En mand, der hedder Otto... eller Ove

Pas på Spoilers!!
Denne weekend var en tur tilbage i gemmerne - den gamle historie om sure Ove, der bliver elskelige Ove og får noget at leve for, lige inden han dør.
Man kan ikke regne med at en svensk film bliver en sællert i USA - hvordan det så går, når man spænder Tom Hanks på som gnavne Ove ved jeg ikke. Det, jeg har kunne læse mig til, er at man har modtaget den fint, men man er ikke overimponeret af den.
Jeg er faktisk benovet over hvor meget ens de to film er - sådan at jeg forestiller mig, at de næsten ikke har lavet ret meget om på manuskriptet. Der er et par jokes, som er med i den amerikanske ("Jeg hedder Otto" - "det er et navn, man ikke høre så tit" - "jeg hører det tit"... thø-hø...) og den anden vej rundt. Castingen til rollerne er forskellig - Rolf Lassgård, der spiller Ove virker måske noget ældre end Tom Hanks selv om de er jævnaldrende, men Ove kunne med sin makeup og skallede isse mere gå som en 80 årig. Og så råber Otto mere end Ove... men det er måske fordi amerikanere råber mere end svenskere?! :-)
Den mexicanske Marisol vinder hurtigere vores hjerter end den iranske Paravaneh, der måske er mere realistisk i også at være en smule mere kontant overfor Ove, men dog ender med at tage os og Ove med storm. Persongalleriet er mere opdateret, for nu er det åbenbart ikke så slemt at være bøsse som dengang, så det er blevet et transperson i stedet for. "Malcolm" spiller en noget mere fremtrædende rolle i den amerikanske film end i den svenske. 
Noget, der undrer mig, er at man ikke hører så meget om Ottos barndom og ungdom som man gør om Ove. Jeg har sådan en fornemmelse af, at amerikanere godt kan lide det med flash-back og at man får en større begrundelse for hvorfor Ove/Otto var sådan en gammel sur mand, også før han blev gammel. 

Og det er der måske heller ikke i den svenske. Nogen rigtig forklaring på hvorfor Ove er så sur på trods af at han har et stort hjerte. Det kan da ikke bare være, fordi han har mødt "hvid-skjorterne", der aldrig præsenterer sig med navn, men bare kommer og ødelægger. Det tænker jeg ikke kan retfærdiggøre så meget galde.

Så hvorfor bliver gamle mænd sure? Hvorfor står jeg i risiko for at blive en sur gammel mand? Vi kender dem jo nok alle sammen - har dem fra vores barndom, naboen, der byggede et rækværk imellem husene, da der flyttede en børnefamilie ind i det andet hus. Kollegaen, der har prøvet alle nye idéer og bare synes at dem, der ikke er afprøvet og kasseret slet ikke er værd at blive afprøvet. Eller... de er der jo altid og alle steder. Hvorfor? 
De er jo altid sjove at gøre grin med - som det sker i de to film - fordi de ser sig selv som de eneste, der opfører sig ordentligt, men de ser ikke at de faktisk selv overtræder grænserne for hvad der er god opførelse. Men hvorfor bliver vi sure? Der er nogle, der siger, at unge vrede mænd, bliver sure gamle mænd, når de bliver gamle. Så de har måske altid været det. Så de har måske altid været det?  Jeg vil egentlig gerne undgå det, fordi jeg kan måske godt føle at jeg har det i mig, at jeg drages i retningen af at blive den sure gamle mand - som en reminder imod at blive det, har jeg stillet "de to gamle sure mænd" fra Muppets Show på mit kontor.
Jeg vil gerne vide, hvorfor mænd bliver sure, når de er gamle, og så vil jeg undgå det. Det må være min opgave at finde ud af: Hvorfor bliver mænd så ofte sure, når de er gamle?  

Walking Dead

Den 31. oktober 2010 kom det første afsnit af Walking Dead – en serie om zombier i et smadret samfund, der efter 177 afsnit og 11 sæsoner nu er nået sin slutning.

I disse – for mig – snart 11 år har jeg levet med i en gruppe overlevende og kæmpende mennesker, der forsøger ikke bare at leve på trods af zombier, der forsøger at spise en, men som også forsøger at leve trods at samfundet er brudt sammen og det er alles kamp mod alle. Hvordan man er nødt til at slå ihjel for ikke at blive slået ihjel. Man er nødt til at gå på kompromis med sin etik – og hvad gør det ved et menneske. Hvordan små samfund bygges op, men styres mere eller mindre af uretfærdighed og at ”alle er lige, men nogen er mere lige end andre”. Det gamle samfund flyttede med – og det blev altid alles kamp mod alle.

Man kan ikke drive 177 afsnit og så kun handle om døde mennesker, der forsøger at spise en og smitte en med et enkelt bid… eller hvordan man er nødt til at hugge en kniv igennem bedstemors hoved, når hun udånder, fordi barnebarnet går fra at være et elsket menneske til at være et elsket måltid. Det, der er interessant og spændende er de problemstillinger, som opstår, når vi mennesker træder ud af civilsamfundet. Hvad gør det ved mennesket. Tingene er ikke bare sorte og hvide – for dem, der er onde i dag er mennesker som i går blev ødelagt og nu bare forsøger at beskytte og kæmpe for sin familie. Kampen gør at mennesker bliver ødelagt og forrået.
Det er simpelthen så spændende – og så det at vi følger en flok, hvor der kommer nye til og falder nogen fra. Man holder med flokken, men ikke altid. Nu sidder jeg med den fornemmelse af, at jeg er lidt øv over at slippe de mennesker. Øv, at det er slut nu. Men mon ikke at der bliver en masse spin-offs 😊

Jeg ærgrer mig over at jeg nok aldrig får min kone til at se serien, fordi den netop har det overnaturlige horror-element med døde levende. Og helt ærligt – at se et hoved bide løs efter en og leve, indtil det får en kniv igennem sig, er jo overhovedet ikke realistisk. Og i første afsnit springer man også let og elegant over hvorfor den her virus eller hvad det er, pludselig forvandler levende mennesker til Walkiing Dead.

MEN se den – se den – se den!! Og begynd i dag. Den ligger på Disney+