Nejet i forhold til denne tanke bygger vist mere på fordomme end på juridisk fornuft. Når den socialdemokratiske retsordfører Ole Hækkerup siger: ”Det vender sig i mig, når jeg hører det". Og fortsætter ”Som søn og far må jeg sige, at det finder jeg simpelthen sygelig” (se her), så lyder de jo som sådan noget, der blev sagt om homoseksuelle forhold for 50 år siden. Og hvis landet skulle styres efter hvad politikerne personligt syntes var lækkert eller sygt, så ville meget nok se anderledes ud i dag. De bør kunne sætte sig ud over sådanne personlige antipartier.
Kirken kunne påvirke samfundet
Tiden er nok bare ikke moden for sådan en idé endnu ude i samfundet, men det kan jo ændre sig. Og kunne det ikke være spændende, hvis påvirkningen for en gang skyld ikke kom fra samfundet og ind i kirken, men fra kirken og ud i samfundet?! Kunne det ikke være super skønt, hvis det for en gang skyld ikke var kirken, der blev omtalt som gammeldags, men at det var samfundet, der var gammeldags og bagstræberisk? Hvis tidsånden for en gangs skyld blev påvirket af kirken? Det er måske en utopi, men netop derfor vil det jo være endnu skønnere og smukkere.
Efter min bedste overbevisning, så kan man nemlig kirkeligt bruge de samme argumenter for det legitime i sådant et forhold som man kan i forhold til det homoseksuelle forhold. Nu skal jeg ikke til at finde det tunge ja-skyts frem, for det er sikkert endnu i frisk erindring. Og hvor skulle lige den store forskel ligge? ” ”Hvem vover at forbande, når Gud velsigne vil”.
Kim Fischer Nielsen, sognepræst i Vallensbæk Kirke, udtrykker det klart på følgende måde: ” Der er i det nye testamete ikke meget belæg for ægteskabet som institution - Jesus ophæver som bekendt alle de gamle bindinger og bånd - også dem, der gælder familien - og erstatter dem med nye bånd i det kristne fællesskab […] Nu giver lovgivningen mulighed for at også homoseksuelle kan blive gift i kirken. Det er i mine øjne glimrende, da ægteskabet efter min bedste overbevisning handler om kærlighed mellem to mennesker, der forpligter sig på at ville elske hinanden” (se her). Det ligger jo lige til højrebenet over i sagen forældre-barn og søskende-søskende.
”Gud er kærlighed, og al kærlighed kommer fra Gud” – jeg tænker lidt: Er der en større kærlighed end den i kernefamilien, hvorfor så ikke binde den yderligere sammen? Vi skal ikke lade vanetænkning ødelægge kærlighedens muligheder for os og især ikke andre, hvis det sker i et magtfrit og frivillighedens rum mellem to voksne individer, og hvorfor skulle den ikke det?
Og rent genetisk skulle der ikke være de store fare forbundne med at to så tæt slægtsmæssigt forbundne får et barn. Og hvis, så er aborten jo også en slags kærlighedens gerning.
Teologien er klar
Så rent kirkeligt vil vi være klar til at tage imod med åbne arme og Guds velsignelse – argumenterne skal kun lige rettes meget lidt til, så er de klar til den tid. Og jeg tror det en gang kommer. Det kommer ikke fra kirken – for der vil man korse sig over sådan noget, men hvem ved hvad vi siger om 30-50 år? Hvad vi tænker om blodskam og incest, alene ordene siger jo alt, jamen lige bortset fra det med generen, så er det det samme, der blev sagt for 50 år siden om homoseksuelle. Og den gang rystede man på hovedet, da nogle dommedagsprofeter sagde, at glidebanen er betrådt og næste bastion, der falder, er modstanden mod homoseksuelle-ægteskaber. Hvad hedder næste bastion mon nu?
Den holder heller ikke
Og nej, jeg mener ikke at argumenterne holder hverken i forhold til homoseksuelle eller i forhold til sex mellem søskende og forældre. Og jeg håber ikke, at det vil komme til at ske – men dem, der siger ja til homoseksuelles vielser, må også med nødvendighed sige ja til dette, for ellers er de ikke teologisk troværdige.
