ja, jeg ved nok, at overskriften mest er for at påkalde jeres opmærksomhed, for det er ikke hele sandheden. Nej,for det er årets værste gudstjeneste at forberede - den, jeg har på søndag den 3. oktober: Høstgudstjenesten!
Og hvorfor er den det? Fejlen ligger helt klart hos mig, jeg er bybo helt ind i marv og ben! Jeg elsker at synge de gode høstsalmer - hvor den bedste uden nogen tvivl er "Du gav mig, O herre", jeg elsker stemningen ved en høstgudstjeneste, hvor kirken er pyntet op med blomster og korn. Også fordi det vækker kære minder om de mange gange vi var ude på køretur i det fynske landskab for at finde en bestemt kornsort til pyntning af Ansgars Kirke i Odense, som er min barndomskirke og min fars gamle arbejdsplads.
Men jeg er bybo - mit forhold til høsten oghøstgudstjeneste er præget af ALT for meget land-romantik! Det fik jeg at vide allerede efter den første høstgudstjeneste, hvor der var sat til for alle segl - og min omgang med landmænd heroppe har ikke ændret mit syn på mit høstsyn. "Ja, kornet ude på marken er kun noget vi taber penge på. Grunden til at vi har kornet og markerne er for at kunne komme af med vores gylle og have så mange svin, som vi har". Javel ja...og her gik jeg og troede noget helt andet.
Så når jeg nu sidder og skal lave en prædiken til en høstgudstjenste, så aner jeg ikke hvad jeg skal sige. Jeg aner ikke hvilken vinkel jeg skal lægge på den. Jeg aner ikke hvor meget landromantik, jeg skal bruge. Ja, jeg synes dybest set, at det er den værste gudstjeneste at forberede. Og nu har koret endda forberedt sig, så de kommer og synger en salme efter prædikenen - og graveren har pyntet kirken op og sat skålen til indsamlingen frem på alteret - og organisten har øvet sig på et flot præ- og postludium og lagt fingrene i folder til at spille "Du gav mig, O Herre".... tingene er lige som sidste år for den gruppe af ansatte - men undtagen hos præsten, for han kan ikke bruge prædikenen fra sidste års høstgudstjeneste (det er jo også en anden tekst). Det eneste, der er det samme i år igen er, at han sidder her fredag morgen med morgenhår, render under øjnene og uglet hår... og laver en overspringshandling: Skriver dette indlæg.
Og det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide at forberede mig - men som sagt - lige netop denne her er simpelthen for langt væk fra min måde at være menneske på. Så når jeg en gang på mine gamle dage får et byembede, så bliver det måske lettere, når jeg skal prædike høst for nogen, der har samme romantiske syn på landbruget og høst som jeg... men indtil da, så sidder jeg altså her i Horne med uglet hår og skrive-blokering.
Måske skulle man lade alt det romantisk pjat ligger og netop taler realistisk. Give folk en ordentlig opsang, at de skal tage at se på kornet på den rigtige måde, nemlig med taknemmelighed, for andre steder i verden er man ikke træt af kornet og ser det som en økonomisk ulempe... for dér har de slet ikke noget korn.
Måske skulle jeg fortælle om at selv midt i vores high-tech-landbrug, hvor alt er planlagt via en computer og økonomiske regnark, at der er vi stadigvæk afhængige af Guds almagt og skaberhånd.... ja, vi er som grenene på et vintræ, afhængige af træet, stammen (søndagens prædikentekst). Vi er afhængige af Gud - med eler uden romantik!
Måske var det det, der skulle siges på søndage.
Måske er det min redning her denne fredag morgen - min fridag.
Måske.... ja, måske skulle jeg køre til Sæby og spiste stegte ål her til middag i stedet (de er nemlig både gode og billige i Sæby) - og så se om jeg kan komme på bedre tanker i aften, når der alligvel kun er Vild med dans og Talent 2010 i tossekassen.
