger, at de kunne hjælpe os om mandage? Deres serviceniveau synes ikke at være så højt. Og vi gad ikke bruge vores ferie på at vente og slet ikke i en by, vi ikke gad være i mere. Nå… vi bestemte os for at forlade byen! Men vi kunne jo ikke bare køre med en åben bagsmæk… så jeg blev sendt ud i byen for at finde et eller andet plastik, der kunne bruges til at lukke hullet med.
Det var noget af en opgave – for det første skulle jeg holde mig ajour, hvor jeg gik, så jeg kunne finde tilbage til hotellet… og for det andet, så var alle butikker lukket, så hvor lige finde hårdt plastik i en klukket storby? Jeg fandt en butik, der var åben: En kiosk. Nå, jeg gik ind… og fandt som det eneste derinde: Noget køkkenfilm/Vita-Vrap. Jeg købte to ruller og gik tilbage ad den rute, jeg var kommet. Det blev så spændt over de sølle rester af vores bagrude og så kørte vi til Østrig. Det føltes som om det var lidt mere hjemmeligt at komme til et vestligt land med en vis vestlig standard - så vi følte, at det næsten var at komme hjem.
Berg Hahn
Vi havde på forhånd udvalgt os en lille by, der var på kortet Falkenstein – hv
orfor ved jeg ikke. Vi ville gerne ud på landet og bo på en Gasthof - sådan ren idyl. Vi kendte intet til hvad der skulle være dér, men der var faktisk god mulighed for at finde et værelse, havde det ikke været fordi der var en fest i byen med overnattende gæster, så alt var fyldt op. Så vi blev sendt videre til en nabolandsby (vi kørte forkert!!), men dér hvor vi kom hen, Stützenhofen, fandt vi en vinbonde, der udlejede værelse og havde en masse værelser fri (www.berghahn.at ). Rudi og Gretchen skulle have 23 Euro pr. person pr. overnatning med morgenmad så det var ret billigt.
Prøv se en flot solsikkemark - landsbyen var nærmest omringet af disse flotte marker... gult så langt øjet rakte.
Han var jo vinbonde, så vi fik smagt en masse af hans vin - han viste os sine mange vinkældre og vi smagte af vin direkte fra egetræstønderne. Der var nogle tysker
e, der også boede dér og vi fik en tur rundt i vin-markerne i en trækvogn bagefter hans traktor. Hyggeligt. Ud fra hans gård tog vi nogle ture - dels gik vi og dels tog vi bilen til Wien, Bratislava, Ungarn, så vi var en del rundt omkring.
Bonden kendte mekanikeren i den nærmeste "store" by og ringede og fik aftalt alt omkring vores rude, så tirsdag var der kommet en rude hjem fra Wien, så kl. 13.30 afleverede vi bilen og kl. 16.00 hentede vi den igen. Dejligt at få ordnet det!
Og enormt spændende at snakke med de tyske gæster… sikke dog en historie de kunne fortælle. Om hvordan deres familie sammen med en masse andre tyskere var blevet fordrevet fra Tjekkoslovakiet lige i kølvandet på 2. verdenskrig. Hvordan de måtte leve som flygtninge i Tyskland… wau… sikke dog en historie.
Så alt det kommer jeg i tanke om hver eneste gang, jeg åbner skuffen for at finde noget køkkenfilm… så meget bruger vi åbenbart ikke, for vi har stadigvæk en rest (det er heller ikke særligt godt, så jeg bruger det helst ikke).
Stof til en prædiken
Som enhver godt præst, så kunne jeg også få stof i denne begivenhed til en prædiken:
Vi har været ude og snakket med en masse spændende mennesker og vi har bagagen fyldt med en masse oplevelser. Der er dog en oplevelse, som vi gerne ville have været foruden - og det var da vi den sidste morgen i Prag kom hen til vores bil og opdagede, at vores bagrude var smadret. Der var stjålet nogle småting, men det værste var den her smadrede rude langt hjemmefra - og hvor føler man sig så ensom. I et ledigt øjeblik fik jeg lige fundet min mobiltelefon frem og skrev en besked, der fortalte bl.a. mine forældre om den trælse situation. Det varede ikke længe før jeg fik en besked tilbage "Vi beder for jer og venter at høre nyt". Forbønnen bar - vi blev hjulpet ud af den virkelig trælse situation, også selv om vi naturligvis mange gange måtte spørge "hvorfor Gud?" den dag… men vores uheld ledte os hen til en masse hjælpsomme mennesker, der hjalp os og viste os omsorg. Vi blev ledt hen til en masse
spændende mennesker, som vi ellers aldrig have mødt og som gav os langt flere oplevelser end vi ellers havde fået, så jeg nu kan sige "nå derfor Gud".
... så sådan kan Gud pludselig gribe ind - i første omgang træls og smertefuldt, men hvem ved, hvor den oplevelse bringer os hen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar