Onsdagstanker: UPS - jeg gjorde det igen

Gik i procession som præst…. Det skete i søndags til afskedsgudstjeneste for min kære præstekollega, der gik på pension. Og det var alene for at hædre ham og vise ham kollegial og venskabelig opbakning, at  jeg tog scooteren derud for at deltage  i afskeden.
Vi var i alt 11 præster, der gik ind i kirken under korsang og alle rejste sig og iagttog os, imens vi gik ind og fandt vore pladser oppe ved alteret, hvor der stod stole klar til os – reserveret. Og da koret havde sunget deres sidste sang ved slutningen af gudstjenesten, da rejste vi os og gik som de første ud af kirken – også her rejste folk sig.

Det er længe siden, at jeg faktisk har skammet mig over et eller andet, jeg gjorde – men det gjorde jeg faktisk dér. Jeg bryder mig ikke om det højstemte og også lidt selvfede det er, at træde ind i procession og menigheden på den måde skal rejse sig op, når præsteskabet kommer. Jeg ved godt, at det er ikke fordi, at det er mig, der går ind, at folk rejser sig – men fordi det er embedet og det, vi på en eller anden måde repræsenterer. Men selv dér skammer jeg mig – især hvis man tager det almindelige præstedømme alvorligt. Vi er alle præster – vi er bare udvalgt for længe siden af et menighedsråd (ingen ved længere hvorfor) til at være præster, der skal forvalte sakramenteren og stå for undervisning, prædikener, sjælesorg og kirkelige handlinger.
Vi er ikke noget specielt – kan faktisk se en pointe i mit nabosogn i Vestjylland, hvor menigheden rejste sig, når præsten gik på prædikestolen for at vise ordet og evangeliet respekt – men ikke personen og ikke embedet. Ja, jeg bryder jeg mig heller ikke om at man skal rejse sig, når dronningen træder ind i kirken – kirken er dog det sted, hvor vi alle er lige. Kirken er stedet, hvor vi alle står i vores menneskelighed og kun kan én ting, uanset om man har krone på hovedet, ordner på brystkassen eller præstekrave og halsen, nemlig sige bønnen: Herre, forbarm dig over mig.
Derfor synes jeg, at det eneste tidspunkt, hvor man skal rejse sig for andre til gudstjenesten, er når et barn bæres ind i kirken eller når konfirmanderne skal konfirmeres.
Med mit syn på mig selv har jeg det ikke godt med at skulle gå i procession under andre omstændigheder - men der er nok andre, der har en anden holdning til det og gør det med glæde og bærer embedet, der æres. Men jeg er også lidt mærkelig – god onsdag!