torsdag, august 30, 2012

De pengeglade præster

Kristeligt dagblad indledte sin artikel sådan: ” Etiske overvejelser var tilsyneladende ikke det, der vejede tungest, da en ukendt kvindelig præst i Fyns Stift for nylig modtog et pengebeløb på omkring en million kroner i arv af et af sine sognebørn” – neutraliteten længe leve :-)
BT omtalte i denne uge den kvindelige præst som ”den pengeglade præst”.

Kort sagt: Nu er debatten om præster, der modtager arv/penge fra folk i sognet igen blusset op – ”der skal klare regler på området”, lyder det nu. ”Efter min opfattelse er [præster] underlagt et skærpet decorum-krav i forhold til andre tjenestemænd”. Stenen ruller – forargelsen er stor. Præster skal helst holde sig for gode til at smudse sig til med denne verdens usle mammon – de får jo også deres fyrstelige løn samt gratis herregårdsagtige præstegård at bo i….
Så er vi i gang :-)
Jeg har skrevet om det før her på siden (se her) – men gør det da gerne igen.
Dybest set er min holdning, at der ikke skal noget som helst ind mellem præst og menighed – og med ingenting mener jeg ingenting!! Heller ikke gaver og erkendtligheder.
Og så alligevel – at give en gave er en måde at udtrykke at man værdsætter personen, ikke embedet. At man mener, at den person har gjort noget ud over det sædvanlige, som har rørt en, som har skabt en relation en situation etc. som man gerne vil værdsætte på en eller anden måde. Og at afvise en gave/penge kan derfor pludselig være en direkte fornærmelse og krænkelse af den, der giver gaven/pengene.
Lad mig fortælle en historie – her er det en kvinde, men det er altså en kvinde m/k.
Grundhistorie
En kvinde har en ældre nabo, som hun begynder at besøge – kigger ind til. Efterhånden bliver der faktisk et venskab mellem dem – også fordi den gamle enke ikke har nogen rigtig relation til sin egen familie – ”de passer jo deres i København”. Og ganske rigtig – der kommer nærmest aldrig.
Den ældre dame bliver mere og mere svagelig, og venskabet får pludselig en drejning, hvor naboen virkelig træder til ikke bare med en snak men med fysisk hjælp. Naboens mand er også begyndt at klippe hæk for hende og i det hele taget gå til hånde ude og inde. De vil ikke have noget for det, for de er jo bare gode naboer. En dag sidder de over kaffen, og den ældre kvinde insistere på, at de bliver skrevet ind i hendes testamente, ”For I er så meget for mig, I er jo faktisk min familie. De andre skal nok få lidt – men I skal altså tilgodeses”. De nægter naturligvis at gøre det – men de kan også godt mærke, at det her på en måde er en æressag for den ældre kvinde – en måde både at takke for, men også lidt et signal overfor de efterlade i familien. Det korte af det lange er, at de går med til det – bliver indskrevet i testamentet – året efter dør den ældre kvinde.
Her slutter historien – lad os få et par ændringer ind i historien.

Ændring 1
Den ældre kvindes nabo er vant til det med pleje – for hun er faktisk hjemmehjælper og laver faktisk ikke andet hele dagen. Det er godt nok i hendes område, men hun har aldrig været på besøg hos hende som hjemmehjælper – det blev på en måde for tæt på. Ikke at der måske var den store forskel. Men pr. princip. Men havde kvinden været hjemmehjælper hos den ældre kvinde, ville der også være klare regler på området. Men dem overtræder hun ikke ved at være en god nabo. Så ingen ko på isen.
Ændring 2
Den ældre kvindes nabo er vant til det med at have med ældre mennesker at gøre – for hun er faktisk den lokale sognepræst og laver faktisk ikke andet hele dagen end at besøge ældre mennesker – når hun ikke lige laver noget andet. Det er godt nok i hendes sogn, men hun har aldrig været på besøg hos hende som sognepræst– det blev på en måde for tæt på, når det vatr naboen. Og vel er den ældre kvinde medlem af folkekirken, men hun har ikke benyttet sig af den, hun er vel en almindelige kulturkristen.
Her vil der været et kæmpe problem – præsten må ikke tage imod, eller hvad? Hvornår opfylder præsten sin opgave som ansat præst og tjenestemand og hvornår er præsten blot Solveig, den søde, gode og hjælpsomme nabo, der også er præsten? Naturligvis er præsten altid præst 24-7… men kan præsten være andet end præst. Kan man se præsten som en nabo – og må præsten indgå i det lokale fællesskab, hvor pludselig ”du skal altså skrives ind i testamentet” kan lyde? Dybest set nej – men man fratager så præsten nogle af hans medmenneskeligheder – for det hun gør, gør hun jo blot som præst.
Skal der klare regler på området skal man finde ud af:
  • er der forskel på om personen bor i sognet eller ej?  
  • Og hvad hvis personen ikke engang er medlem af kirken, men bare bor i sognet?
Ændring 3
Den ældre dames kone er præst – ikke den lokale sognepræst, hun arbejder i et andet sogn. Manden er derimod sognepræst i sognet.
  • Gør det en forskel? Må præstefruen, der selv er præst, får del i arven?
  • Gør det en forskel om præstefruen selv er præst eller ej? 
  • Gør det en forskel, hvis kontakten mellem nabo og præstefamile opstod ved at præsten lige var inde med en attest eller for at sige tillykke med de 90 år, og derefter kom i snak?
Hvad vil jeg så sige med det? Jeg vil sige, at det er vanvittigt svært at lave klare regler om det her – for hvornår er man medmenneske og hvornår er man præst? Kan man som præst indgå i et ligeligt forhold til de øvrige mennesker i sognet eller er præsten altid udenfor, fordi præsten altid er præst før noget andet?
Professor i forvaltningsret, Carsten M. Henriksen siger, at

”Offentligt ansatte må kun i begrænset omfang tage imod taknemmelighedsgaver fra borgere, de har været i berøring med i tjenstligt medfør”.

Er det at bo og være i sognet i sig selv at være i berøring med en borger i tjenstligt medfør? Man kommer jo ikke bare i et testamente, fordi man er en god præst og udføre det arbejde som man skal som præst (sjælesorg, undervisning og kirkelige handlinger), så er man gået udenfor ens arbejdsområde, og pludselig været en god veninde/nabo. Men altså stadigvæk en offentlig ansat i berøring med borgeren i tjenstligt medfør?
Som sagt, jeg har skrevet om emnet før, så jeg tillader mig at citere afslutningen fra dette blogindlæg:
”Og nej, jeg står ikke i en situation, hvor jeg skal arve eller jeg har ikke udsigt til at få store pengegaver fra nogen som helst i sognet - det kommer ikke på tale, da jeg af natur er rimelig utiltalende. Men jeg synes egentlig problematikken er reel - og at ministeren (Bertel Haarder, der sagde at man skal sige et klart nej) ikke helt har tænkt præstens specielle status i forhold til andre offentlige ansatte med ind”.

Ingen kommentarer: